Kan vi stadig forsvare hiphop?

Homofobi, sexisme og anden chauvinisme i rap til debat på University of North Carolina

Billede: Kristoffer Amlani Ulbak

“We do break hoes. We don't fuck with fake hoes. Yeah, we make hoes. Strip down to they, panty hose. Pop your whip, now grab that bitch. Pimping Snoop ain't having it. Oh you like pussy, congratulations. I'm trying to get your ass in my congregations.I keep three hoes in my room at one time.”
- Snoop Dogg: “You Got What I Want”

På den anden side af Atlanten i en lille by på størrelse med Roskilde ved navn Chapel Hill har man stillet spørgsmålet: kan vi stadig forsvare hiphop? Denne universitetsby ligger inden for staten North Carolinas grænser. Hvis der er nogen af læserne, der har det tredje udspil fra Nobody Beats The Beats, ”Drops From Above”, frisk i erindringen, så er der tre fyre på pladen, der er med til at sætte North Carolina på hiphoppens verdenskort under aliaset Little Brother.

På University of North Carolina havde omkring 40 mennesker samlet sig til diskussion om, hvorvidt vi stadig kan forsvare hiphop og dét, den er blevet til i dag. Professorer, high school-lærere, studerende og selvproklamerede musikere var kommet for at tage del i debatten. Under konsensus blev det gjort meget klart, at vi er nødt til at definere, hvad det præcis er, der skal forsvares. Hvis det altså er dét, vi vil.

50 Cent er ikke hiphop
Fejlagtigt bliver navne som 50 Cent, Nelly og Jay-Z puttet under kategorien hiphop. Den grundlæggende fejl er, at det er rap og ikke hiphop. Sidstnævnte er navnet på den kulturelle bevægelse, der opstod blandt afroamerikanere i 70'ernes Bronx, New York City. Som en bevægelse, der søgte overlevelse i ghettoerne og på gadehjørnerne, skabte den fire elementer, der tilsammen dannede hiphop: MCing, DJing, graffiti og breakdance. Rappen er kun én del af firkløveret, men alligevel er det blevet det kommercielle og nutidige lighedstegn med hip hop.

Men lighedstegnet smuldrer og bliver til et paradoks, når Snoop Dogg (billedet) eksempelvis har lavet et track, hvor han som ”gangster” kommer med en dødsdom til politiet med ordene ”And niggaz can't FUCK with that shit that I drop cuz ya know it don't stop Mr. One Eight Seven on a motherfuckin cop”. For samtidig optræder han i en reklame for Chrysler Corporation med Lee Iaccoca, der er et af USAs største symboler på dét system, som gangster-rappen påstår at kæmpe imod.

Et af problemerne er de ekstremt hårde og eksplicitte tekster, der får deres eget lille rum med frit spil under det uskyldige navn hiphop. Ofte bliver det undskyldt med genrens hårde attitude. Men hvornår har opfordring til drab, voldtægt, dårligt kvindesyn og homofobi været noget, vi har ønsket os som en del af vores samfund?

Billig underholdning
Kapitale kræfter har en voldsom kontrol over markedet og dermed musikken; ikke mindst mainstream. Når hiphop-kunstneren Sole synger ironisk ”my music is cheap entertainment”, rammer han lige i øjet på den orkan, der hærger hiphop-scenen. Det er billigt. Utrolig billigt.

Hiphop, der startede som en del af en rebelsk ungdoms udtryk, har forvandlet sig til et primitivt udtryk fyldt af homofobi og sexisme. Kvinder er reduceret til objekter, der er underkastet mangemillionærernes rappende horehus. Med musikvideoer, der kun må vises, efter at børnene er lagt i seng, fordi det er soft porn. Og rappere, der pynter sig med afklædte piger og diamanter, mens de slynger ord ud om street credibility på trods af, at de er nogle af de rigeste popstjerner, der bor trygt bag vogtede mure.

Det største publikum til denne mainstream del af hiphoppen er den rige og forkælede ungdom, der er født med en sølvske i munden og forsøger åbenlyst og mislykket rebelsk at identificere sig med en rå verden, som de lever så langt fra. Og som de rappere, de lytter til, ikke engang selv er en del af mere. Denne forkælede ungdom, der lytter til Snoop Dogg eller reggaetón-musik, med inspiration fra hiphoppens univers, selv om de ikke aner, at Daddy Yankees sang ”Gasolina” handler om en mands ejakulation, og om hvordan kvinden beder om denne. Ignorancen er et af nøgleordene i hele problematikken.

Når man ser en video med eksempelvis 50 Cent, så er man ikke i tvivl om, kvinder er nogle pyntegenstande, der skal til for at shine en club lidt mere op. Og jo flere en mand har omkring sig, jo højere status har han. Som en af de kvindelige debattører pointerede: ”Kvinderne er kun hud. De er objekter, der kun er til for mandens skyld. Og de skal handle på hans præmisser”.

Homofobi ikke kun i dancehall
Og netop denne sexisme er blevet en kræftknude i hiphoppen, og den vokser sig større og større. Som indledende citat fra Snoop Dogg understreger det, kan man finde utallige eksempler på dette. Også blandt nogle af de danske rappere. Og homofobien, som dancehall-scenen ikke er den eneste genre med patent på, kan blandt andet høres på Commons album ”Can I Borrow a Dollar?”, med ordene: ”Homo's a nono, so faggots, stay solo. I roll my dick so it holds just like a Rolo”.

Når en underviser fra en amerikansk high school kan fortælle om sidste års 60 graviditeter blandt unge teenage-piger på én skole, kan man spørge sig selv, om det kan have noget at gøre med det ekstreme fokus på sex, som hiphop-musikvideoer sender? Eller når samme lærer kan fortælle, at børn ned til 12-års alderen sælger stoffer og går med våben på en high school i Durham i North Carolina, og er ved slå en dreng ihjel fra en mindre klasse, da han til celebrity day er klædt ud som sit idol Snoop Dogg, som de ikke selv kan lide.

Kunst bør imitere og afspejle samfundet. Men det kan også gå den anden vej. Og det kan også gå galt. Kunsten kan italesætte mange ting i vores samfund. Når det er sagt, skal man samtidig være forsigtig med lægge alt ansvar over på eksempelvis hiphop. For det er vores samfund, der er diskriminerende og sexistisk, hvis det er et samfund, der lytter til tekster med dette indhold. Så det vi bør forsvare, er en modreaktion på et system og en kultur, som vi ikke er enige i. Lige nøjagtigt som hiphop gjorde det for 30 år siden i New York.