Berlin Festival – indie og elektro i en nedlagt nazi-lufthavn

Bonaparte, Highasakite og Sigur Rós var blandt højdepunkterne på årets festival

Berlin Festival 2012

Se mange flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

I Berlins nedlagte lufthavn, bygget af nazisterne i slutningen af 30'erne, befinder vi os til Berlins årlige to dages festival, der bygget op omkring fire scener placeret i hangarerne med hovedscenen på flyholdepladsen. Festivalen fandt sted 7. og 8. september.

Her er der ingen camping eller vilde fester ude i markerne. Nej, her går folk høfligt rundt og lytter til diverse bands, mens de nyder en øl eller cigaret.

At denne by har sin egen hipsterfestival, (http://hipsterfestival.com/) kan man tydeligt mærke. En stor del af Berlin Festivals publikum er tydeligvis kommet for at se og blive set. Attituden er cool, til tider kølig. For de cirka 20.000 billetholdere er denne begivenhed således en god mulighed for at vise sig frem og opleve tidens tendenser.

Den elektroniske musik har altid haft en speciel plads i Berlins hjerte, og programmet var også spækket med navne i denne genre. Blandt andet kunstnere som Orbital, Little Dragon, Paul Kalkbrenner, Modeselektor, Grimes til at understrege elektro-fokuseringen.

Dertil havde festivalen booket nogle større indienavne til at binde det hele sammen, såsom The Killers, Franz Ferdinand og Sigur Rós.

Her var GAFFAs fem højdepunkter fra dag 1:

Highasakite *****

Efter flere fejlslagne forsøg på finde koncentrationen og lade sig rive med af musikken faldt vi tilfældigvis over det norske band Highasakite. Rent visuelt giver deres navn mening; med indianerfjer over hele scenen og ansigtsmaling, samt en kutteklædt forsangerinde spillende en harpe, var vi klar til ukrainsk folkedans på syre.

Men i stedet fik vi de skønneste melodier, svøbt i flotte lydbilleder. Flankeret af to keyboardspillere, en trommeslager og en guitarist, førte sangerinde Ingrid Helene Håvik an. Som en mystisk forfører, med en stærk røst, ikke ulig Kate Bush, imponerede hun os mildest taget. Blandingen mellem harpe og keyboards, tilsat lidt guitar og trombone, gav et overraskende kompakt lydbillede, og der var ikke et kedeligt sekund.

Den stærke sangskrivning og flotte udførsel gjorde denne koncert til dagens uventede højdepunkt.

Sigur Rós *****

Sigur Rós er helt deres egne. Lige så svært, som det er at huske deres sangtitler, er det svært at beskrive deres sange. Deres musik er nærmere en tilstand, hvor man knapt ænser at sangen er skiftet før den næste tager fat. Til tider virker det som om det er den samme tone de spiller hele tiden. Men tryllebundet bliver man. Og i Berlin beviste de hvor stærk en oplevelse de være. Suppleret med violinister, hornblæsere og klaver blev der ikke sparet på noget, men derimod givet alt for at rive tilskuerne med.

Intensitetsniveauet var så højt, og følelserne sad helt ude på ærmet. Gruppens talent for at blande melankoli og eufori sørgede for at Ikke et øje var tørt. Det var en af den slags koncerter, hvor man står sammen med en masse mennesker i fællesskab, og alligevel føler sig helt alene, fordybet i eget sind og tanker. Storslået.

The Killers ****

På en festival, der bar præg af en masse bands uden hang til melodi eller egentlige sange, var det befriende at opleve et mere klassisk rock-setup. På en måde passer The Killers godt ind i denne festival, da de om nogen har gjort 80'erne og dets hovedinstrument, keyboardet populært igen, et instrument som så mange af denne festivals artister benytter sig af.

Hovedscenen var også for første gang fyldt helt op. Og med kun to sange, "Runaways" og "Miss Atomic Bomb" fra det kommende album, "Battle Born", tog bandet heller ingen chancer, men satsede stærkt på deres gamle hits. Med masser af muligheder for at synge med fik publikum vel den første egentlige fælles oplevelse. Om end The Killers kører en del hjem på rutinen og spiller en traditionel rockkoncert, er de stadig et godt bud på et langtidsholdbart band med masser af fremtid.

Django Django ****

Nu er det jo ikke undertegnedes job at være forudindtaget, men da Django Django troppede op i matchende sweatere og en høflighed der kunne få enhver svigermor til at skrige af lykke, var der ingen tiltro til at dette skulle blive nogen særlig underholdende oplevelse. Til at starte med var det det heller ikke. Django Django spiller en form for en blanding af tresserpop og filmmusik, doseret med twangguitar og en smule elektroniske effekter. The Shadows og Beach Boys har ikke levet forgæves. I deres musik sker der ikke en hel masse og i starten føltes deres manglende karisma i bandpersonalet ikke som en anledning til håb. Men langsomt blev man draget ind i gruppens sound. Man begyndte ligefrem at hygge sig og håbe på at koncerten ville vare hele eftermiddagen. Django Django formåede at skabe et positivt miljø uden for mange udslag. Faktisk et behageligt sted at være.

Bonaparte ****** (billedet)

Jeg siger det lige med det samme. Hold da kæft et fedt band. Uden tvivl weekendens sjoveste og bizarreste oplevelse. Lad os starte med hvad vi i løbet at den fem kvarter lange koncert SÅ på scenen.

En mand forklædt som hest med en dirigentstok i hånden, en baby med et overdimensioneret hoved, en dansende robot, to halvnøgne kyssende piger med computerskærme som hoveder, en mandlig stripper med 29 underbukser på, og et utal af numser og bryster klædt (eller ikke) i de mærkeligste, skøreste kostumer, der ville give selv Lady Gaga panderynker.

I midten af alt dette stod en lille mand fra Schweiz, Tobias Jundt – arkitekten bag Bonaparte – i elefanthue, bar overkrop, med en guitar i hånden og en sindsoprivende energi. Han dirigerede sit band igennem et hæsblæsende set, med ren punkattitude.

Til hver sang kom der forskellige karakterer ind på scenen, som supplerede tekstuniverset, som i øvrigt er et helt kapitel for sig selv. Det var som at være til en grotesk cabaretforestilling, tilsat punkrockmusik, kørt igennem en elektronisk vridemaskine.

Mastermind og forsanger Tobias Jundt har ikke den største stemme, men formåede at udstede ordrer, tekster og mundprutter, som var han Napoleons halvskøre bror. Vi kunne ikke andet end parere ordre og følge med, for som han sagde "I know where we come from and where we go". Oui, Mon General!