Patti Smith: Fredagsseance med et genfødt blomsterbarn

Patti Smith var her, der og alle vegne på weekendens litteraturfestival på kunstmuseet Louisiana. Vi fangede punkens såkaldte gudmor samtalende i den let silende regn

Punkens bedstemor er en af de titler, som der er blevet hæftet på Patti Smith over de sidste år. Hun går fra succes til succes og bliver behængt med priser i noget der ligner et konstant triumftog. En lysende skikkelse med udstråling som et konstant smilende blomsterbarn milevidt fra den mutte, kolde og afvisende person, hun var engang. GAFFA Torben Holleufer som i 1996 mødte Patti Smith i Tanger i Marokko langt fra kameraernes blitzlys er fan, men også skeptisk. Her er hans essay fra en aften på en velplejet græsplæne i Nordsjælland direkte ud til Øresund i selskab med en amerikansk legende med tilsyneladende uendeligt overskud, der godt kan lide at snakke om alt fra hunde til humlebier og fra William S. Burroughs til Rimbaud.

Regnen falder stille og nærmest andægtigt står et intimt publikum på Louisianas græsplæne nede mod Øresund. Stemning af fred og fordragelighed, som er lysår fra den aften på hedengangne Daddy's Dancehall, hvor Patti Smith startede sin kærlighedsaffære med sit danske publikum.

Patti er i disse år det sødeste menneske på planeten, og det grå hår er pist væk i en grad så hun ligner sig selv og er lige til at spise. Som de stykker gulerodskage til 26 kroner, der ledsaget af boblevand og kaffe glider ned i klyngerne under paraplyerne.

Tidligere har hun danset uvirkeligt med Klaus Lynggaard og stillet op i adskillige seancer, men det er nu, på scenen over for Politikens Kim Skotte, at hun for alvor åbner op inden det, som alle har ventet på. Nemlig en seriøs snak efterfulgt af endnu en lille akustisk koncert med guitaristen Lenny Kaye i stil med den, hun diverterede en lille skare pressefolk med for et par år siden under Roskilde Festival.

Og Kim har forberedt sig grundigt og synes at læse alle de samme bøger som Patti, som udtrykker ønske om at varme sig yderligere i det gode selskab. Der er simpelthen ingen kanter her, og hendes store tale om humlebier som symbol på verdens overlevelse fra den selvskabte katastrofe tilsat sangen "People Have The Power" har omtrent samme elektricitet som de gamle Minervaplakater med Che Guevara i rød, som vi alle samen havde hængende over møbler i lys eg på værelser i forstæderne tilbage i start-1970'erne.

Men, kære læser, du har forståeligt nok ikke sat dig ned for at læse mine erindringer, så her er et udpluk af, hvad der faktisk skete, da Tante Patricia fra New Jersey satte sig ned i lænestolen i det velplejede Nordsjælland og fortalte historier.

I had a farm in Africa

Ekkoet fra Rungstedlund og Blixen er der umærkeligt i træernes skygger, men det skal også indrømmes, at Patti Smith, som er en smagssag i sin konstante mytologisering af sine forbilleder – fra Rimbaud over William S. Burroughs til Kurt Cobain og Amy Winehouse… og dermed til hende selv – ud over en skive plader af høj kvalitet har formået at vende det faktum, at hun ikke var det rette sted på det rette tidspunkt og led under det, til en forståelse hos omverdenen af, at som den overlevende viderebringer af venner som Mapplethorpe er hun blevet en legende i et nu, som altid var rigtigt trods længslen mod det, hun ikke kunne nå.

For nej, hun var ikke gammel nok til at komme helt ind i The Back Room på Max's Kansas City og med arbejde hos en boghandel for straight til at komme med i persongalleriet, der blev til "Walk On The Wild Side", men via sin fine erindringsbog, "Just Kids", har hun alligevel givet os noget, som alle de andre aldrig kunne. Nemlig et tilsyneladende ærligt tidsbillede, og det kan vi identificere os med, og det er med den bog i hånden og med det trods alt fantastiske katalog af sange, som konen har leveret siden "Piss Factory" for så mange år siden, at vi står der på græsplænen og føler os andægtige og klar til et godt grin. Og der skuffer hun os bestemt ikke. Som da hun fortæller om det crush hun havde på William S. Burroughs, og om hvordan den aldrende beatforfatter med sit karakteristiske tonefald, som Smith kan helt ned i detaljen, siger: "But my dear girl, I am a HO-MO-SEXUAL!" Hvorefter både vi og Smith er flade af grin.

Men her er altså Patti Smith unplugged:

Om inspiration:

"Når det handler om, hvad der inspirerer mig, så er det ikke altid, at musen er tilgængelig. Faktisk er det nogle gange, at når musen ikke er der, kommer de fede ting. De bliver født ud af fejltagelser. Nogle gange bliver jeg så frustreret, og så samler jeg min elektriske guitar op og laver en masse feedback, og det bliver en sonisk oplevelse, og nogle gange sker vidunderlige ting. I studiet kan man jo tage lidt frisk luft og gøre et nyt forsøg, men jeg kan godt lide at tage chancer, og jeg har et meget godt og stærkt forhold med mit band. De går hvor som helst med mig. Vi har arbejdet sammen i årtier og det er en del af vores proces, så jeg er ret heldig".

Om den spirituelle forbindelse:

"Jeg kom ind i verden, og da jeg blev klar over at der eksisterede elvere og feer, følte jeg deres ånd. Jeg kunne mærke dem. Mine legeting var ikke bare objekter for mig, de havde et skinnende liv, der var deres eget. Ideen om Gud og englene var en smuk idé for mig. Jeg er ikke i tvivl om noget, for mig er enhver ting i  åndeverdenen muligt. Og jeg knytter det ikke til nogen form for regler eller religion, jeg er bare åben, og hvis du er åben, vil de tale til dig. Det handler simpelthen om at være åben og lyttende, og alle mulige ting vil tale til dig. Naturen vil tale til dig. Dine døde forældre vil tale til dig, og det er bare sådan, jeg er".

Om ikke at være bange:

"Jeg er faktisk bange for nåle. Når jeg skal have taget en blodprøve, er jeg nærmest ved at besvime (ler). Jeg har lært i løbet af mit liv, at alle de her ting handler ikke om liv og død. Vi tager chancer, og nogle gange ser vi fjollede ud og folk griner måske af os, men le i stedet med dem. Jeg er altid i kommunikation med folk. Hvis jeg er selvbevidst eller gør noget dumt, ler vi af det sammen. Der er så mange problemer i verden. Du ser på billeder af folk som dør af sult midt i en koleraepidemi, eller har været udsat for et forfærdeligt jordskælv og har mistet alt. Du ser på folk og hvordan de lider, så hvad er det store problem, hvis du ligner et røvhul på en scene?"

Om at skrive som værende en proces, hvor man tegner ord:

"Da jeg var meget ung, ville jeg altid gerne være forfatter, og jeg kunne godt lide digte, der blev læst op, og jeg kunne godt lide folk som Vachel Lindsay og Oscar Brown Jr., men efterfølgende ville jeg gerne være kunstner, og jeg tegnede en masse. Jeg boede i Brooklyn sammen med Robert Mapplethorpe, og jeg ville sætte en masse papir op på væggene med tape, men nogle gange følte jeg, at jeg havde noget at sige, og så skrev jeg mellem tegningerne. Og nogle gange var papiret for begrænsende, og jeg ville begynde at skrive på væggen. Og nogle gange (griner) var stilheden for begrænsende, så jeg ville tale eller rappe, mens jeg tegnede. Dette var i sentresserne, og Robert ville opfordre mig til at optræde med mine digte. Spurgte mig om, hvorfor jeg ikke læste dem for folk. For jeg ville skrive "Arthur Rimbaud, du er her og du er min frelse, og  blablabla.." og jeg var meget… shotgun. Og så endelig begyndte jeg at optræde med digte, og så var det også for begrænset, og så tog jeg Lenny Kaye med på scenen og vi havde elektriske guitarer og blev ved med at udvide. Meget af det er bare energi. Jeg har en masse energi".

Om det der skulle have været en enkelt plade:

"Det er rigtigt, at jeg ikke regnede med, at jeg skulle lave mere end den første plade. Efter den skulle jeg vende tilbage til boghandelen og få et rigtigt job (griner). Jeg arbejdede i en boghandel, da jeg begyndte at spille med Lenny og Richard Sohl, vores pianist som desværre er gået bort. Og vi lavede vores første uafhængige single, "Piss Factory". Og så blev vi spurgt, om vi ville lave den første plade, og den var der nærmest. "Horses" var praktisk taget blevet formet ved at improvisere digte over tre akkorder. Og jeg ville gerne lave et statement. Et statement om at minde folk om, at magten og mulighederne ved vores kulturelle stemme. Og så regnede jeg med selvfølgelig at vende tilbage til boghandelen. Jeg troede ikke, at de ville have en plade mere, men det ville de. Og jeg laver dem stadigvæk.

Om at være skizofren i krydsfeltet mellem poet og rocksanger:

De eneste mennesker, der er skizofrene er som regel pressen, eller kritikerne. Folk som ikke kan fatte, at du på en intelligent og helhjertet måde kan udfolde dig i adskillige genrer. Folk vil sige, at jeg er en rocker, som leger lidt med digte. Eller punkens gudmor, som forsøger på at tage billeder. Jeg gør hver en ting med den samme koncentration, lige meget om det er dette øjeblik, eller det er et rock'n'roll-show, eller skrivende et digt. Jeg gør alting så godt, jeg kan. Så for mig er der de åbenbare forskelle med hensyn til processen, men når det gælder resultatet, går jeg altid efter den samme ting, nemlig at gøre mit bedste. Det er den eneste vej for mig. Jeg mener, hvorfor skrive et halvdårligt digt?"

Om at blive opfordret af William S. Burroughs om at holde sig til sin shamanistiske side:

"William sagde aldrig, at jeg skulle holde mig til noget som helst ud over at holde mit navn rent. Han sagde ikke, at jeg skulle holde mig til min shamanistiske side, Han sagde, at jeg havde en shamanistisk side, hvilket jeg ikke selv var klar over (griner). Jeg mener: "William, hvad er en shamanistisk side????"(griner). Det bedste råd, som William nogensinde gav mig var, hvordan jeg skulle være som menneske. Du ved, at være sand mod mig selv, og ikke tilsmudse mit navn ved at lave ting, som jeg ikke troede på. Så han var vigtig for mig, og desuden var jeg meget forelsket i ham (alle griner)".

Om Allen Ginsberg, Gregory Corso og de andre beatniks:

"Jeg var meget heldig, i og med at jeg boede på Chelsea-hotellet, da de alle sammen var der. Allen var sådan en stor mentor, specielt politisk. Han var sådan et stort eksempel med hensyn til at protestere, at bruge vores stemme og ikke være bange for at blive arresteret, at samle folk om en sag. Gregory var en ren poet. Han var meget krævende, hvis man ville skrive en bog med digte, sikrede han sig, at du arbejdede meget hårdt, og at det ville være værdigt arbejde, samt at din optræden ikke var kedelig. Men jeg havde en speciel følelse for William (Burroughs. Red.). Faktisk var jeg så varm på ham, at han en dag sagde: "My dear. I'm a homosexual!!" (alle griner). Men jeg var ligeglad".

Om at have de døde venner, kærester og mentorer med sig i nuet:

"Jeg går sammen med alle mine folk. Da jeg var barn, gav min mor mig konceptet Gud, og da forstod jeg, at jeg aldrig ville se ham, men at han var der og at han var over det hele i naturen. Og jeg accepterede det. Så hvorfor skulle jeg ikke acceptere at dem, der er taget af sted, min mor og far, min mand og bror, og Robert og alle mine venner er sammen med mig. Jeg går sammen med dem alle. Det er nogle gange smerteligt, og jeg savner dem forfærdeligt meget og ville ønske at jeg kunne se dem virkeligt stærkt i fysisk form, men jeg er ikke i tvivl om, at de er med mig".

Om den seneste plade "Banga", hvor hun synger om bl.a. Amy Winehouse og skuespilleren Maris Schneider:

"Jeg havde ikke planlagt at skrive sange for dem. Vi havde faktisk for mange sange, men under tilblivelsen af pladen døde Amy og jeg var meget bedrøvet. Jeg beundrede denne pige meget. Hun havde sådan en unik og autentisk stemme, og selvfølgelig er jeg gammel nok til at være hendes mor – hvis ikke bedstemor – og jeg følte ikke kun tabet af en stor kunstner, men som menneske var jeg meget bedrøvet over, at sådan en ung og begavet pige skulle gå bort som 27-årig. Så jeg skrev et lille digt til hende, og min bassist, Tony Shanahan, havde skrevet et stykke musik, og de passede bare sammen. Jeg kom til at høre hans komposition og arbejdede på mit lille digt, og de var perfekte sammen."

"Og han skrev endnu et stykke musik omkring den tid, hvor Maria døde. Og jeg kunne rigtigt godt lide Maria. Jeg kendte hende i 1970'erne, og følte mig ked af det af en anden grund, for når jeg tænkte på hende, tænkte jeg på 1970'erne og tiden omkring "Horses", for nogle gange rejste hun sammen med os, så jeg skrev en sang til hende. Men jeg skrev også helt bevidst en fødselsdagssang til min ven Johnny Depp, så jeg skriver ikke bare sange for de døde, men også for de levende. Men det er rart at skrive sange for folk, som er taget af sted. Det er en måde at huske dem på. "Land" på "Horses" var for Jimi Hendrix og "Break it up" var for Jim Morrison, så vi har skrevet mange sange for at huske dem, der er taget af sted".

Intet så skønt som en vuffelivov

Interviewet bevæger sig snart hen mod miljøet, som Patti Smith er meget bekymret over. Ligesom vi kommer forbi hunden, som lød navnet Banga, og som var inspiration til det sidste album. Og som efter en lang udredning om Pontius Pilatus og den trofaste hund bliver til en akustisk afspilning af nummeret, hvor Lenny Kaye sætter i med en vuffen så lystig, at vi alle svarer som et lykkeligt koppel af hunde, der på plænen ved havet.

Man kniber sig i armen, en djævel stikker i en og tænker, at damen må være på lykkepiller, men kan ikke lyve og må konstatere, at Patti Smith fortjener alle roserne og unægtelig synes at være et både helt menneske og en kunstner, som passer i både tiden og alle tider.

Hvorefter vi – efter et smut oppe forbi et par malerier af Warhol og Francis Bacon – får set et par af Robert Mapplethorpes fotografier, der desværre er lige så velfriserede som lokaliteten ved Øresund. Altså hverken Patti Smiths gamle T-shirt i glas og ramme eller mænd i bondagetøj i alle mulige afskygninger. Tiden synes at være en anden, og de to blomsterbilleder fra hans sene periode er ærligt talt tandløse i forhold til de ting, der hænger i New York. Til alle de homoerotiske billeder, der sprængte alle rammer tilbage i den fede tid for 30-40 år siden. Dengang da Robert - og Patti - var unge.

"My dear, I'm a homosexual!" Grinet vender tilbage. Sjov dame og gode historier.

Opløftet går jeg ud på villavejene mod Humlebæk Station.