Diás Nordicos – Nordiske dage i den spanske hovedstad
Fem nordiske bands spillede i Madrid i weekenden, blandt andre Turboweekend – og GAFFA var med
Se en stribe billeder fra arrangementet i GAFFAs artikelsektion
Den månedlange spanske kulturfestival Días Nórdicos danner for tredje år i træk ramme om, foruden nordiske film, billedkunst, grafisk design med mere, tre dage med showcases af skandinavisk musik. At festivalen falder midt i en krisetid vidner om en passion for kulturelle tiltag, for selv om midlerne er mindre, lever samtidskunsten i bedste velgående i den spanske hovedstad. Og ikke begravet i et introvert undergrundsmiljø som kunne forventes, men, i stigende grad, åbent og gratis tilgængeligt for den generelle offentlighed.
Ansvarlig for festivalen er Zona de Obras – et spansk magasin dedikeret til nordisk design, kunst og musik – der er hjertebarn af ildsjælene Daniela Rossi og Rubén Scaramuzzino. Rossi og Scaramuzzino kropsliggjorde for første gang fascinationen af nordisk kultur med Días Nórdicos i 2009. En fascination der, ud over det æstetiske, også bunder i beundring af de samfundsstrukturelle aspekter af nordisk kultur, såsom den administrative tilgang kulturarrangementer, samt en, sammenlignet med spanske tilstande, mere gavmild kunst- og kulturstøtte, udtaler Rossi.
Siden er festivalen vokset støt, og fandt i år sted i større omgivelser i kunstlandsbyen Matadero – en tidligere kødby nu ombygget til et råt og visuelt appellerende centrum for samtidskunst. Kaktus og bregner vokser frit inde i Nave de Música, den særegne bygning, hvor scenen var sat op, og beplantningen står i skærende kontrast til mursten, vandrør og diverse metalkonstruktioner af ukendt tidligere funktion. Desuden huser Nave de Música et antal interimistisk designede træhytter, som blandt andet er hjemsted for Red Bull Music Academy – et indspilningsstudie til gratis afbenyttelse for byens musikere.
Godt 2.500 mennesker havde downloadet en gratis billet til torsdag aften og stod troligt i køen, der snoede sig flere hundrede meter rundt om en friluftsudstilling af finsk fotokunst uden for Nave de Música. Som testamente til værdien af gratis kulturarrangementer måtte engelske The Primitives aflyse en koncert dagen efter festivalen, grundet manglende billetsalg. I skærende kontrast ville blot 800 af de fremmødte på Días Nórdicos få muligheden for at se dansk/islandske Kúra og danske Turboweekend på nært hold, men der var ingen sure miner at spore denne lune efterårsaften. De, der ikke kom ind, benyttede i stedet lejligheden til at nyde musik og stemning uden for den halvåbne bygning, der snart skulle danne ramme om en pulserende fest.
De fem optrædende:
Kúra åbnede festivalen med deres karakteristiske melankolske triphop, tilføjet elementer lånt fra dubstep, shoegaze, og, som koncerten skred frem, ekstraordinært energiske og dansable synthpoppede udbrud. Vekselvirkningen mellem det introverte og det ekstroverte faldt i overordentlig god jord hos de feststemte tilskuere, og Kúra serverede et brandvarmt publikum til Turboweekend.
Som tempoet blev skruet i vejret under aftenens anden koncert, voksede stemningen eksponentielt. Energisk set er Turboweekend en tour de force i dansk musik, og bandets første besøg i det spanske gik over al forventning. Kvartetten besidder en sjælden evne til at engagere selv de mest rytmisk hæmmede danske publikummer i dans, og denne egenskab anvendt på et væsentligt mere bevægeligt folkefærd resulterede i en formidabel stemningsfuld første aften på Días Nórdicos.
Mere end 3.000 mennesker downloadede billet til festivalens anden dag, hvor norske Hanne Kolstø, finske Husky Rescue og svenske Lilla Sällskapet var på plakaten. Albumaktuelle Kolstø skriver veldrejede popsange på sit, efter sigende, imponerende store arsenal af Casio-keyboards. Festivalens PA-anlæg og en lejesvend bag trommerne gav Kolstø den fornødne dynamik til at fastholde det fredagstændte (og tæt Carlsberg-drikkende) publikum, med sine ellers tilbagelænede synthloops.
Scenen var sat for Husky Rescue, som tidligere på dagen havde underholdt festivalens yngste deltagere med en spontan børnekoncert på en nærliggende café. Bandets varme, cinematiske popæstetik lå i energisk kontrast til de øvrige kunstnere, men Husky Rescue er en gruppe erfarne festivalmusikere, der imponerede med en medrivende og sikker indsats.
Aftenen blev afrundet af svenske Lilla Sällskapet – festivalens eneste nordisksprogede kunstner. Med deres 80'er-inspirerede electropop befinder duoen sig i den mere dynamiske ende af aftenens musikalske spektrum og var derfor en oplagt finale på andendagen. Men på trods af en yderst aktiv indsats nåede Lilla Sällskapet aldrig helt ud over scenekanten, og publikum tyndede langsomt ud. En stor del af charmen ved Lilla Sällskapet ligger nemlig i sangskrivningen – et element, der naturligvis gik over hovedet på langt størstedelen af de tilstedeværende.
Det var et par umiskendeligt nordiske musikdage i Madrid. De færreste af de adspurgte i publikum havde dog stiftet bekendtskab med de optrædende kunstnere før festivalen, men Días Nórdicos er blevet en faglig autoritet og en betroet garant for kvalitet – en position, der blev alt andet end forværret efter dette års udgave af festivalen. Om det var nordisk kvalitet eller gratis kvalitet der i første omgang tiltrak publikum er dog uvist, men den velorganiserede showcase af skandinavisk musik efterlod de nysgerrige spanske tilskuere synligt begejstret.
Planlægningen af næste års udgave af Días Nórdicos er i fuld gang. Endda med ambitiøse visioner om at udvide festivalen til flere steder i Latinamerika, samt at modsvare tiltaget med en spansk musikfestival på dansk jord. Denne kompromisløse tilgang til musik, på trods af den skrantende økonomi, forklarer Daniela Rossi med et dybt passioneret forhold til udbredelsen af kultur som et essentielt komponent i moderne civilisation. Og hvorfor centreret omkring musik? "Fordi musik er liv" siger Rossi med et eftertænksomt smil. Og efter to dage på Días Nórdicos kan man kun give hende ret.
Se en stribe billeder fra arrangementet i GAFFAs artikelsektion
De musikalske bidrag var udpeget af ROSA - Dansk Rock Samråd (ROSA) for Días Nórdicos-festivalen.
Torsdag den 20/9:
Kúra (IS/DK)
Turboweekend (DK)
Fredag den 21/9:
Hanne Kolstø (N)
Husky Rescue (FIN)
Lilla Sällskapet (S)
Lørdag den 13/10:
Teitur (FO/DK)
Akat (FO)
















Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.