Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Interview / Mandag d. 03-09-2012 kl. 17:00

Tako Lako – Eftertænksomme energilussinger

Det danske Balkan-band er klar med debutalbummet "Through The Mud"

De har måtte arbejde hårdt for det i den københavnske gypsy-sekstet Tako Lako, der netop har udgivet debutalbummet Through The Mud. En titel, der er meget sigende for, hvordan gruppen stille og roligt har taget hånd om deres egen karriere. De startede flere år tilbage på at oparbejde et ry som et yderst seværdigt liveband, hvor gruppen efterfølgende har måtte arbejde meget på også at kunne blive betragtet som andet end et energiindpiskende liveband. Et band hvor musikken indeholder dybereliggende lag, hvor temaer som kulturel identitet, sorg, nostalgi og opbrud også indgår.

 

Mange musikalske retninger

– Vi startede primært med at tage udgangspunkt i den traditionelle balkanmusik, da vi ikke kendte så meget til det. Det var primært Ogi (Ognjen Curcic red.) og Andreas (Broby Jensen red.), der havde rødder i balkanmusikken. Vi andre kom fra alle mulige andre verdener, så der kom en automatisk lyst til at bringe os selv mere ind med de musikalske ting, vi havde med bagagen. Det har gjort, at Tako Lakos musik er blevet hevet i mange forskellige retninger afhængigt af, hvem der har været med til at arrangere numrene, fortæller violinist Søren Stensby i Tako Lakos øvelokale i en baggård på Frederiksberg, hvor tre medlemmer fra kollektivet fortællevilligt har inviteret GAFFA på besøg. Forsanger Ognjen Curcic uddyber:

– Det var meget trenden. Balkanmusik var det nye sort på det tidspunkt, hvor det umiddelbare indtryk, vi fik, var anarki, vanvid og de store følelser – det tændte os virkelig meget.

– Jeg er selv serber, og er vokset op med balkanmusik og den kultur i mit hjem, så jeg har haft det tæt inde på kroppen, men det var først da Balkan Beat-musik kom til Danmark, at det virkelig blev stort, og vi virkelig begyndte at blive inspireret af det.

Derfra har gruppen gradvist forsøgt at danne en ramme for, hvilke specifikke elementer de hver især holdte af ved balkan- og sigøjnermusikken, så de for alvor kunne indkredse, hvad essensen af Tako Lako var. Det er foreløbigt blevet til en definition, de kalder psychedelic gypsy beat, der er Tako Lakos egen festlige, men også eftertænksomme gren af balkanmusikken, som netop er at finde på Through The Mud.

– Det er primært Balkan Beat og sigøjner-inspireret musik, men det er meget tungere, og det har den her psykedeliske og akustiske vibe, hvor vi virkelig leger med følelser og beats på vores helt egen måde. Det er et lidt mere eksperimenterende take på Balkan-genren.

Hvad betyder albummet for jer?

– Vi har arbejdet med musikken i så mange år, og det ville vi gerne udtrykke med et værk. Alt det vi har været igennem – op- og nedture – også musikalsk. Vi har været igennem så meget – både som mennesker, men også som musikere. Alt det vi har oplevet. Det har været en kamp for os at få musikken ud og overbevise folk om, at det er det fedeste. Det er også, det titlen henviser til. Through The Mud kan blandt andet ses som en allegori over det, vi har været igennem, og det er albummet en kulmination på, slutter forsangeren, der suppleres af bassist Philip Zubin Hormozi Köppen:

– Vi leverer et tungt, psykedelisk og seriøst bud på en alternativ sigøjner-inspireret musik, og vi håber, at vi kan være med til at bryde grænserne for, hvad balkaninspireret musik kan være.

 

Hvem:

Andreas Broby Jensen (akkordeon, keys)

Ognjen Curcic (lead vokal)

Søren Stensby (violin)

Philip Zubin Hormozi Köppen (bas)

Johan Christian Dynnesen (trommer, percussion)

Malene Brask Olsen (klarinet, saxofon)

 

Hvad? Ognjen Curcic: – Det startede som en slags sigøjnerpunk. Hvor det mest handlede om festen og glæden ved at spille musik, hvor vi primært spillede traditionals. Det har udviklet sig meget siden, efter vi for alvor begyndte at komponere vores egen musik. Det er så blevet til det, vi kalder psychedelic gypsy beat.

Hvem? Søren Stensby: - Det er en kæmpe kliche-historie. Vi er gymnasie-venner (Skt. Annæ gymnasium red.) – undtagen Malene (Brask Olsen red.), som Philip (Zubin Hormozi Köppen red.) kendte fra efterskolen.

Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.

GAFFA Plus

1.-3. august: DANMARKS GRIMMESTE FESTIVAL
Tako Lako, Barbara Moleko, Pede B & DJ Noize, Mother Lewinsky, The Floor Is Made Of Lava, Go Go Berlin og Eaggerstunn med flere klar til Århus-festivalen 1. og 3. august
PLUSPRIS 396,- Spar 99,-
Annonce
Annonce