Sune Wagner: Der har altid været alt, alt for store forventninger til os

GAFFA fangede halvdelen af The Raveonettes i Vancouver til en snak om deres karriere i Nordamerika

Den 21. september indledte The Raveonettes deres turné som opfølger til dette års udspil, "Observator". En tour, der startede i Portland og ender i Madrid den 23. februar 2013 efter 51 stops undervejs. GAFFA fangede Sune Rose Wagner backstage på The Venue i Vancouver inden bandets tredje koncert. Her blev det til en længere snak om The Raveonettes' mål og ambitioner gennem de sidste 10 år på det nordamerikanske kontinent, – om fremtidsplanerne for bandet og ikke mindst Sunes eget bud på, hvorfor netop The Raveonettes har formået at ramme en unik nerve i den amerikanske musikkultur, en nerve som mange amerikanske bands tidligere har søgt, men aldrig til fulde fundet.

Realistiske mål  

I år er det jo The Raveonettes' 10 års jubilæum, og når man ser tilbage, må man sige, at I har været ekstremt aktive – syv album på ti år. Når du ser tilbage på hvert enkelt album, repræsenterer det så en speciel epoke i dit liv?

– Ja, alle vores album repræsenterer den periode, jeg var i, da albummet blev lavet. De står alle sammen for noget forskelligt, der hvor jeg befandt mig lige i det øjeblik rent personligt, hvilket er inspirationen bag hver enkelt udgivelse.

Er der numre, du ikke vil spille længere, da du i dag er så langt fra den stemning, der skabte nummeret, at du ikke kan identificere dig med det?

– Både og – vil jeg sige. Jeg er stadig meget begejstret for alle vores album, hvilket nogle gange også overrasker mig selv. Heldigvis er Sharin og jeg ofte enige om sætlister og numre, der ikke skal spilles. Vi laver gerne aftenens sætliste 15 minutter, før vi går på scenen.

Her over 10 år efter indspilningen af "Whip It On"  (2002) er I jo et etableret band i Nordamerika. I turnerer hyppigt herovre og har et fast publikum. Hvad var målet for Nordamerika tilbage i 2003, da I udgav "Chain Gang of Love" ?

– Jeg tror ikke helt, vi tænkte sådan dengang. De mål vi havde, da vi startede bandet, blev jo allerede opfyldt efter et halvt år: Vi skrev kontrakt med et stort selskab (Columbia), var på amerikanske tv-shows og turnerede i hele verden. Vi udgav "Chain Gang of Love" i 2003, og det følgende år spillede vi 250 koncerter. I en sådan situation tænker man jo ikke, man prøver bare at holde sig gående.

– På det tidspunkt var der dog andre, der tænkte mål for bandet og lagde planer for, hvor vi skulle hen. Det var først senere Sharin og jeg selv begyndte at sætte mål, vores umiddelbare milepæle var jo blevet nået ret hurtigt. Dog var det jo så også her, vi opdagede, at andre folk omkring bandet havde haft alt for store mål og ambitioner til vores amerikanske karriere. I mine øjne har det jo aldrig været realistisk at vi skulle blive et kæmpe band – lyt til musikken for helvede! På den front har der altid været alt, alt for store forventninger til os. Mange amerikanske pop-radiostationer finder jo Raveonettes for alternative til at ville spille det, og de alternative stationer finder os for poppede.

Rock set udefra

Efter at have fulgt jer i Nordamerika gennem den sidste håndfuld år vil jeg da konkludere, at tingene går den rigtige vej. I er jo et band der har været fremme i 10 år – det er der jo ikke mange alternative bands, der kan prale af på disse kanter.

– Det går da helt sikkert den rigtige vej, men det går langsomt. Nogle bands har jo et kæmpe publikum allerede efter deres første udgivelse, hvor det for os har været en langsom proces. Dog vil jeg hellere have en lang karriere end "en hurtigt op- og hurtigt ud-historie". Vi skal spille på David Letterman igen den 4. oktober; det er jo ikke mange bands, der kan prale af en sådan invitation efter 10 år.

Kan I holde tempoet oppe de næste fem år, med én udgivelse om året og næsten én årlig tour i Nordamerika?

– Målet med Nordamerika herfra er at spille gode koncerter og gradvist arbejde os ind på større og større spillesteder. At udgive en plade om året er ikke et mål i sig selv, det er bare sådan det har været. Jeg er allerede i gang med at skrive det næste album; for mig er "Observator" (2012) allerede gammel. Jeg vil dog ikke løfte sløret for noget af det nye endnu, jeg er stadig i den fase, hvor jeg skifter mening hele tiden.

Jeg læste et interview med dig på Drowned in Sound tidligere i år, hvor du udtalte, at du ikke, set i bakspejlet, var så glad for jeres forrige album "Raven in The Grave" (2011), og at du mente, den var mere et soundtrack end et album. Når jeg lytter til jeres seneste to albums, "Raven in The Grave" og "Observator", synes jeg, at det er de to af jeres udgivelser, der har de mest skandinaviske undertoner. Dog er specielt dette års udspil udelukkende inspireret af observationer i Los Angeles og indspillet i Sunset Sound Recorders – en total Los Angeles-proces med et dansk flow?

– Altså – hvis du mener håbløshed og melankoli som skandinavisk, har du helt ret (griner). Du har ret med "Raven in The Grave", derfor har vi på "Observator" prøvet at lade musikken tale lidt mere og skære i teksterne; vi har forsøgt at gøre det hele lidt mere eksperimenterende. Når alt kommer til alt, er vi jo fra Danmark, selv om vi som sådan ikke ser os som et dansk band. Så når vi skriver musik, inspireret af og produceret i USA, vil det jo altid være rock set udefra. Vi er jo ikke opvokset med en rockkultur som sådan, så alt hvad vi tager ind, kommer fra at observere udefra.

I amerikanske medier bliver I jo ofte anskuet som et forsinket, men succesfuldt soundtrack til den litterære beat-kultur. Mange amerikanske bands har jo gennem tiden prøvet at lægge musik til Kerouac og William S. Burroughs og fejlet – hvorfor er det lige jer, der ramte den nerve i USA?

– Igen handler det jo nok om, at vi fortolker den amerikanske kultur udefra, måske gennem en tilgangsvinkel, man ikke kan se, når man er en del af den. Folk herovre finder det utroligt interessant, at vi bruger vores musik til at fortolke deres kultur – og der har vi åbenbart ramt noget, som var nyt. Det ville jo svare til, at der kom en amerikansk musiker til Danmark og begyndte at fortolke Nørlund. Måske vi som danske, gennem den proces, ville kunne se nogle aspekter, som vi ikke selv var i stand til at anskue – se vores egen kultur på en helt anden måde. Dette ville jeg, som dansker, synes ville være utroligt spændende.