Rangleklods: At finde orden i kaos

Produceren Esben Andersen fortæller om udviklingen af sit elektroniske alias i Berlin, om vrøvletekster og om referencen sin fars hobby-biavl fra barndommen

Støt og roligt har Esben Andersen bygget projektet Rangleklods op og kan se tilbage på fornemme anmeldelser af både ep'en "Home" og det efterfølgende debutalbum "Beekeeper", der netop er udkommet. Koncertkalenderen ser spændende ud for Rangleklods, der her fortæller om inspirationerne, arbejdet med musikken og ikke mindst forklarer han, hvordan aliaset "Rangleklods" opstod.

– Jeg synes, at der er rigtig mange bands, som allerede i kraft af deres navn sætter bandet i bås. I Danmark tænker de fleste nok i det sammensatte ord, altså "Rangle" og "klods" – Det er noget med leg og sådan. Det er helt fint med mig, men jeg kan endnu bedre lide det, som det betyder for folk uden for Danmark, hvor det bare er et totalt nonsens ord, hvor de kan putte lige præcis den betydning og det mentale billede, som de vil. Jeg elsker at høre det blive udtalt på forskellige sprog og dialekter, det er et rart ord at sige. Jeg er egentlig også ligeglad med, hvordan man siger det, for der er ikke nogen rigtig måde at sige det på. Det er måske ikke så let at huske, men det jeg håber på er, at når den så er sivet ind, så sidder så fast, fordi man har måttet lære sig det, fortæller den danske producer.

Balancen mellem smukt og grimt

Rangleklods er svær at sætte i bås og nævner vidt forskellige kunstnere fra hele tre årtier, hvis han skal forsøge at sætte finger på sine egne musikalske inspirationskilder.

– Der er helt klart inspiration fra The Doors og fra David Bowie. Af nyere navne har jeg lyttet rigtig meget til James Holden og The Field, som jeg synes formår at lave god lyd og interessante opbygninger. Og jeg kan også tage en mere 70'er-inspiration med, for jeg lytter også meget til Suicide, som har den her meget skramlede lyd, der er meget langt fra den måde, som jeg arbejder på, men rent lyd-æstetisk har de været et stort forbillede. 

Musikken i Esben Andersens Rangleklods-univers er blevet et afkog af de mange musikalske stilarter, som han forsøger at finde sin egen personlige balancegang ind imellem. 

– Jeg kommer nok instinktivt til at sigte efter er at finde den balance mellem det smukke og det grimme eller det vildt eksperimenterende og det tilgængelige. Det er ikke sådan, at jeg har lavet et mærkeligt vers og tænker "så må jeg hellere lave et omkvæd, som folk kan synge med på", men det er bare sådan, tingene sker. Det er nok også i forhold til, hvad jeg godt kan lide med musik og andre kreative ting, og det er netop noget, som indeholder noget smukt og noget grimt på samme tid.

Du laver elektronisk musik, men bruger de analoge elementer, hvorfor har du valgt den tilgang?

– Det er mest af alt, fordi det falder mig naturligt. Jeg har baggrund i akustisk musik og har spillet i bands osv. Computeren var ligesom det sidste instrument, der blev bygget ovenpå, men det er egentlig også det eneste, som jeg er blevet virkelig god til. Jeg har spillet guitar, bas, trommer og har sunget. Når jeg sidder og laver mine ting, så er det klange, som jeg ikke kan lade være med at tænke med ind i det, og det har jeg bare valgt at omfavne. Det er ofte nogle af de elementer, der mangler i elektronisk musik, for at gøre det til noget, der bliver følelsesladet. Jeg vil gerne have følelser i min musik, og hvis det er ren elektronik, synes jeg, at det kan være svært at opnå, fortæller musikeren og produceren, og kommer til at tænke over endnu en situation, som han forsøger at manøvre igennem.

– Det er lidt en balancegang, ikke? Det er virkelig en balancegang mellem at udfordre sig selv, at prøve nye ting af hele tiden, men også lade sig selv gøre de ting, der falder helt naturlige, konstaterer Esben Andersen.

Fra vrøvl til lyriske oneliners

Produceren skriver teksterne og synger selv på sine sange, hvilket er en vigtig proces for ham. Hvad der starter som flere timers vrøvlerier over de elektroniske skitser, bliver efterhånden barberet ned til enkelte sætninger, som han som Rangleklods kan stå inde for og fortælle baggrunden for.

– Måden, jeg kommer i gang med at lave mine tekster på, er, at når jeg står og jammer med at finde vokal til en sang, så står jeg jo bare og vrøvler. Der kommer alt muligt mærkeligt ud af ens mund og det er måske halvdelen, der giver mening, men næsten ved hver eneste sang er der to eller tre linjer blandt alle vrøvlerierne, som jeg arbejder videre på. Det er helt klart min yndlingsmåde at arbejde med tekst på, for der er ligesom noget ægthed over de linjer, når de er kommet ud uden, at jeg har tænkt over det overhovedet. Når jeg hører optagelsen, så hører jeg den sætning for første gang. Det er faktisk den måde, som jeg oftest arbejder med teksterne på.  

Hvad handler linien "I'm on top, but she's in charge" om?

– Jeg kan rigtigt, rigtigt godt lide den sætning, og jeg synes, at den er ekstremt sigende for mange forhold. At der er det her billede udadtil på, at man er på toppen, men i virkeligheden forholder det sig stik modsat. Jeg tror faktisk, at lige præcis den sætning er det ældste brudstykke af en tekst, der overhovedet findes på albummet. Det er nærmest arkæologisk arbejde, men jeg tror, at den blev skrevet for omkring fire-fem år siden. Jeg kan ikke huske helt præcist, hvordan den sætning kom til verden, men det er helt klart én af mine favoritsætninger. Den er meget sigende.

Og "Every time I cough it's like I taste you"?

– Lige præcis den sætning har stor betydning for mig, og det er nok også der, hvor jeg skal lide allermest, når jeg spiller min musik live. Den er en meget følelsesmæssig ting for mig. Den stammer fra mange år tilbage, hvor jeg var sammen med en pige, og hun fik et hosteanfald, imens hun røg en cigaret. Det blev ved og ved og blev mere og mere vildt, og samtidig kunne jeg mærke, hvordan alting føltes helt forkert. Jeg kan godt lide billedet af noget, der ikke nødvendigvis har været godt, men det er noget, som man kommer til at tænke på igen og igen. Jeg tror, at jeg med den sætning har ramt noget, som mange har oplevet. 

Biavl og Berlin

"Beekeeper" refererer blandt andet til Esben Andersens minder om sin fars hobby-biavl, hvor han som barn var med til at stå og få honningen ud af tavlerne, mens bierne konstant har sværmet omkring dem. Men det er nærmere billedet af det kaotiske bistade, som han refererer til i sin musik.

– Den store grund til, at jeg valgte at kalde albummet "Beekeeper", er, at meningen med min måde at skabe musik på var at finde en orden i kaos. Der er alle mulige ting i gang på albummet, ligesom hvis man ser et bistade, så ser det ud som om, at de sværmer fuldstændigt tilfældigt rundt ud og ind imellem hinanden. Men de har et fuldstændig klart formål, der handler om at lave honning. Hvis man lagde en algoritme hen over dem, så ville det garanteret også give perfekt mening, men så længe man bare står og kigger på overfladen, så ligner det et kaos. Jo mere man giver sig til at fordybe sig i det og tænke over det, desto mere orden står frem. Det var det, der var den overordnede ide med albummet.

Hvor har det foregået henne, når du laver musik?

– Jeg har fået mig et lille 12 kvadratmeter stort studie på Vesterbro, hvor jeg sidder og laver min musik. Før det har jeg siddet i soveværelset som så mange andre. Jeg har haft en lille ekstra stuelejlighed nede i Neuköln i Berlin. Det var også én af grundene til at jeg kaldte min første ep for "Home", fordi materialet til den var lavet i otte forskellige lejligheder, studier og andre mærkelige steder. Men sådan som det fungerer lige nu, så går jeg mere og mere over til at lade det være eksperimenter i studiet, fortæller Esben Andersen og kommer helt naturligt til at fortælle om sit ophold i Berlin, der har formet Rangleklods-projeket.

– Jeg havde en sindssygt god tid dernede. Det var en type miljø, som jeg ikke havde prøvet før. Der var plads til alt i Berlin, f.eks. kan du gå på klubber, hvor de er fuldstændig ligeglade med at gå fra den ene genre til den anden. Den der eklektiske sammensætning, som jeg ser som billedet på Berlin, det var noget af det, som gjorde, at jeg overgav mig mere til det, som Rangleklods skulle være. Det der med at være ligeglad med hvilken genre, man laver på det næste nummer og gøre de ting, som man har lyst til, og folk, der bor i Berlin, er virkelig nydelsesmennesker.

– Tingene sker fra dag til dag, og det var godt at få lært sig. Det har været godt at komme væk fra den danske orden, men omvendt har det også været godt at komme tilbage til. Jeg kommer jo rigtig ofte tilbage til Berlin, og det er den by ud over København, som jeg spiller flest koncerter i. Den har betydet enormt meget, og det er min favoritby at spille koncerter i – jeg har simpelthen spillet så mange mærkelige steder dernede. Jeg skal snart spille i lobbyen på Philharmonien dernede, så det er den fuldstændig modsatte side af at spille i en gammel tandlægeklinik på Kottbusser Tor, fortæller han begejstret.

Væk fra skærmen

Rangleklods kan se tilbage på et år, der forløber fra sidste års Spot Festival-optræden som ubeskrevet blad, til endnu en koncert på festivalen med to roste udgivelser i bagagen og en stigende interesse for hans musik i Danmark og internationalt.

– Jeg er egentlig helt vildt glad for den måde, som det bliver bygget op på, fordi jeg føler ikke, at det er i form af hype, eller at der lige pludselig sker et eller andet helt vildt. Det har i stedet været i en lige kurve, der går støt og roligt opad, og sådan kan jeg rigtig godt lide det. Og så er jeg virkelig glad for den måde, som jeg har fået afsluttet de to udgivelser på, og hvor jeg er rigtig stolt af dem. Det har været et godt år, og nu går det ligesom ind i en ny periode, hvor det især er live-optrædener, som det handler om.

Netop live-performance er noget, som Rangleklods fokuserer på at gøre mere levende. For at komme væk fra den prædeterminerede elektroniske koncert, hvor det lyder, som det gør på pladen. Først og fremmest er besætningen udvidet til også at omfatte en liveguitarist, Tiggy, som spiller guitar og synger andenstemme, mens Esben Andersen forsøger så vidt som muligt at komme væk fra computerskærmen.

– Jeg har selvfølgelig min computer med, men jeg har fået sat det op sådan, at når programmet er startet, så behøver jeg ikke at kigge på skærmen en eneste gang, men kan afvikle fra mine forskellige controllers. Det der med at komme væk fra skærmen har virkelig været skønt for mig. Det gør det i meget højere grad til et instrument, hvor man føler sig frem med fingrene på sine faders og sine knapper, og jeg har mine afstandssensorer, hvor jeg rent faktisk kan spille på musikkens output med mine hænder uden at røre noget, men ved at stå og lave fagter i luften. Det er den kombination, som jeg synes er virkelig interessant, når man kan legemliggøre computeren.

I koncertsituationen skal han have styr de mange controllers, men også nå at synge og have overblikket over sangens fremgang. De mange opgaver under koncerten kan give udslag i små fejl, men det anser Rangleklods ikke som et problem.

– Jeg forsøger at gøre koncerten lidt uperfekt eller i hvert fald opsøge de ting, der kan gøre mig lidt usikker. Det er der den store udfordring ligger, men det er også der, der virkelig kan være payoff. Hvis man kan bruge noget, der starter som en fejl, til noget konstruktivt, der gør nummeret endnu bedre. Det er sådan nogle situationer, som jeg virkelig godt kan lide ved koncertsituationen, og som jeg forsøger at opsøge ved at gøre så meget arbejde som overhovedet muligt undervejs. Det er absolut ikke stillestående i hvert fald, og jeg er rimelig træt, når jeg er færdig!

Det betyder samtidig, at Rangleklods modsat mange andre af hans elektroniske kolleger elsker at spille live-koncerter.

– Det er en ekstrem spændende situation at arbejde med i modsætning til studiet, hvor man kan gå ind og lave tingene om igen og igen. Til koncerten har man bare den ene chance, og den situation synes jeg virkelig er interessant. Jeg kan sige, at der er flere festivaler på vej, men desværre ikke hvad og hvornår endnu. Koncertkalenderen ser i hvert fald rigtig god ud. Men jeg har omvendt også studieabstinenser lige nu, så jeg må finde min måde at få kombineret de to ting på, fortæller Esben Andersen om den nærmeste fremtid, der må siges at tegne sig efter hans hoved.