Niki & The Dove – i hastig fremmarch

Vi har mødt den flamboyante svenske elektro-duo

Niki & The Dove 2012

De startede i 2010 med at lave musik sammen, de to svenskere Malin Dahlström og Gustaf Karlöf. Niki & the Dove er de også bedre kendt som, og kendte, det er hvad de fleste større medier spår dem til at blive. Især i England har duoen høstet meget store roser for deres markante og kantede elektroniske popmusik, der senest med EP'en The Drummer har fundet en hastig vej til æteren – også i Danmark.

England kalder

Det er blandt andet store britiske medier som NME og BBC, der har spået makkerparret en stor fremtid, hvilket blandt andet inkluderede svenskerduoen på BBC's prestigefyldte liste over, hvem der bliver store i 2012. Det er efter sigende første gang en skandinavisk gruppe opnår den anerkendelse at være blandt de fem øverste. Det er i øvrigt noget, der bringer Niki & the Dove i selskab med tidligere listeindehavere som Coldplay, Adele, James Blake, Florence & the Machine, der tidligere har været i kikkerten.

– Vi kunne næsten ikke tro det, at blive udvalgt på BBC's liste, fortæller Malin Dahlström, før duoens ventede koncert på spillestedet Lille Vega i begyndelsen af det nye år.

– Da vi kiggede på BBC, var der så mange virkelig tjekkede mennesker på listen. Men hvordan kom det så vidt, at de to svenskere med en teatermusikalsk baggrund opnåede en spådom fra den engelske tv/radio-station, samtidig med ep-udgivelser på prominente selskaber som Sub Pop og Mercury Records?

– Vi startede Niki & the Dove i 2010, så har vi lavet det her i halvandet år nu, og det startede faktisk med musikken. Det startede med, at jeg havde skrevet en sang, der hedder DJ Ease My Mind, hvor jeg spurgte Gustaf, om han ville være med til at producere den sammen med mig og en tredje fyr. Vi producerede den, og vi var så glade for at arbejde sammen, at vi blev enige om at begynde at skrive musik sammen – og det gjorde vi så. Pludselig gik det op for os, at vi havde et band, men det var den sang, der kom først, og så har det udviklet sig derfra, forklarer gruppens lyriker, medkomponist og frontkvinde Malin Dahlström.

Hvornår besluttede I, at DJ Ease My Mind skulle bestemme retningen?

– Vi fik virkelig god respons på nummeret, og så var vi meget glade for resultatet. Når vi spillede det for andre, så var de meget begejstrede. Der var mange positive reaktioner på det, og det var ud fra det positive flow, at vi lavede en tre-fire sange på meget kort tid, som vi alle var meget tilfredse med. Vi havde en god mavefornemmelse med de numre, og det kom meget let, fortæller den mandlige halvdel Gustaf Karlöf, der laver musikken sammen med Malin. En pointe, forsangerinden slår fast, da hun er en smule træt af, at folk ofte antager, at det kun er Gustaf Karlöf, der laver musikken.

– Jeg har skrevet musik siden jeg var barn, og folk tror stadig, hvis de ikke ved det, at det er Gustaf, der laver musikken – det er jo "a man's world", men det er ikke tilfældet. Vi laver det sammen.

Senest har gruppen som sagt kreeret ep'en The Drummer fra oktober sidste år, der blandt andet har huseret på dansk radio med titelnummeret, mens der er gået to ep'er i forvejen for denne – blandt andet The Fox fra starten af 2011. I 2012 er det så et album, der står for døren.

Det er dog ikke det eneste, der bliver drøftet i løbet af interviewet, for snakken falder også på Spotify, Public Service, kendiskultur og meget mere, som gruppen er ivrige debattører omkring.

 Vil I gerne blive kendte for noget mere, eller hvad håber I at opnå?

– Lad mig udtrykke det på den her måde: Vi vil gerne have, at vores musik skal blive hørt. Jeg tror ikke, at der er nogen musikere, der ikke ønsker det, siger Malin, og Gustaf supplerer:

– Der sker noget med musik, når det får et publikum. Lige så snart, at vi spiller for os selv, og der går to mennesker ind i lokalet, så sker der noget helt specielt. Det er derfor, musik eksisterer.

– Det er desuden vigtigt at bevare sin integritet i hvor tids samfund, hvor vi især i den vestlige verden i de seneste år fejrer kendisser mere og mere. Du kan blive kendt uden at gøre noget, og det er i virkeligheden blevet vigtigere at være kendt, end hvad du rent faktisk kan. Det er simpelthen så mærkværdigt og kunstigt.

– Det er blevet for meget. Jeg mødte en fyr, som havde en kæreste, og hendes eneste mål var at blive kendt. Det var ligegyldigt, om hun så var i stand til at skrive en bog, hun forsøgte bare at rage til sig.

I Danmark har vi mennesker der er kendte kun for at være kendte, men sådan er det vel også i Sverige?

– Ja, præcis, og vi lægger så meget værdi i det. Det er underligt, og jeg forstår det virkelig ikke.

– Det er meget vigtig at sige, at selvom Gustaf og mig ikke sad her, og snakkede med dig, og fik muligheden for at fortælle om den musik, vi laver – for det er i virkeligheden en mulighed – så ville vi stadig lave musik. Vi ville stadig sidde i en kælder et sted og lave musik, men nu hvor vi sidder her og taler med dig, så sætter vi stor pris for den anerkendelse, vi føler, det giver.

Formatet til at vokse

Hvad var baggrunden for, at I valgte ep-formatet så langt hen ad vejen?

– Da vi er ret nye, bliver vi nødt til at vokse langsomt som band, og udvikle os trinvist. Det er derfor, det er så dejligt, at vores pladeselskab ikke har skubbet på, for at få et album ud [Niki & the Dove udgiver debutalbum i maj red.]. De spurgte os, hvordan vi ville have det med en ep. Det syntes vi var en fin idé. Med The Drummer lavede vi så en tematisk ep med forskellige perspektiver på ørkenen, og det ville vi nok ikke have været i stand til på et album. Så jeg er egentlig godt tilfreds med, at vi endte med ep-formatet til de første udgivelser, og for at få udfoldet den tematiske vinkel.

Hvorfor hedder I Niki & the Dove?

– Vi er faktisk en smule hemmelighedsfulde omkring navnet, men det er symbolsk for os begge, forklarer Malin.

– Jeg har en mening, og du har en mening, men de er begge to forskellige, uddyber den mandlige halvdel:

– Det er egentlig rart at folk kan danne sine egne symboler, det lyder måske lidt kliché-agtigt, men det er faktisk sådan, vi har det.

En trippende tour-manager dukker op i døråbningen til en af de tilstødende barer i Lille Vega, som peger på uret, der betyder aftensmadstid for de to London-bosatte svenskere, men inden nås lige et sidste spørgsmål.

Hvad er næste skridt for jer?

– Albummet og så tour i foråret. Vi skal til England i februar, hvor vi vil spille en helt masse.

– Jeg ser meget frem til at skrive nyt materiale, for det er faktisk næsten et år siden, vi sidst skrev materiale. Men her i foråret vil vi have noget tid til at sidde og skrive noget nyt, og det ser jeg meget frem til.

– Og så til at spille på din nye trommemaskine, griner Malin Dahlström.

– Siger du bare det for at gøre mig glad?, spørger en små-forurettet smilende Gustaf Karlöf [Det er første livejob, hvor trommemaskinen skal i brug red.], mens en pligtopfyldende musikalsk partner politisk korrekt karikeret slutter:

– Nej det gør jeg da ikke, Gustaf.

Hvem:

Malin Dahlström og Gustaf Karlöf. De spiller begge keyboards, perkussion, elektroniske apparater, heriblandt trommemaskine, samt synger, hvor Malin dog er lead-vokalisten.

Hvad:

Andre større medier har blandt andet beskrevet Niki & the Dove som flamboyant, Björk-influeret pop, mens gruppen selv kalder det rytmisk og perkussivt med mange små detaljer til det samlede billede.

– Vi bliver ofte spurgt om, hvad for noget musik, der inspirerer os. Vi plejer at sige, at de største inspirationer kommer fra noget, der ikke er musik. Der føler man ikke konkurrence-elementet. Både Malin og mig er meget inspireret af bøger, film, at kigge på et maleri eller at gå en tur i skoven. Vi siger for eksempel til hinanden: Prøv at se den fugl, er den ikke fantastisk? Her er Malin den talentfulde lyriker, så hun fortolker, hvad vi taler om på den side.

Hvor:

Gustaf er fra Stockholm, mens Malin er fra Göteborg. De er begge bosat i London i dag.