Tobias Kippenberger: Mig & Springsteen

Til at tage forskud på endnu et stort år for Bruce Springsteen satte vi The Floor Is Made Of Lava-sangeren Tobias Kippenberger stævne, til en snak om forbilledet, lysten til at ramme bredt og kærligheden til baglandet.

Hvordan startede beundringen af Springsteen?

– Jeg er opvokset med en mor, der overhovedet ikke kunne udstå Bruce Springsteen, og det er ret sjovt, for jeg kan ikke komme i tanke om andre musikere, som hun ikke kan udstå. Jeg aner ikke, hvorfor hun har så meget imod ham, for hvis der er noget hun er, så er det eddermaneme arbejderklasse. Men hun har altid synes, at det var helt vildt røvballerocket, så jeg kan huske, at der blev bandet og svovlet over ham derhjemme. Så det var længe det indtryk, jeg også havde af ham. Men da jeg lige var flyttet til København som 21-årig, så udsendte han albummet Devils & Dust, hvorfra jeg så musikvideoen til titelnummeret, hvor han sidder alene på en teaterscene og spiller. Og da jeg hørte og så den video, tænkte jeg: "Wow, han har jo virkeligt noget på hjerte, den her halvgamle mand med den seje stemme." Så den plade gik jeg ud og købte som min første Springsteen-plade.

– Men jeg kunne egentlig kun lide det ene nummer og syntes, resten af albummet var lettere skuffende. Så der går alligevel et års tid, før jeg har sundet mig over, at jeg faktisk godt kan lide noget med ham sangeren, som jeg altid har troet, jeg ikke kunne lide, før jeg køber den næste plade med ham. På det tidspunkt er The Floor Is Made Of Lava også blevet dannet, og ved et loppemarked med brugte lp'er leder jeg efter Born In The USA, for jeg har fået en ide om, at titelnummeret er helt fantastisk popmæssigt. Det er ellers en plade, som mange af hans fans ikke kan lide, men min trodsige natur siger mig, at jeg skal tjekke den plade ud, for jeg vil gerne være bedre til at forstå populærmusik. Og den plade rammer mig virkeligt plet hos mig.  

Springsteen som ikon og forbillede:

– Det er svært at skille musikken og myten ad, og med meget af den musik, der har påvirket mig mest, er musikken blevet forstærket af historierne og myterne omkring musikerne.  Så man kommer ikke uden om ikoniseringen af Springsteen og hans rolle som en moderne folkehelt, og dette spiller helt klart ind i min begejstring for ham. For han står ikke bare ved sine rødder, han udforsker dem og prøver at forstå dem. Han virker meget tro over for udgangspunktet, men han virker ikke som typen, der har behov for at manifestere sin oprigtighed. I stedet for at talk the talk, så er han typen der walk the walk.

– Det, der tiltaler mig enormt meget, og som er ret beskrivende for det at være jordbunden, er, at han ikke er for fin til nogen som helst. For rent musikalsk ligger han lige i midten af den gode og den dårlige smag. Musik bliver uinteressant, hvis man kun har for øje at være reserveret, eller hvis man kun vil favne et bredt publikum. Man skal helst have en fod solidt placeret i begge lejre, hvor man tager det bedste fra begge verdener. Og det er noget jeg enormt gerne vil ramme med mit eget band.

Det nye album Wrecking Ball:

– Jeg var inde hos Sony Music, hvor jeg fik at vide, at jeg var den første, der fik lov til at høre det nye album herhjemme, og det var da ret sejt. Men nu har jeg kun hørt pladen én gang, og umiddelbart er det ikke en plade, jeg går ud og køber med det samme. Men jeg synes, det er enormt beundringsværdigt, at manden stadig har en enorm appetit på at udfordre sig selv og afsøge grænser for, hvad han kan med sit udtryk. På tekstsiden er han så lige konservativ nok og er meget politisk og ikke mindst meget politisk korrekt. Så det er den samme smøre om arbejderklassen vs. politikerne, der sidder og troner. På tekstsiden bliver det lidt en kliché, for han maler ikke med samme brede pensel. Jeg vil ikke kalde det banalt, men mere basalt.

– Jeg tænker også, at når man når så langt op i alderen og har udsendt så meget musik, så er det ikke længere muligt at give mere, end alt det man allerede har givet. Det bliver lidt umenneskeligt at kunne blive ved med at bidrage med afgørende nyt eller relevant til kulturen. Og det er ikke nødvendigvis ikke en dårlig ting, ligesom jeg ikke synes, det er en dårlig plade. Men jeg tror bare ikke på, at man kan lave en fantastisk plade, når det er nummer 17 i rækken. Når det så er sagt, så synes jeg da, at der var et par rigtigt gode numre imellem, som han gerne må spille på Roskilde Festival.

New Jersey versus Esbjerg:

– Det er ikke noget, jeg har tænkt over før nu, men vi har da begge et stærkt bånd til vores bagland. I hans tilfælde New Jersey og for mit vedkommende Esbjerg. Jeg har aldrig syntes, at der er noget unikt ved at være stolt af, hvor man kommer fra og anerkende, at det er en stor del af, hvem man er. Så hele den flugt og afstandtagen fra ens baggrund, som fylder en del i meget musik, er ikke en, jeg har, og det har Springsteen i høj grad heller ikke. Selvom jeg ikke har særligt meget pænt at sige om Esbjerg, så er jeg glad for at komme derfra.

– Lige så længe jeg har været i live, har det været en by på retræte med fiskekvoter og havnen, der står øde hen og byggerier, der ufærdigt efterlades, på grund af mangel på penge. Og folk er ikke super-interesserede i at komme hinanden ved, og det er gråt, og det blæser. Men det har gjort mig til den, jeg er. Og det er da ikke tilfældigt, at jeg har faldet så meget for Springsteens musik, for her stod der pludselig en mand, der stod for mange af de samme ting, jeg selv står for.

Live på Roskilde Festival:

– Ja, det bliver så første gang, jeg skal se ham live, for de gange han tidligere har været i landet, mens jeg har været fan, har jeg ikke lige haft 800,- eller mere til at bruge på en koncert, hvor man så kan ende helt bagerst i Parken for at se ham som en lille prik på en storskærm. Så jeg er pisseglad for, at han kommer til Roskilde Festival, for jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at se Bruce Springsteen. Jeg glæder mig latterligt meget til at se ham og til at have en fest med alle mine venner foran Orange Scene. Men jeg gider ikke sidde i kø fem dage før for at komme helt op foran scenen, for det skal nok blive en fest, der, hvor jeg står. 

Tobias' tre favoritplader + pladen, nye lyttere bør starte med.

Born In The USA (1984)

- Jeg er en sucker for hits, og selvom han sjovt nok aldrig har haft en #1-single i Amerika, så er denne plade fyldt med hits. I hvert fald i mine ører. Jeg kan helt vildt godt lide ting, der er skåret efter en form for hitskabelon, og det, som rigtigt mange musikere, der gerne vil lave et hit, glemmer, er, at den hemmelige ingrediens i et hit er det uforudsigelige element, altså det, der stritter imod strømmen. Og det synes jeg denne plade har i overflod. 

Darkness On The Edge Of Town (1978)

– Det er den femte Springsteen-plade, jeg købte, og jeg købte den hovedsageligt, fordi han ser sej ud på coveret. Men indholdet skuffer på ingen måde, for der er jo fuldt skrald på den plade, og det er den absolut mest rockede fra hans side. Jeg havde alle dage troet, at det var Steven Van Zandt der spillede lead-guitar, men det er jo Bruce selv, der gør det, og det føjer bare endnu mere til min beundring af ham. Adam Raised A Cain fra den plade er i øvrigt min ringetone.

Nebraska (1982)

– Det er bare en fantastisk plade, ikke mindst fordi det er et helt andet udtryk fra hans på det tidspunkt sikre hånd. Han har lavet mange plader, der er fyldt med den såkaldte "heartland rock", men her er udtrykket mere nedbarberet og nærmest lo-fi.

Born To Run (1975)

– Hvis man skal købe sin første Bruce Springsteen-plade, så skal det være Born To Run. For hvor de tre andre plader spiller i hver sin retning, så indeholder denne lidt af det hele. Der er det episke, det bombastiske, det super poppede og det intense og skrøbelige. Den hiver en rundt i manegen fra start til slut, og den sætter tonen for alt det, han kommer til at stå for.

The Floor Is Made Of Lava er for tiden i gang med at arbejde på deres tredje album og kan på livefronten opleves, når de tager på turné med D-A-D rundt i Skandinavien i foråret.