Kærlighedsfest i det sydfynske øhav

GAFFA har besøgt Love In Festival på Skarø og er hjemvendt opfyldt af kærlighed

Love In Festival Skaroe 110712

Teltet var akkurat lige pakket sammen fra dette års Roskilde Festival, da det atter skulle udsættes for fuldskab og mudder, denne gang på Skarø i det sydfynske øhav. Anledningen var Love In Festival, en kærlighedsfest der den 11.-15. juli forøgede den lille øs beboere fra 36 til omkring 900 for 25. år i træk. Træflis mod regn, rene toiletter (med tørre håndklæder!), et flot cirkustelt, gratis morgenmad, god musik og mindre god musik, og frem for alt kærlighed en masse fik denne festival til at gå op i en højere enhed.

Grisefest som startskud

Som noget nyt i år lød startskuddet allerede onsdag aften, hvor den stod på grisefest med helstegt pattegris, sangria og en fin pubquiz leveret af pubquizzen.dk. En hyggelig aften der, trods lang ventetid på grisen, satte en god standard for de efterfølgende dage.

Store, kolde fadøl, fællessang til kopibands og fantastiske momenter af originalitet og finurlig musikalitet blev blandet sammen og drysset med kærlighed, kram -og lidt flere fadøl. Kaskader af regnvand ramte Skarø alle festivalens dage - værst var det dog torsdag, hvorefter det klarede en smule op. Træflis på festivalpladsen og en forkærlighed for camping (vi snakker telte udstyret med Weber-grill, køleskab m.m.) gjorde dog vejrgudernes harme overskuelig.

Øen druknede næsten i kopibands

Et gennemgående træk i musikprogrammet var kopibands. Der kan nævnes i flæng: Popp & Petersen, Bob Dylan Jam, Mojo Risin', The Lame Band, Keinstein, Sidste Salgsdato og Shake var bare nogle af de bands der ikke medbragte eget materiale. Nogle kopier var mere opfindsomme end andre.

The Lame Band har hjemme i Svendborg, og er et klassisk røvballerockband. Kings of Leons "Sex On Fire" og Kim Larsens "Rabalderstræde" var blandt andet på sætlisten. Publikum virkede begejstret, på trods af det ikke vildt høje musikalske niveau. Mangel på timing og tightness sås ikke som et minus, hvis man skulle dømme ud fra den dansende mængde foran udendørsscenen.

Vi skulle ikke have en pause fra kopibands, tværtimod. Danske slagere fik revival med bandet Keinstein fra Esbjerg. Dette band mener at langt hår, læderbukser og tunge guitarriffs godt kan gå hånd i hånd med "Mormors kolonihavehus" og "Jeg Bor Til Leje på Havaje". Metallicas "Enter Sandman" blev mashet up med sidstnævnte Kim Larsen-hit. Opfindsomt nok, og publikum virkede begejstret. Musikalsk var bandet også helt fine. En lille sidenote til denne koncert er udendørsscenens overtelt, der var fyldt med regnvand. Ved for megen energi på scenen (og hvornår er der det?) faldt vandet faretruende tæt på musikerne, hvor man kunne frygte et "Fever Dog"-øjeblik som i filmen "Almost Famous" (hvor forsangeren får stød på scenen, red.). Måske en ting at tage til eftertanke til næste års festival.

Fredagsfest med originalitet

Fredag var en klar forbedring i forhold til torsdagens kopi-dyrkelse. Vejret var en smule mere barmhjertigt end dagen før, og det dansksprogede Den Fjerde Væg blandede smukke harmonier og finurlige musikalske satsninger med ren poesi i form af de smukke og originale sangtekster. Debutalbummet "Drengekys" og bandets optræden på Skarø får en masse stjernestøv og kærlighed med her fra. Ærgerligt var det, at cirkusteltets habitat slet ikke matchede Den Fjerde Vægs potentiale. Omkring 50 personer havde samlet sig, og ved et kig rundt kunne det tyde på, at de fleste var der for at få tag over hovedet ved fadølsdrikningen, og ikke for at høre koncerten. Man må konkludere at Den Fjerde Vægs fanbase stadig ikke har bevæget sig væk fra Musiksmag på Jægersborggade og ud i lokalsamfundene, men mon ikke det kommer lige om lidt.

Hess Is More sendte kaskader af karisma, kærlighed og kalypso ud til publikum, der hurtigt stimlede sammen foran udendørsscenen fredag eftermiddag. Koncerten var et sandt festfyrværkeri, der fortjente en midnatskoncert badet i måneskin, frem for en eftermiddag med ustadigt vejr og usexet dagslys som hovedtema. Ved Hess Is Mores ekstranummer faldt tankerne hen på syrebandet Spids Nøgenhats ditto på Roskilde Festival i 2011. Efter endt nummer blev den glade folkemængde foran scenen ved med at synge, og bandet så sig nødsaget til at entrere scenen endnu en gang. Dejlig oplevelse.

Son Of Ceasar gik efterfølgende på scenen, ene mand og med et aftensmadsspisende cirkustelt som publikum. Umiddelbart ikke det nemmeste publikum at få stukket foran sig, men han klarede opgaven fint. En god publikumskontakt var nok nøglen her. Egne numre druknede en smule i buffet-snak, og det var lidt synd. En ode til David Bowie var ellers specielt fin. En smukt udført coverversion af Chers "Believe" udløste en ikke helt så smuk omgang fællessang, og ved ekstranummeret kom en lettere beruset Nicolaj fra Doors-bandet Mojo Risin' op og gav den som ikke videre taktfast trommeslager. Alt i alt en fin koncert, der levede op til Son of Ceasars egen genrebetegnelse som den moderne troubadour.

GAFFA- og P3-darlingen The Eclectic Moniker (billedet) spillede på udendørsscenen fredag aften. Det syv mand store band, der snart ikke behøver yderligere præsentation, udløste en overvældende kærlighedsfest blandt publikum. Balloner, stjernekastere og kindkys blev blandet med hippiekram og dansen rundt til kalypso-inspireret indiepop af bedste skuffe. Klart en af de bedre oplevelser på festivalen. Efterfølgende havde de glade drenge med de fynske aner ikke fået nok, da de joinede blues-trioen L Wood Joy til deres efterfølgende koncert.

Popp og Petersen sluttede aftenen af med kopinumre af den mere finurlige skuffe. Britney Spears' "...Baby One More Time" fik et skud western-feeling og
kontrabas, hvilket absolut ikke gjorde noget. Også Lady GaGa, Metallica og LOCs "Absint" blev taget under kærlig behandling, og festen fik næsten cirkusteltet
til at lette.

Ægte hippier landede på øen

Stig Møller og Peter Ingemann er nærmest indbegrebet af, hvad Love In Festival står for: Kærlighed og hippiementalitet. Steppeulvenes "Itsi-Bitsi" fra den legendariske plade "Hip" fra 1967 skød hippiestemningen godt ud over en fyldt festivalplads. Også øens købmand fik en drivende sarkastisk kærlighedserklæring med på vejen. Købmanden og Skarøs beboere har en fejde kørende, der bedst kan betegnes som Paradise Hotels goes native - øens beboere er opdelt - hvem må handle hos købmanden, og hvem må ikke? En klar afsky mod initiativet til festivalen var også at spotte, idet de normale åbningstider blev forkortet en del. Og her valgte Stig Møller altså lige at råbe et "købmand, we love you!" hvilket udløste hujen og bifald. Derefter gik koncerten som forventet - man kunne have ønsket sig mere af det originale materiale fra Steppeulvene, men tog til takke med "Sikken dejlig dag det er i dag"
og Ingemanns blues. En dejlig koncert, som det var tydeligt, publikum nød i fuldedrag. "Herfra hvor vi står" kom endelig, hvilket denne udsendte var meget glad for.

Efterfølgende spillede Thomas Buttenschøn en ikke videre ophidsende koncert - ene mand på scenen fyrede han sine numre af med lidt hyggesnak imellem - også her kom købmanden på tale, da snakken faldt på at man skulle "tænke på en man hader helt vildt". En del af publikum var her faldet fra, hvor det var tydeligt at Buttenschøn tiltrak det yngre segment. Det sigøjnerinspirerede punkband fra Nordlondon, The Great Malarky, gjorde det vildt godt. Masser af energi væltede ud over scenekanten, især fra forsangerinde Alex Ware-Woolf.

The Doors-tributebandet Mojo Risin' har rødder i Svendborg og består af Nicolaj Jul, Peter Pørtner, Jakob Kaae og Dennis Warburg. Trods Peter (keys) og Jakobs (trommer) unge alder, er dette band virkelig fede live. Nicolaj bliver her nødt til at blive fremhævet, da hans eminente sangstemme og karismatiske sceneoptræden overskygger alt. En tatoveret, moderne Jim Morrison fyrer den af og indvier publikum i noget, de ikke finder hos andre Doors-kopibands. Virkelig en god måde at afslutte festivalens musikprogram på.

Alt i alt en virkelig hyggelig og kærlighedsbaseret festival, som denne udsendte snildt kunne finde på at besøge igen.