Racetrack Babies - end of part one

Racetrack Babies - end of part one

Den københavnske støjpopgruppe Racetrack Babies har for nylig udsendt sit andet album ”The End.” (bemærk punktummet), som er kommet mere end tre år efter debuten ”Love Sick”, der fik ganske pæne anmeldelser og radio- og tv-airplay i hele Skandinavien, blandt andet på MTV's Up North-hitliste. Men der er også sket en del med bandet i de forgangne år, så titlen ”The End.” er på mange måder passende, fortæller sanger, guitarist og sangskriver Christian Andersen.

- Vores gamle guitarist Jacob Aaby og jeg havde meget svært ved at arbejde sammen, vi havde mange skænderier, og det endte faktisk med, at vi opløste bandet. Vi fandt efter 14 dage dog ud af, at vi manglede en del penge i bandkassen, og da vi samtidig havde linet nogle koncerter op, blev vores bassist Cecilie (Ravik, red.) og jeg enige om, at dem måtte vi hellere spille. Så måtte jeg spille guitar, og vi måtte hyre en trommeslager, for vi har aldrig kunnet holde på vores trommeslagere. Vi har haft 16 i alt. Hvis der mangler en bog i musikbranchen, må det være en guide til at få bands til at holde sammen, konstaterer Christian tørt.

Christian og Cecilie ville dog ikke helt opgive musikken, og efter den korte pause blev de to enige om at starte forfra med en ny lyd.
- Vi fandt ud af, at vi ville lave en plade med en rigtig, enkel triolyd, guitar, bas og trommer, hvor den første var mere lag-på-lag-indspilninger med for eksempel trompet ind over. Så gik vi på jagt efter en trommeslager, og efter lang tid fandt vi faktisk én, Martin Bjerregaard (eks-Psyched Up Janis m.fl.), og ham fik vi indspillet det nye album med, selvom han faktisk også lige er gået ud igen. Mit guitarspil er noget anderledes end Jacobs, mere rytmeorienteret og støjende, og det mere skrabede lydbillede har så givet mere plads til Cecilies bas, hvor hun har lavet nogle ret melodiske figurer, jeg synes er ret fede. Det er sådan nogle, jeg har gået og nynnet for mig selv, når jeg er kommet hjem fra øvelokalet, smiler han.

Tung dreng bag mikserpulten
Albummet har gruppen selv produceret, men de har fået en prominent herre til at mikse det. Nemlig amerikanske John Agnello, der har produceret og mikset for så store navne som Patti Smith, Dinosaur Jr. og Steve Wynn. Hvorfor det lige blev ham, har Christian en enkel forklaring på:

- Jeg tog og gennemgik hele min pladesamling og fandt frem til de plader, jeg syntes havde den bedste lyd. Det var norske Madrugadas ”Industrial Silence” og amerikanske Dinosaur Jr.s ”Without A Sound” , og så tog jeg coveret frem for at se, hvem der havde mikset dem. Og det var sjovt nok samme person, nemlig John Agnello. Det tog vi som et tegn, så ham kontaktede vi, og han var positiv, men vi skulle lige have talt om hans honorar, som var ret højt. Det gik der lidt tid med, og jeg kom vist også til at fornærme ham, da jeg oven på 11. september tillod mig at rundsende en mail til hans VIP-venner, hvor jeg advarede mod en krig mod Irak og opfordrede folk til at sende mailen videre til relevante medier - det hjalp jo så desværre heller ikke. Efterhånden blev vi dog faktisk gode venner og blev enige om en fornuftig pris noget lavere end hans vanlige honorar.

Er I så også musikalsk inspireret af navne som Madrugada og Dinosaur Jr. Det er jo lidt den klassiske blanding af støjrock og poppede melodier, I dyrker?
- Det har vi egentlig ikke tænkt så meget over. Vi har først og fremmest gået efter at lave en organisk plade, hvor det hele skulle være håndspillet, og fejlene skulle bibeholdes. Vi er også tit blevet sammenlignet med navne som Pixies og Sonic Youth, men dem har vi aldrig lyttet til. Vi har dog alle været ret vilde med Nirvana.

Novelle på coveret
Ligesom Racetrack Babies musikalsk blander det kantede med det bløde, bevæger teksterne sig også fra stemningsskildringer og kærlighedsorienterede sange til det mere konfrontatoriske. En sang som ”Political Thing” er for eksempel, som titlen antyder, en klar udmelding:
- Sangen er blandt andet en kritik af et markedsføringssamfund, hvor alt drejer sig om hype. For eksempel at udgifter til markedsføring ved alle mulige produkter, det kan være en Nike-sko, er mange gange større end fremstillingsudgifterne.
Det klare statement har nu ikke fået Racetrack Babies til at trykke deres tekster på cd-indercoveret. Her finder man, noget overraskende, i stedet en hel lille novelle om Racetrack Babies' op- og nedture de sidste tre år.
- Jeg har endnu ikke rigtig vænnet mig til at downloade musik på nettet - det virker lidt upersonligt, synes jeg - og jeg kan godt lide at bladre i pladecovere, men det er ikke nødvendigvis teksterne, jeg synes er mest interessante. Det kan lige så godt være alle mulige noter og takketaler til folks syge mostre. Og så syntes vi, vi ville gå planken helt ud med denne lille novelle.
Men hvorfor er teksten på dansk, nu jeres tekster og de øvrige covernoter er på engelsk. Er det ikke lidt forvirrende?
- Måske, men det er første oplag, der er beregnet til det danske marked. Vi arbejder lidt på at få albummet ud i andre lande, og så kommer der selvfølgelig en engelsk version, fortæller Christian.
Jeg kan fornemme, at I ikke betragter det nye album som ”The End.” for Racetrack Babies?
- Det er enden på en periode, og begyndelsen på en ny. Så må vi se, hvad fremtiden bringer.

Racetrack Babies


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA