Copenhell – Metal og dejlige mennesker

Et par personlige og i høj grad subjektive billeder fra årets Copenhell

Slayer Copenhell 2012

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion

Et par personlige og i høj grad subjektive billeder fra årets Copenhell. For mere detaljerede og generelle iagttagelser henvises til anmeldelserne i GAFFAs anmeldelsesektion.

Jeg elsker at være på Copenhell, på trods af at der ikke er særlig mange bands på programmet, som jeg er rigtig på. Men det er også okay, for så kan man nå alt det andet vigtige: Drikke øl, møde dem man ikke har set siden sidste gang, kigge på mennesker og ikke mindst at sidde på bakken. Der er ikke nogen dansk festival der slår Copenhell, når det kommer til stemning. Men de andre har selvfølgelig heller ikke bakken, og den er svær at hamle op med.

Det er tredje gang der er Copenhell, og den bliver bedre og bedre. Det har fra starten af været tjekket, velorganiseret og gennemtænkt, men selv efter de er blevet den tak større, er det stadig en virkelig sympatisk festival. Der er langt til de hårdhændede sure vagter, man før har forbundet med metal-arrangementer. Til gengæld er lyden for dårlig. Selvfølgelig er det svært at lave sammenbidt, intens og mørk lyd under åben blå himmel, men det må kunne gøres bedre.

Slayer (billedet) vandt selvfølgelig. De spillede et noget anderledes sæt end de plejer, og vi fik halvdelen af "Reign In Blood" og en perlerække af hits fra 80'er-pladerne. Bandet virkede tændte og fokuserede og lyden var med dem. En perfekt afslutning på fredagens musik.

Brutal Truth reddede eftermiddagen. Bare tæer, knokleskæve, glade og tonsehurtige. Der er ikke meget showmanship over bandet, men de spiller virkelig godt, og kan så overlade scenetricksene til sangeren Kevin Sharp.

Hvis Anthrax var gode, så opdagede jeg det ikke. En katastrofal dårlig lyd, men det kan ikke være det eneste. Der var intet fra scenen der ramte mig, og jeg var ellers rimelig klar.

Til gengæld var jeg ikke klar til fællessang hos Soulfly, metal der ikke er metal hos Meshuggah eller gøglerne Killswitch Engage.

Der er klart nogle mentale udfordringer i at spille metal i solskin, og det ramte måske hårdest for danske Cerekloth og overjordiske Immortal. Cerekloth lod sig ikke gå på af det, og spillede et sæt der sørgede for at jeg går ind og ser dem næste gang der spiller indendørs. Mørkt, buldrende og møgbeskidt.

Immortal kan vist ikke blive påvirket af noget som helst. De står for den gode blanding af latterlighed og sejhed, som kan få metal til at transcendere almindelige kvalitetsbegreber, og bare være rigtigt. Specielt da lyden faldt på plads et kvarters tid inde i koncerten. Så stod tiden stille, og Helvede åbnede sig for os alle.

Man kunne godt skrive om flere af koncerterne, men det hele flyder sammen til én fantastisk oplevelse, på den måde som en god festival kan.

Der var en håndfuld gode koncerter og 10.000 dejlige mennesker.

Det mest ærgerlige ved Copenhell er at der nu er et helt år til næste gang. Til gengæld kan de så måske nå at gøre noget ved lyden inden da. Det er ikke alt-afgørende som festivalgænger, men som band eller fan er det for ærgerligt at så mange koncerter lød så dårligt.