Reportage: Til punkreception i Sex Pistols' ånd

GAFFA var med ved udgivelsen af bokssæt-udgaven af klassikeren "Never Mind The Bollocks"

Sex Pistols-reception 100 Club London 180912

Se flere illustrationer fra aftenen i GAFFAs gallerisektion

GAFFAs udsendte var blevet inviteret til plade-launch 18. september i Londons legendariske 100 Club for 35-året for den originale udgivelse af Sex Pistols' debut (og eneste hele) album: "Never Mind the Bollocks, Here's the Sex Pistols". Ud fra informationen fra pladeselskabet stod det klart, at der ikke ville være nogen fra bandet til stede, men man havde dog samlet en palet af Storbritanniens punk-kultur-personligheder inklusive punk-poeten John Cooper Clarke, musikforfatteren Zoë Howe, sangeren Kate Nash og instruktøren Julien Temple.

Sidstnævnte lavede filmen "The Great Rock and Roll Swindle" (1980) om Sex Pistols som anskuet fra deres managers synspunkt (nu afdøde Malcolm McLaren). Også Fred Vermorel, som skrev den første bog om bandet, var i panelet. Med tanke på, hvor indflydelsesrig bandet var (og er) på musikken og ungdomskulturen, kunne det godt gå hen og blive en interessant aften.

Når man tømmer en rodekasse...

Det skulle vise sig, at ingen af de ovenstående skulle dominere "panel-diskussionen". Dette job blev påtaget af en, i starten, modvillig og muligvis lettere beruset Bernard Rhodes, som startede som assistent for Malcolm McLaren og siden (kort efter) blev manager for The Clash. Det skal siges, at formålet med aftenen aldrig rigtig stod klart. Det virkede i hvert fald sådan på GAFFAs udsendte, men det var nok en god kombination af at sælge det nye jubilæumsbokssæt, fejre det indflydelsesrige (og kortlevede) band samt en god lejlighed til at diskutere The Sex Pistols' plads i verden og musikken.

Det at tilsyneladende ingen var helt klare på formålet, forklarede nok den rodekasse, der var publikum i vente. Det startede som en pæn affære, men inden længe blev publikum lettere provokeret af det kedelige format, så høflig samtale og ironiske kommentarer om det legendariske band blev afløst af god gammeldags "heckling".

På daværende tidspunkt stod det klart, at panelet syntes det var vigtigere at se fremad og tilbage for at finde "det nye punk". Det blev angivet, at Sid Vicious var "en fucking idiot", om end meget intelligent, og at de originale medlemmer af bandet, Steve Jones (guitar) og Paul Cook (trommer), levede en tilværelse som professionelle tyve i de tidlige 70'ere. Nirvana blev udnævnt som 90'ernes punk, og det blev påpeget, at punken opstod i London (og ikke i New York), fordi London havde ledelse (og finansieringen på plads).

Anarchy in the 100 Club

Først da publikum blev utilfredse med formatet (og det faktum, at det varede halvanden time, før der blev spillet noget punk) kom der rigtig gang i aftenens klart største punker. Bernard Rhodes startede med et hug mod arrangørerne ved at udtale, at nu hvor musikbranchen havde smadret alt, punkerne havde bygget op, måtte de jo have inviteret ham, så han kunne sætte det hele sammen igen. Han fortsatte med en noget rablende, men ret underholdende serie af udtalelser (såsom at "Tony" Brown havde kørt England i sænk, hvilket var "fantastisk for Skotland, dårligt for England" og flere referencer til sit arbejde med Russell Simmons i Def Jam Records).

Den gamle Clash-manager formåede dog også at give nogle gode perspektiver, såsom at Bank of England dræbte punken med lave renter til folket. Bernard påpegede, at folk nu om dage mener, at rigdom er lig med monetære værdier, og at kulturen er gået tabt. Han talte om, at Englænderne har mistet deres energi, og at Storbritanniens rigtige arbejderklasse (og underforstået punkere) er de hårdtarbejdende indere og pakistanere, der – mens Englænderne sidder og brokker sig – arbejder hårdt.

Hans mest underholdende momenter indbefattede, da han efter at have gentaget ordene "what have you ever achieved with your life" flere gange til et ekstra højlydt, skaldet, 110 kilos muskelbundt i publikum, valgte at udfordre denne til slagsmål. Det kom tæt på, men de fik efterhånden deres såkaldte debat tilbage på noget der lignede et spor, hvilket indebar, at man tog Bernards mikrofon fra ham, i ren bogstaveligste forstand.

Hvad gør vi nu?

Som nævnt var det ikke lige til at forstå, hvad det hele skulle til for. GAFFAs udsendte havde sin sværeste skriftlige opgave nogensinde, for hvordan skriver man en historie om det, der skete i London denne aften? Det, der står fast, er dog at fremover bliver "punken" nødt til at være noget helt nyt. Ikke en "tilbageskuende nostalgifest", som aftenens klart største kulturanalytiker noterede det (filminstruktøren Julien Temple tog denne pris).

Som han sagde, så chokerede punken ved ikke bare at gå op imod enkelte samfundsnormer eller institutioner, men ved at gå op imod hele samfundet i et stort ambitiøst fremstød. Pladeselskabet forsøgte sig ikke med noget tilnærmelsesvist så stort, men de fik dog demonstreret, at (i hvert fald nogle) af de gamle punkere stadigvæk er klar på en fight.

Bokssættet: "Never Mind the Bollocks, Here's the Sex Pistols" udkom på Universal Music den 17. september i anledning af pladens 35 års jubilæum.