Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Interview / Lørdag d. 18-08-2012 kl. 07:00

Monkey Cup Dress – Langt om længe pladeaktuelle

Da denne skribent tilbage i 2008 overværede en koncert med duoen Monkey Cup Dress på Spot Festival, var det en særdeles opløftende oplevelse. De to piger charmerede sig lige ind i ørerne på den kræsne musikanmelder med deres nedbarberede guitar/cello-sange med gode melodier, vokalharmonier og tekster med stof til eftertanke, og forventningerne til, hvad der måtte være et nært forestående debutalbum, var store.

"De er værd at holde øje med", var tanken efter koncerten, men albummet udkom aldrig. I hvert fald ikke indtil maj i år, hvor duoens selvbetitlede debut langt om længe så dagens lys. Men det er nu ikke fordi Sidse Hole og Line Felding har ligget på den lade side. Det var nemlig ikke kun GAFFAs anmelder, der var imponeret over pigernes optræden. En samling spanske bookere havde også set duoens potentiale og afbrød de indledende indspilninger til pladen ved at invitere pigerne til spanien at spille en tour:

Line: – Det var spændende at spille i Spanien, og det var virkelig nogle dygtige folk, der arrangerede touren. De sørgede også for at sætte ting op i Spaniens svar på P3, hvor vi både gav interviews og spillede numre, der kom i rotation.

Et par måneder efter turnéen i sydens sol blev pigerne ringet op af en spansk producer fra et stort multinationalt selskab, der havde fået nys om, at pigerne var ved at lave et album, og på ægte passioneret sydlandsk maner var ordren: "Stop alt, hvad I har gang i, og kom ned til mig og lav pladen!"

 

Spanien igen

Line og Sidse spiller begge i andre bands og var også begyndt at indspille i Berlin, men efter logistikken var gået op, rykkede de i 2010 atter teltpælene op og tog til Spanien med den indstilling, at der først og fremmest var tale om et forsøg, der skulle prøves af. Uden forpligtelser.

Line: – Det  var en lang proces, men også god, og vi lærte rigtig meget. Til sidste endte det dog med, at vi fandt ud af, at vi var for forskellige, da det kom til stykket.

Sidse: – Det gjorde også, at vi virkelig fandt ind til benet af, hvad vi gerne ville. Det var virkelig lærerigt, og vi fandt ud af, at vi hellere måtte gøre det selv – the hard way.

Line: – Da vi så endelig havde fået indspillet pladen, som vi gerne ville, fik vi kontakt til Target i efteråret, efter vi havde spillet en koncert i Tyskland, og vi udgiver pladen på vores eget selskab, men sender den ud gennem dem.

Sidse: – Det er virkelig sjovt, når nu de har sådan en lidt heavy-agtig profil. Det er så hyggeligt at komme ind på deres kontor, hvor der blandt andet står et sort ligkiste-formet barskab med Jägermeister i. Men det er meget sympatisk og fedt, at musikverdenen ikke er så genreopdelt. Man kan sagtens lave hybrider.

 

Hvem: Sidse Holte, 34 år – sang, ukulele og guitar. Line Felding 37 år – Cello, Sang og ukulele.

De to er desuden med i det kreative musiker-fællesskab Copenhagen Collaboration, der gav en fremragende fælles-koncert på dette års Roskilde Festival. Fælleskabet tæller bands som CODY, hvor Line også spiller i, Alcoholic Faith Mission, Before The Snow, Sleep Party People, Stærosaurus og mange flere. Sidse spiller desuden med Niels Skousen og Danjal.

Hvad: – Vi laver musik uden regler eller kasser. Den er meget vokalbaseret, for vi er ikke de store instrumentalister, og vi lægger meget vægt på sang og fortælling.

Hvor: – Line er født i en lille landsby på Sydsjælland, flyttede til Silkeborg som 13-årig for senere at ende i Købehavn. Sidse kommer fra Venslev tæt på Frederiksund og flyttede til København i sjette klasse. Hun sætter meget pris på at være vokset op på landet og være teenager i byen. For begge pigers vedkommende var det i København, mødet med musikken opstod.

 

Følg Monkey Cup Dress tryk på hjertet

Monkey Cup Dress: Monkey Cup Dress
27-05-2012 (anmeldelse)
Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.