Thorbjørn Risager Band i Canada

Den danske blues-sanger og -sangskriver er på turné i Canada og skriver hjem fra landevejen

Thorbjørn Risager i Canada august 2012

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion

Den danske bluessanger og -sangskriver Thorbjørn Risager er i al diskretion gået hen og blevet en af de flittigst turnerende danske musikere uden for landets grænser. Han udgav i begyndelsen af året sit sjette album, "Dust & Scratches", som allerede er udsendt i en række lande, og han har netop påbegyndt en turné i Canada, hvorfra han skriver denne turnédagbog:

Her følger en rejseberetning fra Thorbjørn Risager Bands 9 dages tour til Canada som består af seks koncerter hvoraf denne dagbog beretter om turen derover og de 2 første jobs. Flere dagbogsindslag vil følge snarest inklusive flere billeder/videoer fra koncerterne.

10.8 Donnacona Bluesfestival (Donnacona) – www.donnaconablues.com
11.8 Festiblues (Montreal) – http://www.festiblues.com
14.8 The Rainbow (Ottawa)  
15.8 The Rainbow (Ottawa)  
16.8 Delta Hotel (Toronto)
17.8 Le Blues de Farnham (Farnham) – www.ville.farnham.qc.ca/documents/blues.pdf

Dag 1
Overseasflyvning, flyveture som i gamle dage, dengang verdens bedste Karlson delte kaviar og champagne ud bare man skulle fra København til Malmø. Med vimsende rundhåndede stewardesser, der gladelig delte Bloody Mary ud hver gang de kom forbi, og skulle isen nå at smelte inden hun kom forbi igen sidder nødknappen lige over ens hoved, og hun er kun en enkelt tryk væk.

Når syv familiefædre efter tre ugers ferie stempler ind til sådanne faciliteter bliver der vimset og serviceret efter alle kunstens regler og hele flykøkkenets indhold bliver testet. 8 timers flyvning forsvandt uden problemer ledsaget af to gode dokumentarfilm om Bob Marley og The Band. Fantastisk!!!

Når man som lykkelig ejer af en gennemsnitlig dansk bil med en 80-100 heste får at vide at den ellers rimelig økonomiske Ford Focus vi havde bestilt hjemmefra ikke kan leveres, men at vi derimod kan få en Dodge Challenger med 5,7 liters motor og 372 heste opstår der en stor kamp i ens indre. 20 års argumentation for økologisk tankegang, bæredygtighed og vindenergi forsvinder til fordel et enkelt lille fiks med The pedal to the metal. God damn!! Som pakæsel har vi lejet en Ford Expedition som flyder majestætisk som Sct. Lawrence-floden ned ad Freeway 40. Alt i alt bruger vi godt 11000 ccm og ca. 700 heste til at fragte os rundt i Canada. Hjemme klare vores Ducato Minibus det med 2200 ccm og 120 HK! Vi må til at købe nogle vindmølleaktier, få taget på matriklen plastret til med solceller og gå med sweater til vinter for at rette op på vores dårlige CO2-karma efter sådan en tour. Well, well man kan ikke både tage til Nordamerika og få god karma…..

Dag 2.
Vi blev hentet på hotellet af vores driver Johnny der fortalte at der nu efter 30(!) dages sol og blå himmel var regn i vente og at man overvejede derfor at rykke vores koncert inden døre. Men man ville vente og se situationen an.

I Donnacona blev der taget imod med smil og åbne arme af festivalarrangør Jannic, der bød på canadisk whiskey med ahornsirup! Vi skålede og han fortalte om byen og festivalen imens vejret udenfor gradvist blev værre og værre.

En time efter endt lydprøve i stiv kuling og finregn stod det ned i stænger (Noahs Ark-style regn!), og Jannic kom løbende med sidste nyt fra the situationroom hvor festivalledelsen diskuterede hvad der skulle ske.

Bandet før os var blevet aflyst, og man overvejede et kort øjeblik om den samme skæbne også skulle overgå os. Det ville næsten ikke være til at bære!
Men til sidst kom meldingen om at vi rykkede instrumenter, backline og hele balladen indenfor til et lille venue i nærheden med plads til ca. 200 mennesker. Der blev stillet op og lavet lyd, og endelig, endelig, endelig fik vi lov til at tælle ind. Og SÅ var der fest!!!

Igen beviste vi at man altså ikke altid spiller bedst på otte timers søvn og seks stykker frugt og grønt om dagen. Al den opsparede frustration, rejsetræthed og udmattelse blev øjeblikkeligt hævet og omsat til rå spilleenergi og udbetalt til publikum der virkelig tog godt imod os.

Og under koncerten blev vi crashed af den lokale mundharpehelt Jim Zeller. En meget intens lidt Alice Cooper/Keith Richards-agtig type der vist havde siddet fem-seks år i fængsel i USA for noget narkosmugling. Super hyggeligt!

Og ud på de sene timer minglede vi med de gode borgere i Donnacona og lyttede til Larry Mcray fra Chicago der spillede potent powerblues på den lille scene med det gule skilt over hvor der stod "Place au spectacle". Oh yes!

Dag 3
Dagen startede med en ca. 3 timers biltur fra Quebec City til Montreal der gik som en leg, og modsat i Danmark var der nærmest slåskamp for at få lov til at sidde bag rattet i de 2 biler. Vi ankom igen til en lidt tvivlsom vejrudsigt hvor der var ca. 50% chance for at vi ville komme igennem uden regn, og her var der ingen back-up plan i tilfælde af dårlig vejr.

Lydprøven blev vel overstået, og nu var det bare at krydse fingre for at det ikke ville regne væk i bedste Roskilde Festival-stil, men så heldige var vi desværre ikke i første omgang

Ca. kl. 18 begyndte det at vælte ned, og vi sad slukørede og afventede vejrsituationens udvikling og krydsede en finger el. tre mens de to bands der var programsat før vores koncert kl. 20 blev aflyst!

Da klokken var 19.45 begyndte det at lysne op, solen kom frem, og på meget kort tid blev det afgjort at vi skulle spille efter planen kl. 20 så nu var der stress på!

Koncerten gik fint og efter 70 minutter takkede vi af og overlod publikum til den lokale helt Claude Dubois, der spillede på den anden scene og vi så frem til to dages break ved Mont Sutton inden den igen står på koncerter fra tirsdag til fredag.