Grizzly Bear – Kald os ikke freak-folk
Brooklyn-kvartetten blander singer-songwriting med elektronika – og er i stald hos Efterklang
Brooklyn-kvartetten Grizzly Bear blander melankolsk guitarbaseret sangskrivning med elektronika og er i denne tid på Skandinaviensturné som opvarmning for de danske elektronika-melankolikere Efterklang. En gruppe, som også har udsendt Grizzly Bears meget roste debutalbum "Horn Of Plenty" i Europa på deres eget pladeselskab Rumraket – som første band ud over dem selv, i øvrigt. Men hvordan har amerikanerne det med at komme til Europa i rollen som underdogs?
- Det er fortrinligt. Det er nærmest den perfekte måde at rejse på, og vi kommer rundt til nogle spændende lande og byer, fortæller sanger og sangskriver Ed Drosté (øverst th. på billedet) og tilføjer: - Og publikum har virkelig været positive og åbensindede, selvom der nok ikke er mange, der kender os. Også i de mindre byer.
Men hvordan gik det overhovedet til, at amerikanerne kom i kontakt med Efterklang?
Multiinstrumentalisten Chris Taylor (øverst tv. på billedet) forklarer: - Vi opdagede dem, da deres album blev anbefalet i pladeforretningen Other Music i New York, en fantastisk butik med masser af ny og spændende musik, og så blev vi hurtigt vilde med dem. I 2004 udgav vi vores debutalbum i USA på et lille selskab, men et års tid efter var vi så heldige at få en distributionsaftale med et stort selskab, så vi besluttede at genudgive vores album og vedlægge en remix-cd for ligesom at give folk noget ekstra. Vi spurgte en masse folk, vi godt kan lide - elektronikanavne som Safety Scissors, Dntel og altså også Efterklang, om de havde lyst til at remixe et af vores numre, og det havde de. Det lagde grunden til et godt venskab.
Lyde fra nabolaget
Grizzly Bears musik er en karakteristisk blanding af melankolske sange med den akustiske guitar i centrum og allehånde elektroniske effekter og reallyde. Hvorfor nu lige præcis dette musikalske udtryk?
- Det beror egentlig meget på tilfældigheder, fortæller Ed Drosté. Grizzly Bear startede som mit eget enmandsprojekt, hvor jeg indspillede nogle sange hjemme i min lejlighed med de instrumenter, jeg nu havde ved hånden, og de mange baggrundslyde skyldes primært, at de kommer fra lydene i nabolaget, mens jeg optog. Men jeg er da inspireret af både singer-songwritere og af elektronisk musik. Det var dog først, da nogle af mine venner hørte optagelserne, at de foreslog, at jeg skulle arbejde videre med dem sammen med et band, og det blev så starten til Grizzly Bear.
Nu består Grizzly Bear foruden Ed og Chris Taylor af guitaristen Dan Rossen (nederst tv. på billedet) og multiinstrumentalisten Chris Bear (nederst th.), der i øvrigt insisterer på, at navnesammenfaldet er helt tilfældigt, mens Ed Drosté fortæller, at gruppenavnet Grizzly Bear er inspireret af en af hans ekskærester, hvis kælenavn var navnet på den enorme bjørn, der lever i det nordvestlige Amerika.
Ed, der er en gennemgående tone af tristesse i jeres ofte temmelig lavmælte og længselsfulde musik. Hvor kommer den fra?
- Igen er det ikke noget, der er så bevidst, men mange af sangene er skrevet i en periode, hvor jeg gik og var lidt deprimeret, blandt andet grundet ulykkelig kærlighed. De sange, jeg har skrevet, efter at vores album er kommet ud, er ikke helt så melankolske - men har måske nok stadig undertonen i sig. Teksterne er i øvrigt temmelig ligefremme og meget baseret på hverdagsoplevelser, lidt som en kompensation for den måske knap så ligetil musik.
Umiddelbart skulle man ikke tro, I kom fra New York, med den eftertænksomme musik, I laver, men fra et mere øde sted med store vidder og langt til nærmeste storby...?
- Ja, men vi er også alle tilflyttere, og vi kan godt lide at tage væk fra New York og for eksempel ud til havet for at samle inspiration, fortæller Chris Taylor.
Vi er ikke freakede
Det afdæmpede og eftertænksomme skinner også igennem denne aften i backstagelokalet på Århus-spillestedet VoxHall. Guitaristen Dan Rossen siger stort set ingenting, og de tre andre medlemmer taler langsomt og velformuleret. Ét emne kan dog godt få blodet til at rulle hurtigere:
- Vi bryder os ikke om, at pressen kategoriserer os som freak-folk, eller i det hele taget om freak-folk-mærkatet, som også bliver sat på folk som Devendra Banhart, CocoRosie og til dels også Animal Collective, siger Chris Taylor. - Vi er vilde med alle de navne, men ellers synes jeg ikke, der er et særligt fællestræk mellem os, eller at nogen af os er særlig freakede. Vi spiller jo bare musik.
Grizzly Bear er som sagt på turné med Efterklang i Skandinavien, og de har planer om at komme tilbage til kontinentet næste år. Endnu har de dog ikke fået så meget vind i sejlene, at de kan leve af deres musik, men bevarer dagjob som pladeproducer og bartendere. Ikke overraskende vil de gerne kunne leve af at spille musik, men de har ikke de store stjerneambitioner. Som Ed Drosté siger:
- Det ville være lidt underligt for sådan nogle som os at spille på stadioner. Vi kan godt lide at bevare intimiteten med vores publikum.













Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.