Scissor Sisters – Stadig verdens bedste popband

Bono udtalte det i 2004, og da GAFFA mødte Babydaddy fra albumaktuelle Scissor Sisters i London, var han klar i mælet, “vi er helt sikkert stadig verdens bedste popband”.

– Men et af de få der er tilbage, tilføjer komponisten, kor-sangeren og multiinstrumentalisten Babydaddy, der lyder det borgerlige navn Scott Hoffman, og fortsætter:

– Næsten alle er solister, eller rap-, eller rockstjerner, men vi er en vaskeægte popgruppe, det er sådan vi kan li' det og vil ha' det.

Det flamboyante festorkester, der bragede igennem med debutalbummet i 2004 har fortsat ufortrødent lige siden, og er nu klar med deres fjerde album, der har fået titlen Magic Hour. Et varieret festfyrværkeri fra levemændene fra New York, der byder på en blanding af ren pop, disco, electro, hiphop og glamrock for bare at komme med et par enkelte referencer om et band, der spænder særdeles bredt. Et orkester der for nyligt har holdt 10års fødselsdag, og nu har eksisteret længere end oprindeligt forudsagt

– Jake (Shears, vokalist og tekstforfatter, red.) sagde i sin tid, at han troede at vi ville lave en trilogi, og nu står vi og har lavet vores fjerde album, det føles virkelig godt. Vi har skabt et album, der bevæger sig ud i en masse musikalske og mentale kroge, og har ikke haft nogle grænser eller filtre i forhold til at udfolde os musikalsk og kunstnerisk. Hvor den tredje plade var svær at få i kassen, har Magic Hour, – selvom det altid er hårdt arbejde at lave en plade – været en lang stor fornøjelse at lave, hvor vi har arbejdet sammen med en række forskellige producere, hvor særligt Alex Rihda fra BoysNoize har spillet en central rolle.

Bøsseboykot

Scissor Sisters, der er født ud af bøssemiljøet i New York, har været skrap kost for det puritane etablissement i hjemlandet, og har blandt andet måttet døje med at den gigantiske indkøbskæde Wal Mart har boykottet bandets udgivelser. Så var der mere åbenhed på de europæiske breddegrader, hvor debutalbummet fra 2004 tordnede igennem og blev det bedst solgte album i Storbritannien det år. Alt klappede dengang ræsonnerer Babydaddy her en del år senere

–Det var den rette ting på det rette tidspunkt, indie-rock var ved at dø i UK, og folk var klar på noget flamboyant og farverigt, og der kom vi og passede perfekt ind i tiden.

Så vidt jeg er orienteret er der en del forskel på jeres publikum i Europa og USA. Det europæiske er mere straight, hvorimod I mere tiltrækker et publikum i bøssemiljøet hjemme i USA. Er det rigtigt, og føler du dig bedst tilpas i Europa?

– Du har nok ret til en vis grad i det du siger, men generelt vil jeg sige, at jeg befinder mig godt, uanset hvor jeg er. USA ændrer sig også, for eksempel i Kentucky, hvor jeg oprindeligt kommer fra, der sker noget i tiden.

Præsident Obama har for nyligt udtalt sig positivt om, at bøsser kan indgå ægteskab. Er det et vigtigt skridt eller nærmere symbolpolitik?

– Det er en udtalelse, der betyder noget. Du skal ikke tage fejl af, at der er tale om, at der i store dele af USA er tale om et regulært had til homoseksuelle. Men som jeg oplever det, er vi på grænsen af en borgerrettighedsbevægelse i dag, som kan ligestilles med det, som man oplevede racemæssigt i 60'erne. Det mærker vi, når vi er ude at spille mange steder hjemme i USA, der er virkelig noget på spil.

Den spontane fest

Som de fleste sikkert vil huske, var det numre som Take Your Mama, Laura og det legendariske cover af Pink Floyds Comfortably Numb, der gjorde Scissor Sisters til et glohedt fænomen på pophimmelen, ikke mindst herhjemme i Danmark for syv-otte år siden. Og den sympatiske og idérige gruppe har formået at holde fanen højt, og leverede på den svære toer, Ta-Dah, karrierens indtil videre største hit I Don't Feel Like Dancing, der hittede kloden rundt. Et nummer skrevet og fremført af broderen i ånden, musik og seksualitet, Sir Elton John

– Det er en af de største oplevelser i karrieren for mig. Jeg kendte godt til Elton John, men Jake var sjovt nok ikke særlig bekendt med hans materiale, da vi startede. Der var rigtig mange, som påpegede, at Take Your Mama var meget Elton-inspireret, og det kan jeg sagtens høre. Elton udtalte sig positivt om os i offentligheden, og pludselig sad vi og arbejdede sammen. Det var første gang, at han skrev musik i samme rum sammen med andre, så det var også specielt for ham. Hans eget samarbejde med tekstforfatteren Bernie Taupin har typisk foregået adskilt, men her sad vi på lårene af hinanden, det var fantastisk.

Sir Paul

Elton John er ikke den eneste celebrity, som har krydset Scissor Sisters' veje. Bandet har tidligere udgivet nummeret Paul McCartney som hyldest til Beatles-legenden, og ved Live 8 i 2005 stødte de selv på popsmeden.

– Vi nægtede at gå på scenen, før vi blev fotograferet sammen med ham, det var et stort øjeblik. Vi har mødt ham sidenhen, da vi spillede support for Lady Gaga, sjovt nok.

Hvordan var det at spille med hende?

– En rigtig god oplevelse. Hun var sød og støttende, men sikkert ret udkørt, da det er en kæmpeproduktion, hun har kørende. Hun må sove hele dagen når hun ikke optræder, vil jeg tro.

Den omvendte proces

Mens denne artikel skrives, klinger Scicssor Sisters aktuelle single Only The Horses fra P3s studie. Og efter albummet at dømme, og ud fra den koncert overtegnede så med bandet aftenen før interviewet på Shepherds Bush Empire, har vi at gøre med et band, der  stadig er på toppen og som i den grad formår at levere varen. På studieindspilningerne roder Scissor Sisters ofte med mange elektroniske beats og tricks, men på scenen er der i udpræget grad tale om et organisk live-orkester med god plads til spontane og overraskende indslag.

– Da vi startede med at lave med musik havde vi aldrig stået på en scene sammen, så det har været lidt af en omvendt proces for os i forhold til den udvikling, de fleste bands gennemgår. Jeg har spillet musik hele mit liv, og det har været vigtigt for os, at vi har opnået et højt kunstnerisk niveau, og at vi kan spille og levere et medrivende live-show. Sådan er det, man ved aldrig hvad der sker på scenen.

– Jeg ser gerne mig selv som den stabiliserende faktor der står nogenlunde roligt på scenen, så er der vores guitarist Del (Marquis, red.), som er den stille type, der kan overraske med nogle virkelig heftige guitarsoloer. Så har vi vokalisten Ana (Matronic, red.), der er meget udadvendt, hun er vores ansigt ud ad til, hun er vores mascot. Så er der Jake, som kan finde på hvad som helst, du ved ikke om han kravler op i lyssætningen, stage-diver eller hvad han finder på. Så det er altid spændende at gå på scenen med Scissor Sisters, hverken vi eller publikum ved, hvad der kommer til at ske.

Tatoverede ansigter

Sådan var det også forleden på Shepherds Bush. Når vokalisterne i front ikke synger for, stiller de sig typisk sammen med korsangerne, meget sympatisk. Ana har tidligt kontakt til en herre blandt publikum, der giver hende en lap papir, som hun bebuder at hun vil komme tilbage til senere. Mod slutningen af koncerten bliver manden på Anas opfordring slæbt op på scenen, efterfulgt af kæresten som bliver båret op på samme. Kort efter går manden på knæ, kæresten tager imod frieriet, og de havner i en vild omfavnelse, applauderet af Ana, bandet og publikum.

– Men inden den kommende gom forlader scenen, bliver han lige bedt om at smide trøjen, hvorefter han fremviser en større rygtatovering, der består af Scissor Sisters ansigter. Jubelen vil ingen ende tage, og festen får lige et ekstra nyk opad, da Ana bebuder, at hun er sikker på, at denne sang kommer til at blive spillet ved bryllupsceremonien, hvorefter Scissor Sisters sætter i gang med I Don't Feel Like Dancing. Festen er total, ikke mindst hos de to storkyssende mænd, der står foran os på balkonen. Sådan er det, når verdens bedste popband folder sig ud.

Okay fra Floyd

Det første nummer der for alvor startede festen for Scissor Sisters var coverversionen af Pink Floyds klassiker fra The Wall, Comfortably Numb. En udgave der med falset-vokal og let discobeat er markant forskellig fra den originale version. Bandet har siden mødt ophavsmændene:

– Det var ret sjovt. Vi havde en sådan nærmest alvorlig samtale med dem, hvor de udtalte, at de havde hørt sangen, tænkt over det og kommet frem til, at det var en fin udgave, ret formelt. Først mødte vi David Gilmour, Nick Mason og Richard Wright og senere mødte vi Roger Waters, der gav udtryk for det samme.