P3 Guld: Kvamm var vært, Saints tog prisen
Simon Kvamm styrede løjerne for et vellykket og vellydende P3 Guld i DRs Koncerthus. When Saints Go Machine strøg med hovedprisen, som også gav hæder og ære til Ulige Numre og Lukas Graham

En festglad indspisker stod for at varme salen op til aftenens show inden værten Simon Kvamm gik på scenen. Og det med succes. Koncerthuset, som til lejligheden var fyldt til bristepunktet, blev behørigt livet op til en fin aften i musikkens tegn, der over 90 minutter vekslede mellem båndede indslag, otte live-optrædener, Simon Kvamms generelt veloplagte værtsrolle - som da han indledningsvis spillede og sang nogle stærkt simplificerede udgaver af aftenens mange hits – og kun tre prisuddelinger. Stemningen var fra start til slut entusiastisk, og lyden (i hvert fald hvor denne skribent var placeret) upåklagelig, og de optrædende slap i det store og hele godt fra strabadserne.
Første band på scenen var Spleen United med "Days of Thunder", hvis titel lagde godt op til stemningen i salen, og et varsel om en god aften. Efterfulgt af et båndet indslag om at vinde de 100.000 kr. hvilket Mikael Simpson gjorde opmærksom på at man kan trække fra i skat hvis man bruger det på gear. De senere prisvindere When Saints Go Machine indtog efterfølgende scenen og spillede den fængslende og klangfulde "Church and Law" med Nikolaj Vonsilds karakteristiske lyse vokal i centrum.
Jeg har lavet penge
Så gav Simon Kvamm den på slap line med autotuner hvor omkvædet blev "Jeg har ik lavet damer, jeg har lavet penge" som den kommercielt succesfulde familiefar kan bryste sig af, modsat en vis rapper. Efterfølgende blev aftenens første pris uddelt af Pharfar og Nikolaj Nørlund. Prisen gik sjovt nok til sidstnævntes egen signing på sit label Auditorium til de unge hitmagere Ulige Numre. Det er P3 Talent-statuetten, de nu kan bryste sig af at have stående på kaminhylden. Bandet takkede behørigt for prisen og filosoferede over at de for et halvt år siden var totalt ukendte og nu stod med en P3 Pris i hånden.
Så var det tid til P3 Pris-nominerede Marie Key, som over de sidste par år, med succes, har skiftet sit folkband ud med et mere elektronisk univers. Til aftenen klædt i jakkesæt, slips og hvid skjorte gav hun først en kort akustisk version af "Mere snak, mindre musik" og efterfølgende en elektronisk domineret udgave af "Se nu herhen". Og endnu engang blev der sendetid til Ulige Numre med en live-udgave af "Navn i sne".
Det efterfølgende båndede indslag viste Brian Holm der fragtede et par studieværter rundt i cykeltaxa på udkig efter Nørrebro-fænomenet Kidd. Rapperen der for et år siden, efter sigende, var subsistensløs og hjemløs, og nu en publikumsfavorit, med sin ganske personlige og mildest talt skæve vokal. Aftenen igennem blev der trukket satiriske veksler på "Ik lavet penge" , og selvom der var otte damer på scenen, delvist iklædt plastic, var det et nyt nummer "Nordhavn", som rapperen diskede op med, en sang der viste ham fra en mere poppet side. Ganske sentimentalt og ikke uden hitpotentiale.
Ikke så Ordinary
Kenneth K fra Musikquizzen gæstede også DR Byen med sit besøg, og en lytter der gættede et sekund af Lukas Grahams "Ordinary things" vandt en haveaffalds-stor sæk med cd'er. Samme sang løb suverænt med titlen som årets lytterhit, med hele 53% af stemmerne. Soulstjernen fra Christiania takkede med sit band for hæderen med et behørigt "Skåååål!!" Ingen alenlang takkeliste, bare oprigtig glæde over folkets hyldest.
Så gik The Asteroids Galaxy Tour med bombelækre Mette Lindberg på scenen og fik sat partylamperne i glød. Højt hår, kropsnær kjole, gummisko og "Heart Attack" der rykker. Inden næst sidste live act introducerede Simon Kvamm aftenens artist ved bl.a. at tænde en (skulle det vise sig) "fake" joint, for at hylde Lukas Graham og den fristad hvor han er født og opvokset og fortsat bor i. Lukas sang først balladen "Before the Morning Sun" med fornem indlevelse, og skruede til sidst op for party-faktoren med hittet "Drunk in the Morning".
P3 Prisen går til...
Alle gode ting må have en ende og således også med P3 Guld 2012, og tiden var kommet til aftenens højdepunkt hvor vinderen anno 2012 skulle kåres. Til lejligheden havde Simon Kvamm fået selskab af sidste års vinder Fallulah, der kunne udløse spændingen og proklamere at årets P3 Guld pris gik til When Saints Go Machine. Et noget forfjamsket og stærkt smilende band tog imod den flotte hæder og kan se frem til 100.000 ekstra dask på kontoen. Til sidst fik vi lige smukke Choir of Young Believers at gå hjem på til tonerne af "Sedated". En sjov og vellykket aften i musikkens tegn var overstået for seerne, hvorefter en stor del af publikum hastede til det efterfølgende afterparty i Koncerthusets foyer.
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion og læs interviews med de tre vindere When Saints Go Machine, Ulige Numre og Lukas Graham.
























07-04-12 23:23
09-04-12 20:09
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.