The xx – Treenighedens begyndelse, identitetens endeligt

Vi har mødt den engelske trio, der er aktuel med deres andet album, "Coexist"

Den engelske trio har søgt indad. Væk fra alt opmærksomheden og det intense tourliv til en lejlighed i London for at være "bare os tre" og skabe deres album Coexist. Balladerne flyder med umådelig lethed fra en dyb lyrisk kilde mellem Romy Madley-Croft, Oliver Simms og beatmager Jamie XX – i kontrast til deres totalitære, grafiske anonymitet.

De tre barndomsvenner fra Putney i det sydvestlige London, nu bedre kendt som The xx, sidder bænket på stribe i modlys i en sofa i et stort tomt mødelokale på et af de velansete hoteller midt i København. De er klædt i sort på sort, der er ikke noget overflødigt over den her setting. Heller ikke ordene. For der bliver taget tur, nikket og peget, talt i korte, lavmælte sætninger, kigget ned i gulvet, ud i luften. Opmærksomhed har de fået masser af, da de som teenagere blev et af de store nye navne med deres selvbetitlede debutalbum i 2009, som året efter blev honoreret med den vigtigste (engelske) pris for nye navne, Mercury Music Prize. Siden da er de blevet til en trio, da Baria Qureshi trådte ud af bandet. Dette gjorde, hvilket man skulle tro var umuligt, bare det musikalske udtryk endnu mere simplistisk.

Indspillede pladen rundt om hjørnet

– Vi lukkede os inde og forsøgte at glemme alt det uden om. Vi tog tilbage til vores normale liv og indspillede albummet i en lejlighed, som ligger lige rundt om hjørnet fra, hvor vi bor i London. Vi gemte os væk i tre-fire måneder, og det har været virkeligt rart. I lang tid havde vi musikken helt for os selv og spillede det ikke for noget pladeselskab eller nogen, og først da vi blev færdige og begyndte at rejse rundt, så kunne vi igen mærke forventningerne, fortæller Jamie Smith, bedre kendt under producer-aliaset Jamie XX, på dagen før deres Northside-koncert.

– Det var bare en lejlighed og ikke engang et rigtigt studie. Men det var vigtigt for os at have vores eget sted, hvor det bare var os tre, og hvor vi kunne komme og gå, som det passede os. Det føltes som om, vi vendte tilbage til, hvordan det var, da vi lavede det det første album. Begge plader har været processer. Om hvornår vi skal slippe tøjlerne, og hvornår vi skal holde fast.

Er Coexist et album, hvor der bliver holdt igen?

– Ikke som sådan. Men når vi tre laver musik sammen, så deler vi hver sang ligeligt, så ingen af os overtager sangen. Det er ikke en begrænsning, men det handler om at dele ud.

Identitetens unødvendighed

The xx's to sangere Romy Madson-Croft og Oliver Sim skrev de fleste af teksterne ved at sende Facebook-beskeder eller sms'er frem og tilbage. En collage af tanker, som bliver mere personlige af, at man skriver teksterne sammen, men sepereret i hver sin sfære.

– Til sidst var vi mere åbne og begyndte at skrive det i samme rum, og det blev i vores proces så til skitser, vi kunne arbejde med. Derefter begyndte vi at fremdrive musikken live sammen med Jamie, og derfor bliver det spillet i hånden uden umulige overdubs. Hvis vi ikke kan spille det live, så føles det ikke som os. Vi skriver musik med den tanke, at vi skal kunne spille det live, og det er måske derfor, The xx som udgangspunkt lyder minimalistisk, uden at det egentligt har været intentionen at lave minimalistisk musik. Det var bare sådan det skete, og sangene er vokset på den måde, pointerer Romy.

Lige såvel som The xx's albumcovers og den samlede visuelle identitet i øvrigt er ikonografiske X på X med vægt på det binære sort-hvide, lige så er titlerne små tilsyneladende ubetydelige en-to-stavelsesord som Chained, Try, Fiction, Coexist og Missing. Det er et underligt forvarsel på et identitens tomrum, en universalitet, midt i en verden, der ellers er ekstremt (selv)optaget af at påtage sig netop en identitet.

– Hvis der er en ting, vi er meget bevidste omkring, så er det nok at være meget vage og ikke alt for specifikke. Der er ikke referencer til nogen steder, ingen tid eller ingen his or hers. Jeg vil gerne, at folk kan relatere til vores sange. Om det er nu eller om 20-30 år, hvor end det er, og om det er en dreng eller en pige. Ligegyldigt hvilken situation du er i, forklarer Oliver Sim.

Hvad betyder temaet "coexist" for jer?

– Der er mange måder at besvare det spørgsmål på. Ordet kommer fra Romys research i kunstverdenen, mere specifikt den effekt det giver, når man blander maling af olie med vand – og den effekt, det giver. Men der er også mange andre meninger. Os tre, som har forskellig baggrund og går sammen om The xx, fortæller Jamie Smith og Romy Madson-Croft fortsætter.

– Vi er stadig ved at lære, hvordan vi skal tale om de her ting. Coexist handler også om kompromiser og at lære at eksistere sammen med noget andet og fortsætte med at udvikle sig. Man lærer at stille sig i et forhold med andre mennesker. Ikke mindst musikalsk. For os. På det her andet album.

Fandt melodien

De tre bandmedlemmer mødtes i skoletiden på Elliot School i Putney – en skole, der er berømmet for at have huset et par andre engelske pionerer i populærmusikken i dette årtusinde, Burial og Four Tet – men er slet ikke skolede musikere. Det var nærmere et ungdomsband, der endte med at opfinde en banebrydende simpel æstetik for pop i 2009, og endte der ved en tilfældighed. Fordi det skulle kunne spilles live, fordi det skulle vægte melodi.

– Vi er selvfølgelig vokset på med alt det med at prøve at få en guitar og en bas til at lyde på en bestemt måde. Og vi havde været igennem hele pedalboardet og masser af distortion, men vi fandt måske tilbage til reverben på det rigtige tidspunkt. Jeg tror, jeg kan sige det her på vegne af os alle tre, at vi ikke føler os som skolede musikere. Vi har nok altid været mere tiltrukket af melodier end af akkorder og store flader, forklarer sangerinden.

Hvornår blev det en selvfølgelighed at bruge elektroniske trommer og trommepads i stedet for et akustisk trommesæt som så mange andre?

– Det var egentligt for at vælge noget, der ydede retfærdighed til den lyd, som Oliver og Romy allerede var godt i gang med at forfine. Derudover var den første musik, jeg sådan for alvor gik op i, elektronisk. Som du siger. Jeg tror ikke, at akustiske trommer ville have tilført noget særligt til The xx, for man skal være virkelig, virkelig god for at få det til at blive originalt, tilføjer Jamie Smith.

Nogle af numrene på det første album blev skrevet, da Oliver og Romy var 16 år gamle og optaget i  2008. Der er gået fire år i mellemtiden, og da The xx begyndte at spille de her sange live sådan for alvor, så var de allerede gamle i deres hoveder.

– Det var virkeligt rart for os at tage de nye sange med ud i foråret, fordi vi har spillet sange så længe, som folk kendte i forvejen. Så med de nye sange genopdager man, hvordan det er at overbevise et publikum. Vi vidste, at vi var vokset i forløbet fra det første til det andet album, og der var gået rigtigt længe, fra vi skrev nogle af de sange på det første album, til vi spillede samme sange på vores sidste turnéer på dette album, siger Oliver Sim.

– Da vi skulle lave album nummer to, søgte vi bare ind i et rum, hvor vi kunne være kreative uden nogen bestemt retning eller ambition. Det ville have været klinisk, hvis vi bestemte os for den retning på forhånd, og i stedet følte vi nok en form for selvtillid til at kunne gennemføre det, forklarer sangeren.

Det tankevækkende er, at The xx's musik formår at interagere med et så varieret livepublikum, fra store festivaler til stille klubshows, hvilket hyppige koncertgængere kan bevidne.

– Vi er blevet overraskede og meget glade for, at publikum ser ud til at nyde musikken på mange forskellige måder. Festivalpublikummet. Nogle gange fester de, andre gange er de helt stille. Eller i London, hvor de mest står tilbagelænet med krydsede arme.

Coexist udkommer den 10. september.