Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Reportage / Torsdag d. 09-08-2012 kl. 22:30

Live Camp sparkede Smukfest i gang

26 ukendte bands lyder måske ikke som det store publikumstrækplaster. Men festen skete alligevel, og festivalen blev sparket i gang.

Af Hansen
Foto: Michael Jensen

Se billeder fra Live Camp i GAFFAs gallerisektion: mandag og tirsdag

Med live-musik fra klokken 15 til 23 både søndag, mandag og tirsdag var der lagt i ovnen til at forkæle de tidlige festivalgængere på årets Smukfest. Og dem er der masser af, på det campingområde der hedder Kærlig Heden, hvor også scenen er sat op. Der lykkedes dog ikke rigtig at hive folk ud af teltene og ned foran scenen til de første 3-4 bands, og der er folk gået glip af en masse gode koncerter. Det kunne være et sted at hæve ambitionerne for næste år, at gennemtænke hvordan man lokker publikum til at se alle bands'ne, og ikke kun de sidste. Ikke fordi jeg forventer at folk ser alle 26 bands, men mængden af publikum var helt afhængig af spilletiden.

Der var ikke rigtig nogen genre-mæssige tendenser at spore i år, men til gengæld var niveauet væsentligt højere end sidste år. Der var både rock, pop, elektronisk, singer/songwriter og reggae repræsenteret, og generelt havde bands'ne tjek på både deres instrumenter og udtryk.

Der har tydeligvis været tænkt over hvem der skulle spille. Det har været i hænderne på erfarne branchefolk at udvælge dem, så både bookere, pladeselskaber, P3, management bureauer og undertegnede har udpeget de spillende. Det gav en bred vifte af genrer, men medførte også at bands'ne var vidt forskellige steder i deres karrierer. Og derfor kan det måske ikke undre at det var Djämes Braun der vandt. Udover at de spillede til allersidst, har de også en del radio-opmærksomhed i ryggen, og derfor et par sange som publikum kendte.

Djames Braun er dygtige, både til at producere og eje scenen, og førte godt an til en fest før festivalen. Men havde rækkefølgen været anderledes var der en række andre kunstnere der kunne have gjort det samme. Whores & Thieves spillede en solid og hård rock, og på tværs af en række tekniske fejl swingede det bare hele vejen. Mathilde Savery er en virkelig overbevisende og smuk tilstedeværelse på en scene, men måske ikke oplagt til at åbne en festival før hun har plader ude.

Two Trick Pony har en medrivende energi i deres støjende guitarer, tilsat masser af attitude og hooklines, men spillede kl. 16 om eftermiddagen. Dance With Dirt spiller til og kan samtlige rock-tricks, lige fra bar overkrop til crowdsurfing. Cirkus Syv Sind er kompetente rappere og har et sjovt show, men de kommer ikke helt ud over scenen. Kadie Elder havde sikkert gjort sig bedre på Rusts natklub. Tudsegammelt er overvældende, og man bliver nysgerrig efter mere, men jeg er ikke sikker på om de har mere. Det skal tjekkes efter. Kristina Renée har i hvert fald et hit i sig, ikke mindst hvis hun St. Etienne'r den lidt mere. C.A.P.S. er seje, men havde måske ikke helt hooks nok til Skanderborg en søndag eftermiddag.

Der var masser at komme efter, og jeg er sikker på at vi kommer til at se mere til mange af de 26 bands. Man kan håbe at de mange festivalgængere der har lyttet med fra egne telte ser bands'ne næste gang de kommer til byen. Og det er der flere af dem der gør, nu hvor Live Camp-arrangørerne er ved at åbne et koncertsted i Skanderborg.

Som udgangspunkt skulle dagene føre op til at finde et band der kunne åbne Bøgescenen om onsdagen, og et der kunne spille i P3-teltet, men backstage var konkurrence-elementet ikke særlig tydeligt, på nær til allersidst før afsløringen. Til gengæld blev der netværket på kryds og tværs af bands og byer, og der blev lavet utallige aftaler omkring fremtidige koncerter og samarbejder. Alle bands var tilknyttet en mentor, der havde udvalgt dem, så der var også en del branchefolk i baren. En kæmpe mulighed for bands'ne for at møde mange af de folk de før eller siden skal kontakte. Den del af det kan jeg personligt virkelig godt lide ved konceptet. Det kan være en stor overvindelse for et nyt ambitiøst band at skrive til de store bureauer, bookere eller pladeseskaber, men nu har de drukket en øl sammen og udvekslet røverhistorier. Den del kan betyde mere på langt sigt end at åbne Bøgescenen.

I det hele taget var der i Live Camp lagt meget mere op til en fælles vækstlagsstemning, end der var til de Starfighters-konkurrencer, som det har afløst. Og på den måde også et super sympatisk tiltag fra festivalens side i forhold til at støtte bands på demo-niveau. Det var professionelt afviklet, alle blev behandlet ordentligt, der var god lyd, og i det hele taget virkede det til at Smukfest tog det seriøst. Så mangler vi bare at lokke folk til lidt tidligere, eller lægge alle koncerterne senere.

Følg Smukfest 2012 tryk på hjertet

Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.