Marie Fisker: Bliver stædigt ved

Den albumaktuelle sangerinde om wow-oplevelser, roadtrip-soundtracket og den bekymrede mor

Tre år efter det anmelderroste debutalbum Ghost Of Love er den nu 36-årige Marie Fisker klar med opfølgeren So, Hoes & Heroes. Men i stedet for at vende og dreje det værk i den følgende samtale, blev det i stedet et møde med sangerindens mor, der blev omdrejningspunktet i interviewet.

Tidligere på året faldt jeg i snak med en kvinde i den musikbutik, hvor jeg arbejder. Hun var fascineret over, at der stadig fandtes den slags butikker, for som hun sagde, så går det ikke så godt for musikbranchen længere. På grund af musikbranchens tilstand var hun også meget fortvivlet over, at hendes datter, der er sanger, havde så svært ved at tjene til dagen og vejen, selvom hun arbejdede hele tiden.

– Åh nej, er det min mor du snakkede med?

Netop.

– Jeg kan faktisk godt huske at min mor ringede til mig og fortalte, at hun havde snakket med en venlig ekspedient, der sågar kendte min musik.

Har din mor grund til at være bekymret?

– Måske lidt, hvis jeg skal være helt ærlig. Men altså, det er jo også et valg, jeg har taget. For den musik jeg har valgt at lave er ret kompromisløs og en smal genre, men det er den musik, jeg brænder for at lave. Nogle gange arbejder jeg på forskellige måder, og sidste år var jeg jo så heldig at være på turné med Anders Trentemøller, og der gik det jo ret godt. Jeg har også været ude at spille med Povl Dissing, så sommetider opstår der nye muligheder og opgaver, fordi man netop udgiver sine egne ting. Men det er da bekymrende, at det skal være så svært at leve af.

– Jeg har prøvet at forklare min mor, hvordan tingene hænger sammen, men hun har for eksempel aldrig prøvet at købe et album på iTunes, og hun ejer ikke en pladespiller, så lige pludselig er der en generation, der er helt lost. For Apple er begyndt at sælge computere uden cd-drev, og så kan den generation ikke importere deres cd'er, så hvad stiller den generation op, når cd'en uddør om lidt? Hele musikbranchen er i gang med en stor omvæltning, men vi er nok bare nødt til at være stædige og blive ved. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre.

Så du er ikke lige så bekymret som din mor?

– Jeg kan godt blive bekymret, når jeg ser hvor dyrt det er at lave og udsende en ny plade. Men det går jo bedre og bedre for mig, så på den måde går det jo bare fremad. Og min mor glæder sig jo også over når der sker nogle nye ting for mig, så på den måde går hun ikke særlig meget op i penge. Men jeg er da blevet klar over, at jeg skal til udlandet med min musik, hvis jeg skal kunne leve af det her, og jeg har da også gang i forhandlinger med folk i for eksempel Tyskland.

Hvis du en dag fik en datter, der besluttede sig for at vælge samme vej som dig, ville du så have betænkninger med at hun ville være musiker?

– Ikke hvis jeg kunne mærke, at hun virkelig brændte for at vælge den vej. Det har taget mange år for mig at komme hen til den konklusion, og undervejs har der været perioder hvor jeg har tænkt "det går sgu da ikke." Men jeg bliver ved med at sætte mig nye mål, og så gå efter dem. Det handler meget om stædighed og flittighed, så hvis min datter havde den gejst, så ville jeg uden tvivl bakke hende op.

Mazzy Star-aften var fantastisk

Når det at spille musik nu ikke er noget du kan leve godt af, og det derimod er oplevelserne der gør det hele værd, hvilke "wow"-oplevelser husker du så især tilbage på?

– Der var en for nylig, da jeg spillede på Bådudlejningen, hvor vi var så heldige, at det var en af de der magiske sommeraftener, hvor det var så varmt hele døgnet, at man bare kunne have en T-shirt på. Vi havde et lille anlæg vi stillede op på en lille ponton i kanalen, og der var dukket mange mennesker op, og undervejs dukkede der flere op i små både, der lå i kanalen og hørte koncerten. Det var en ret vild aften.

– Og Mazzy Star-koncerten et par dage efter, hvor vi lige pludselig kom til at varme op for dem, var også en fantastisk aften. Jeg blev ringet op meget sent dagen før koncerten og blev spurgt, om jeg ville være opvarmer, så det hele skete ret hurtigt. Jeg kunne ikke nå at samle hele holdet, så de to trommeslagere, jeg har i mit band, skulle pludselig spille guitar og orgel, men det fungerede helt vildt godt. Jeg holder virkelig meget af Mazzy Star, men turde ikke tale til dem, for der er et rygte om, at hvis der går et eller andet galt, så kan Hope Sandoval godt finde på at smutte.

– Jeg ved sgu ikke om det er rigtigt, men jeg turde dårligt hilse på dem. Men det viste sig at de var skidesøde, for jeg fik talt med dem efter koncerten, hvor de bød på rødvin og generelt bare var rigtige glade for det sæt vi havde varmet op med. Det havde jeg slet ikke forventet, så de fik nogle test-vinyler af den nye plade, fordi den rigtige version ikke var færdig endnu.

– Min allerførste koncert var også en stor oplevelse. Det var på Pavillon-scenen på Roskilde Festival i 2005 inden min debut var udkommet. Vi var tre i bandet dengang, men bassisten var af en eller anden grund fanget i Berlin, så vi var kun to, mig og Rune Kjeldsen på guitar, så jeg kan huske, at jeg simpelthen bare var nødt til at lukke øjnene og skide på det hele, ellers kom jeg ikke igennem den koncert. Så koncerten blev gennemført med lukkede øjne, men det var en kæmpe oplevelse. Og for et par år siden stod jeg på Orange Scene og sang under Anders Trentemøllers koncert, hvor vi stort set spillede for hele festivalen. Det føltes i hvert fald sådan.

Ingen synger falsk som Jeffrey Lee Pierce

Din mor købte i øvrigt en af Johnny Cashs American-plader og en opsamling med Kris Kristoffersen til en kollega der skulle på biltur igennem USA. Hvilke plader ville du selv vælge at tage med, hvis du skulle på sådan en roadtrip?

– "Colossal Youth" med Young Marble Giants ville være godt og et eller andet med Julee Cruise ville også være oplagt, hende hører jeg i hvert fald tit når jeg cykler eller kører i tog. Og så ville jeg helt sikkert tage The Las Vegas Story og Miami med The Gun Club med, det er et band som jeg først har fundet for nogle år siden. Det var så underligt at opleve den der blanding af blues, folk, country og punk, for det var stilarter jeg selv havde blandet på min første plade, men jeg havde ikke hørt The Gun Club på det tidspunkt, og jeg lød da heller ikke ligesom dem. Så de bed sig fast lige med det samme, og jeg har sjældent hørt så vild en sanger som Jeffrey Lee Pierce. Han har en hudløs og rå energi, så jeg sidder og niver mig selv i armen af glæde når han synger fuldstændig falsk og hen i hegnet. Der er ingen, der kan synge falsk ligesom ham, for det giver fuldstændig mening og er helt magisk.

– Da jeg var på turné med Anders Trentemøller prøvede jeg tit at sætte The Gun Club på i tourbussen, men de gad aldrig at høre det. Men det var faktisk Anders selv, der foreslog, at jeg valgte et nummer med dem, som vi kunne lave et cover af. Og således udsendte vi My Dreams som single tidligere på året, og vi blev begge to vildt glade for den fortolkning. Og når vi spillede det live, så skete der noget helt underligt med mig, for pludselig stod jeg helt ude på scenekanten og fægtede med armene og agerede som jeg aldrig har gjort før. Så der er helt klart noget magi i The Gun Club.