L.O.C. – Selvgjort millionær tilbage til hiphoppen

Danmarks ubetinget største hiphopstjerne er tilbage kun et år efter sit sidste udspil. Han har startet sit eget pladeselskab, forærer sit nye album væk og laver kampagner for TDC. Hvad sker der egentlig lige for Liam O’Connor?

Det er hårde ord, der kommer fra sangene på L.O.C.s nye album, Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1, som fortsætter hvor nummeret Momentet fra sidste års kulsorte genistreg, Libertiner, slap. Liam er med andre ord vendt tilbage til hiphop-rødderne og skyder med skarpt, så hr. og fru Jensen, der syntes godt om den velklædte og grinende unge mand fra tv2s underholdningsprogram Voice, nok skal få aftenkaffen galt i halsen. Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 udkom den 23. marts og L.O.C. har valgt at lægge albummet ud til gratis download de første fem uger. Men hvorfor nu det, når han jo rent faktisk er en af de få tilbage her i landet, der stadig kan sælge plader? Er det en god forretning?

– Det er det i hvert fald gået hen og blevet. Jeg har længe gået med et ønske om at prøve noget andet af, end den traditionelle måde at gøre tingene på. Nu hår jeg jo lavet fem plader – seks med Selvmord – på store selskaber her i løbet af de sidste ti år, og nu er det på tide at prøve noget nyt. Man er nødt til at komme ud af den gængse boks i forhold til hvordan folk – det gælder også mig selv – hører musik på i dag. Det kan godt ske, at branchen er i krise, men musikken breder sig og blomstrer som aldrig før. Særligt med alle de virale ting. Branchen har simpelthen tabt småkagerne ved ikke at være forberedt på formatskiftet, og nu hvor det endelig så småt er ved at vende sig til deres fordel med streaming-tingene, hænger de stadig i bremsen og prøver at proppe det ind i den gamle kasse.

– Hele tilgangen til musik er blevet anderledes. Folk hører ikke musik på plader mere, men de vil stadig gerne have musik. Faktisk vil jeg vove at påstå, at de vil have mere musik nu end nogensinde før – de vil bare have det på en anden måde. Og så har jeg haft hjernen i blød og tænkt over, hvordan man kan gøre det på en måde, så alle kan vinde på det. Jeg tror ikke på at smide kunstnerkortet og gå for meget op i sådan noget som copyright. En gang lavede man mixtapes, så brændte man cd'er og nu er det så fildeling – det bunder alt sammen i det samme, og mit fine nye selskab, SelvgjortMillionærDrøm, har lavet et fedt samarbejde med TDC.

Hvorfor er det lige TDC, du har valgt at arbejde sammen med?

– TDC Play var jo den første streamingtjeneste i verden, og i min søgen efter at udnytte streaming på bedst mulig vis, talte jeg med dem, og de var heldigvis også interesserede i et samarbejde med mig i forhold til at finde en alternativ måde at få det hele til at løbe rundt på. Det er blevet muligt at gøre det hele på den måde, jeg synes, det skal gøres uden et pladeselskab, der tager så stor del af kagen, at man nærmest selv betaler gildet. Så i stedet for at have dem som bank med renter gange 70, har det været muligt at finde nogle, der holder lige så meget af musik og den nye måde at høre det på, som jeg selv gør. Og det er absolut rentabelt.

– I virkeligheden vil jeg jo bare gerne ud at spille. Jeg elsker at være kreativ i studiet, men cirklen er først fremført, når man kan komme ud og præsentere det for folk. Kontakten med mit publikum er meget vigtig for mig, og det er sindssygt fedt at have muligheden for at give musikken væk gratis. Også selvom det betyder, at jeg er nødt til at frasige mig guldplader og kunne ligge på hitlisterne, for det tilhører det gamle system. Jeg har meldt mig en lille smule ud for at kunne være der, hvor musik virkelig betyder noget – i stedet for at være i en eller anden forældet forretningsmodel.

Luk røven, du er ikke kunst!

Jeg går ud fra, at du mener, at der hvor musikken betyder noget, er ude hos de folk, der lytter til det?

– Helt sikkert! Det er ikke for at lyde som en plat idiot, der siger: "uden jer ville jeg ikke være noget", men jeg er virkelig positivt overrasket over, hvor godt folk tager imod, det jeg laver. Og hvor vedvarende, deres støtte altid har været. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Derfor er det også så fedt at kunne forære folk noget, de alligevel ville gå ud at købe. Så kan man fokusere på musikken, uden at jeg skal prøve at sælge nogen noget. Folk kan tage det til sig, hvis de har lyst, og det er vel i virkeligheden et skridt tættere på, at det er kunst – i stedet for at masseproducere et eller andet for så bagefter at tage kunstnerhatten på og sige: "Jeg er ikke et produkt". Jo, du er – luk røven! Sådan er det ikke, hvis man har poseret til et coverbillede og fået trykt sin plade i flere tusind eksemplarer.

Besøg af en Westcoast-legende

Selveste WC fra Westside Connection optræder på nummeret Jetlag. Hvordan kom det i hus?

– Es, som har produceret pladen, ringede til mig og sagde, at WC var i Malmö for at besøge J-Ro fra Alkaholiks, der bor derovre. I den forbindelse skulle han blandt andet ud at holde taler på nogle skoler for utilpassede børn, og så tænkte vi, om vi ikke kunne få ham i studiet for en lille håndfuld dollars. Det var han heldigvis med på, og denne her over 40 år gamle rapper kom ned og udviste benhård arbejdsdisciplin. Så efter et par timer var han klar til at levere sit vers. Han er jo klart lidt af en barndomshelt for mig, så det var sgu rigtig fedt! Så jeg har arbejdet med de to amerikanske rappere, jeg allerhelst ville arbejde med – WC og Tech N9ne. Nu har jeg ikke brug for mere.

– Det var egentlig meningen at Johnson, Marwan og Young skulle have været med på tracket, men pludselig var Johnson taget til Atlanta, Young havde vildt travlt på tour og Marwan …ja, han er bare Marwan, så der gik hiphop-tid i den, og så var det jo oplagt at benytte sig af muligheden for at få WC med i stedet for. Der er meget af det, jeg elsker hiphop for på denne her plade, så hvorfor ikke få et af de mennesker, der har inspireret mig allermest nogensinde med? De andre får et shout out på et af de andre numre i stedet for. Så må vi se, om de har tid til at være med på Vol. 2.

Hvordan blev albummet så hiphoppet i forhold til Libertiner?

– På Libertiner gik jeg videre med mange af de ting, jeg synes var rigtig fede ved Selvmord. Og det var fedt at følge det univers til dørs, hvilket jeg for eksempel gjorde på Ung For Evigt. Og nu er jeg så tilbage ved det mere hiphoppede. Det har meget at gøre med, at mine plader er så selvbiografiske, som de er: Som 21årig var jeg en fuld stodder, som 23årig var jeg en fuld stodder, der havde været på tour, som 25årig var jeg en ædru mand i splittelse og med Selvmord var der nogle lidt mere banale, men stadig følelsesmæssigt oprigtige ting på og Libertiner tog så skridtet videre over i det univers, der i virkeligheden tiltaler mig mest.

– Jeg fik anskuet tingene lidt skævt, men rundede af med Momentet, der repræsenterede det, jeg håbede folk fik ud af at høre pladen: At man kan komme videre, hvis man accepterer det dystre og destruktive. Og denne her plade går ret godt i spænd med Momentet, og bygger videre på den samme følelse, selvom det måske gør det lidt mere ignorant. Men man skal huske at fejre livet en gang imellem, og det kan godt blive lidt "fuck dig!"-agtigt.

Kan du forstå alle de sure hiphoppere, der beskylder dig for at sælge ud?

– En af branchens måder at have overhånden på er at bilde alle musikere ind, at de er kunstnere. Det gør, at folk ikke behøver at forholde sig til at være et produkt, der skal sælges, og at musikerne ikke lukrerer på en masse ting uden om selskaberne. Med hensyn til den kampagne, jeg har lavet med TDC, har folk haft svært ved at se, at det er en del af en længerevarende ting – og at TDC altså også gør nogle ting for mig. Så der er tale om et samarbejde, mere end det er et spørgsmål, om at jeg har cashet en masse penge op for at stille op til nogle billeder. Og heldigvis har der ikke været så meget "sælg ud"-snak, som jeg egentlig et eller andet sted havde regnet med. At der er en musiktjeneste, der tror nok på mig til at ville være med i det her projekt, kan jeg kun se som yderst positivt.