Dead Can Dance – tilbage fra det hinsides

De Døde Danser igen efter 16 års albumpause. Vi fangede sangerinde Lisa Gerrard før turnéstarten.

Hvis du betegner dig selv som fan af det irsk/australske kultband, Dead Can Dance (DCD), har du for længst lært at væbne dig med tålmodighed. I år er det 16 år, siden duoen, bestående af sangerne, sangskriverne og multiinstrumentalisterne Lisa Gerrard og Brendan Perry, udgav deres seneste album med nyt materiale, Spiritchaser. 16 år har været en lang ventetid for beundrere af bandets uklassificerbare blanding af verdensmusik, middelalderhymner, ny-klassiske arier og goth inspireret new wave-rock.

Tilbage i 1998 mødtes Gerrard og Perry for at indspille en opfølger til Spiritchaser, hvilket ikke lykkedes. I 2005, efter en turne til Europa og Nordamerika, gik bandet hver til sit for at fokusere på hver deres soloprojekter. Tidligere i år kunne fans på DCD's hjemmeside læse, at Gerrard og Perry havde fundet sammen igen. 13. august udgav bandet så deres niende studiealbum, Anastasis. Et album, der bliver fulgt op med en længe ventet US-tour med blandt andet to udsolgte aftener i New Yorks Beacon Theater. En tour, der startede i Vancouver BC, og ender på Austin City Limits Festival i september.

GAFFA fangede Lisa Gerrard backstage på The Orpheum i Vancouver inden DCD's første koncert siden 2005. Her blev det til en snak om dette års længe ventede album, om forskellen på at arbejde med Brendan Perry og Hans Zimmer, og hvordan man gennem 28 år holder fokus på den idé, som DCD søsatte på deres første album, Dead Can Dance, tilbage i 1984, i en evigt omskiftelig musikverden.

Man må sige, at 16 år er lang tid, hvad skete der tilbage i 2005?

LG: – Brendan og jeg har altid arbejdet ud fra en fælles entusiasme for kunst, litteratur, historie – ting, som vi begge har været begejstrede for – idéer, som bliver omsat til musik. Da vi mødtes tilbage i 1998, var den gnist og fælles begejstring, som fra begyndelsen havde været vores udgangspunkt, væk. Vi konkluderede senere i 2005, at vi nok ikke kunne arbejde sammen længere – da vi ikke længere kunne finde begejstring omkring de samme kulturelle emner.

– Vi gik hver til sit og fokuserede på vores respektive soloprojekter. Det var Brendan, der tog kontakt til mig sidste år og spurgte, om vi skulle prøve igen – og her sidder vi så.

Man må jo sige, at det er længe siden, I har været i studiet og på landevejen sammen. Hvad har forandret sig?

LG: – Jeg er træt som aldrig før, og vi er ikke engang begyndt endnu. I går øvede vi ni timer, og vi har øvet hele formiddagen i dag også. Dog holder det mig gående at se Brendan. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set ham så entusiastisk og glad som i disse dage.

– Det er jo blevet noget nemmere at indspille albums, end det var, da vi startede ud i de tidligere 1980'ere, alt er jo computer i dag. Jeg kan huske, da vi sad og klippede og klistrede de forskellige takes sammen. Dog er grundideen bag DCD jo den samme – Brendan og jeg skal dele idéer og interesse omkring forskellige kunstformer. Netop fordi vi altid har holdt fokus på den idé, gik vi jo hver til sit i 2005.

Det selvopfundne sprog

Siden du og Brendan sidst arbejdede sammen, er der jo løbet meget vand under broen. Du har samarbejdet med blandt andre Hans Zimmer omkring film-musik til Ridley Scotts "Gladiator" (2000) og "Black Hawk Down" (2001) – og med Michael Mann omkring filmmusikken til "Heat" (1995). Sideløbende har du udgivet fire anmelderroste soloalbum. Brendan har også haft en solokarriere kørende. Var inspirationen og arbejdsprocessen bag dette års album anderledes end tidligere – var det mere to soloartister, der arbejdede sammen denne gang?

LG: – Det er da klart, at vi hver især har lavet en del, siden vi sidst arbejdede sammen. Dog er DCD jo en lidt anderledes konstellation end musik til en film. Brendan og jeg arbejder jo på en helt speciel måde, når vi er sammen, så processerne er de samme, hvor vi bidrager med hver vores.

Brendan har jo altid sunget på engelsk på jeres albums, hvorimod du har dit eget sprog, du synger på – et sprog du selv har opfundet. Vil du fortælle lidt om det?

LG: – Brendan lægger megen vægt i de ord, han formidler; hans budskaber og fokus ligger i ordet. På Anastasis kredser han så meget om det, at vi som mennesker er ved at forkaste vores rødder og historie, det vi egentligt skulle lære af. (Coveret til Anastasis-udgivelsen viser blomster på en mark. Blomsterne er næsten visne, da jorden er gold. "Anastasis" betyder genopstandelse på græsk – en symbolik, der er til at tage og føle på). For mig har det altid handlet om at skabe en musikalsk oplevelse; min sang er en del af musikken – en ledetråd gennem et hav af lyde. Hvis jeg sang på engelsk, ville det tage fokus væk fra den grundidé, jeg altid har ønsket at formidle.

Farvel til 4AD

Med udgivelsen af "Anastasis" har I valgt at bryde med det legendariske engelske indie-selskab 4AD (Cocteau Twins, Pixies, The National, Mark Lanegan, Efterklang etc.), et selskab, der har stået bag jer siden debuten tilbage i 1984. I har i stedet valgt PIAS (Editors, Joan As Police Woman, Agnes Obel med flere) - hvorfor?

LG: – For det meste overlader jeg disse beslutninger til Brendan. Dog var vi enige om at fravælge 4AD denne gang. Der var efterhånden ingen tilbage fra dengang, vi signede med dem, og tingene fungerer jo anderledes nu end tidligere i den branche. Valget af PIAS må du spørge Brendan om. (Brendan Perry har tidligere til Glide Magazine udtalt, at han foretrækker at arbejde med et mindre pladeselskab og være tættere på beslutningsprocesserne, red.).

Så vidt jeg kan se, går jeres Europatour igen uden om Danmark?

LG: – Er du sikker, jeg mener, at der netop er blevet sat datoer for Skandinavien? (Dette er ikke officielt bekræftet, red.) Jeg kan faktisk ikke huske, sidst vi var der, jeg tror, det var tilbage i 1980'erne. Det er da egentlig for dårligt; jeg er vild med lyset og historien i de skandinaviske lande.

Hvad er planen for Dead Can Dance, skal vi vente endnu 16 år på den næste udgivelse?

LG: – Det håber jeg så sandelig ikke. Nu skal Brendan og jeg jo være sammen hver dag det næste lange stykke tid. Mon ikke vi begynder at arbejde på nyt matriale – det ville da være skrækkeligt at skulle spille de samme sange hver eneste aften på denne US- og efterfølgende Europa-tour.

Samme aften gik Dead Can Dance på scenen i et udsolgt Orpheum i Vancouver – deres første liveoptræden siden 2005. Da Lisa Gerrard og Brendan Perry kom ind på scenen, rejste de 1000 fremmødte sig fra deres sæder og klappede ad bandet i fem minutter, inden aftenens koncert kunne begynde.