Taragana Pyjarama – Et skævt sonisk sammensurium
Elektromusikeren Nick Kold Eriksen er aktuel med sit første album "Tipped Bowls"
Det er Spot Festival 2012, og Taragana Pyjarama spiller lørdag midnat på det bedst tænkelige tidspunkt taget musikkens karakter i betragtning. Køen er lang for at få adgang til Nick Kold Eriksens soloprojekt på Godsbanen i Aarhus, der den pågældende aften er suppleret af en trommeslager og en synth-spiller. De er fokuserede på opgaven og giver et meget indadvendt, men dog særdeles veludført show, hvor samplerige, manipulerede, repetitive og nærmest filmisk-maleriske elektroniske detaljer bærer sættet frem. Numrene i sættet stammer primært fra den under Spot endnu uudgivne solodebut Tipped Bowls, der er opfølger på den succesfulde selvbetitlede ep fra i fjor.
En lille uge før Spot-koncerten fik GAFFA audiens hos Nick Kold Eriksen i hans nuværende kreative centrum i lejligheden lige ved den forårssmukke Kongens Have i København.
Computeren som instrument
Nick Kold Eriksen, der tidligere har opereret under navnet Eim Ick, men som nu har fundet aliaset Taragana Pyjarama frem, fandt interessen for musik tidligt. Det var dog først efter mislykkede forsøg med håndspillede instrumenter, at han kastede sig over computeren, hvor han nu primært skaber sin musik. I gymnasiet ansporede en større frustration over ikke at passe musikalsk ind i de eksisterende musikalske formler til at gå nye veje.
– Jeg havde ikke meget musik tilfælles med mine kammerater, og mine lærere virkede heller ikke særlig begejstret for mig. Derfor begyndte jeg at gå i gang med at lave musik på computeren. Noget, der var ret befriende, eftersom jeg kunne lave akkurat, hvad jeg ville, uden der skulle andres mening indover. Jeg sluttede faktisk i 3.g med en rimelig tarvelig karakter i musik, men følte mig nysgerrig på mere, og spurgte derfor min mor, om jeg måtte bo hjemme et års tid for at arbejde videre. Det gjorde jeg så.
Fejl som ideal
Den store anerkendte amerikanske side Pitchfork er blot en af de udenlandske sider, der har fået øjnene op for Nick Kold Eriksens elektroniske landskaber, og der er en større skare af mindre blogs, der også har haft et stort fokus på den 23-årige musiker. Der er dermed nogle forventninger til Tipped Bowls.
– Når jeg lytter til elektronisk musik, går jeg oftest efter ting, der ikke er for polerede. For eksempel fandt jeg forleden noget Francis Bebey, hvilket ikke er elektronisk, men som rammer perfekt, hvad jeg godt kan lide ved elektronisk musik – ironisk nok. Der er lidt skæve og vaklende elementer i numrene. Det er for mig meget mere, hvordan tingene ligger i mønstre, eller hvordan de ter sig i forhold til hinanden, der skaber et nummer, end hvordan de lyder i selve produktionen. Små fejl er en vigtig del af det at lave musik, synes jeg. Fejl kan skabe nytænkning, overvejelser og bidrage til følelsen af, at musikken rent faktisk arbejder udenom de rammer, computeren har lagt for dig. Tipped Bowls er lavet på baggrund af mange af de ting. Pladen er bygget lidt skævt og skrøbeligt op i dens struktur. Nogle numre vakler i arrangementerne, mens andre har en mere fast form og tråd.
– Alt i alt er pladen resultatet af, hvad jeg havde lyst til at lave præcis den dag, den uge eller måned. Det har været virkelig lærerigt.
HVEM:
Nick Kold Eriksen, 23 år, elektronisk musiker.
HVAD:
– Det er elektronisk musik med gentagne mønstre. Tingene gentager sig meget i min musik, og jeg kan især godt lide, hvis det kan gentage sig selv nok gange til, at det lige pludselig giver ny mening. Når det er sagt, ændrer min idé om musik sig meget, og allerede nu er jeg i gang med at lave nogle nye ting, som sikkert bliver noget helt andet.
HVOR:
– Jeg er oprindeligt fra Hvidovre. Det er der, jeg har boet det meste af mit liv. Jeg flyttede til Albertslund med min mor i 2011, hvor jeg startede på pladen. Jeg er glad for Hvidovre og vender tit tilbage dertil. Jeg har gået på efterskole og gymnasium, men jeg ser stort set kun venner fra folkeskolen. På den måde betyder det en hel del for mig. Det er mit liv, det er der, jeg kommer fra, og det er der, jeg startede med at blive interesseret i musik.









Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.