Roskilde Festival er som den sidste lørdag i dit liv – hver dag

En helt almindelig tirsdag godt kan fejres som om, det var den sidste lørdag i et helt liv

De ligner nærmest bølger, menneskemængden på skate-området aka. Street City på Roskilde Festival. De bølgede og kantede konturer fra rampen bliver afspejlet i menneskeformede bakketoppe, der står afventende til årets store fest på Roskilde Festivalens Nørrebro, der snart skal til at skydes af Nørrebro-kollektivet Yo Fok og deres Bootyworld. De gav den op, mens en kulørfyldt sommersols sidste stråler ramte det håndkastende publikum.

Lørdag på en tirsdag

Dj'en Face de Cinco agerede menneskemassernes indpisker med en tung dubstep-wobble og mere Balkan/klezmer-agtige indslag, før en af dansk hiphops grand old men, MC Clemens, valgte at tilslutte sig arrangementet med "et track der er så oldschool, at det var oldschool dengang, vi lavede det". Det var "Regnskabets Time"-klassikeren "Lad Os Feste", der herefter blev kastet ud til et tætpakket publikum.

Før GAFFAs udsendte hold fortsatte, optrådte, hvad der af konferencieren blev udråbt til det næste store håb – Ukendt Kunstner – med henvisning til især Kidd og Cheff Records' voksende popularitet fra deres optræden i fjor selvsamme sted på Black Cheese Night. Et umiddelbart fedt flow, og en sindig energi. Omgivet af troldmænd med øl-stave og en mand iført sort/hvidstribet fængselsdragt, orange paryk, Playboy-ører og en lolitadukke på skulderen fortsattes der mod Agora K, for at se nærmere på Spleen Uniteds 24-timers-koncert.

Først forbi et hav af diverse lydsystemer, heriblandt lyddiligencen, over broen ned af vejen forbi Musicians Corner og Fri Ost-lejren. Forbi en mand med matte øjne, der forklarer mig, at jeg skal "gå derhen – gå derhen", før han sejlede videre forbi en kort bomuldskjole-klædt herre – uden at præcisere præcist, hvad han mente. Forbi resterne af en kæmpemæssig pudekamp på en bakketop, hvor fjerene mest af alt mindede om en sløj pist i Østrig, hvor Spleen Uniteds toner tonede frem.

Minimal-techno og mosh-pitting

De fire herrer fra Spleen United havde lavet et setup, der mindede om en kæmpemæssig maskinpark med lysende knapper, keyboards, samplers, computere, livetrommer, mixere og andre dippedutter over det hele – i et lille hvidt telt ned til badesøen. 00:11 viste uret – altså havde de været i gang i to timer og 11 minutter – kun 21 timer og 49 minutter tilbage. Gruppen byggede musikken op meget minimalistisk, og der blev flittigt benyttet samples fra kvartettens allerede eksisterende lydunivers, som havde en fed genkendende effekt. Det var arrangeret således, at der skulle være hørebøffer til publikum hen over natten, og selv med bøffer mens lyden stadig kom ud af højtalerne, var det en fed og meget intens oplevelse at stå så tæt på gruppen, mens lyden var virkelig god i de vedlagte bøffer. Det var en direkte forbindelse til publikum via mikseren, hvor hver lille forandring var tydelig at høre, hvor mange blev suget ind i deres kompakte techno-univers.

Fra Spleen-lokationen kunne man således se det oppustelige græskar aka den mobile Apollo-scene, hvor nysgerrigheden blev draget imod. Her var der et stort anlagt rave, hvor Resident DJ Emil Lange fyrede den af, hvilket fremkaldt store afventende pits, hvor et par uheldige dansende kærestepar havnede op til et klimaks, hvor de fik sig noget af en fysisk overraskelse, da de endorfin-ramte publikummer væltede ind i hinanden.

Herfra begyndte det at blive en smule mere tåget, men ikke desto mindre viste en simpel vandring fra den ene ende af Roskilde Festival til den anden, at en helt almindelig tirsdag godt kan fejres som om, at det var den sidste lørdag i et helt liv – som MC Clemens tidligere havde opfordret til.