Tainted Love: Forklædningens mester
Historien om Tainted Love er historien om, hvordan et amerikansk soul-nummer bliver et britisk synth-pop-hit, der endelig omdannes til et burlesk gothrocknummer, der forefindes på soundtracket til en amerikansk teen-movie.

Velkommen til tredje artikel i serien Praktikantens Pladesamling. Denne gang skal vi bevæge os fra Motown over synth-pop og ukulele-duo til heavy: Tainted Love er muligvis verdens mest kendte covernummer, og samtidig med det et af de musikalske covers, hvor de færreste kender den oprindelige version.
Fra kommerciel fiasko til verdenshit
Gloria Jones indspillede sangen i 1964, som B-side på singlen "My Bad Boy is Coming Home". Singlen, der var skrevet og produceret af Ed Cobb (the Four Preps), blev et totalt flop i både England og USA.
Senere blev "Tainted Love" det hit, der fik manges øjne op for Soft Cell. Nummeret lå stort set ukendt hen indtil gruppen kopierede det i 1981, og er siden blevet kopieret, genindspillet og remixet et utal af gange.
Popnihilisme
Soft Cells måde at gå til "Tainted Love" efterlader ikke lytteren med tvivl om sangens oprigtighed; man føler, Marc Almonds flirtende forvirring og modsatrettede følelser er oprigtige, samtidig med at budskabet præsenteres med start-80'er-pop-nihilisme af bedste skuffe.
Multianvendelig komposition
Den relativt ukendte Ed Cobb formåede måske ikke at gøre Gloria Jones' version til et soul-hit i dets samtid, men der må ligge noget nærmest alment menneskeligt i en tekst, der kan appellere til så mange forskellige mennesker til så mange forskellige tider, samtidig med at den musikalske komposition både er original og tilsyneladende multianvendelig.
Vi kender det jo allesammen, derfor virker det
Det er min teori, at alle de kunstnere som har kopieret nummeret i tidens løb har det til fælles, at de har danset beruset og dramatisk til Soft Cell til en skolefest i deres ungdomsår, eller sat "Tainted Love" på repeat efter endnu en forbandet forelskelse, hvorefter de har gjort nummeret til en del af deres omfattende diskografi og alle har formået at integrere nummeret i deres musikalske univers og udtryk. Vi kender det jo allesammen, derfor virker det.
Androgyn favorit
Jeg sætter min lid til, at dette nummer er så velskrevet, at det ville fungere i reggae-, Balkan- eller klassisk instrumentalversion.
Indtil dette sker vil jeg afspille min personlige favoritversion af nummeret, som blev et verdenshit efter at blive fortolket til nærmest androgyn og synthpoppet uigenkendelighed af Soft Cell i 1981.
Tainted Love – udvalgte versioner:
1964: Gloria Jones, Northern Soul, single: My Bad Boy is Coming Home
1981: Soft Cell, synth-pop, album: Non-Stop Erotic Cabaret
1985: Coil, dark experimental, single: Panic/Tainted Love
2001: Max Rabe & Palast Orchester, schlagerjazz, album: Super Hits Nummer 2
2001: Marilyn Manson, industrial/goth rock, album: Not Another Teen Movie Soundtrack
2005: Pussycat Dolls, dansepop/r&b, album: PCT
2006: Rihanna, dancepop/elektropop, album: S:O:S
2008: The Re-entrants, ukuleleduo, album: Uke Man versus The Strummer
2010: Imelda May, jazzet rockabilly, album: Mayhem
2011: Scorpions, hardrock, album: Comeblack













Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.