Naja Rosa – Jagten på den ægte sydstatslyd

Naja Rosa – Jagten på den ægte sydstatslyd

Når man er født ind i Koppel-familien, er der ligesom to ting, der er givet på forhånd; man bliver noget ved musikken, og man har rejselyst i blodet; to elementer, der altid har været bærende hos Annisette og Thomas Koppels yngste datter Naja Rosa, der nu er aktuel med sit andet album i eget navn, der har fået titlen The Place I Call Home.

– Der har aldrig været tvivl om, at det skulle være musikken og landevejen. Siden jeg lå i min mors mave, har jeg været omgivet af musik fra flygtningelejre i Libanon til store scener i alverdens byer, og min mor har ammet mig foran et stort koncertpublikum. Jeg har været med altid, og har aldrig været i tvivl om, at det var vejen og livet for mig. Jeg begyndte fra jeg var helt lille både med mine egne og andres ting og kom senere med hos mine forældre i Savage Rose, hvor alle i mit band i dag i øvrigt har spillet på kryds og tværs.

Naja Rosa udgav i 2010 sit debutalbum, der i dag er tæt på at erhverve guldstatus, og på den aktuelle toer har hun for alvor været på farten og opfyldt en gammel, eventyrlig drøm. Hun er fra barnsben en garvet kosmopolit og har i sit teenageliv primært boet i Los Angeles, og bor nu på sjette år i New York med "Green card" status. Og det er også lyden af USA, der syder ud af højttalerne, når The Place I Call Home spiller. Naja Rosa gik på jagt efter den rå, ægte, autentiske lyd fra Sydstaterne og fandt den

– Det har været en gammel drøm at tage på round trip i sydstaterne for at finde autentiske musikere, høre om deres liv, og deres historier, og indspille med dem i deres eget element. Mig og min kæreste - som også er bandets trommeslager - Anders Holm, rejste med vores grundbånd og et lille protool studie rundt i en autocamper i tre uger fra Austin, Texas til Atlanta, Georgia for at finde og indspille med folk, vi håbede at komme i kontakt med. Vi kom igennem en masse stater og indspillede i Austin, Memphis, New Orleans og Atlanta.

– Det var lidt af et totalt sats. Vi havde omtrent ingen aftaler på forhånd, bare udvekslet lidt e-mails og et par telefonnumre her og der. Vi havde lagt en plan om, hvilke byer vi ville besøge, hvor længe og hvornår, og tre uger efter vi landede i Houston, vidste vi, at vi havde en flybillet hjem fra Atlanta. Det var kaotisk og stressende, men også fuldstændig fantastisk og vellykket. Da vi sad på vej hjem i flyveren, var det med det et stort "yes, det lykkedes fandme". Vi mødte en masse dejlige, dygtige, gæstfri og ægte mennesker, som har gjort denne plade til noget helt specielt, og titlen referer til at føle sig hjemme hvor som helst, der er kærlighed, varme og musik, og det har der i den grad været på vores vilde road trip.

 

 Tom Waits x 100 (foto 1)

– Vi havde hørt om Coco Robicheaux fra den danske journalist René Gummer. Coco tog ikke telefonen, men vi havde fået at vide, at vi nok kunne finde ham på hans stamsted i et af byens berygtede kvarterer, kaldet Bermuda trianglen. Af mange omveje fandt vi ham på hans nye stamsted The Apple Barrel. Da vi mødte ham første gang, sad han i baren med solbriller, stor hat med fjer i, slangeskindsbukser og ringe på alle fingrene og med en tand fra en alligator om halsen. Likvideret af en af hans venner. Han sad og kørte store tequilaer ned om formiddagen, og skulle lige se os an, vi følte os totalt som en flok spejderbørn.

– Han var voodoopræst og en lokal blues legende, der er blevet optaget i The Louisiana Hall of Fame og lyder som Tom Waits x 100. Han hentede øl til Howlin' Wolf, da han var 10 år gammel, har turneret med blandt andre B.B. King, og er selv blevet lidt af en legende. Jo mere vi lærte ham at kende, jo gladere blev han for os, og vice versa, og han viste sig som et hårdtprøvet men fuldstændig fantastisk menneske, som en ny far eller onkel.

– Vi indspillede hjemme hos ham hvor der hang sørøverflag uden for huset, og indenfor var der spækket med voodoo- og indianske symboler, og på et tidspunkt bad han Anders om at holde en skarpladt pistol. Meget tragisk døde han for 1 ½ måned siden på The Apple Barrel efter at have hilst på musikerne og drukket sin sidste tequila. Han blev 64, og er stærkt savnet, men jeg er bare virkelig taknemmelig over at have mødt ham. Han synger på nummeret Shadow of me, hvilket blev den sidste indspilning, han lavede.

 

Lyden af Stax (foto 2)

– Billedet er taget på Beale Street, som er en legendarisk musikgade på samme måde som 6th Street i Austin. Drengen på billedet var den vildeste akrobat. Memphis var det andet sted, vi indspillede, og det er en by der emmer af musik. Vi havde hørt om hornisterne Clifton og Jamaal fra en dame, vi mødte i en kirke i Austin, og de kunne deres metier til fingerspidserne, og var helt med på at bidrage. Vi prøvede at forklare, hvad vi gerne ville have, nævnte Stax (legendarisk soul-pladeselskab, red.) osv, og de svarede "ok, I mener lyden af denne by". Det var ikke nødvendigt at sige mere, de underviste endda på The Stax Academy.

– De spiller med på My Darling og Love Me, Love Me, og på sidstnævnte fik vi også den lokale Karen Brown med på kor. Vi besøgte Sun Studios (hvor blandt andre Elvis indspillede, red.) og skulle have hørt Al Green prædike, men det nåede vi desværre ikke. Vi kørte også til musikbyen Clarksdale, men der var hustlere overalt, så vi endte med at køre videre uden at overnatte.

 

Hiphop-horn (foto 3)

– Vi havde nogle meget travle og intense dage i New Orleans. Det var her, vi mødte Coco, mundharpemanden Rick Weston og the Hot 8 Brass band, som lige var kommet hjem efter en turné med Lauryn Hill. Et 14 mands stort hip hop horn-orkester, som vi hørte en seks timer lang, totalt svedig, koncert med, anført af en gennemført hiphop-dude med trompet i kørestol uden ben. Vi fik i sidste øjeblik fat i tre af dem til at indspille med, inden vi skulle videre. De havde ikke noget sted, så jeg fandt et øvelokale på nettet, hvor vi fik dem til at møde op, og så kom problemerne ellers.

– Der havde været temmelig mange stressede situationer undervejs, og her fandt vi ud af at stikket til computeren var knækket, en katastrofe. Ved et svineheld fandt vi et ekstra stik i bilen, som vi ikke anede at vi havde, men da vi kom til øvelokalet viste det sig, at der var et heavy metal band, der bragede løs lige ved siden af. Det var en flok hærdede, gennemtatoverede fyre, som havde fået lavet horn i deres pander, men de viste sig som en flok rigtig søde gutter. som bød os på øl, og lovede kun at spille, når vi øvede, ikke når vi indspillede­. Det endte som en rigtig god situation, og Hot 8 Brass Band gav udtryk for at de var vilde med vores musik, som de glædede sig til at cruise til.

 

En mand med en harpe (foto 4)

– Det er hjemme i køkkenet hos mundharpespilleren Rick Weston, som var en musiker, Coco havde sat os sammen med. Han spiller for vildt, og vi havde en super fin dag med ham, hvor han blandt andet fortalte en masse røverhistorier om Coco Robicheaux. Weston er vel sidst i 30'erne, men det er umuligt at sige. Som så mange andre er han en aldersløs type, og det var lige præcis det, vi var ude efter, ægte folk med stærke historier.

 

På landevejen (foto 5)

– Det er et billede af mig, som Anders har taget et sted i Mississippi foran en gennemhullet bus på en af de mange shags, vi passerede på vores vej. Det var vildt at tilbagelægge så mange kilometer i landskaber, hvor big mamaer sidder på deres varandaer og skuler, med store rygende BBQ's i baggrunden og med unge lømler, der kører rundt i biler uden lygter efter mørkets frembrud. Der skete os aldrig noget, men vi oplevede rigtig mange skumle steder, og nogle nætter lukkede vi nærmest ikke et øje, når vi parkede et dystert sted i en bil med papdøre, hvor der nærmest var spraymalet "turist" på ydersiden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA