Tina Dickow – Tilbage til naturen

Tina Dickow – Tilbage til naturen

Tina Dickow er tilbage med albummet Where Do You Go To Disappear? Selv er den rejselystne sangerinde forsvundet til Island, men GAFFA har mødt hende til en snak om netop at bo på vulkanøen, om musikken og om hvordan man kan møde friheden under faste rammer.

Hvis man har holdt øje med Tina Dickows blog, hvor hun under indspilningerne af sit femte regulære studiealbum Where Do You Go To Disappear? har holdt fans og andre interesserede opdateret med arbejdet på pladen, kunne man i starten af april læse følgende frustrerede udmelding om en drillende tekst til en af de nye sange:

"Yesterday afternoon, long out of patience, I managed to finish it with a fairy tale approach, inspired by a Yeats poem. I was so happy. But in the evening when I attempted to record it, it sounded completely wrong. Like a Sting song from the 90s (no offense). So it's back to the drawing board this morning. I hope I don't end up too angry with this song!"

Heldigvis lykkedes det at få sangen på plads, uden den blev alt for intellektuel. Faktisk snarere tværtimod, fortæller den nybagte mor, der har kunnet benytte sig af af at have studiet lige ved hånden – nærmere betegnet i kælderen – i sit nye hjem på Island, så der har været tid til at nørkle med tingene, så både musik og drillende tekster kunne komme helt på plads.

– Det har jo været vildt fedt at kunne rette alle de småting, man er utilfreds med undervejs i processen, når nu studiet er lige til at gå til hver dag.

Det lyder også lidt farligt i forhold til, at tingene så måske altid kan blive en smule bedre, når man hele tiden kan gå ind og pille ved det?

– Det er det helt sikkert, men det er jeg egentlig meget god til at styre. Når det kommer til musik, har jeg lagt en del af perfektionismen på hylden, og jeg har ikke noget problem med at acceptere, at "det blev som det blev den dag, den måned eller det år". For det var jo dér, jeg var, og det var de ting, der skete på det tidspunkt. Men jo, det er fristende at blive ved med at ændre og rette i detaljerne. På de sidste mange plader har jeg faktisk haft sat nogle dogmer op for netop at undgå perfektionismen.

Hvilke dogmer har det været?

– Særligt i forbindelse med A Beginning, A Detour, An Open Ending var det meget udtalt: vi havde fire dage til hver af de tre ep'er, og så måtte det blive, som det nu blev. Der var ikke tid til at skyde fra flere forskellige vinkler. Enten fungerede det, eller også gjorde det ikke. Og hvis en sang ikke fungerede, røg den ud med det samme. Ingen tid til perfektionisme, og på dén måde kom det til at handle om flow og om at stole på materialet, og det kunne jeg rigtig godt lide.

– Der var også soundtracket (The Road To Gävle, red.), hvor alting skulle gå hurtigt, fordi vi indspillede i det legendariske – og dyre! – Electric Lady Studio i New York, hvor vi havde fem dage til at få alt det grundlæggende på plads.

– Denne gang har vi haft god tid, jeg har haft studiet derhjemme, og jeg har ikke spillet koncerter og ikke skullet andet end at skrive sange og lave pladen. Jeg var ret nervøs for hvilke sange, der ville komme ud af al den ro og stilhed. Men jeg valgte at dykke ned i stilheden, lod alle gamle idéer blive i skuffen og startede helt fra bunden med sangene. Så udgangspunktet på pladen er helt friskt. Og resultatet er ironisk nok mindre stille, end det meste jeg har lavet tidligere.

 

Nyt liv på Island

For et år siden overtog Tina og kæresten Helgi et hus på Island, og efter et par travle måneder, der blandt andet gik med at bygge studie i underetagen, begyndte de fra januar at arbejde der på fuld tid, og skal man tro frøken Dickows smil efter spørgsmålet om, hvordan det er at bo på øen, er det næppe noget dumt sted at have bosat sig:

– Det er ret fantastisk at bo på Island. Vi bor fem minutter fra centrum af Reykjavik – lidt ligesom min barndoms Åbyhøj i forhold til Aarhus, haha – bare med udsigt til vand og bjerge. Det er ret voksent på mange måder, men det er også sindssygt. Det er vildt at vågne op på Island hver morgen til solopgang ind over byen og den storslåede natur lige uden for køkkenvinduet. Det er også helt vildt spændende at skulle lære et nyt land at kende på den måde. Det eneste problem er, at det er langt hjemmefra, og det mærker jeg hver dag, men det er nok egentlig et spænd, jeg befinder mig ganske godt i, når det kommer til stykket.

– Desværre er det jo ret dyrt at komme herop, og det gør, at folk ikke lige dumper forbi for en enkelt dag og siger hej. Men det er virkelig tilbage til naturen på Island. Folk heroppe bruger den meget, vi kører tit ud midt i ingenting for at være hundrede procent i naturen, kigge på nordlys eller sidde i en varm kilde – eventuelt begge dele på én gang … i snevejr. Naturen får jo én til at føle sig lille – på den livsbekræftende måde. Man forsvinder ligesom…

Islændingene er et stille folk, men der er samtidig en masse vildskab og råhed, jeg synes er enormt fed. Og så kan jeg jo godt lide at gå rundt og være helt anonym. Jeg har aldrig været så god til at være kendt.

Var det noget, der påvirkede dig i de to år, du boede i Danmark?

– Det var virkelig dejligt at bo i Danmark, men ja, jeg blev lidt overrasket over, hvordan det påvirkede mig at blive genkendt hver dag. Og så var jeg i øvrigt nået til et punkt i mit liv, hvor jeg indrømmede over for mig selv, at jeg egentlig ikke er bymenneske – til trods for, at jeg har faret fra storby til storby i ti år! Jeg bruger ikke rigtig byen. Jeg hygger mig hellere derhjemme, hvis jeg kan slippe af sted med det. Jeg elsker at drikke spandevis af sort kaffe og ordne verdenssituationen med gode venner på caféer rundt omkring, men når man er sangskriver og selv skal disponere over sine arbejdsdage, kan der nemt gå alt for meget tid med det. Det kan være lige lovligt fristende.

– Vi lever i en verden, hvor der er frit valg på alle hylder hele tiden, og det kan være enormt svært at finde ro, men da jeg kom til Island de første par gange, havde jeg pludselig dén følelse, at tiden gerne måtte stoppe hér; at i morgen og i overmorgen gerne måtte ligne i dag. Der indfandt sig en ro, jeg ikke havde oplevet før. Der var helt stille omkring mig, men alligevel var jeg "dér, hvor det sker". Jeg oplevede også Helgi på en helt anden måde, de første gange, jeg var heroppe. Han er så meget islænding, og at opleve ham på sin hjemmebane var helt utroligt inspirerende.

 

Inspirationen går begge veje

I januar begyndte parret arbejdet på Where Do You Go To Disappear?, der dog ikke er at betragte som et fællesprojekt fra de to. Dertil er deres lyd for forskellig, selvom de også har kunnet hente inspiration hos hinanden:

– Helgi er, ud over at være musiker og sanger, en fantastisk producer og studie-tekniker, og hans roller undervejs i processen har været mange, men han har været meget tro mod mit udtryk og de fornemmelser, jeg har haft for, hvor jeg ville hen med albummet. Vi er meget fintfølende over for hinanden i musikken, og vores udtryk har nok nærmet sig hinanden i løbet af de år, vi har arbejdet sammen; han er blevet lidt mere konkret med sine ting, og jeg har turdet være lidt mere svævende og fri i det, jeg laver. Men albummet havde helt sikkert lydt anderledes, hvis det havde været et fælles projekt eller hans egen plade.

Det er heller ikke sådan, at jeg fremover ikke kan lave noget uden hans fingeraftryk, eller omvendt. Men sikke en gave at have én at spille bold op ad i en proces, der ellers altid har været meget ensom for mig. Det giver en tryghed, der bringer nye ting frem i mig – og dét, der måske lyder u-Dickowsk på albummet, er ikke kun lyden af Helgi, men ligeså meget mit eget mod på at forfølge mine ideer nogle andre steder hen.

Hvordan vil du beskrive Helgi som musiker?

– Han er intuitiv, improviserende og umiskendeligt sin egen. I studiet rammer han som regel noget fantastisk i første hug, og dét med at sidde og pille med små lyde i timer og dage, som vi for eksempel gjorde på Moon To Let, kan godt teste hans tålmodighed. På det nummer er både han og jeg lidt på ny grund, og det har gjort det spændende at arbejde med. Han har en nordisk klang, som skinner igennem et par steder på pladen. En af grundene til, at jeg har været hundrede procent tryg ved at have ham som ansvarlig i studiet er, at han er så sindssygt dygtig til netop at lave god lyd. Ikke mindst vokallyd. Han har inspireret mig til at skrue lidt ned for mit til tider lidt hårdt-spændte gear, hvad vokalindspilninger angår, og synge på en lidt anden måde, end jeg plejer.

Hvornår begyndte jeres musikalske samarbejde?

– Vi mødtes i Canada på en Teitur-tour i 2008, hvor jeg spurgte ham, om ikke han havde lyst til at spille i mit band ved siden af sin egen solo-karriere. Og det har han så gjort siden. Hundredvis af koncerter verden over. Han begyndte også at være lidt inde over plade-indspilningerne og producerede for eksempel sangen Welcome Back Colour i 2010.

 

Nyt kapitel og ny frihed

Med Welcome Back Colour markerede Tina Dickow afslutningen på et kapitel i sit liv og sin karriere og begyndelsen på et nyt. Indtil videre har det budt på kæreste, nyt hjem, nyt land, nyt album og et barn. Der er mange ting i dette nye kapitel, der ifølge Tina er enormt voksent, men voksenlivet kan også betyde større frihed. Hvem skulle nu have troet det?

– Selvom der er mange ting i mit liv, der er enormt voksne, er det slet ikke den følelse, jeg står med nu. Heldigvis. Det har på ingen måde lukket nogle døre, tanker eller muligheder. Tværtimod ligger der nogle friheder i det her liv, som jeg ikke synes, jeg tidligere har haft. Via mit musikalske virke og den måde mit liv har været på i de foregående ti år, har jeg forsøgt at undersøge friheden – undersøge hvad det vil sige, at man kan gøre fuldstændig, hvad man vil uden forpligtigelser overfor nogen eller noget.

– Og jeg har været overrasket over at opdage at den frie måde, jeg levede mit liv på slet ikke føltes frit, og det har jeg jo også skrevet en masse sange om; at friheden ikke er så meget værd, hvis ikke den kan stilles i forhold til et eller andet. Man skal have et stillads, man kan bygge sit liv op omkring, og det stillads kræver, at man er forpligtiget på nogle forhold og nogle mennesker, og at man har rutiner og et simpelt udgangspunkt. Hvis hver eneste dag bare er ny og spændende, bliver det lynhurtigt uinteressant. Så er der jo ikke noget at glæde sig til. På denne her måde bliver friheden mere tydelig. Jo flere rammer jeg får, jo mere fri føler jeg mig faktisk, for der er kommet mere perspektiv på tingene.

Tror du det har noget at gøre med at blive ældre, at man får det sådan?

– Måske, for når man er ung, kan man ikke rigtig sætte pris på rutinerne og rammerne, fordi man hele tiden har travlt med at prøve grænser af og benytte udelukkelsesmetoden til at undersøge, hvordan livet skal se ud: "Jeg har ikke kysset nok endnu, der må findes noget, der føles endnu bedre, jeg må kunne komme endnu længere, og i morgen sku' gerne blive endnu mere spændende end i dag", du ved.

Måske har det noget at gøre med at føle sig tilfreds?

– Det tror jeg, og det er nok noget, der kommer snigende helt af sig selv, hvad enten man vil det eller ej.

 

Fårehjerner?

I Island er de jo blandt andet kendt for deres spisevaner. Har du fået indtaget en fårehjerne endnu?

– Nej, faktisk ikke, men det skal da prøves på et eller andet tidspunkt. I kølediskene kan man snuppe sig et lammehoved med øjne og det hele ­– jeg tror dog ikke, at hjernen følger med. Det ser enormt uappetitligt ud, men det smager sikkert fint, så sådan et skal jeg vel have i kurven en dag. Jeg får til gengæld spist en masse hval, og det smager ufatteligt godt, hvis det er tilberedt rigtigt, hvilket vil sige stort set råt. Det minder meget om dyrt oksekød. Fantastisk kød! Jeg har ikke fået smagt nogle af de ting, der har været gravet ned og stinker utrolig skidt …ikke endnu. Det er mest lam og fisk, den står på.

 

Forsvinder i musikken

Resultatet af Tina Dickows udfoldelser i studiet på Island har fået titlen, Where Do You Go To Disappear?, og der kunne man jo let forledes til at tro, at svaret på det spørgsmål for Tina selv ville være "Island", men sådan forholder det sig ikke.

– Vi har alle sammen brug for steder, vi kan tage hen for at slå hjernen fra, og for mit vedkommende er det blandt andet musikken. Det er der, jeg kan forsvinde og fortabe mig i øjeblikket. Det bliver sværere og sværere i en verden, hvor man hele tiden skal være "connected" via alle kanaler, men det er bare så pisse vigtigt, at give sig selv tid og lov til at forsvinde en gang imellem. Man skal have noget tid, hvor det eneste, man er i relation til, er sig selv.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA