Den Gale Pen møder Randi Laubek

Med sit nye albumtolker sangerinden Randi Laubek løs på 1800-tals-digteren Emily Dickinsons poesi. Den slags langhårede udgivelser har naturligvis ikke en stor stjerne hos Den Gale Pen.

Hej Randi. Du er faktisk for lækker til, at jeg har lyst til at være ond ved dig, men pøblen forlanger det. Kan du tilgive mig?

– Gem dig bare bag pøblen. Men du er tilgivet, for jeg er meget optaget af at være lækker og bare glad for, at du med det samme fokuserer på mit udseende, frem for på min musik. 

Det var så lidt, men modsat dit festfyrværkeri af et kønt ydre, kunne din musik jo være soundtracket til en kø i Netto. Det hænger altså ikke sammen, Randi?

– Sjovt nok har jeg det lige omvendt, at mit udseende kunne være soundtracket til en kø i Netto, og min musik er et festfyrværkeri. Men når det så er sagt, så er jeg meget positiv stemt overfor Netto; Sort skottehund, billig fairtrade, kulørte lysestager fra Indien i glad forening med politisk ukorrekt syntetisk sæbe og salte kiks, pensionister og unge, spændstige studerende. Jeg lægger gerne soundtrack til dén slags mangefacetterede, altinkluderende oplevelser.

Virkelig? Jeg tror nu mere, det har noget at gøre med, at du spiller en blanding af pop, soul og jazz – en trefork af endeløs elendighed?

– Hvis du mener pop som Kate Bush, soul som Prince og jazz som Miles Davis, så lad mig for evigt opsluges af den endeløse elendighed. I øvrigt, er de der afgrænsende genre-betegnelser ikke efterhånden håbløst forældede? I modsætning til treforke.

Du kan nok ikke reddes pigebarn, og faktisk burde din musikkarriere jo være stoppet for 12 år siden, da du for alvor solgte plader. Ved du bare ikke, hvornår man skal trække sig?

– Jeg halser efter salgstal som en logrende Hemingway'sk hønsehund efter en kæp, og netop derfor har jeg lavet denne dybt kommercielt tænkte, leflende hitliste-basker af en klassisk inspireret plade med digte fra 1800-tallet. 

Som jeg sagde – du burde være stoppet. Nu tolker du nemlig digte af Emily Dickinson – en psykisk ustabil dværg fra 1800-tallet. Kunne du ikke finde på noget selv?

– Når man synes, man kender tilstanden "momentvis psykisk ustabil dværg fra 1800-tallet", samt alle de andre omvæltende tilstande livet byder på så smukt, originalt, vedkommende og opløftende som Emily Dickinson gør det, så kan man nærmest føle sig kaldet af materialet. Og sådan havde jeg det altså her: At jeg ikke kunne lade være med at sætte musik til hendes ord. Og derfra var der kun at gribe til Per Ekdahls arrangør-geni, en klassisk blæserkvintet og Gustaf Ljunggren.

Slap af, Laubek! Digte er jo noget for folk, der er ude af stand til at sige deres mening, så andre forstår det. Helt ærligt – fatter du noget af Dickinsons rablende skriblerier?

– Det hjælper at synge dem. Sådan er det med de fleste ting her i livet!  

Men Emily D. kaldes faktisk digteren for dem, der ikke læser poesi. Hun er en folkets poet. "De spottende, upoetiske og de litterære agnostikere gør en undtagelse med hende", siges det – med andre ord vil du elske hende!

Mon dog, Randi… Nu er det jo nærmest en cover-plade, du har lavet, og det gør man kun som kunstner, når krea-brønden er knastør. Hvad skal du så lave nu?

– Lige nu sidder jeg – på bunden af min knastørre kreabrønd – og tracker nye sange med Jonas Berg, Emil De Waal og Anders Stig Møller til min næste plade, som er noget nær den diametrale modsætning af klassiske blæsere og pre-modernistisk lyrik: Hvor Letter To The World er som min svenske yndlings-serie Den Hvide Sten: På overfladen varm, vibesyngende svensk midsommer, men med ildevarslende mol-ulmende alvors-undertoner, så er vi her mere ovre i Beverly Hills Cop møder Tim Burton.

Du er jo stukket helt af, og burde hjælpes. Heldigvis er Den Gale Pen en ret stor kanon i underholdningsbranchen. Vi kunne jo mødes og drøfte din fremtid under mere… afslappede forhold…?

– Jeg har blikket stift rettet mod underholdningsbranchen, så du siger bare til. Vi ku' gå i Netto sammen...