Pladeaktuel PowerSolo-frontmand – et personligt portræt

GAFFA mødte Kim Kix til et interview i forbindelse med udgivelsen af PowerSolos nye 7-tommer ”Step Back ! Back Stab”

Samtalen udviklede sig, og vi kom ud i sindets kringelkroge, refleksioner om alvor og ironi, og meningen med musikken, samt Kims musikalske virke og nærmest utrættelige engagement i projekter, plader og publikumsspækkede koncerter.

Du er jo frontmand i PowerSolo, hvad laver I for tiden? Har I nogle planer I år?

 - Ja, vi har lige indspillet en 7-tommer som snart kommer på gaden, der hedder "Step Back ! Back Stab", som er helt frisk fra pressen.
Og så spillede vi hele sidste år. Vi er lige kommet hjem fra tour i Frankrig og Schweiz for en tre uger siden, og så er der ligesom lukket ned for PowerSolo indtil engang hen i foråret. Så skal vi til Italien og til England hvor vores plade kom ud, så starter det med det, og så er det ikke planlagt hvad der skal ske efter sommer.

Musik for musikkens skyld
Så det ligger lige lidt stille imens der bliver arbejdet på nogle andre projekter?

- Ja, det er helt naturligt valg simpelthen, fordi vi gider ikke okse os ihjel på den måde. Vi laver musik for musikkens skyld, og man kan bruge musik til en masse ting og det gør vi også. Og laver til film og nu er det nyt med teater, (The Railthin Brothers aka The Atomic Child og Kim Kix laver musik til Jeppe på Bjerget på Århus Teater med premiere 11. februar, red.) men det har været en naturlig vej, fordi det er den vej vi gerne vil. Vi gider ikke være et band der bare smider den ene plade ud efter den anden og så bare stå og vente på kritikernes røster og forgodtbefindende. Det bekymrer os ikke.

- Du ved, det har sit eget liv og vi har spillet i mange år og er ligesom kendt for det vi laver og for at være nogle hæderlige folk der giver den gas når der skal gives gas og arbejder, og som man kan regne med. Man får anden kvalitet når man går til et PowerSolo-show. Man kan ikke vide sig sikker på hvad PowerSolo har med på scenen, det ændrer sig fra gang til gang, og det er en af de ting folk kan lide.

- Vi har spillet i Europa og USA og vi har været vidt omkring i mange år og rigtigt rigtigt meget, så nu ved folk hvem vi er, og resten kommer. Vi har ikke nogen ambibtioner om at blive Danmarks næste et eller andet, eller en del af den forkromede musikelite, vi nyder allerede stor anerkendelse for det vi laver. Det handler om musikken, og det handler om at vi lever af det her, og det er vores job og vi føler os priviligerede, men det er ikke noget vi har fået foræret. Det er noget vi har arbejdet for igennem alle de år, og så gør vi det med hjertet, vi elsker det vi gør.

Nysgerrighed og kritisk skepsis
Det er meget interessant lige at komme ind på det, for jeg havde tænkt mig at spørge hvorfor du gjorde det hele, alt, netop i en tanke omkring: Jamen er det ikke nok? Du er rock'n'roller, du har turneret, der er piger der synes du er flot, der er mænd der synes du er sej, man kan signere
plader uden at det er for sjov, men det er som om du ikke rigtigt er mæt, eller er det sådan?

- Det er ikke noget med mæt, men hvis man refererer til ens indtagelse af føde eller ens mæthedsfornemmelse, man kan jo godt være mæt af noget, mæt er jo en god følelse, men at spise det samme måltid, ens favoritmåltid dag ud og dag ind, bliver kedeligt, jeg kan godt lide mæthedsfølelsen, den er rar, men jeg kan også have lyst til noget andet. Man har lyst til at smage af de andre ting, det er nysgerrigheden og åbenheden, men det er samtidig med en eller anden form for
sund kritisk skepsis i forhold til hvad man laver, fordi jeg gider ikke kaste mig ud i hvad som helst.

– Man har jo afgjort ting hvor man tænker: fuck altså, det gør jeg aldrig igen, og så gør man det ikke igen. Sådan nogle ting kan ske i går og det kan også været sket for 10 eller 20 år siden. Og så behøver man jo kun lave en fejltagelse en gang for at lære af den, hvis man ellers tænker sig lidt om.

Den tynde mand og scenen

Igennem interviewet er det tydeligt, at Kim Kix' nysgerrighed på livet og musikken er uendelig. Og det er tydeligt at det musikalske multitalent ikke ser nogen grund til at den utrættelige lyst og kærlighed til musikken skal stoppe med alderen. Det er dog også tydeligt, at der ikke er en overordnet plan – det lader til at være en ganske særegen kombination af nysgerrighed, hårdt arbejde og talent der driver værket.

- Det er ligesom at udvikle det man kan på en eller anden måde, bruge det til mere end bare musikken. Der er ikke noget specielt eller nogen linje i det her. Det udvikles som det er. Jeg er den der sidder og tænker "Hold nu kæft mand! Gad vide hvad helvede jeg laver om tre år!" Jeg kan sidde og blive helt spændt og glæde mig: "Hvor fanden er jeg henne?" Altså, det er jeg spændt på, det er ikke et eller andet med at jeg tænker om tre år og fuck der er krise, og hvad nu hvis jeg nu knækker en hånd og ikke kan spille mere.

- Nej nej, det er slet ikke de tanker jeg har. Det er mere sådan, at hvis jeg har nogle mere melankolske tanker så kan det være i forhold til kærlighedslivet eller mine unger, altså mine børn som betyder meget mere. Men i forhold til mit eget virke, altså jeg ser mig selv som 70-årig stå der – ham den cool tynde mand der.

Haha, ja, det kan jeg også sagtens forestille mig!

Et univers der rummer alvor. Et udtryk der rummer ironi

Der er et element jeg synes går igen i alle PowerSolos projekter fra "Lemon Half Moon" (første udgivelse, 2001) til jeres seneste udgivelse, "Buzz Human" (2011): At alvor er dybt ironsik, og ironi dybt alvorligt. Det er som om, at mørke og humor er tæt forbundet i PowerSolos musik, og det lader til, at der ikke er noget der er for højtideligt til ironi, eller noget der er for useriøst til at blive taget op til behandling. Hvad tænker du om den fortolkning af PowerSolos udtryk?

- For mig handler det om at hvis jeg har et alvorligt budskab jeg skal igennem med, jeg har også lært det med mine børn, så skader det ikke, eller så hjælper det at servere det med lidt humor. Sætte et eksempel op der er lidt humoristik. Altså få sagt de alvolige ting med et glimt i øjet, så det er til at holde ud at høre på og så det er ordentligt at høre på, og det kan man øve sig på hele livet.

Så en art erkendelse af at selvom livet er hårdt, så behøver man ikke være emo?

- Nej, nej, jeg synes man er i sin gode ret til både at være vred og deprimeret, altså, folk negligerer det jo, det er tabu. Man må ikke være vred længere, man må ikke råbe og skrige, eller man må ikke være deprimeret eller sørgelig til mode. Det er en sygdom, alting skal på en eller anden måde diagnosticeres, og det er jeg træt af, det hører ingen steder henne, man har lov til at være vred, og det er også en energi man kan bruge til noget.

Komposition og kunstpauser

Hvordan skriver du sange? Nu har vi lige snakket om eksempelvis vreden, fungerer det så sådan, du er vred og så skriver en sang om det?

- Det er ikke sådan at jeg sætter mig ned og så fordi jeg er vred over et eller andet, og så skriver jeg en sang. Det har mere noget at gøre med, at jeg glemmer ikke, ligesom man husker. Den der energi, ting der sker i mit liv, det er noget der påvirker mig i alle retninger, så det har jeg selvfølgelig med når jeg spiller og når jeg skriver mine sange.

- Men jeg kan godt være humørsyg, så budskabet bliver serveret med en voldsom lyd. Samtidigt kan en sang med foragt i stemmen, det kan være en rolig sang, det kan være en up-tempo sang, det er igen det der med budskaber, hvordan man vil levere dem, i hvilken indpakning, hvilken tone man vil sige det man siger i. Sangene opstår når der er tid hvor jeg skal være produktiv. Jeg går mere til opgaven. Det er sjældent jeg sætter mig ved guitaren og spiller på den, det hænder hvis der overhovedet er nogen. De bliver lagt ned efter en tour fordi jeg har brug for at lægge låg på det og stoppe det.

Så der skal ligesom en periode med noget ro på, så det ikke bliver for meget?

- Ja, så nu, nu cykler jeg, jeg skal nogle ting og ordner dem, men især cykler jeg for tiden.

Du kan læse mere om Kim Kix' interesse for at cykle i artiklen om det aparte cykelhold Gruppo Sportivo Velopresse inden længe på GAFFA.dk.