Dirty Projectors – Protestsange iklædt Brooklyns farveskalaer

Dirty Projectors er tilbage med sit syvende album på ti år. Frontmand David Longstreth beretter over en telefonlinie fra New York om "Swing Lo Magellan", farverig vokalfascination og om ikke at kunne gøre oprør.

Dirty Projectors 2012

– A double espresso please, er de første ord, som Dirty Projectors' hovedaktør, den intense sangskriver, producer, multiinstrumentalist og sanger David Longstreth ytrer i sin mobiltelefon, da det lykkes GAFFA at komme igennem til den rigtige tidszone. Longstreth er midt i en formiddagskaffebestilling i Brooklyn, New York, hvor Dirty Projectors de seneste fem-seks år har været en del af scenen for den eksperimenterende pop, som satte dagsordenen i indieland.

I midten af bandet og musikkollektivet Dirty Projectors står David Longstreth, der i tidens løb har introduceret et personel med blandt andre Ezra Koenig (Vampire Weekend), Chris Taylor (Grizzly Bear), Raleigh Moncrief og Nathan Micheel (Hospitality), der siden er blevet kendt i deres respektive grupper.

Efter konceptpladerne The Getty Adress (2005) og Rise Above (2007) er bandet dog særligt blevet tegnet af sangerinderne Amber Coffman, Haley Dekle og Angel Deradoorian, idet kompositionerne er blevet endnu mere harmonisk sensitive, og udtrykket styres af særpræget afrikansk percussion og smukke kor- og vokalharmonier; gerne acapella eller med meget lidt instrumentering. Det er stop-and-go-musik, hvor det smukke ustandseligt støder sammen med det ubehagelige.

– Stemmen er det mest primitive instrument, men du kan gøre fantastiske ting med den. Vores musik er orienteret mod harmonier og sang, og det har inspireret mig på et niveau fra gamle gospelsange, spirituals og europæiske liturgiske sange til Beach Boys og Destiny's Child. Tydeligvis, så har jeg aldrig lært at synge, så min stemme er, hvad den er. Til gengæld er jeg superinteresseret i rytme og harmoni. Det er det helt basale element i musikken, og måske derfor er trommer og stemmer dét, vi altid vender tilbage til, forklarer David Longstreth.

Manuskripter i hovedet

– Lige nu er vi psyched og glæder os til at få det nye album ud. For første gang har vi selv instrueret og lavet vores musikvideoer. Den første video bestod mest af farver og et meget stringent tema, men de andre er narrativer.

Hvorfor vælger I selv at gøre det, og hvad siger det om musikkulturen i dag, at musikerne selv laver videoer?

– I virkeligheden er vi bare supernysgerrige omkring videoerne. Vi har været både meget heldige og uheldige, når vi har lavet musikvideoer, og det er selvfølgelig fedt, når man arbejder med instruktører, med hvem man deler en vision, og der er en sammenhæng mellem musik og video. Jeg har haft en masse manuskripter i mit hoved, og man er måske ikke klar over det, når man skriver og indspiller musikken, men du fylder det ud med en masse farver og billeder i din fantasi. Det er spændende og en teknisk udfordring at lave musikvideoer, men det føles som en nødvendighed – som en forlængelse af den kreative proces med at skrive musikken, fortæller David Longstreth.

Videoen til Gun Has No Trigger, albummets førstesingle, bærer et farverigt ikonografisk udtryk, og i pressemeddelelsen, der fulgte med videoen beskrev Dave sit forhold til farver og vokaler.

– For mig er vokalharmonierne farverige, visuelle og fortæller en historie i sig selv, der starter med en lydlig solopgang og bliver til en livcyklus. Det er musik, der er vasket ned til dets klareste essens.

Albumhi i afsides bootlegger-tilholdssted

Det første, man hører til Dirty Projectors-sangeren på deres nye album Swing Lo Magellan er et malplaceret host i introen, og det bliver et forvarsel på et uperfekt album, hvor indspilningsfejl er medtaget – og der er mange, idet kompositionerne er relativt komplekse.

Da I lavede albummet, hvor stor en del var komponeret og nedskrevet på forhånd, og hvor meget er feel og improvisation under indspilningerne?

– Begge. Der er ikke rigtigt improvisation per se, men indspilningerne er improvisationer i sin metode. Det er en distinkt helhedsting, at vi gerne vil vise, at musikken har en oprindelse, som vi ikke ville kunne genskabe den. Det er supernemt at få alle ender til at passe sammen med digitale værktøjer, men ligesom med analoge processer, så kan du høre vejrtrækning og markante cuts, der optager det sted og det øjeblik, hvor musikken rent faktisk er kommet til verden.

I modsætning til de to gennembrudsalbum Rise Above, som David Longstreth co-producerede med Chris Taylor fra Grizzly Bear, og Bitte Orca (2009) er det nyeste album fokuseret på sangskrivningen og produktionen tilpasset det enkelte nummer, ikke en konceptuel helhed.

– Grunden til, jeg selv producerer det, er, at arrangementerne er så sammenvævede med selve sangskrivningen, begrunder han.

– De tidligere Dirty Projectors-album var baseret på meget enkle idéer. Rise Above var et forsøg på et fortolke et Black Flag-album efter hukommelsen, og Bitte Orca er basalt set bare en forestilling om Amber, der taler med en hval. Denne gang har jeg bare skrevet sange, du ved. Ligesom Lil' Wayne eller Bob Dylan, bare for at se hvad du kan gøre med dit sprog og din musik inden for et tidsrum på tre minutter. Jeg skrev ca. 70-80 meget forskellige sange som optakt til det her album.

Deres syvende af slagsen er indspillet over en fire måneders periode i et gammelt hus i et skovområde i Delaware Country i staten New York. Det var her, at bootleggers i 1920'erne tog op for at destillere gin under alkoholforbuddet i USA. For nylig er hytten blevet genopdaget og renoveret af kunstnere og koregrafer fra Brooklyn, og her har Dirty Projectors så holdt en lang pause fra ikke mindst et hektisk turnéliv.

Albumtitlen Swing Lo Magellan er en sammentrækning af det berejste bands odysséer og den traditionelle gospel (efter den klassiske spiritual og klagesang Swing Low, Sweet Chariot), af udforskning og traditionel musik – et velkendt kontinuum for Dirty Projectors, der gerne forholder sig til både afrikansk musik og kirkemusik med moderne virkemidler.

Kærligheds- og protestsange

Hvilken type band er Dirty Projectors i dag?

– Vi har tidligere haft en del udskiftning, men i dag er det et band med seks personer, og det er et godt crew, både fordi det er en gruppe fantastiske musikere, men også fordi det er en passende størrelse til at spille Dirty Projectors-sange, blandt andet fordi der er tre sangerinder.

Hvad er det, du prøver at opnå med din musik?

– Jeg tror, jeg prøver at eftersætte noget eller leder efter en lyd, der resonerer med mig. Musik er vores liv, det er vores valuta og vore sprog, så vi leder efter noget, hvor vi kan se os selv, og hvor der er en mening. Noget der føles godt. Vi er blevet inspireret af kærlighedssange og protestsange, historier om at dø og om ansvar. Ansvar over for dig selv, for dine venner eller de mennesker, du holder af. Efter turneerne tømte vi bare alt, hvad vi havde i vores hoved ned på noget papir, og det var alt slags musik, men særligt oplevelsen af at holde af noget eller nogen og føle et ansvar over for det.

Hvordan?

– Det genetiske anslag for sangskriverne i 60'erne var at forholde sig til problemer i verden omkring dem, og artister forsøgte at forholde sig til dem på en meningsfuld måde og satte på den måde ord på en hel generation. Når jeg ser på os selv i nutiden, selvom der er så mange bekymringer i verden, og selvom vi er koblet op og kan se hele verden på én gang, så ser jeg ingen artister, der egentligt forholder sig til det. Eller noget publikum som er interesseret i at høre om det. Det er det, albummet handler om (symboliseret ved Gun Has No Trigger, red.).

– Det viser sig bare at være svært at vise sit oprør eller begrunde sin tro, og i det hele taget svært at skrive en sang, som kommer over på den anden side af det problem. Det handler ikke om at vise, hvad du er utilfreds med og sige "fuck det her shit", men det handler om, at vi ikke har noget sted at udtrykke det og ændre vores opførsel i verden. Men for mig var det mere relevant end bare at skrive om en strand eller whatever. Jeg tror, at rigtigt mange mennesker er i det her stalemate, at man ikke kan udkomme med sit oprør.

Diskografi:

The Glad Fact (2003)

Morning Better Last! (2003)

Slaves' Graves and Ballads (2004)

The Getty Address (2005) 

New Attitude EP (2006)

Rise Above (2007)

Bitte Orca (2009) 

Mount Wittenberg Orca EP (med Björk) (2010)

Swing Lo Magellan (2012)