Phono Festival torsdag – tilbage til rødderne

Phono Festival torsdag – tilbage til rødderne

Phono Festival 2012, torsdag den 13. september
Odense offentlige slagtehuse


Der var engang, som det sig hedder i Odense, Den Graa Stad, og dengang var tilbage i 2006, hvor en lille flok med udgangspunkt i arrangørgruppen Ørentvist besluttede sig for at stable en electronica-festival på benene. Siden er der løbet meget vand gennem Odense Å, og det gik med Ørentvist som det ofte går med klubber her til lands; den blev mindre, koncerterne mere sporadiske, og besøgstallet stagnerende omkring de samme tyve-fyrre mennesker. Den hårde og indespiste kerne, selvsagt. Men festivalen formåede man at bevare, til trods for et par hårde år i begyndelsen, hvor det heller ikke just strømmede til med tilskuere.

Det hang muligvis delvist sammen med at man ikke var bange for at præsentere hele aftener med solid overrepræsentation af ambient og noise, og på den kant må selv den mest halvstuderede hipster - findes der andre slags? - give op. Men, men, men, allerede tidligt så man også en evne til at ramme folkeligt rigtigt, så at sige, men med musik, som ikke just i sig selv var indbegrebet af folkelighed. Til allerførste Phono Festival var der således direkte eksalteret stemning under Felix Kubin, og en vis Kid Kishore fik også en klar udebanefordel at føle.

Allerede året efter skruede man op for ambitionerne med et program, der bl.a. bød på både Bjørn Svin, Pan Sonic, DAT Politics og Mouse On Mars (billedet) samt meget andet godt, og så skulle man jo tro, at nu væltede det ind med folk. Men nej. Til hovednavnet, Mouse On Mars, var der velsagtens tres-firs mennesker. Og så er det jo svært at vide hvad man så skal gøre som festival. Efter et par år, hvor man stadig stædigt holdt ved tanken om den alternative musik som reelt alternativ, begyndte der at dukke mere direkte party-orienteret technomusik op i programmerne, ofte repræsenteret ved dj's, der i dén grad formåede at piske en stemning op, og det virkede. Man formåede at trække et nyt publikumssegment til, og en betragtelig mængde af dem. Folk for hvem musikken ikke var det egentligt centrale, men hvor festen var det. Og som man kunne forvente, så begyndte nogle af de gamle stamgæster at falde fra, og hvad blev der nu af den alternative festival som man kendte?

Efter et par år, hvor der måske nok også i disse øjne har været lidt for mange timers funktionstechno til de festhungrende på plakaten, meldte Phono Festival ud, at i år, 2012, står den kun på koncerter. Ingen dj's. En modig og spændende udmelding i en tid hvor netop dj'en, typisk i dancehall- og dubstep-beslægtede genrer, oplever en genopblomstring som partykonge, til tider direkte på de egentlige koncerters bekostning. Og det er jo bare lettere at smide en dj på scenen end et band med synthesizere, mixere, elektronisk trommesæt og alt det der, og så er det heller ikke så besværligt med lydprøver.

Der er intet galt med dj's, forstå mig ret, men en koncert er noget andet - også selvom den elektroniske scene er fyldt med kunstnere, der bevæger sig et sted mellem de to yderpunkter, og at Phono Festival i år vælger at satse på det, man kunne kalde den besværlige løsning, det skal de ikke høre et ondt ord om herfra, i hvert fald. At man ydermere hiver en gammel koncertkending op af hatten som hovednavn i form af tyske Mouse On Mars skader heller ikke.

Indledende manøvrer
Inden de egentlige koncerter stod den på interview-session med Metamono, der var programsat med koncert senere på aftenen, og som for et yderst sparsomt fremmøde (det var tidligt på aftenen) talte om analoge strategier og manifester. Flere af tankerne var fine og sympatiske om end også en smule nostalgiske i kanten. I hvert fald havde jeg svært ved at følge alle argumenterne, såsom f. eks. den påstand at en computer som udgangspunkt er et ringere kreativt værktøj end eksempelvis gamle analoge synthesizere og trommemaskiner, ganske enkelt fordi, sådan lød ræsonnementet, computeren byder på for mange muligheder; her er alting for let.

En ægte nostalgiker vil naturligvis her råbe op om dengang man forsøgte at lave musik på sin Commodore 64 i firserne, med tre spor og sequencerprogrammer, der talte i hexkoder. Som Onkel Danny ville have sagt, hvis han havde haft en sådan maskine: så er det ikke let at være computermusiker! Den let snusfornuftige pointe herfra må gå på, at selvom udstyr og teknik kan farve det endelige resultat, og en hel del endda, så er det stadig idéerne, der er uerstattelige.

Og næste indslag på aftenen var en herre om hvem man vel netop kan sige, at han er et lysende eksempel på hvad idéer kan føre til, nemlig Goodiepal, som fremførte sit kvad, A Message To The International Hacker Community. Ved man en smule om Goodiepal, så forstår man nok, at her skal ej forventes kvad i ordets mest traditionsbundne forstand, og det var da også snarere en blanding af tanker om kunstig intelligens, anekdoter fra dansk elektronisk musik og stand-up-comedy - siddende - der blev præsenteret. Alt sammen til baggrundsfilm af cykeltur rundt i noget, der kunne ligne det grå danske sommerland.

Goodiepal er lidt dansk electronicas svar på Holger Bech Nielsen; en mand som formår at formidle nogle spændende, til tider forvirrende, tanker på en underholdende og ganske personlig måde. Og det bedste af det hele - bag det uomtvistelige flair for showmanship gemmer sig en vaskeægte maskinromantiker, der drømmer om en dag at tale med sin computer. Så er der måske dem, der vil hævde, at sådanne tanker er forældede; det er noget, der hører Kraftwerk og William Gibson til, men vi lever dog ej længere i firserne og lad os komme videre. Til de vil jeg blot sige: drik jeres caffe latte mens tid er, for når robotterne kommer, ville I ønske, at I havde lyttet til vor Goodiepal.

Sturqen

Aftenens første koncert var Sturqen, en duo fra Portugal med smag for mørk og dronebaseret musik, her og der rørt op med elementer af kosmisk ambient som man husker den fra de tidligste Tangerine Dream-dage og pletvis rytmik, et sted mellem det industrielle og minimal-techno. Der opstod desværre problemer med en afbrændt monitor, hvilket resulterede i at de to musikere til tider havde svært ved at høre hvad de selv lavede. Det betød at dynamikken i de forskellige passager og individuelle lyde til tider svingede ganske voldsomt, hvilket igen resulterede i lidt vel mange overstyringer. I nogle passager gav det lidt ekstra kant til især de tunge basfigurer, mens det i de svævende og kosmiske perioder var knap så belejligt.

Heldigvis blev monitorproblemet ikke ødelæggende for koncerten, og der begyndte da også at dukke flere og flere folk op under de to herrers optræden - til trods for det faktum at musikken var alt andet end festlig. På mange måder kunne det godt minde lidt om de tidligste Phono-dage, og det var egentlig rart med et sådant indslag, også fordi de to portugisere trak på lige præcis nok forskellige musikalske elementer til at koncerten ikke gik hen og blev kedelig.

Metamono
De tre herrer fra Metamono stod klar ved deres analoge maskinpark, der, som ventet, bestod af en mængde analoge kasser, bl.a. klassikere som Korg MS20 og Juno 106. Nu var man jo blevet lovet rendyrket analogshow, så man kunne undre sig over hvad den digitale Akai MPC2000 lavede i den sammenhæng, især fordi herren der betjente den, tidligere på aftenen, havde gjort en dyd ud af at tordne imod netop digitale musikmaskiner. Men man har som bekendt et standpunkt til man får et nyt, og det skal ikke lave om på at gruppen formåede at krænge rigtig gode klange ud af deres mange maskiner, en lyd, der måske ikke overraskende vækkede minder om andre analognavne, unge som ældre, fra Add N To (X) til Air Liquide og i enkelte passager sågar Kraftwerk. Ofte med solide spor af både electro og techno.

Skulle man høre til dem, der mener, at elektronisk musik jo blot handler om at trykke på en knap og dreje på en anden, så spiller musikken sig selv, så ville en times tid i selskab med Metamono være på sin plads, for det var tydeligt, at disse tre herrer havde endog rigtig godt styr på deres knapper og formåede at improvisere og lege med de analoge klangfarver - og helt og aldeles live, vel at mærke.

En smule malurt i bægeret, dog. Kompositorisk blev det hele lidt slavisk, for stort set alle numre var bygget op om samme struktur; en figur, typisk bas og rytmik, typisk et sted mellem en og fire takter, blev gentaget og så blev der ellers revet i filtre, bygget ovenpå og trukket fra til den store guldmedalje. Og det fungerede sådan set fint, men efter en halv times tid var det lidt som om, at nu havde man grejet den. Man stod og håbede på at der måske ville blive trukket kompositoriske kaniner op af hatten, men det skete ikke. Der blev ikke afveget fra den basale grundidé. Jeg tror med fordel at Metamono kunne åbne op på den kant. Det kunne udvide et i forvejen spændende lydprojekt.

Beastie Respond
Næste indslag var danske Beastie Respond, der til lejligheden fremstod som duo med elguitar og elektronik. Navnet kunne næppe være mindre velvalgt, for her var hverken tale om Beastie Boys-covers eller specielt rå og børstet musik. I programmet blev der lovet drum'n'bass, og det var der heller ikke just tale om. Hvad var det så for noget?

Det er svært at give et entydigt svar, udover at det meste af musikken var ganske velproduceret. Til at begynde med befandt vi os i indietronica-land, med smagfulde beats og chorus-guitar, og det var lige før man kunne mærke hornbrillen og rullekraven vokse frem. Men så blev tonen pludselig mørkere og mere melankolsk, og guitaren med ikke så lidt smag af tidlig New Order. Aha, vi er altså ovre i en mere melankolsk omgang. Næ, tro om igen, for pludselig skiftede musikken nok engang karakter og bød på noget, der bedst kan beskrives som plastificeret kitsch-funk, så i det store hele var det temmelig svært at sætte ord på hvad Beastie Respond egentlig var for en størrelse, i hvert fald hvis man gerne vil sætte i bås.

Med så mange forskellige ingredienser i spil vil der altid være noget, der fungerer bedre i visse ører end andre, således også for undertegnede. Men positivt var det, at der blev leget med forskellige udtryk; det skabte god variation. En lille mulig opfordring som man kan følge eller lade være - flere passager bød på temaer og forløb som man med fordel kunne spille live på tangenter. En tredjemand m/k kunne måske overvejes på den kant for at skrue op for live-dynamikken.

DZA
Hvis Beastie Respond var drum'n'bass, så var DZA hiphop. Det stod der i hvert fald i programmet. Velan, fyren havde både kasket og hættetrøje, men derfra skulle man nok kigge langt efter egentlige spor af hiphop, for selvom mandens musik trak på en masse referencer, fra electro til techno, dubstep til trance, så var det ikke just lyden af håndtegn og bukser nede om lårene, der stod først i køen. Udstyret med laptop, lidt håndmixer og et par Playstation- og Wii-controllere gik russiske Sasha DZA til opgaven med fornemmelse for fest, farver og striber. Faktisk var musikken direkte komisk i passager, og det er positivt ment.

Man trak på smilebåndet, ikke fordi musikken var latterlig, men fordi den var opfindsom på en underholdende måde, for her var en helt klar mangel på frygt for klichéer til stede, men samtidig også en mangel på frygt for konventioner. En helt igennem tungt rykkende synkoperet rytmebund, af den slags, der kan få den ægte hipster til at vifte med venstre hånd i vejret - man er jo dog ej nazist - fik lige pludselig følgeskab af de tyndeste presets fra keyboard-samlingen; mine damer og herrer, vi taler slap-bassen og duh-duh-duk-kor, og den slags demonstrerede en sund humor eller blot en syg smag - begge dele er særdeles ok med mig.

Hen mod slutningen af koncerten blev det hele lidt mere traditionelt, med fokus på det direkte dansable, og selvom det ikke var dårligt, så var det i mine ører ikke nær så interessant som første 2/3 af seancen, hvor man fik sig nogle overraskelser af den slags, der fremkaldte smil og humor. Men uden at det var ren hat og briller - produktionen alene var nok til at signalere, at DZA havde meritterne i orden.

Mouse On Mars
(billedet)
Aftenens sidste navn var tyske Mouse On Mars, der stillede op i triobesætningen, dvs. inklusiv Dodo Nkishi på trommer, udover d'herrer Jan St. Werner og Andi Toma på alskens elektronik. Sidst gruppen gæstede Phono Festival var det som duo, i 2007, så der var tydelige forventninger at spore hos publikum, forventninger, der blev gejlet yderligere op af den lange intro med klangflader og røgmaskine inden gruppen gik på scenen.

Levede tyskerne så op til de høje forventninger, kan man passende spørge. Mit svar må blive noget i retning af delvist, desværre mest hældende mod nej. Og det er egentlig en lidt hård dom, for alle tre musikere gjorde det godt; Nkishi var tight og medrivende på sine trommer, St. Werner og Tomi havde fuldt ud styr på deres respektive maskinparker, og lyden slog hårdt og kontant. Men det var alligevel som om noget manglede. F. eks. den musik man forbinder med Mouse On Mars, både i direkte og indirekte forstand.

Her blev ikke spillet "Actionist Respoke", "Wipe That Sound" eller andre af de "hits" man forbinder med gruppen, ja, faktisk lød det meste som nyt materiale eller numre mere eller mindre omstrukturerede til ukendelighed. Og er der så noget galt med det? Skal musikere absolut, hver evig eneste gang, spille det, de er kendt for? Nej. Naturligvis skal de ikke det, og jeg har fuldt ud respekt for, at Mouse On Mars vælger noget andet. Sagen er bare den, at det gruppen i stedet havde valgt at give sig i kast med på mange måder var en langt mere traditionel størrelse end det Mouse On Mars normalt står for.

Her var smæk på rytmikken, det var supertight og der var hårdt rykkende basgange. Enkelte steder lidt spor af electrojazz og engang imellem, sådan med tyve minutters mellemrum, en anelse melodi. Og det er nok en anelse for lidt efter min mening, når det er Mouse On Mars, der står på scenen. Jeg savnede den fantasifulde leg, de sært medrivende melodier, de elastisk krøllede sequencerspor og pletvis snublende rytmer, den nedsmeltede acid og den respektløse glitch. Jeg kunne blive ved. Der var sågar små spor af det hele undervejs, men det blev ved sporene og sprang aldrig ud i fuldt flor. Dette sagt, så er Mouse On Mars stadig, på en lidt sløj dag, et ganske fint koncertbekendtskab.

Lidt konkluderende bemærkninger

Phono 2012 er kommet godt i gang, arrangementet har været fint besøgt og stemningen god. Der har måske endnu ikke været ekstatisk feststemning som de seneste par år, men det lever jeg fint med - jeg foretrækker alligevel musikken frem for fadbamserne, og i en tid hvor man ofte har på fornemmelsen at en god del af det danske koncertpublikum netop foretrækker fadbamsen, så er det godt at se, at Phono Festival også tør satse på andet end den entydige fest, hvilket i hvert fald åbningsaftenen pegede i retning af.

Og så lige en servicemeddelelse på falderebet - Phono Festival varer til og med lørdag, men jeg vil ikke være i stand til at dække hele seancen, da jeg også skal anmelde Laibach i København. Der er således ikke tale om at noget af musikken vælges fra fordi den ikke betragtes som interessant eller spændende nok; det handler helt og aldeles om uheldigt datosammenfald.





    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA