11th Street Kids: Der er plads til at være spontane
11th Street Kids har smidt debut-albummet "Well, What Did You Expect?" på gaden. Vi har talt med Lars Rock og Nikolaj Wichmann om det yderst punkrockede The Floor Is Made Of Lava- og Anchorless-sideprojekt.
I hvor høj grad skal 11th Street Kids ses som et sideprojekt i forhold til jeres andre bands?
Rock: – Det er helt sikkert et sideprojekt, for Anchorless og The Floor Is Made Of Lava er stadig vores primære prioriteter, så vi spiller i 11th Street Kids, når vi ikke spiller med de andre bands.
Wichmann: – Men det er ikke nogen andenprioritet i forhold til, hvad vi lægger af glæde og energi i bandet. På den måde er det ligeværdigt med vores andre bands. Vi gør det jo, fordi vi synes, det er fedt.
Hvordan vil I sige, bandet adskiller sig fra jeres andre bands?
Rock: – I 11th Street Kids udforsker vi nogle genrer, vi ikke får udforsket i Lava, Vi er jo inspirerede af gamle 70'er-punkrock-bands som New York Dolls, Ramones og Hanoi Rocks, som ikke har så stor indflydelse på den musik, vi spiller i Lava, og så er det jo fedt at få det ud et andet sted.
Wichmann: – Det giver også en dejlig frihed til at gøre, hvad man vil, når det går under betegnelsen "sideprojekt". Beslutningsprocessen er også utrolig kort. Vi er tre mand i bandet, og vi er alle sammen meget positive over for de andres idéer, og alle er med på, at vi bare gør, hvad vi vil. Det gør det utroligt nemt at arbejde med.
Har det været svært at finde tid til projektet, nu hvor I jo begge to har andre bands og job, der skal passes?
Wichmann: – Det er ikke et band, der kræver særlig meget tid, for vi er utrolig hurtige til at træffe beslutninger. Vi spiller god gammeldags pikrock, og det er ofte sådan, at vi har en god idé, og så spiller vi den bare. Vi behøver sgu ikke øve så meget. I forbindelse med pladen øvede vi syv-otte gange, før vi gik i studiet og indspillede pladen på fire dage. Det er ikke indviklet: det er bare rock og rul og derudad! Så det er ikke svært at finde tid til.
Rock: – Da vi skulle i studiet, havde vi kun otte færdige numre, og det var jo ikke nok, så vi skrev to nye numre, øvede dem igennem tre gange, kiggede på hinanden og blev enige om, at det lød meget fedt, og så optog vi det på mobiltelefonen og gik ind og indspillede det. Det er vildt fedt, at vi har så let ved at tage beslutninger. Der er plads til at være spontane.
Hvordan er sangskrivningen foregået?
Wichmann: – Rock laver skitserne til sangene derhjemme. Der var ét nummer, vi jammede os frem til, men ellers kommer han med idéer til sange, og så giver vi andre vores besyv med og kommer med forskellige forslag.
Rock: – Vi er alle tre med til at skabe udtrykket, og selvom jeg kommer med skitserne, er de andre rigtig gode til at byde ind med idéer og gøre sangene bedre, end de har været på tegnebrættet. Så vi laver sangene færdige sammen.
Tilbage til Brasilien
Den vågne lytter vil genkende nummeret Brazil, som du (Lars Rock) skrev til et af dine tidligere bands…
Rock: – Ja, det er rigtigt. Det var faktisk Asbjørn (Nørgaard, trommeslager i 11th Street Kids og The Floor Is Made Of Lava, red.), der syntes, det var fedt og gerne ville tage det op igen. Og siden vi nu ikke havde så mange numre, kunne vi lige så godt tage det med også, haha. Vi var alle tre med på den, og så var den ikke længere.
Hvordan adskiller det at skrive en 11th Floor-sang fra at skrive en Lava-sang?
Rock: – Det er noget helt andet end med Lava, for med Lava kommer man ofte med et riff eller noget i den stil, og så skriver vi hele sangen ud fra det riff eller den melodi-stump, men i 11th Floor har vi et meget større udgangspunkt, før demokratiet træder ind. Det var ret nervepirrende i starten. Jeg havde lavet tre-fire skitse-sange, der egentlig var lavet med henblik på Lava, men som vi ikke havde brugt der, og på utallige ture hjem i bandbussen havde jeg sagt til Nikolaj: "Skal vi ikke snart jamme lidt nede i øvelokalet? Asbjørn er frisk," uden at det rigtig blev til noget. Men så var der endelig en onsdag, vi tog os sammen til at gå ned at spille, og der var jeg virkelig nervøs for om sangene nu også holdt. Vi forventede nu ikke særligt meget til at begynde med, men allerede fra første øver viste det sig at fungere meget bedre end nogen af os havde forventet. Det rykkede sgu – og vigtigst af alt var det bare sjovt!
Hvordan kom I fra øvelokalet og til at udgive en plade?
Wichmann: – Vi gik op til Target, der jo også udgiver Lava og spillede et par numre for dem, og de sagde bare: "Fedt. Hvornår skal vi udgive det?" Og så var det på plads.
Fra Wannabees til 11th Street
I starten kaldte I jer jo The Wannebees. Hvorfor ændrede I navn?
Rock: – Nu har jeg jo godt nok lige pralet af, hvor let vi har ved at tage beslutninger og hvor godt det hele kører på skinner, og sådan har det også været …bortset fra det forpulede bandnavn. Da vi skulle spille første job, skulle vi bruge et bandnavn, og så var der en, der foreslog The Wannabees, og det var der ingen, der protesterede imod. Det lød mega-plat, men der var ingen af os, der gad bruge tid på at finde et bedre navn. Men da vi så sad til møde med Target i forhold til at udgive pladen, sagde de: "Helt ærligt? Hedder I 'The Wannabees'?" Og vi kunne godt se på dem, at de bestemt ikke var glade for navnet.
Wichmann: – Så vi besluttede os for at finde på noget andet, og så fløj forslagene frem og tilbage i et godt stykke tid, indtil vi landede på 11th Street Kids, der er taget fra et nummer af Hanoi Rocks. Vi kunne simpelthen ikke finde noget, der var bedre.
Men hvad skal der ske med bandet nu? Der er jo fuld gang i Anchorless, og Lava er også ved at lave ny plade lige for tiden…
Wichmann: – Vi er rigtig glade for at have fået pladen ud, og for at have fundet ud af, at vi godt kan finde ud af at lave plader sammen, og planen er faktisk at lave en ny plade allerede til efteråret, når der er tid i kalenderen igen. Og så skal vi også have spillet nogle koncerter.
Rock: – Ja, vi har helt sikkert ambitioner med bandet. Vi tager det seriøst og tror på det. Vi laver en rigtig fed toer inden nytår, og så ser vi hvad der sker. Det er bestemt ikke en engangsforestilling, der skal nok komme mere fra vores hånd.
















Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.