Danske rockpoeters nye klub

En stribe nyere, dansksprogede indiebands spirer frem fra undergrunden med begavet poesi i teksterne. Vi blev lukket ind i hjertekammeret hos tre af rockpoeterne – Ulige Numre, Rum 37 og Mellemblond.

I Skagen forputter et træhus sig i en have. Faktisk er det ikke meget mere end en lille kasse, så lille, at man ifølge den unge mand, der i perioder rumsterer derinde, fristes til at kalde det et skur.

Men det har plads til det nødvendige: Et skrivebord med brede planker, en seng, et anlæg, en guitar og en kaffemaskine. Og ikke mindst plads til tanker og poesi, og nogle gange om natten kan man gennem det sprossede vindue ane lyset fra en lampe og de fejende ryk fra en hånd, som skriver med blyant på papir.

Den unge mand er Carl Emil Petersen, og det han skriver, er sange og tekster til Ulige Numre (billedet). Og det er her i træhuset, han har skabt lyrikken i de fem skæringer på debut-ep'en, heriblandt hittet København. Linjer, han har finpudset, skåret til og bygget små fortællinger ud af, hvilket også gør det svært at vælge én passage ud, han er særlig stolt af.

– Det er jo ligesom at hive én sætning ud af en bog. Sange sættes sammen, og jeg har ikke en sang, før den er afrundet, og der er en tematik i den, forklarer han.

Men alligevel, viser det sig i løbet af interviewet, er der nogle vers og især en strofe, som har udmærket sig for Carl Emil Petersen.

Jeg er ikke r'n'b-sanger

Ulige Numre er det mest kendte navn fra den understrøm af dansksproget indie og rock, som det seneste halve år har rørt på sig med en række album og ep'er fra navne som Den Fjerde Væg, Mellemblond, Farven Fornem, Jonas Breum, Dig & Mig og Rum 37.

Lydkulissen er vidt forskellig, fra storbyblues til powerpunk, folk og artrock, men fælles for pladerne er, at de ikke kun er blevet rost for deres musikalske kvaliteter. De er i lige så høj grad blevet anerkendt for poesien og evne til at bøje det danske sprog. Sangskriverne tager os med ud i livet og åbner døre ind til os selv, når de går gennem storbyens gader og synger om sølvvogne, sabotører, glittertårer, drengekys og mørkt stof.

Noget, som for Carl Emil Petersen, 21 år, handler om at fortælle historier med overbevisning.

– Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har lyst til at skrive om kærlighed, ikke politik eller filosofi. Det handler om, om folk tror på det, jeg synger, og jeg er ikke nogen r'n'b-sanger. Jeg skal ikke vinde folk med flotte fraseringer, men på indlevelse og på, at de kan mærke, der er noget bag ordene.

Og ordene – ja, de kan opstå hvor som helst for Ulige Numres frontmand. Når han ser fodbold med vennerne, når han er i bad, eller når han går en tur hjemme i København. Så gælder det om at gribe ordene og få det ned på notesblokken. På et tidspunkt tager han sine skitser med op til træhuset ved faderens sommerhus i Skagen og lukker ned for mobil, mail og Facebook, og først her begynder arbejdet med at forme de vers, der bliver til tekster.

– Det er små ting i lyrik, der kan ændre en sætning – om det er et dig eller et mig, og jeg kan enormt godt li' at arbejde i de små rum og med at pakke det ind. For eksempel Sølvvognen, som egentlig bare en kærlighedshistorie mellem et du og et jeg, men hvor jeg har brugt en jagtmetafor med et bytte og en jæger. Det åbner op for et andet univers at gøre det.

I byens rum

Afsættet hos Mellemblond og Rum 37 er også sangskriverne selv, men vejene til teksterne er vidt forskellige.

Kristian Helmuth fra Rum 37 kredser især om de mellemrum, der er i livet, når man for eksempel går fra ung til voksen, og flere af linjerne er blevet til på Assistens Kirkegård, Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling. Hvilket kun er ét af flere led. I Rum 37 er det nemlig trommeslageren, Mikkel Lumbye, der skriver melodierne, som Kristian Helmuth improviserer til, mens bandet arrangerer sangen i øvelokalet.

– Det bliver til en hel masse ord, men ofte er der et eller andet, der fungerer. Det kan være en overgang eller måden at fraserer en sætning, som trigger noget, jeg har lyst til at arbejde videre med.

Det er dét arbejde, den 36-årige sangskriver tager med ud i byens rum.

– De steder er der ro til fordybelse, og samtidig kan jeg blive inspireret til nye tankerækker. Det er ikke sådan, at jeg ser et maleri, og så kommer der noget ned på papiret – men der er liv og folk i de store bygninger, og der er højt til loftet og ligesom plads til at tænke.

Til sidst isolerer han sig i sit hemmelige rum, et sted i hovedstaden, som kun han og en anden kender til, og her får han fred til de sidste, afgørende beslutninger.

Åbne linjer

Det er en proces, der ligger et stykke fra Mellemblond og Kristoffer Munck Mortensen, som helst skriver i sin lejlighed.

– Jeg bryder mig ikke om at sidde ude på caféer og sådan nogle steder. Det er det for privat til, fortæller han.

Nogle tekster tager måneder, andre bliver til i ét spontant hug ud fra et ord, han har set, eller ved at han remser tilfældige ord op, han har skrevet ned på sin telefon.

– Jeg vil gerne sige nogle ting på en god måde, en smuk måde. Mit er jo meget pakket ind, men jeg prøver også at skrive mere direkte og transparent, for det kan også være poetisk. Det hele behøver ikke være et smukt udsmykket billede. Det kan være begge dele, så man stadig kan forstå, hvad der synges og trække mening ud af det.

I sin lyrik sigter Kristoffer Munck Mortensen, 33 år, især efter det, han kalder åbne linjer.

– Jeg har en sang, hvor jeg synger: "Er der nogen i natten?" (Smertensbarn, red.) Det kan betyde mange ting, og den bliver også ved med at betyde noget nyt for mig. Og dem, der hører sangen, hører jo hver deres udgave af det.

Det handler om at kunne gå på opdagelse i teksterne, en dimension, som Kristian Helmuth fra Rum 37 også håber at indfange.

– Det er vigtigt for mig, at jeg ikke laver noget, der er så entydigt og "færdigt", at det ikke lever videre hos lytterne. Hvis det er entydigt, vil det måske virke med det samme, men også dø kort efter. Der skal være en kompleksitet i enkeltheden, der gør, at man kan få noget ud af at lytte til det flere gange.

Tekster skal lyttes

Hvilket leder tilbage til Carl Emil Petersen fra Ulige Numre og de passager, som alligevel har udmærket sig for ham – blandt andet det første vers i København.

– Det indkapsler godt universet, og det er en god introduktion til os og til mig og til sangen, forklarer han.

– Men der er også en sætning i Så Let. Den har jeg faktisk ikke selv tænkt videre over, men folk fremhæver den som et lille stykke lyrik: 'Alle dine løfter, alle mine lyster.' Der er en balance i stavelserne, og den skaber mening for folk, men det er jo ikke en boglig sætning, og det skal det heller ikke være. Tekster skal jo lyttes, og derfor er jeg nødt til at koge det ned til nogle meget simple sætninger.

Hvorfor dansk lige nu?

En anmelder, en pladeselskabsejer og en forsker forklarer, hvorfor den dansksprogede indierock breder sig netop nu.

Ralf Christensen, anmelder for Information:

– Det er blevet bredt accepteret at skrive på dansk. I 90'erne kom Nikolaj Nørlunds Navnløs, og det var et nybrud, at en musiker fra undergrunden sang på dansk. Men der gik lang tid, før det blev naturligt for andre, og det er først sket de sidste fem-ti år (Mikael Simpson, Peter Sommer, Jens Unmack, red.). De har skabt et indiedansk vokabularium, og andre har set, at man kan bruge sproget.

– Med internationaliseringen på nettet får det også betydning, at vi har en forankring i, hvem vi er, og det sker gennem vores kultur og sprog. Det gør det påtrængende for musikere at arbejde med dansk sprog, og det bliver mere velkomment for publikum, at de gør det.

Nikolaj Nørlund, ejer af Auditorium og betragtes som dansk indie-rocks godfather:

– Kvaliteten i de bands er virkelig høj, også højere end den har været førhen, og det vigtigste er, at de nu har mere ambition med sproget. Det er ikke nok, at det er på dansk – det skal være godt dansk. Og det er spændende at følge.

Fabian Holt, RUC, lektor med speciale i musik og event:

– Flere af de bands har en 80'er og tidlig 90'er-lyd i sig (Kliché, Love Shop, C.V. Jørgensen, red.). Så de har ikke opfundet en ny genre, men de har fundet en ny måde at udtrykke det på og givet en drejning på den fælles arv.

– Samtidig er det en lyd, publikum kan genkende, og den retro-oplevelse gør, at det har en umiddelbar appel og rammer mere emotionelt.

Andetsteds i GAFFAs artikelsektion fortæller de drømmende artrockere i Den Fjerde Væg om deres inspiration – om humor, om fjollet samba og om jorden, der står på skrå. Læs artiklen her.