Torsdagsselskabet – med improvisation i det gældende øjeblik

Tivoli offentliggør i denne uge programmet for deres nye musikalske tiltag Torsdagsselskabet. GAFFA har snakket med folkene bag.

Torsdag den 12. april skydes et nyt projekt i luften: Torsdagsselskabet. Hver torsdag aften sommeren over vil de fire trommeslagere Kresten Osgood, Stefan Pasborg, Carsten Landors og Mikkel Hess indtage Harmonipavillonen i Tivoli. De fire herrer er alle pionerer på den danske jazzscene, og fra gang til gang vil de invitere musikere såvel som publikum ind i deres musikalske selskab. Det er nærliggende at kalde Torsdagsselskabet for en jazzklub, men det er det ikke. Torsdagsselskabet er en konstruktion, som først og fremmest bygger på ærlighed og improvisation.

Til møde med entreprenørerne

Der bliver bygget. Jeg lister mig ind gennem Tivolis have, som i øjeblikket står frem i umiskendelighed. Med et sjældent blik bag facaden ser man en ny sommersæson blive bygget op i forårssolens lys. Jeg bevæger mig op i kantinen, hvor jeg skal mødes med tre musikentreprenører. Som bygherrer på torsdag aftens musikprogram er de tre, sammen med Mikkel Hess, som ikke kunne være til stede, godt i gang med forberedelserne. Skitserne begynder at tage form, men alligevel er intet sikkert på forhånd.

Stefan Pasborg forklarer: "Det går først op for mig, hvad Torsdagsselskabet handler om, når jeg står der og skal spille. Det er først når jeg kan mærke en pingpong mellem en masse japanske turister, danske børnefamilier og bandet på scenen, at jeg ved, hvad det er." Kresten Osgood melder sig også på banen: "Jeg har grebet det lidt mere pragmatisk an. Jeg har tænkt, at jeg har seks datoer, som jeg kan putte et eller andet fedt ind i. Jeg kunne f.eks. godt forestille mig en koncert, hvor der var otte saxofonister, som spiller så højt som overhovedet muligt i 2 x 45 min. Tivoli er en kæmpe park, så folk kan sagtens defilere hen og få et indtryk hos os, og så gå hen i en spillehal bagefter. På den måde føler jeg ikke noget ansvar for, hvad der sker i Tivoli. Jeg har tænkt, at vi skal se, hvor meget vi kan strække mulighederne for, hvad man kan i Tivoli."

Fra James Bond til Bondefunk

Torsdagsselskabet er altså ikke en fasttømret, men derimod en mobil konstruktion. Der skal udforskes grænser og være plads til overraskelser, impulser og ændringer. Men kan vi måske forsøge at gøre det lidt mere konkret, hvad der kommer til at ske? "Jeg har valgt at stille op med tre forskellige grupper, som alle er ret bandorienteret. Det første er et orkester, hvor vi spiller musik fra gamle James Bond-film. Vi har lige lavet en plade med nye numre. Blandt andet har vi nummeret "A View To a Kill" med, som er lavet af Duran Duran."

Carsten Landors smiler stort og forklarer, at de har omarrangeret sangen til næsten umiskendelighed. Til at hjælpe sig med James Bond-fortolkningerne tager han Rasmus Kjærsgård, Thomas Fryland og Graig Earle med sig. "Derudover har jeg en trio med guitaristen Christian Frank og bassisten Claus Kaarsgaard. Det bliver en blanding af klassisk guitartrio, oldschool blues og freejazz. Det bliver lidt mere frit, hvor James Bond er mere inde i en stil. I den sidste gruppe går vi mere over i moderne jazz."

Kresten Osgood fortæller om sine torsdage; "Jeg har været så heldig at få en masse udenlandske kunstnere med. Blandt andet organisten Sam Yahel." Jeg ser uforstående på ham. Osgood forklarer mig, at han er en af de førende Hammond-orgelmestre, som blandt andet har varmet op for Steely Dan og indspillet med Norah Jones. "Han kommer og spiller med i to af dagene. Der kommer en trompetist som hedder Kirk Knuffke, som spiller fabelagtigt, og derudover spiller jeg med en gruppe der hedder Andratx, med det norske basikon Ole Morten Vågan. Han spiller latterligt overdrevet fantastisk damp-agtigt."

Osgood fortæller også at den faste gruppe Hvad Er Klokken? med Thomas Vang på bas, Jesper Løvdal på saxofon og muligvis Jonas Struck på guitar kigger forbi Tivoli. "Jeg har en drøm om, at Jonas skal stå i aftensolen og spille rockguitar."

Stefan Pasborg har taget højde for omgivelserne i planlægningen af sine torsdage: "Jeg tror ikke det nytter noget at have den her indadvendte følte og alt for stille ting kørende. Derfor har jeg valgt at spille de to første koncerter med mit band Ibrahim Electric, med Niclas Knudsen på Guitar og Jeppe Tuxen på Hammond B3. Jeg ved, at det har en udadvendt effekt. Det er en god icebreaker for både mig og publikum. Derudover har jeg et projekt kørende, hvor jeg hylder det her gamle band Booker T. and the MG's. Et band, som jeg har haft et nært forhold til hele mit liv. Når noget betyder så meget for én personligt, er det sjovt at lave et hyldestband. Specielt når det er et band, som bliver hyldet alt for sjældent. Det er sådan lidt bondefunkagtigt. Totalt simpelt, men det bliver spillet på sådan en sej Memphisagtig måde. Det er en hyldest til et band, som har været så stilskabende, men som mest blev kendt for at være backingband for kunstnere som Al Green og Otis Reeding."

Pasborg forklarer, at han vil hive fat i Dan Hemmer på Hammond B3, samt Aske Jacoby og Frederik Damsgaard. Sammen vil de spille Booker T. and the MG's' legendariske instrumentalnumre og vil også agere backingband for et par inviterede gæste-vokalister. "Der kommer altså lidt sang ind over. Det plejer jeg ikke at gøre, så derfor synes jeg, det kunne være sjovt at gøre det her i Tivoli.  Jeg kan ikke nævne nogle navne, da det ikke helt er faldet på plads endnu. Derudover spiller jeg også to koncerter med mit DMA-vindende band "Odessa X-tra Large", og til denne Tivoli-edition har jeg bl.a. inviteret et par fantastiske udenlandske gæster med til at konkurre med "Dæmonen". Besætningen vil altså bestå af Nicolai Munch-Hansen, Anders Banke, Seppo Kantonen, Mikko Innanen og Niclas Knudsen."

Der er noget på spil

Fra James Bond til Hammondorgel og bondefunk. Det lader til, at alt kan ske i Torsdagsselskabet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om bygherrerne ser Harmonipavillionen som en legeplads, hvor de kan eksperimentere med musikalske udtryk? "Nu synes jeg ordet legeplads er det mest usexede ord at bruge om kunst overhovedet. Jeg vil helst undgå at sige legeplads. Hver gang vi spiller musik, så er der noget på spil. Jo længere tid man gør det, jo mere intenst bliver det, og jo mere bliver der sat på spil. Vi ved at vi bliver nødt til at eksperimentere på scenen, før det bliver godt. Publikum kan hurtigt høre om det er spændende eller ej. Det er først når der er noget på spil, at den der særlige kontakt mellem publikum og musiker opstår. Derfor må musikken være dirrende intens og medrivende."

Stefan Pasborg er enig. "Det er egentlig det, som er den røde tråd mellem os fire. Vi bruger improvisation, som hoveddelen af vores musik. Jeg har det altid svært med sådan nogle genrebetegnelser. Jeg er ikke personligt glad for at kalde noget for jazz, for folk tænker det forskelligt. For mig er det mere vigtigt at sige improvisation. Der kan du godt bruge udtrykket leg, jeg vælger bare at kalde det improvisation." Carsten Landors er også enig: "Det er en tilstand, hvor man er åben for, hvad der sker" Kresten fortsætter "Man er klar til at vende på en tallerken, hvis det ikke bliver godt. Min proces har helt klart været at finde ud af, hvor meget publikum egentlig forstår. Man kan ikke narre dem overhovedet. Det de ender med at synes er mest spændende, er altid der, hvor man er mest ærlig. Det handler om at træffe de fede valg i stedet for de åbenlyse."

Det er ikke en jazzdag

Tivolis nye tiltag "Musikugen" har tildelt hver dag i ugen en genre, så der er noget for enhver smag. Men hvad mener de tre entreprenører om genredage? "Det er fedt, at der bliver genereret mere musik i Tivoli" siger Kresten Osgood. Med et stort smil på læben fortsætter han: "Jeg glæder mig til der er plads til en multietnisk-neo-avantgarde-impro-lounge-dag i Tivoli." Der synes ikke at herske stor begejstring for genrebegrebet hos de tre entreprenører, hvilket Carsten Landors bekræfter:

"Jeg tror ikke at musikere er så optaget af genrer. Som Stefan siger med jazz, så er problemet, at det kan være alt fra Louis Armstrong til det vildeste avantgarde. Det er enorme spring. Derfor giver det ikke altid mening at kalde noget for jazz." Da jeg spørger om man så ikke kan kalde Torsdagsselskabet for en jazzdag, får jeg et enstemmigt NEJ! Kresten Osgood uddyber:

"Vi færdes selvfølgelig alle på jazzscenen, men jeg tror ikke, at vi nødvendigvis opfatter os selv som jazzmusikere. Det er en af de smukke ting ved den københavnske scene. Genrerne går så meget ind over hinanden. De der er fedest til at spille jazz, det er også nogle af dem som folk vil have med i deres rockband. Digtere blander sig med singersongwritere osv. København er måske netop centrum for disse bevægelser. Vi har ikke noget overordnet projekt med at bryde genrerne op, men vi er et udtryk for en bevægelse, der gør det".

Carsten Landors forklarer videre. "Når folk mener, at kunst skal være et eller andet bestemt, så står jeg helt af. For det skal det ikke. Kunsten må jo gøre, hvad den vil. Jeg hører politikere sige, at kunsten skal være provokerende. Det er ikke sådan jeg opfatter det. Kunsten er en organisme, som har sit eget liv og man kan ikke bestemme, hvad det skal være på forhånd." Sådan er det måske også med Torsdagsselskabet?

I det gældende øjeblik

I denne uge bliver konstruktionen afsløret. Programmet for Torsdagsselskabet bliver lanceret. Jeg ved stadig ikke helt, hvad Torsdagsselskabet er og jeg tror heller ikke at jeg bliver klogere når jeg ser programmet. Jeg forsøger for sidste gang at få dem til at forklare, hvad det er de kommer til Tivoli med. "Vi kommer med os selv. Vi repræsenterer vores musik. Det er fedt at Tivoli rækker hånden ud og er villige til at lave det her samarbejde. Det er en udstrakt hånd til vores miljø." siger Kresten Osgood. Han fortsætter med en lille anekdote:

"Kan I huske finalen i EM Håndbold? Ikke den herrefinale, som lige har været, men sidste gang?" Ingen af os kan helt præcist huske det, men vi lytter med spidsede ører til fortsættelsen. "Danskerne ryger ud i semifinalen efter en meget dramatisk kamp, hvor de kæmper om bronze. Danmark har været bagud under hele kampen og nu står der 19-18. Der er 30 sekunder tilbage, og Ulrik Wilbek tager timeout. Det vil sige danskerne har 30 sekunder til at udligne og komme i forlænget spilletid. Det er helt oppe og koge. Prøv at forestille jer Mikkel Hansen helt rød i hovedet. Lasse Boesen. Alle hyperventilerer. Der er så meget pres på i medierne og hele Danmark sidder derhjemme og kigger med. Spillerne ved det og venter i spænding på deres træners råd.

Ulrik Wilbek siger: "Okay. Hvad kunne I godt tænke jer at lave?"". Osgood kigger rundt på os for at se om vi har forstået pointen. "Det er ligesom essensen af det vi gør her i Torsdagsselskabet. Det hælder vand på vores mølle. Det er så fucking sejt at satse på improvisation i det gældende øjeblik."

Jeg pakker mine ting sammen og går ud igennem haven, hvor der stadig bygges, konstrueres og udvikles i forårssolens lys. Ingen ved endnu, hvordan det hele vil synes, før sommersæsonen skydes i gang og musikken spiller.

Se programmet for Torsdagsselskabet her.