Boganmeldelse: Annette Bjergfeldt – Kogebog For Sangskrivere

Boganmeldelse: Annette Bjergfeldt – Kogebog For Sangskrivere

”Sådan skriver man et hit!” plejer at være indgangsvinklen i bøger om sangskrivning. Jeg har selv været på adskillige kurser, hvor man har forsøgt at undervise i formlen på den perfekte sang: dvs det perfekte radio-hit. Og intet er mere dræbende for kreativiteten...

Annette Bjergfeldts ”Kogebog For Sangskrivere – Grovhakket Inspiration” går helt uden om formlen for stramt skårne pop-perler og er istedet en fin og tankevækkende opfordring til at kaste sig åbent ud i sangskrivningen, skrue op for sanserne, forelske sig i verden og ikke lade perfektionisme og tvivl stå i vejen.

Det er større end ”den gode sang” - det er et billede på at leve som sangskriver og opleve som sangskriver, være opmærksom på sine omgivelser og bestræbe sig på at udtrykke dem, så de bliver interessante og brugbare for andre, og undervejs falder gode pointer, som ikke bare er relevante i sangskrivningen, men i alt, hvad man finder på at foretage sig i livet.

Bogen falder i tre dele, alle med meget korte, præcise afsnit. Første afsnit præsenterer idéer til, hvordan man kommer i gang, og hvor man finder inspiration. Dernæst lidt om rammen omkring en sang og vinklen, der kan gøre banale emner interessante og gøre sange om ens egne følelser vedkommende for andre: ”personlige i stedet for private”.

Så følger et spændende afsnit om sanselighed; om at forelske sig i detaljer og gøre sit sprog levende og legende med forslag til, hvordan man kan åbne for sluserne, og første del slutter med et mere teknisk afsnit om ordlyde, sprog-rytme, rim og opbygningen af en sang samt et afsnit om ideer til komposition; for eksempel at stemme guitaren om og at skrive sammen med andre.

Anden del af bogen handler om at komme ud over sin egen perfektionisme, ikke spænde ben for sine egne idéer og ikke stille urimelige krav til sig selv og sangene. Igen med flere konkrete idéer til arbejdsformer, der kan løse de mentale knuder op.

Tredje del om at rejse med sin musik kan måske virke lidt uvedkommende for mange spirende sangskrivere, men er et fint forsøg på at vise, at der er andre måder at leve og rejse med sin musik end rockstar-modellen.

Til allersidst et lille afsnit om at udgive sin egen musik på eget selskab.

Bogen kommer vidt omkring. Der bliver kastet hundredvis af bolde i luften, flere end man kan gribe, men forskellige idéer vil helt sikkert inspirere forskellige folk. Der er noget for alle.

Det er skrevet med en varme og charme af en bund-solid sangskriver, hvis kærlighed til sangskrivningen smitter gennem denne bog - man får lyst.

Det er ikke en bog for kynikere, der vil vide, hvordan man skærer en sang til P3. Det er en bog for nysgerrige sjæle, der vil i gang med at skrive, finde troen på det og inspireres.

Annette Bjergfeldt: "Kogebog For Sangskrivere", Wilhelm Hansen, 111 sider, pris 198 kroner. Udkommer i dag.

Annette Bjergfeldts hjemmeside

Læs interview med Annette Bjergfeldt


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA