Sky Architects i Belgien

Den danske postrockgruppe var på Dunk! Festival og skriver hjem fra postrockens mekka

Sky Architects i Belgien april 2012

Vi er netop hjemvendt fra en tur til Belgien for at spille på post-rockens mekka – nemlig Dunk! Festival. En af arrangørerne ejer ligeledes det label som har signet os i Holland og Belgien. Så det var en vigtig tur. En tur som alle på måder viste sig at være helt sindssyg i alle mulige aspekter. 
Derfor besluttede vi os for at der skulle en lille "reportage" til undervejs.  



Lørdag
: "Jeg tror, vi er med i et af de der programmer,
 hvor kun en af os kommer levende hjem"
Vi kørte fra Aarhus ved 9-tiden. 6 personer. 
Bandet, plus Asger Bruun som er begyndt at gæste os i stigende grad med de elektroniske elementer. Samt Kresten. Bassistens studieven som på alle måder var langt mere Rock 'N' Roll end os. Kresten havde medbragt et superlækkert videokamera med tanken "vi laver sgu en fed tourvideo". Men allerede et par timer efter afgang erkendte han vist at vi på alle måder er et røvsygt band at lave tourvideo på. Vi er simpelthen hverken sjove, eller rock og rul nok til at skabe mindeværdige øjeblikke, lærte vi.

Efter en 11 timers køretur nåede vi endelig frem til Zottengem. 
En by som på alle måder kunne være med i nomineringen som verdens glemte, lille, mørke numsehul. Af den charmerende slags. 
Vi kørte igennem gaderne i vores søgen efter festival-hallen, og selvom vi kørte relativt længe, så vi ikke ét eneste menneske i gaderne. Ligeledes var der skodder på samtlige vinduer i byen. Det var simpelthen på alle måder en ghost town, og mindede mest af alt om "The Walking Dead"-serien. Vi var mildest talt lidt angste da vi gik den lange tur tilbage. 

Men vi fandt en hal. Pakket med mennesker, Stor og lækker scene, god stemning og sygeligt god lyd. Så det lovede godt.

Da vi spørger arrangøren om vi bare skal tjekke ind med vores navn på det hostel vi er skrevet ind på over weekenden, får jeg det spændende svar 
"there's no one there – you just take a bed. If it's availalble, it's yours!". 

Vi får således indstillet GPS'en med undren i øjnene, og kører det som skulle svare til 4 km (men vist er en del mere). Turen bevæger sig fortsat igennem spøgelsesbyens døde gader, og vi får stigende undren på. For enden af en mørk vej finder vi dog det omtalte hostel. 
En stor, og totalt mørklagt bygning som på alle måder ligner noget fra en SAW-Film.

Her er mørkt, helt stille og på daværende tidspunkt ingen andre end os. Men vi får tændt lyset, snuppet et rum med 3 knirkende køjesenge, og jubler da vi finder nutella og hvidt brød som udgør maden. Herfra går der druk i den. Det bliver sent, der bliver snorket, der bliver festet og alt i alt kører det.

Søndag: 
"Sådan må det næsten føles at være Michael Learns To Rock i Asien!"
Vi vågnede, og vi havde det ikke vildt godt. 
Iskolde bade, flere nutella-madder og tømmermænd er en dårlig start på dagen. 

Det lidt alternative hostel var pludseligt langt mere levende, med både bands og fans hængende over det hele. Her kunne man også se hvordan post-rock miljøet har sine særheder, og er knap så rock'n'roll som vi kunne ønske: Der blev lagt store puslespil og spillet skak i hjørnerne. 

Vi kørte lidt efter til spillestedet og fik loadet gear ud. 
Der var ikke lydprøve, blot et hurtigt set-up på scenen, og så klargøring mens et andet band spillede på gulvet.

Vi var forinden lidt bekymrede, da vi ikke havde vores sædvanlige lydmand med. Men Dunk havde fundet en af de her mirakuløse, sjældne lydmænd som fik alle bands til at lyde helt fantastiske fra start til slut, så den del var der ro på. Til gengæld gav det anledning til anden uro, at de første tre bands spillede for forholdsvis få mennesker, og med 10 minutter til show ville vi jo gerne spille for det publikum vi vidste der havde købt billetter til festivalen. 
(Ifølge arrangørerne var der nemlig netop udsolgt samme dag som vi skulle spille).

Og så begyndte en aften af uforglemmelige oplevelser: 

For netop som vi gik på scenen, strømmede det ind med mennesker, og på få minutter var den store hal pakket til randen. Og selvom vi forinden havde fået et indtryk af at publikum godt kendte til os, kunne det slet ikke forberede os på den modtagelse vi fik. 
For igennem hele koncerten blev der råbt, hujet, klappet og filmet med mobiltelefonerne - vi følte os sgu lidt som Michael Learns to Rock i Asien for et øjeblik! 
Og det smittede af! Vi spillede vores til dato bedste koncert, med energien helt i vejret og med brede smil vi ikke kunne tørre af. Responsen var fantastisk, og da vi lukkede sættet til et brøl fra salen og gik af scenen blev der krammet og grint af overraskelse.

I og med at det var en festival skulle gear lynhurtigt pakkes ned og køres væk, så vi gik ellers bare i gang indtil festivalledelsen afbrød med et "I må hellere lige skynde jer op i merch-boden". Et par stykker af os smuttede op af trappen, og blev mødt af et øjeblik vi nok drømmer os tilbage til om et års tid når ingen har orket at købe vores plade. 
Her var nemlig en enorm stime af mennesker som stod i kø for at snakke og få autografer. Vi har nok virket som lallende idioter, for det var vores første møde med et publikum på den måde. Men der blev skrevet og snakket, og solgt omkring 80 plader. Til sammenligning solgte vi én på Postfest i Århus, så man kan roligt sige vi var glade. Det lettede da også i det store underskud koncerten gav økonomisk.

Efter en times tid var bilen pakket, og vi havde skrevet de sidste autografer. 
Så gik der backstage-hygge, gratis mad og fri bar i den. Det eneste bekymrende ved den ellers lækre mad var den knap-så-undervægtige kok som insisterede på at tisse i det fri ret ofte, og gå direkte til madlavningen. Men det smagte sgu godt. Det gjorde de gratis øl også. 
Resultatet overrasker nok ingen. 
Der blev i hvert fald kastet op i bilen på vej hjem. 

Tak Belgien, Tak Dunk, Og tak til dig fordi du har læst det her igennem!