Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Interview / Lørdag d. 30-06-2012 kl. 07:00

Finale: Rolf Sørensen

Den Tour de France-aktuelle cykelkommentator fortæller om sin musiksmag

Alder: 47 år

Civilstatus: Gift med Susanne har børnene Jonathan, Nicolas og Clara Sofie

Profession: Tidligere professionel cykelrytter og nuværende Tour de France-kommentator

 

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Nej, det gør jeg ikke.

Spiller du selv et instrument?

– Nej, det har jeg aldrig fået lært, men jeg er meget imponeret over folk, der kan spille og bidrage til det store fælles frirum, musikken giver os alle sammen.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

– Kun som knægt, hvor man var Mabel-fan eller noget i den stil, haha! Men når jeg lytter til folk som Santana eller Pink Floyd, kan jeg da godt tage mig selv i at være misundelig over deres evner.

Synger du i badet?

– Nej, det eneste tidspunkt, jeg synger på, er når jeg sidder med min lille datter på to et halvt. Så går der ofte fem minutter, og så siger hun: "du behøver ikke synge mere, far."

Hvad betyder musik for dig?

– Det betyder rigtig meget! Det betyder oplevelser, minder, glæde og et samlingspunkt for mange gode ting. Det er alt for få koncerter, jeg har været til, men de, jeg har været til, har været helt fantastiske. Der er mange gode minder forbundet med musik, og det er også ofte noget, man kan glæde sig til.

Hvor mange meter fylder din pladesamling?

– Jeg har et hav af cd'er, men det bruger man jo næsten ikke mere. Mine store drenge kigger ofte lidt mærkeligt på mig, når jeg sætter en cd på, men jeg synes nu, det er lidt rart sådan at vælge en plade fra samlingen og sætte den på anlægget. 

Hvad er din yndlingsplade?

–Der er mange. Og jeg har også skiftet meget musiksmag gennem årene, men Santana og Pink Floyd sætte jeg meget stor pris på. Særligt Santana giver mange gode minder, om dengang jeg boede i Italien. Jeg er også rigtig glad for Zucchero. Af nyere ting synes jeg, Coldplay er rigtig gode. Jeg mødte dem faktisk engang i en surf-butik i Californien, hvor vi endte med at surfe ved siden af hinanden en hel dag. De er virkelig nogle søde fyre, og de laver noget fantastisk musik.

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?

– Det ved jeg ikke lige. Der er selvfølgelig nogle ting, der går hen og bliver pinlige med tiden, og jeg har da også både Kim Larsen og Shubidua i samlingen, men dem står jeg nu ved, at jeg er rigtig glad for. Der er noget dejligt nostalgisk over det. 

Hvilken sang vil du vælge på Karaokebaren?

– Ingen, for jeg skal aldrig på karaokebar, haha! 

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

­– Nu skal man jo passe på, hvad man siger, men da jeg var til OL i Atlanta fik jeg P3 til at spille The Most Beautiful Girl In The World med Prince til min kone hjemme i Danmark. Så det er i hvert fald en forelskelses-sang for mig.

Hvad er det perfekte musik til en erotisk aften?

– Uha, der er noget klart erotisk over Santanas guitarspil, og så er der også noget særligt ved John Barrys musik til Danser Med Ulve og Out Of Africa.

Hvad hører du helst søndag morgen?

– Eftersom jeg har en lille datter på to et halvt, bliver det meget musikken fra Astrid Lindgreen tv-serier. Det er ret fantastisk, og det er også noget, jeg kunne finde på at høre hvis jeg var alene. Ellers står den nok mest på blød jazz, som jeg har lært at høre af min svigerfar.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

– Jeg er meget, meget dårlig til at danse og har også takket nej til Vild Med Dans af samme årsag flere gange, men hvis det endelig skulle være, skulle det nok være til noget funk fra min ungdom eller noget af det nyere danske musik som Medina eller Rasmus Seebach. De laver i det hele taget meget bedre dansk musik nu til dags, end da jeg var ung.

Hvad er den første sang du kan huske?

– I min barndom blev der vist mange Elvis Presley-film, så det kunne være noget musik derfra. Ellers spillede min far meget Frank Sinatra og Tom Jones i mit barndomshjem. 

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– Det kan Pavarottis "Vincero". Det betyder "jeg vinder" på italiensk, og jeg forbinder den meget med cykling. Hvis ikke den får tårene frem, så i hvert fald gåsehuden. Den kan virkelig noget helt specielt

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

– Det er jeg sikker på, at de pårørende er meget bedre til at finde ud af end mig. 

Har du været i operaen?

– Aldrig til en reel forestilling, men jeg har engang overværet en generalprøve, og det var helt fantastisk. En virkelig vild oplevelse, og det er helt sikkert noget, jeg skal igen.

Har du været på festival?

– Nej, aldrig. Dengang alle mine venner gik på festival, var det ikke noget, der sagde mig noget med alt det druk, hor og kaos, men i dag kan jeg da godt være lidt misundelig over at være gået glip af de fantastiske oplevelser, man helt sikkert har på en festival. Jeg ved jo godt, det er noget helt specielt.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Det har været Pink Floyd i Rom i 1995. Det var virkelig helt unikt!

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Både Bono og Sting er jo helt specielle og laver noget fantastisk og tidsløst musik, hvor selv mine børn også kan være med. Jeg var til koncert med Sting her i slutningen af juni, og jeg ved, at han har et helt særligt forhold til Toscana ligesom mig, så vi kunne nok finde på en masse at snakke om.

Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.