Zappanale – årlig freak-festival i tysk idyl

Hvert år samles et par tusinde Frank Zappa-fans i Bad Doberan i det tidligere Østtyskland for at hylde den musikalske ener – og GAFFA var med

Zappanale august 2012

Se mange flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

For to weekender siden, fra onsdag den 1. august til søndag den 5. august, deltog et par tusinde Frank Zappa-fans fra det meste af verden i den årlige festival Zappanale, der bliver afholdt i Bad Doberan, en lille idyllisk kystby i det tidligere Østtyskland. Byens smalle gader omkranses af hvidskurede bindingsværkshuse. På vejen ud mod byens galopbane kører man ad en statelig allé med palæejendomme fra det forrige århundredeskifte – en tur man kan vælge at tage ved at køre et par stop med det gamle dampdrevne tog "Molli" på den Mecklenburgske jernbane.

Det er byens galopbane, der lægger jord til den årlige Zappanale – en festival, der er dedikeret til den amerikanske komponist, guitarist, producer og satiriker Frank Zappa. På en lille plads i byens midte er der endda rejst en bronzebuste af Frank Zappa.

Og hvad har Frank Zappa da med denne østtyske idyl at gøre? Svaret er: For så vidt intet. Når byskiltet i nogle dage ændres til "Zappa-town" virker det nærmest bizart. Zappa der døde i 1993, har formentlig aldrig hørt om byen. Historien om hvorfor en Zappa-festival kan afholdes for 23. år i træk i en lille østtysk provins-flække tager sit udspring et helt andet sted.

Da Frank Zappa med sit band The Mothers of Invention udgav sine første plader "Freak Out" (1966) og "Absolutely Free" (1967) indeholdt en stor del af teksterne en kras samfundssatire. Det var i midt-tressernes USA kontroversielt, når Zappa på debutalbummets "Trouble Every Day" kommenterede på race-optøjer i Los Angeles med ordene "I'm not black, but there's a whole lots a times I wish I could say I'm not white". Andet album ,"Absolutely Free", var tekstligt én lang kritik af det amerikanske establishment, korrupte politikere, seksuelt dekadente magthavere og våbenindustrien.

Derfor blev Zappa hurtigt omfavnet af hippie-bevægelsen og set på som ikon for en ny generation af oprørske unge, der i "The Summer of Love" selv gjorde op med konforme levemåder og et stivnet system.

Og derfor kom det bag på mange, at Zappa på det tredje album med The Mothers of Invention, "We're Only in it for the Money"(1968), vendte sin samfundskritik mod en del af sin egen fanskare, hippierne. Pladen var en parodi på The Beatles' "Sergeant Pepper"-album. Her fik naive unge hippie-børn en tur igennem den tekstlige vridemaskine side om side med deres forældres ifølge Zappa forstenede og fordrukne generation. For ham var hippie-bevægelsen en mode-bølge, og stoffer var roden til alt ondt.

Zappa opfordrede i interviews til en bevidst ændring af systemet indefra. Unge skulle ifølge Zappa uddanne sig selv på bibliotekerne (det amerikanske uddannelsessystem fandt han fordummende) og indtage de poster i samfundet, der kunne ændre det uden brug af vold og stoffer. Zappa fandt det naivt, at så mange – inkl. kollegaen John Lennon – troede, at man kunne redde verden med kærlighed.

Ved en koncert i Berlin i 1968 kom det næsten til optøjer, da en gruppe studerende tiltvang sig adgang til scenen og opfordrede Zappa til at sige nogle ord til studenteroprørernes fordel. Gruppen gik ind for magtanvendelse og ønskede hans velsignelse af en auktion, hvor man ville brænde den amerikanske ambassade ned. Zappa nægtede og tog stor afstand fra de tyske anarkisters holdninger,  hvilket skabte spændinger. Det lokale politi måtte gribe ind for at undgå, at situationen udviklede sig til regulær ballade.

Med andre ord vidste man ikke helt, hvor man havde Zappa. Det eneste sikre var, at Zappa ikke var håndsky – han sagde sin mening, og han brugte sin ytringsfrihed til grænsen. Senere i karrieren skrev han satiriske tekster om liderlige jødiske piger, liderlige katolske piger, disko-drenge, bøsser, heteroer, drankere og navngivne amerikanske tv-prædikanter og politikere. Ingen var i fred for Zappas spydige pen. Alt forlorent og alt hyklerisk var mål for hans kritik – var der et sted en ballon af oppustethed, der trængte til at blive sprængt, påtog Zappa sig gerne at føre nålen…

Forbudt i DDR

I Bad Doberan boede Wolfhard Kutz, der som ung knægt i 1971 første gang af en ven blev introduceret til Zappas musik. I DDR var Frank Zappas musik imidlertid erklæret "en trussel mod systemet" og var forbudt at købe og sælge. For Kutz blev Zappa ambassadør for frihed – Kutz blev inspireret af Zappas evne til altid at skubbe grænsen for, hvad der var tilladt, men uden at sætte sin egen frihed på spil. Kutz ville gøre det samme – i stedet for at deltage i auktioner og ryge i fængsel, hvor han ingen forskel ville kunne gøre, ville han insistere på at høre og sprede musik fra vesten og dermed at lade andre unge influere af musikkens og teksternes idéer og frihedsidealer.

Wolfhard Kutz måtte gå gennem lidt af hvert for at få fat på plader med sit store idol. Kutz blev del af en byttering, der dækkede hele staten Mecklenburg, hvor man brugte hemmelige kontakter i Vesten til at smugle plader ind. Det var både enormt dyrt og risikofyldt. Kutz manipulerede med panelerne i sin bil, så han i bilens vægge kunne smugle op til tyve lp'er hjem ad gangen efter sine hemmelige møder med kurerer fra vesten, som foregik på tankstationer. Pladerne blev overspillet og derpå cirkuleret rundt i netværket. Undtagen Zappa-pladerne – dem beholdt Kutz selv.

En særlig udfordring var det, at Kutz' egne forældre var spioner for det hemmelige østtyske sikkerhedspoliti, Stasi, og da hans far blev sat til at udspionere sin egen søn og melde tilbage til Stasi omkring, hvilke forbudte plader, Kutz havde på sit værelse, blev det startskuddet til et opgør, der endte med et mange år langt brud på kontakten til familien.

I dag kan det være svært for en dansk musikelsker at forestille sig, hvilken betydning musikken har haft for Wolfhard Kutz og et utal af andre unge, der var fanget i et undertrykkende system i en lukket østblok, som de ikke kunne forlade. Det er i dét lys Zappanale skal opleves.

I 1990 fejrede Kutz og hans venner murens fald året forinden og den nyvundne frihed til at høre den musik, de havde lyst til. De lejede en blokvogn og fik 2-3 lokale bands til at spille Zappa-covernumre, og så lyttede de for første gang til musikken i fællesskab og uden, at det skulle holdes hemmeligt.

Zappanale er blevet holdt hvert år siden. I 2002 havde Kutz' og vennernes Zappa fan-klub, Arf! Society, held til at få bystyret i Bad Doberan overbevist om, at en buste af Zappa skulle have fast plads i byens centrum. Til indvielsen af byens nye vartegn deltog en lang række af Zappas gamle musikere, herunder de fleste af medlemmerne fra det oprindelige Mothers of Invention side om side med Zappas bror og søster, forfattere, der har skrevet om Zappa m.fl.

I dag er Zappanale en fire dage lang festival, der finder sted den første weekend i august. På festivalen spiller musikere, der tidligere har spillet med Frank Zappa selv, cover-bands samt bands, der på en eller anden måde er inspireret af Zappa. Big bands, strygekvartetter og rockbands fra mange lande kan opleves side om side.

Zappanale er en festival med campingområde. Ifølge arrangøren var der 5.000 gæster på festivalen i både 2011 og 2012. Ud over musikken på festivalens to scener er der i byen film, foredrag og udstilling med reference til Frank Zappas liv og værk.

På Zappanale 2012 spillede bl.a. George Duke, Jean Luc Ponty og Alice Cooper.

Det er ikke besværligt at komme fra Danmark til Zappanale. Bad Doberan ligger en god halv times bilkørsel fra Rostock, som man kan sejle til fra Gedser.

Besøg Zappanales website for yderligere information samt billetkøb til næste års festival: http://www.zappanale.de/

Læs reportagen fra Zappanale 2012 her:

Zappanale 2012 – dag for dag:

Zappanale 2012 bød på livemusik fra to scener, udstilling, filmforevisninger, live-interview mm. Følgende er udvalgte nedslag.

Torsdag:

Denne skribent dumpede direkte ind i torsdagens sene eftermiddag med det belgiske band Triggerfinger på scenen. Trioen spiller energisk in-your-face rock og har flere gange spillet på den store belgiske festival Pinkpop og det hollandske spillested Paradiso. Bandet er fra Antwerpen og har udgivet tre albums. Det seneste – "All this Dancing Around" fra 2010 – er produceret i L.A. af Greg Gordon, der bl.a. har arbejdet med Oasis, Wolfmother, Slayer og Soulwax. Og på forunderlig vis er Triggerfingers musik nærmest en syntese mellem disse navne – bandet har en heftig live-energi, nogle enkle riffs samt iørefaldende melodier leveret med en gennemgående tyngde, der på intet tidspunkt slækkes på. Triggerfinger er et sprudlende stærkt og velspillende live navn.

Engelske Just Another Band indtog først på aftenen festivalens mindste af de to scener, Mystery Stage. Bandet opførte her kompositionen "Billy the Mountain" fra The Mothers' album "Just Another Band In L.A." (1972) i sin fulde længde. Nummeret er den teatralske Zappa for fuld udblæsning. Citater, jokes, vokalharmonier, dialog og rockede riffs, der fletter sig ud og ind af hinanden. Det er både enormt grimt og enormt imødekommende og underholdende på samme tid og en påmindelse om, at Zappa ofte laver musik, som ikke forsøger på at være smuk eller rørende. Zappas plader er nærmere forstyrrelser, der rusker op i lytteren og kræver fuld opmærksomhed.

Torsdag aften bød på et af festivalens hovednavne: Keyboardvirtuos og jazz-pianist George Duke og den franskfødte violinist Jean Luc Ponty, der med Guy Akwa på bas og Damien Schmitt på trommer kalder sig The Brothers of Invention. Duke har spillet med navne som Stanley Clarke, Billy Cobham, Earth, Wind & Fire, Quincy Jones og Al Jarreau, mens Ponty bl.a. har spillet med Mahavishnu Orchestra, Chick Corea, Elton John og Al Di Meola. De to spillede sammen med Zappa i 1973 og har ikke stået sammen på en scene siden.

Derfor var det lidt af et gensyn med to giganter, der med et væld af solo-udgivelser også har markeret sig hver for sig. Sætlisten var strikket sammen af en blanding af Zappa-numre og Duke og Pontys egne numre.

Jean Luc Pontys første optræden med Zappa var som gæst ved en Zappa-koncert i Paris i 1970 på nummeret "King Kong". Samme år udgav Jean Luc Ponty albummet "King Kong" – et album, der havde George Duke på tangenter, og som primært bestod af Zappas kompositioner arrangeret specielt til pladens besætning. "King Kong" figurerede derfor naturlig nok på sætlisten sammen med et par andre titler fra "King Kong"-albummet, "The Idiot Bastard Son" og "Twenty Small Cigars".

Med George Duke som leadvokalist og pianist spillede bandet et mindre medley af numre fra perioden 1973-75: "Cosmik Debris", "Inca Roads" og den af Zappa og Duke i fællesskab komponerede "Uncle Remus" er fra to af Zappas mest populære albums, "Apostrophe (')" (1974) og "One Size Fits All" (1975), og da Zappa er død, er George Duke bag mikrofon og tangenter det tætteste, man kommer på the real thing. Desværre var lydbilledet afstemt efter det overvejende instrumentale sæt, så vokalen druknede delvist, og det der kunne have været sættets højdepunkt forblev nærmest en antydning af, hvor godt det kunne have været.

Ponty spillede på den muligvis selv samme blå violin, som har fulgt ham siden halvfjerdserne, og der var flere numre fra netop det årtis solo-udgivelser – Ponty udgav 12 album i træk, der alle nåede Top 5 på Billboards jazz chart og solgte millioner af eksemplarer.

Ponty har tidligere ikke lagt skjul på, at han forlod Zappa pga. en konflikt, og han har indtil for få år siden ikke villet tale om denne tid, ligesom undertegnede for en årrække siden har set ham afvise at signere et Zappa-album med den begrundelse, at det mindede ham om en dårlig tid i hans liv. Der er tilsyneladende løbet meget vand i åen siden da, hvis man skal tage hans smilende performance, tilstedeværelse og indlevelse i musikken for gode varer.

Efter at have turneret med Zappa i nogle år begyndte George Duke i midthalvfjerdserne at spille med Cannonball Adderley. Duke fortalte fra scenen, hvordan han en dag blev inviteret med hjem i Adderleys hus, hvor han blev præsenteret for en masse brasiliansk musik, der direkte ansporede ham til at tage til Brasilien og indspille albummet "A Brazillian Love Affair" (1979), hvorfra bandet gav et par numre.

Koncerten med The Brothers of Invention bar enkelte steder præg af for lav lyd og dårlig balance. Alligevel var det svært ikke at lade sig rive med af den grov-swingende musik, hvor fusionsjazz, funk og pop smeltede sammen med inspiration fra Mahavishnu, Stevie Wonder, Frank Zappa og Brasilien.

Fredag:

Fredag formiddag besøgte undertegnede udstillingen "Shark gathering in post industrial Bad Doberan 2012 – 20 Jahre Yellow Shark" – en udstilling der med interviews, fotos, skriftligt materiale, partiturer, live-kunst, historiske effekter og en række film hyldede Zappas "The Yellow Shark", som var en koncertrække i Tyskland i september 1992 med det klassiske Ensemble Modern, der spillede til lejligheden komponeret eller omarrangeret musik af Zappa. Især filmen "The Lost Episodes Phase II", der fortæller historien om tilblivelsen af "The Yellow Shark" med masser af aldrig offentliggjorte optagelser fra prøverne, tegnede et rørende portræt af Zappa som komponist og gav ny indsigt i hans arbejdsproces.

I udstillingsbygningen var der fredag over middag koncert med The Yellow String Quartet, en strygekvartet under ledelse af Ensemble Moderns cellist Fried Dähn. Kvartetten spillede nye arrangementer af bl.a. Zappa-klassikerne "Dog Breath" og "Sofa", og side om side hermed spillede de både ny tysk musik og en af Haydns strygekvartetter.

Tilbage på pladsen spillede Gary Lucas fredag eftermiddag solo på den lille scene. Lucas spillede med Zappas high school-ven, musikeren, poeten og billedkunstneren Captain Beefheart, i dennes The Magic Band i start-firserne og medvirker på Beefhearts sidste to album. I start halvfemserne spillede Gary Lucas med Jeff Buckley, og han co-writede og spiller guitar på de to første numre på dennes mesterværk, "Grace".

Gary Lucas er som musiker udpræget farvet af en amerikansk musiktradition, hvor blues og slideguitar er hovedingredienser, og hvor vokalen virker løst defineret, til tider messende. Et markant indslag i koncerten var hyldesten til Beefheart – "I Have a Cat". Her blev et telefon-interview, hvor den hollandske radiovært Co de Kloet taler med Beefheart i 10 minutter, gjort til omdrejningspunkt i nummeret, hvor Gary Lucas' guitarspil forholdt sig akkompagnerende og improviserende til de talte ord i interviewet.

Norske Dead Dino Storage har specialiseret sig i at spille Zappa-numre. Bandets repertoire er interessant: De veksler mellem publikumsfavoritter fra et midthalvfjerdseralbum som "One Size Fits All" –  "Evelyn, a Modified Dog", "Florentine Pogen" og "San Ber'dino" - og sjældenheder som den tidligere "Who Needs the Peace Corps?" og "RDNZL". Bandet består af 9 mand og tæller bl.a. en blæsergruppe og en vibrafonist. De spiller en række teknisk svære kompositioner, herunder "The Black Page" fra 1978-udgivelsen "Zappa in New York".

Dead Dino Storage har flere gange Bobby Martin som gæst på scenen. Bobby Martin var fast med i Zappas band fra 1981-88 og medvirkede således på en lang række plader og turnéer med Zappa selv. Martin er sanger, keyboardspiller, saxofonist og flygelhornist. Selv om Martins gæsteoptræden blandt Zappa-fans smager lidt af den ægte vare, skjulte den ikke det faktum, at Dead Dino Storage nok var teknisk overlegne, men manglede lidt af den legesyge, det vanvid og den karisma, det kræver at spille Zappas repertorie live, hvis man vil bringe det til live.

The Mother Hips & Scott Thunes var højdepunktet på fredagens program. Bandet har base i San Francisco, hvor de oprindelige fire medlemmer mødte hinanden i 1991. De har indtil nu udgivet otte studiealbum, senest Pacific Dust i 2009. Bandets bassist blev i 2011 udskiftet med Scott Thunes, der var Zappas bassist fra 1981-88. Bandet spiller en potent amerikansk sydstats-inspireret rock. Thunes helt ekstremt levende og improvisatoriske basspil og John Hofers trommer er funky og grov-swingende. Musikken har elementer af funk og boogie, men i høj grad også inspiration fra folk og psykedelisk pop i traditionen fra Jefferson Airplane med melodiske sange og vokalharmonier.

Lørdag:

Lørdag byder på en blandet bolschebutik:

Gary Lucas spiller om eftermiddagen med bandet Dr. Dark en koncert med Captain Beefhearts musik. Rent faktisk består bandet af fantastiske musikere, der oven i købet giver en underholdende performance, men der er ikke megen variation i udtrykket eller arrangementerne, og koncerten præges af en ensformighed.

Den svenske duo MagNiFZnt spiller på den lille scene en ekstremt charmerende koncert, hvor de to musikere skræller en række Zappa-numre ned til to stemmer og to akustiske guitarer og dermed afsøger sangenes skelet. Undervejs trækker et skybrud sammen, og symptomatisk for Zappanales afslappede stemning og anti-restriktive afvikling samles publikum PÅ scenen, hele vejen rundt om musikerne, så alle kan stå i tørvejr og høre resten af koncerten.

DeWolff spiller sent lørdag aften på hovedscenen. Den unge hollandske power-rock-trio er i gang med at indspille deres tredje album og har spillet på en række større europæiske festivaler. Besætningen er guitar, trommer og Hammondorgel/bas. Musikken er retro rock'n'roll i den let psykedeliske tidlige hard rock-tradition, hvor idolerne hedder The Who, og Led Zeppelin – det er old school og voldsomt energisk. For denne tilhører er der dog intet nyt under solen, og vore egne The Blue Van eller Highway Child er bands, der bevæger sig i samme genre, men som har bedre sange og i live sammenhæng leverer et endnu mere energisk show.

Bogus Pomp fra USA endte med at fremstå som lørdagens egentlige hovednavn. Der var tydeligvis kollektive forventninger til det 7 mand store band, der udelukkende skulle spille Zappa-numre. Besætningen var trommer, bas, guitar, saxofoner, xylofon, percussion, keyboards og cello, og så var tidligere Zappa-musiker Bobby Martin med som gæst på flygelhorn, keyboards og vokal.

Bogus Pomp udgjorde festivalens ypperste hyldest til Frank Zappa. De indleder koncerten med en hamrende tight og rockende udgave af "Fifty Fifty" fra 1973 og afslører et teknisk overskud og en legesyge, der skaber en live energi ikke helt ulig Zappas egen.

Man får undervejs den tanke, at bandet har lavet en liste over alle de sværeste af Zappas instrumentale numre – de numre, man for alt i verden ikke skal røre ved – for så blot at spille dem alligevel med et overskud, der ikke lader noget tilbage at ønske. I centrum for bandet er guitaristen Jerry Outlaw. Bogus Pomp har ingen sanger, men spiller med et teknisk og musikalsk overskud instrumentale numre fra hele Zappas værk: Fra 60'er numre som "Orange County Lumber Truck", "Pound for a Brown",  "Cruising for Burgers" og "Oh No" over "Big Swifty" fra big band-albummet "Waka Jawaka" (1972) og "RDNZL" (skrevet i 1973) til 80'er-numre som "Let's move to Cleveland" og "G-Spot Tornado". Hvis man kan spille de mange hurtige toner i sidstnævnte korrekt med et fuldt ensembles samlede energi og samtidig få det til at swinge røven ud af bukserne, har man format til at få essensen i Zappas værk ud over scenekanten. Det er klart tilfældet for Bogus Pomp.

Andre i live-sammenhæng sjældne numre som medleyet med sange fra de første tre Mothers-plader fra tresserne, "The Black Page" (i 88-udgaven, "The New Age Version") samt "Echidna's Arf (of You)" og "Don't You Ever Wash That Thing?" fra "Roxy & Elsewhere" (1974) falder som perler på en snor. Bogus Pomp spiller en kraftpræstation af en koncert med Zappa-rariteter, der får det loyale, men kræsne publikum, til at smile om kap…

Søndag:

Søndag er som noget nyt i 2012 ikke en del af Zappanale, men en selvstændig dag med titlen "Heavy Guitar Day". Man kunne købe billet separat til denne dag, og havde man allerede billet til Zappanale, var der stor rabat på billetkøbet.

Undertegnede tog ikke del i dagens koncerter, men aftenens hovednavn kunne jeg ikke gå glip af: Alice Cooper lukkede weekenden af med et brag. Det var Frank Zappa, der i 1969 fandt Alice Cooper og signede bandet til sit eget Straight-label, hvorfra bandet udsendte debut-albummet "Pretties For You". I dag er Alice Cooper 64 år gammel og still going strong.

Koncerten er ren tegneserie og drengerøvs-fest. Da det store fortæppe falder, er Alice Cooper placeret højt oppe i en installation. Han optræder i skiftende kostumer, får undervejs hovedet hugget af i guillotinen, danser med Frankensteins monster, fægter med sabler mm. Med hele tre guitarister, der alle tre spiller hele tiden, foruden bas og trommer er det en mur af lyd. Vi får både nyere og ældre numre, og gennembrudshittet "School's Out" flettes logisk og morsomt sammen med Pink Floyd's "Another Brick In The Wall Part 2" – to sange, der på hver sin måde handler om skoletræthed. Vi snydes heller ikke for hittet "Poison" fra 1989.

Alice Cooper er et studie i show og tight rock'n'roll, Hen over scenens midterpodie er der med store typer skrevet "No more Mr. Nice Guy", og det må siges at være et gennemgående tema for både sange og performance hos Alice Cooper, der har tilrettelagt koncerten med hovedvægt på den nyere del af karrieren, herunder en række numre fra de lidt hårdere plader, Alice Cooper udsendte omkring årtusindskiftet.

Kendetegnende for Zappanale er den store respekt og fredsommelighed, der hersker blandt folk. Undertegnede bemærkede flere gange en ubemandet bod fyldt med dyre og sjældne plader og boks-sæt – når indehaveren skulle til koncert placerede han en bænk foran boden for at markere, at der var lukket, men han lod alle pladerne stå frit fremme. Der var ingen, der gik ind i boden, og der blev intet stjålet. Den var aldrig gået på Roskilde (eller en hvilken som helst anden dansk festival for den sags skyld.)

Østtysk idyl, der for nogle dage forvandles til en festival for nysgerrig musik i mange genrer – Zappanale er en eksotisk størrelse, og forsamlingen af gamle hippier med Zappa-skæg og unge, der er hoppet på musikken senere, fremstår som en homogen enhed af musik-fans, der i fællesskab dyrker de samme oplevelser. Det er en samlethed og en fællesskabsånd, der ikke opleves på mange festivaler… Man skal til gengæld nok være enten åben og nysgerrig eller i forvejen glad for dele af Frank Zappas værk for at man for alvor vil værdsætte fire dages Zappanale i Bad Doberan.