Mike Sheridan: Musikken er en konstant beta-version

Mike Sheridan: Musikken er en konstant beta-version

Der er efterhånden gået tre et halvt år, siden Mike Sheridan udsendte sit roste debutudspil I Syv Sind i en alder af kun 16. Efter den megen opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på albummet, var den unge musiker i …ja, syv sind i forhold til, hvad han skulle give sig til. Tiden er siden gået med at "leve lidt i stedet for at sidde og lave musik. Jeg har været ude for at finde ud af, hvad der gemmer sig derude", fortæller Sheridan, der blandt andet har brugt meget tid på at rejse. Dog har musikken ikke helt været lagt på hylden, for med sig har han altid haft op til tre harddisk-optagere, som han har brugt til at indsamle lyd diverse steder fra. For eksempel lyden af rør, amerikansk gadestøj eller lyden af en tamburin, der bliver vendt og drejet. Lyd, der siden hen er blevet bearbejdet og manipuleret, og som nu optræder på hans nyeste udspil, der har fået titlen Ved Første Øjekast og udkommer 16. april:

– Der ligger en masse "field recordings" fra forskellige steder i verden gemt på pladen, og de otte numre, albummet består af, er i øvrigt de eneste otte numre, jeg har lavet siden den sidste plade. Der ligger ikke en masse andre, der ikke er kommet med. Det her er simpelthen resultatet af de sidste tre et halvt år. Det tog noget tid at slippe den første plade og finde ud af, hvor jeg skulle gå videre derfra, og jeg har faktisk ikke rigtig hørt den, siden jeg lavede den. Kun i bidder, i forbindelse med at lave noget live. Så den første tid gik meget med at skrive idéer ned i små formler, og det har så udviklet sig.

 

Uden for computeren

Til forskel fra I Syv Sind, der primært er skabt på computeren, tager Ved Første Øjekast i højere grad udgangspunkt i en række eksterne optagelser:

– Den nye plade er primært lavet uden for computeren. Lydene – om det så er instrumenter, som jeg selv eller andre har indspillet eller diverse optagelser fra forskellige steder – er alle sammen hentet i den "rigtige" verden, og computeren har så mere været en måde at samle dem på og holde styr på det store arkiv af lyde, jeg har indsamlet. Hen ad vejen har jeg plantet idéer i mit eget hoved, og dem har jeg så udført løbende, og den måde lydene er blevet sat sammen på har for mig næsten taget form af både et dokumentarprojekt, et biografisk projekt og et fiktivt projekt i en skøn blanding, og jeg kan mærke, at det er det helt rette tidspunkt at lægge det fra mig på.

Ud over diverse lydoptagelser er der også en række analoge instrumenter på pladen. Blandt andet orgel, xylofon, strygere og trompet, men der er også mere kuriøse instrumenter, som du blandt andet kan læse om andetsteds i artiklen. Selv har Sheridan også indspillet blandt andet bas og guitar til albummet, hvis numre er bygget op i forskellige passager:

– Alle numrene er bygget op i passager – i lydblokke, og jeg har arbejdet meget med at tillægge hver enkelt lyd en værdi og en historie, og når hvert enkelt nummer indeholder 5.000 til 10.000 forskellige optagelser og bidder, bliver det ret meget. Pladen er struktureret lidt som et skuespil eller en opera. Det var en god måde for mig at strukturere det hele på, og jeg har i det hele taget skelet meget til klassisk musik, "field recordings" og gamle synthesizer-traditioner. Jeg har kigget meget ud for at få styr på mit puslespil, og nogle steder har det simpelthen lagt sig selv. Men ellers har jeg brugt lang tid på at orkestrere, hvor de forskellige elementer skulle ligge for at blive til noget sammen. Det er en tematisering og en sammenkædning af en stribe begivenheder og forskellige mennesker, som jeg har tillagt værdi.    

 

Musikalske vendepunkter

I løbet af den tid, der er gået siden den sidste plade og indtil nu, har Mike Sheridan oplevet to musikalske vendepunkter, der har haft stor betydning for, hvordan albummet har udformet sig. Han fortæller:

– De to vendepunkter, jeg har oplevet er, at jeg begyndte at lytte til Scott Walkers nyere ting. Særligt Tilt fra 1995 gjorde stort indtryk. Han har brudt så mange af de regler, jeg havde oppe i hovedet, og det har været meget vigtigt for mig at bryde alle de regler, jeg har haft ført ind i min musik. For det andet er jeg begyndt at høre og forstå klassisk musik – både nyere og ældre. Blandt andet meget balletmusik. Det er fantastisk, fordi det er bygget til dans og har en mange forskellige taktarter og temposkift.

– Jeg kan ikke selv noder eller finde rundt i taktarter, men jeg lytter efter mønstre og sætter system i det på min egen måde, og så er det meget rarere at lytte til et dynamisk orkester, end det er at lytte til moderne super-limiteret elektronisk og mainstream musik. Jeg har været ret draget af den kultur, jeg ikke har brugt så meget til dagligt, og det har været meget spændende at udforske klassisk musik, finde elementer i det og få ideer, jeg selv kan bruge, men som jeg simpelthen ikke havde overvejet tidligere. 

– Når jeg arbejder med et album som det her, sætter jeg alting i system, og jeg har en masse sedler liggende rundt omkring mig. På denne her plade har jeg ikke prøvet at presse noget fremad. Jeg har ikke prøvet at gøre andet end at lade tingene være tro mod, hvad det var, de skulle præsentere. Al den filosofi, der så er, omkring hvor jeg er på vej hen ad, er noget, der er kommet senere. Pladen er selvfølgelig helt færdig, men jeg kan godt lide at tænke den som en konstant beta-version, hvor der hele tiden bliver fyldt noget nyt på, og det gælder egentlig al musik.

– Hver eneste gang du lytter til et track, forsvinder der minutter af dit liv, og den måde folk oplever musik på i dag, hvor man hører 30 sekunder af dit og 30 sekunder af dat – den fragmentariske "zapning, der finder sted", har jeg lidt prøvet at inkorporere i pladen, men på en måde, hvor der tilføres flere lag: det skal hele tiden være nyt, der skal hele tiden ske noget, det skal hele tiden kædes sammen med et eller andet. Jeg tænker musikken som et "work in progress", hvor der hele tiden tilføres noget nyt, hver gang man lytter til den, alt efter de oplevelser, man har haft siden sidst, man hørte det.

 

Cristal Bachet – et sjældent instrument:

Der er brugt en række sjældne og kuriøse instrumenter i skabelsen af Ved Første Øjekast. Blandt andet den sjældne Cristal Baschet. Mike Sheridan fortæller her om instrumentet, og om, hvordan han blev den anden person i Danmark til at eje et ud over Dronning Margrethe:

– Cristal Baschet'en er et meget sjældent instrument. Opfundet i 50'erne af de to brødre Francois og Bernard Baschet i Frankrig. Francois var skulptøren, og Bernard var musikeren. Der er omkring 11 mennesker i verden der spiller på den.

Jeg hørte om Cristal'en ved et tilfælde. For nogle år siden lå jeg med feber omkring nytårsaften. Jeg var i Paris. På nettet var jeg begyndt at reseache på et instrument, Oliver Messiaen havde skrevet musik til: en Ondes Matenot. Jeg fandt frem til en fransk musiker ved navn Thomas Bloch. Han spiller på glas-harmonika, Ondes Matenot og Cristal Baschet. Alle sammen meget, meget sjældne, dyre og specielt fremstillede instrumenter. Smukke glemte opfindelser.

En researchperiode gik i gang, det tog vel en måneds tid foran computeren, indtil jeg fik etableret kontakt. Jeg fik fat i instrument-byggeren Frederic Bousquet. Han fortalte mig, at der fandtes en gammel model i Danmark. Selveste hendes majestæt Dronning Magrethe skulle eftersigende have modtaget en Cristal i gave fra den franske stat for 30 år siden. Yderst interesseret ringede jeg rundt til komponister og orkestre. En forespørgsel endte hos kongehuset, men længere nåede det aldrig. Tilbage til tegnebrættet!

Jeg ringede til Frederic og spurgte, om det skulle være muligt at få bygget en cristal. Frederic tvivlede på, at Bernard (opfinderen) ville synes, det var en god idé, men han ville gerne spørge. Et link til min Soundcloud-profil blev sendt af sted til Frederic, og efter en uges tid vendte han tilbage. "Bernard og jeg har drøftet det, og vi mener, at det vil være det værd at bygge og sælge dig et af vores instrumenter". "Vi kan sagtens høre hvad du vil med instrumentet efter at have hørt din musik, vi har den klar til dig om fire uger. Den eneste betingelse er, at du kommer og henter det personligt hos mig hernede i Frankrig.

Jeg takkede naturligvis ja, og fire uger senere var jeg på vej til Montpellier. Fra Montpellier ville jeg den næste dag blive hentet og kørt til Quezac af Frederic. Han var lige kommet hjem fra Paris med den store metal-plade, der forstærker og forvrænger glasspillet. Han havde ringet, da jeg stod i Charles De Gaulle i Paris og skulle skifte fly til Montpellier. Han havde fortalt at Bernard var meget syg, og at den metal-plade der udgør "kunstværket" i selve cristal'ens form sandsynligvis ville være den sidste som Bernard ville lave. Bernard var med sin alder på godt over 90, blevet for gammel til fremover at bøje pladerne selv.
Jeg var på vej op på toppen af et bjerg for at hente den sidste Baschet byggede Cristal – sikke et eventyr det var ved at blive! 

Vi ankom til værkstedet sent på eftermiddagen og mit fly skulle afsted klokken 11 næste formiddag. Frederic påpegede at tiden var knap hvis jeg skulle lære instrumentets hemmeligheder, lære at skille det af, vedligeholde det, og sidst men ikke mindst – teknikken. 
En ting bed sig fast. "Det vigtigste du skal huske på, er at dette instrument lyder så smukt, at folk lukker øjnene når de hører det. Det forpligter".

Den nat sov jeg på et lille herberg i bidende kulde. Jeg kunne høre det stormede udenfor. Jeg vågnede klokken 5 og pakkede instrumentet ned sammen med Frederic.

På vej ned af bjerget fortalte han, at der var vandskader på alle huse i omegnen og at floderne var gået over deres breder. "I forhold til hvor meget det har stormet, så skal vi være heldige hvis du skal nå dit fly". 

Der var faldet sten ned af bjergsiderne så vi måtte stoppe flere gange og skubbe dem ud over kanterne og navigere uden om – i bælg-ragende mørke. 

Da lyset meldte sin ankomst den morgen og vi kom ned i dalen kunne man se et par hustage under vand, og trækroner der stak op. Hvad der i går havde været et lille flodløb, havde nu opslugt det omkringliggende tærræn.  

Tre timer senere havde vi klaret os igennem Montpelliers trafik-knuder og lettet nåede vi frem til lufthavnen med 20 minutter til afgang. Med lynets hast tog vi afsked og fik tjekket de to kæmpe flightcases ind. Jeg nåede mit fly, og landede 4 timer senere i Kastrup med min lille 2 oktavers cristal – velvidende at jeg nu ejede et af de mest fantastiske instrumenter i verden.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA