Til hoftevrikkende festival på paradiseøen Zanzibar
En gang om året samler Sauti za Busara Festivalen professionelle musikere og upcomings fra hele Østafrika. Det er en festival med rytme, sang, dans, sjæl og varme.
Foto: Andrew Morgan
Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion
Hans krop er uregerlig. Hans mørke muskuløse overkrop flimrer skarpt i scenelysets skær, mens svedperlerne falder som regndråber fra hans pande ned på brystkassen. Hendes hofter er uregerlige. De bevæger sig med en hastighed, som får hofterne til at bevæge sig som roterende kuglelejer. Min krop føler sig fremmed for disse rytmer og har efterhånden opgivet ideen om at følge med.
Det er næsten midnat, og jeg befinder mig på paradisøen Zanzibar til én af årets helt store musikfestivaler, Sauti za Busara Festival. Zanzibar er en af de øer, som man så ofte har set i rejseselskabernes lokkende reklamer på tv, og nu er jeg her selv. Jeg sidder på en klippekant og har udsyn ud over hele festivalpladsen. Inden de mange associationer og minder om en dansk varm sommer med en stor åben græsmark med en klapstole og festivals telte, så glem det. Rammerne for festivalen er et ældgammel fort der med sine fire tårne emmer af fortid og en uhyggelig historie om, hvordan slaverne for mange århundreder siden blev opbevaret på øen, inden de blev solgt. Men den tid er forbi, og både unge og gamle er samlet fra hele verden for at hyle de Østafrikanske rytmer.
Festivalen løber over fire dage fra onsdag til søndag. Som international besøgende er prisen for festivalbilletter en del skruet op i forhold til hvis man er tanzanisk statsborger, hvilket er helt fint. Den forskel i pris medvirker til, at flere af de lokale også får muligheden for at opleve festivalen. Prisen for at deltage i hele festivalen er for os internationale besøgende 74 US dollars, hvor det for en lokal er en femtedel af prisen. Selve festivalen er sponsoreret af forskellige virksomheder og organisationer, og på det store sponsorbanner som flagrer i luften, kan man se, at Roskilde Festival er nævnt som en af hovedsponsorerne, hvilket frembringer et skævt smil på læben.
Langs fortets rustikke mure er der opstillet et hav af boder, som vi genkender det. Madboder med tanzaniske specialiteter, øl og friskpresset juice. Øllene bliver købt af de internationale besøgende, dog ikke nær så store mængder som hjemme i Danmark. Der er boder med et begrænset udvalg af festivalmerchandise såsom T-shirts, festivalprogrammer og nøgleringe.
De internationale besøgende præger i den grad festivalen med et stort antal besøgende. Enkelte hengiver sig og lader sig forføre af de afrikanske rytmer og beats. Andre iagttager blot scenen og de mange lokale som danser rundt omkring i små grupper. Måden de stolt bevæger kroppen på sådan en kraftfuld måde er fascinerende og komplet uforståelig. Vartegnet for rytmen i dansen er domineret af de store matronenumser på de lokale kvinder, hvilket stadigvæk virker utrolig feminint og sensuelt.
Oppe på scenen står en nigeriansk sangerinde i færd med sit sidste nummer inden den helt store finale lørdag nat som er en battle mellem Jagwa Music og Seven Survivor. Måske ringer der en klokke for enkelte Roskilde Festival entusiaster, for førstnævnte oplevede deres helt store up-tur, da de gæstede Roskilde Festival sidste sommer og tog publikum med storm. Jagwa Music kalder sig selv for et lokalt afropunk-band fra Dar es Salaam (Tanzania), som udelukket består af fem unge fyre som spiller på trommer samt en forsanger. Men musikstilen er bredt spændt, da man også fornemmer toner igennem koncerten lige fra trancemusik til afrikansk stammemusik. De synger om ledighed, stoffer, alkohol, aids, voodoo og kvinder som er utro, samtidig med at de også laver akrobatik.
Festivalen Sauti za Busara er en festival med kunstnere hovedsageligt fra Østafrika, hvor lokalelegender som Bi Kidue, Super Mazembe, FM Academia og Ogoya Nengo sammen med nye håbefulde talenter afprøver deres seneste materiale. Derudover er der også gæsteoptrædende lige fra Nigeria til Sudan, Cap Verde til Sydafrika, Congo og en række af de små øer i Det Indiske Ocean. Det er et musikmekka med alt blandet lige fra traditionel afrikansk musik til hiphop, reggae, soul, pop, jazz, funk, rumba, taraab og roots.
Hele formålet med Sauti za Busara Festival er at skabe et rum, hvor især de lokale har mulighed for at høre noget af det nyeste musik i deres lokalområde. Derudover er det også en enestående mulighed som international besøgende at få et indblik i den musikkultur som hersker i Østafrika. Festivalen lægger heller ikke skjul på, at det også er en enestående mulighed for de lokale og internationale besøgende at udveksle erfaringer om musik fra forskellige kulturer, hvilket skaber en hyggelig og afslappet atmosfære som er en af de rammer festivalen er bygget op omkring.
Festivalen har eksisteret i 9 år efterhånden, og jeg håber den vil blive ved mange år fremover. Sauti za Busara Festival minder mig om, hvor sundt det er at komme ud og lære nye sider af andre musik(kulturer) rundt omkring i verden. Sauti za Busara Festival kalder sig selv for "the friendliest festival on the planet", hvilket jeg kun kan nikke genkendende til. Sauti za Busara Festival er den festival hvor alle mødes uanset nationalitet, køn, alder, rig eller fattig.
Festival: Sauti za Busara Festival
Dato: 8-12. februar
Sted: Zanzibar








23-02-12 19:43 | Besvar
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.