Thomas Troelsen vækker Private til live igen og afliver albumformatet

Vi har fanget sangeren, sangskriveren og produceren, der nu kun vil udgive singler

Thomas Troelsen er begyndt at røre i Private-gryden igen med nummeret Everywhere, der for tiden hærger landets radiostationer. Nummeret er det første i en række af nye sange fra Troelsens Private-projekt, men man skal ikke holde vejret, indtil et nyt Private-album fra pop-alkymistens kyndige hænder ser dagens lys. GAFFA har mødt Troelsen for at kaste lys over sagen.

I vil simpelthen ikke lave flere plader?

– Det er rigtigt, haha! I hver fald på nuværende tidspunkt. Det er jo ikke sådan, at jeg fuldstændig vil udelukke nogensinde at udgive sange i albumformat igen. Lige nu kan jeg bare ikke se det ske. Hverken publikum eller jeg selv køber jo plader længere, med mindre det er gammel musik, jeg skal ud at have fat i, og jeg har en ret stor pladesamling, så det er ikke særlig tit, jeg får brug for det. Hvis jeg skal høre noget nyt eller opdage ny musk, så foregår det på YouTube. Selvom jeg er nostalgiker og går rigtig meget op i musik – måske mere end nogen anden – vil jeg rigtig gerne befinde mig i nutiden.

– Selvfølgelig er der stadig folk, der køber plader, men langt de fleste benytter sig at streaming og cloudservices. For unge mennesker er YouTube den ultimative platform til at gå på opdagelse i musikken, og jeg ville da ønske, at jeg havde haft den teknologi til rådighed som ung musikinteresseret. Særligt der hvor jeg kommer fra, var det ret besværligt at skulle opbygge sig et "musiktræ" med mange forgreninger. Det eneste, der var tilgængeligt var de der funkrock-bands, der florerede i 90'erne, og det sagde mig ikke så meget, så det var enormt fedt, at der var lavet så meget andet og anderledes musik før den tid og gå på opdagelse i det i stedet.

Albumformat for at tækkes pressen

Hvornår gik det op for dig, at du ville droppe albumformatet?

– Som sagt vi jeg ikke udelukke at udgive en samling sange igen, men da jeg lavede den sidste plade med Superheroes, eksperimenterede jeg faktisk allerede med tanken om at udgive alle sangene som singler, men jeg blev af gode grunde bremset af pladeselskabet. Vores sidste plade dengang var aldrig et værk i min optik. Det var en samling enkeltstående sange, der bare blev udgive sammen. Når jeg for eksempel hører "Subterranean Homesick Blues" med Bob Dylan, behøver jeg ikke at kunne trække tråde til andre sange fra Highway 61 Revisited. Det er ikke nødvendigt for mig.

– Men det var ikke kun pladeselskabet, der bremsede ideen dengang – eller i dag, hvor det er lige så stor en problemstilling. Det var lige så meget den skrivende presse, der ikke ville beskæftige sig med kunstnere, der udgav enkelte sange og ikke hele plader – og sådan er det stadigvæk. Jeg kender mange musikere, der udelukkende udgiver i album-form for at få spalteplads i aviserne og bladene.

– Jeg kan bare ikke se hvorfor en sang skulle være mindre værd, fordi den ikke er en del af et album. Sang nummer et, der måske er født ud af utroskab, behøver jo ikke have noget at gøre med nummer otte på pladen, der har sin inspiration i en ferie på Jamaica. At udgive singler på den måde, det kan gøres i dag, er en meget direkte måde at arbejde med musik og komme i kontakt med sit publikum på. Da jeg var purung var det at få en pladekontrakt en stor begivenhed i sig selv, men sådan er det ikke længere, Selvom man måske egentlig godt kan savne, at der ikke bliver luget lidt mere ud i alt det, der udgives.

– Jeg skal da også lige indskyde, at jeg elsker mine plader, og at jeg ikke ville bytte dem for en stor samling singler. Det har bare ikke rigtig længere noget målbar effekt at lave plader, da folk ikke køber eller forbruger albums på samme måde som før i tiden. Der er tit mange kritikere eller fans, der beskylder kunstnere for at være for anderledes i forhold til det, de plejer at lave, men det mest skrækkelige som kunstner ville da være at lave den samme sang igen og igen for fansenes skyld. Og jeg ser det som min fornemme opgave at vise, at det godt kan lade sig gøre på denne her måde. Jeg laver ikke Private-musik for at blive rig. Det er mit visitkort, og det er det jeg elsker at lave, og jeg gør det helt på mine egne præmisser.

Ghetto-rap møder pop og indie

Hvad kan vi forvente af de kommende Private-singler?

– Jeg har jo faktisk lavet et helt album, men sangene bliver bare udsendt enkeltvis. På Everywhere er det en G Unit-rapper ved navn Genasis, der rapper, og der vil også være en del rap på de kommende singler, hvor jeg prøver at forene hård ghetto-rap med et mere poppet og indie-følsomt univers. Det skal blive spændende at se, om rapperne selv forstår det. Jeg har fået afslag fra nogle, der nægtede at rappe over den type musik, jeg laver, haha!

I disse reunion-tider har I så overvejet en Superheroes-reunion?

– Nej. Det kommer der heller ikke. Det bliver i hvert fald uden mig. Alle de revival bands, jeg har set, har været en skuffende oplevelse. Jeg så Duran Duran på Roskilde for nogle år siden, og jeg ville ønske, der var nogle der sagde til dem, at de aldrig måtte optræde igen. Nyd nu bare jeres otium og de ting, I har udrettet! Kunstnerisk er det ret kikset. Jeg kan sagtens leve på de ting, vi opnåede dengang. Det er et godt minde for os, og for dem der kunne lide det, så der er ikke nogen grund til at fucke det op.