CODY: En lille detalje kan være nok

Vi har fanget sanger og sangskriver Kaspar Kaae fra den albumaktuelle og anmelderroste danske gruppe

– Den første linje, Kaspar – det er altid den sværeste at opnå, har en af Kaspar Kaaes amerikanske venner fortalt ham. Lyrisk giver CODY-forsangeren sin ven ret, men i selve skabelsen af CODYs andet album virker det til, at det nærmere har været "den anden linje", der har været den vanskeligste.

Efter at have indspillet en række grundspor gik CODY på et midlertidigt stand-by, hvor en masse personlige og musikalske omstændigheder gjorde, at gruppen var i venteposition. Men de vidste heller ikke, hvad de skulle stille op med deres materiale, så pausen viste sig som en fornuftig disponering, især når man lytter til Fracutres, hvor en luftig indadvendt americana-lyd er blevet opdateret og tilsat flere små skæve elementer og detaljer. Det er der kommet et smukt – og allerede anmelderrost resultat ud af for den københavnske septet.

Lære hinanden at kende

Hvad er der sket musikalsk med CODY siden debuten Songs?

– Vi er blevet mere bandagtige i lyden. Vores turnéer i 2009 og 2010 – og til dels også lidt i 2011, gjorde, at vi fjernede os mere og mere fra den songwriter- og "manden og hans band"-lyd. Vi blev mere og mere et elektrisk og støjende band, som ikke spillede faste former, men som hele tiden skiftede mellem, hvor lange eller korte numrene kunne blive og lignende.

– Vi havde en idé om, at vi gerne ville lave noget, der var højere til loftet. Det var helt naturligt, for når vi spiller live, er vi meget højere til loftet. På Songs dyrkede vi en americana-sound. Vi dyrkede det, når folk sagde, at CODY var et af de første bands, der var med til at holde genren ved lige. Det var fedt, at der var nogen, der lagde mærke til os.

– På Fractures har vi prøvet at flirte mere med indie og pop – og ikke være et americana-band. Jeg synes, det er et tarveligt label at have siddende på sig. Det låser meget. Det har været mindre den-vej-skuende. Der har dog været en enorm respekt og fokus på den traditionelle sangskrivning. Men jeg synes ikke, at jeg har lyst til at kalde den americana, jeg har mere lyst til at kalde den traditionel sangskrivning eller folk-sangskrivning. Det giver mig en større motivation og et bedre grundlag for at skrive sange, end at skrive americana-sange, fordi at det er så tendentiøst og indrammet. Man kan ikke rigtig komme videre fra det.

– Jeg var bekymret for at blive for fastlåst ved at være et neo-folk band. Det synes jeg ikke, vi skal være. Vi skal være et band, som dyrker neofolk-genren og lyden – men ikke mere. Det synes jeg, at vi har formået at gøre på Fractures – at have en lyd der er lidt mere universel, og som også søger nogle andre steder hen.

Når jeg lytter til CODY, er det som oftest i de små detaljer at den største udvikling finder sted, er det noget I lægger meget vægt på?

– Jeg går enormt meget op i detaljerne. Jeg synes for eksempel godt, at modulationer i akkorder kan være nok for mig. Eller en lille detalje kan være nok for mig, for i mit hoved kan det lyde som den vildeste ændring. Jeg tror, at det er noget, der flyder. Det er nogle subtile dynamikker, der er i gang. Jeg kan godt lide, at tingene går jævnt, ligesom CODYs egen udvikling, der kan jeg godt lide, at tingene udvikler sig stille og roligt. Der bliver bygget på, og der er lange passager, der tager tid. Der er ikke nogen radikale overraskende skift. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne være bedre til det. Det kan tit blive så forbandet kliché-agtigt. Derfor kan jeg godt lide, at tingene tager tid, og at det er den lille detalje, der ændrer forløbene. Man skal kunne fornemme ændringen, mere end man skal have den smidt i hovedet.

– Når det er sagt, så er der nogen steder, hvor jeg virkelig synes, at jeg har taget nogle drejninger. For eksempel Mirror. Det har en virkelig underlig afslutning, som jeg virkelig godt kan lide. Den kan virke nærmest latterlig. Den håber jeg kan komme lidt bag på folk, for den er nærmest disko-agtig uden dog helt at blive det. Grey Birds har nogle radikale dur/mol-skift, som også er to separate idéer, der er sat sammen til et nummer.

Fragmenteret proces

Har processen skilt sig nævneværdigt ud med Fractures i forhold til, hvordan I normalt har skrevet sange?

– Ja det har den. På Songs var mange af sangene skrevet på forhånd, før at CODY var et rigtigt band. CODY har været et kæmpe kollektiv af mine venner, som har spillet med. Der har været mange, der har spillet trommer og guitar på tværs. Mange af tingene var lavet på forhånden. Når Line (Fjelding red.) eller Torleik (Mortensen red.) kom med som de sidste i processen, var mange af rollerne allerede lavet.

– Med "Fractures" startede vi underligt fragmenteret med at optage grundspor virkelig intensivt, hvorefter vi lod det ligge i en måned. Så skete der det, at jeg havde et forhold, der skulle stoppe omkring samtidig med, at der var to, der blev gravide. Der var en masse personlige ting, og jeg arbejdede lidt alene hen over vinteren, samtidig med at jeg havde nogle eksamener. Vi rørte faktisk overhovedet ikke pladen i januar, februar og marts.

– Vi begyndte at optage dubs og vokaler i april for at finde ud af, hvad der egentlig skulle ske med pladen, for vi var kørt fuldstændig døde i det. Vi optog meget fragmenteret, og fællesskabet tog sig virkelig en tur ud. Så blev det samlet igen til allersidst, hvor vi lavede vokalerne, da vi fik mod på at lave den færdig igen – efter det var blevet forår.

– Den har været virkelig lang tid undervejs, men vi har ikke arbejdet særlig meget på den. Den har måske taget intensivt to måneder fra a-z. David (Fjelstrup red.) lavede From Sarah-pladen. Folk havde udgivelser, jobs og alle mulige ting. Jeg spillede rigtig meget med Sleep Party People, så vi var lidt mættede i det.

– Derfor har vi også fundet ud af, at vi skal give os god tid til at lave plader. Vi fungerer ikke med de korte intensive processer. Vi skal for eksempel starte en plade nu, for at have en plade klar til om to år. Det tror jeg, at vi får meget mere ud af.

Hvad handler "Fractures" om?

– Den handler i og for sig ikke om noget – eller det gør den selvfølgelig, men titlen var det sidste, vi fandt på. Mange af sangene handler om diverse brud, skår eller sår, der er på alle mulige niveauer. Helt fra a-z handler den i Disharmony (det første nummer på Fractures red.) om den her konflikt på Brorsons Kirke-natten, hvor de her politifolk gik h­årdhændet til den. Der er det her brud i et samfund. Der er et eller andet, der ikke spiller sammen. Der er noget, der bliver brudt op. Der er nogle hold.

– Jeg fandt ud af, at meget af tematikken på pladen er de her brud. Det er meget banale ting som sådan, men sådan er det hele vejen igennem. Nummeret Fractured handler også om bruddet mellem to legekammerater, der vokser fra hinanden, men også det fysiske brud ved at falde ned fra et træ. Grundlæggende handler det hele gennemgående om at bryde med et eller andet – eller at vokse fra et eller andet. Hvordan man tager stilling til at vokse fra et eller andet. Det er den overordnede tematik i alle mulige nuancer. Det er både helt personlige ting. Samfundsmæssige ting. Fysiske ting - i mange forskellige former.

I 2009 gav I et interview over for GAFFA, hvor I ikke turde være så optimistiske omkring jeres planer i udlandet – er det ændret med Fractures?

– Jeg har ikke store forhåbninger. Det er min erfaring, at hvis jeg har dem, så bliver jeg bare skuffet. Jeg synes, at CODY har haft så sund en udvikling – både i udlandet og herhjemme. Det går langsomt, men det går fremad. Det passer mig sindssygt godt. Jeg kan mærke, at hvis jeg bliver overhalet indenom, så bliver jeg træt af det. Der er nogle bands, der kommer hurtigt frem, og så er der nogle, der tager lang tid. Jeg håber bare, at der bliver gjort et lige så godt arbejde for denne her plade i udlandet, for hver gang vi er på turné, bliver koncerterne større og større. Hvis de bliver ved med det, så det er fedt.

CODY udgav Fractures mandag den 27. august, og det er gruppens andet fuldlængde-album.