The Floor Is Made Of Lava – Fra børn og fulde folk…

The Floor Is Made Of Lava er tilbage med deres tredje album, der har fået titlen "Kids And Drunks"

The Floor Is Made Of Lava er tilbage med deres tredje album, der har fået titlen Kids And Drunks. Fra netop børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden, og bandet øser her ud af en række sandheder om blandt andet jantelov, Prins Henrik …og så selvfølgelig det der rock 'n' roll.

The Floor Is Made Of Lava er: Tobias Kippenberger (sang, guitar), Simon Visti (bas, sang), Lars Rock (guitar, sang) og Asbjørn "Ace" Nørgaard (trommer, sang) 

En sjælesøgende affære

The Floor Is Made Of Lava er klar med opfølgeren til Howl At The Moon, og i albumtitlen er ulveklæderne smidt, og firkløverets tredje udspil har med udgangspunkt i tematikken i nummeret On The Ropes (Out Of Line) kaldt albummet for Kids And Drunks efter at have overvejet at gøre albummet selvbetitlet eller simpelthen bare kalde det 3, men valget faldt altså på børnene og de fulde folk. Tobias Kippenberger fortæller:

– Titlen rummer egentlig to meget forskellige betydninger. Som uddrag fra On the Ropes (Out of Line), er den en kommentar til dansk socialarv, hvor man ofte ser lettere alkoholiserede forældre eller forældre, der simpelthen opfører sig som børn. Det, tror jeg, har været virkeligheden for rigtig mange mennesker, for det er en del af dansk kultur med fyraftensbajere eller et par flasker rødvin i løbet af ugen. Men når man dømmer sine forældre, tror jeg tit man glemmer, at de også var børn engang, og sådan set bare var unge mennesker, da de blev forældre.

– Så måske er de slet ikke så meget ældre af sind end én selv – i hvert fald ikke, når man mødes igen i det voksne liv. Det passer meget godt med tematikken i flere af de andre sange, hvor der finde et slags generationsopgør sted samtidig med, at der er en tilbageskuende taknemmelighed med, hvor man kommer fra. Men et opgør med det man kommer fra, kan være nødvendigt for at finde ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være som menneske. Så der rammer titlen meget godt, synes vi. Og så er det sjovt at titlen også passer med et gode gamle danske ordsprog. For både musikalsk og tekstmæssigt har pladen også været en ret sjæleafsøgende affære, for at finde en eller anden sandhed om os selv, hvis man nu endelig skal grave lidt dybt i sin navle.

Har I nogensinde selv fået nogle sandheder at vide af enten børn eller fulde folk?

Simon: – Jeg har nok i hvert fald selv fortalt et par sandheder i fuld tilstand, og jeg har helt sikkert også fået nogle tilbage. Nogle gange kan man godt lade sig rive med af at fortælle rå sandheder og skyde på alt og alle med sandhedspistolerne.

Rock: – Jeg arbejder jo med børn, så jeg får altid at vide, hvis jeg har grimme sko på eller en dårlig hårdag. Der er ingen filter.

Tobias: – Ja, det er ikke den højere sandhed med livet, man får. Det er mere en eller anden ufiltreret holdning. Ærlig snak. 

Rockens status i dansk musik 2012

Jeres plade er jo et rockalbum helt ind til benet. Hvordan ser I rockens status i dansk musik i dag?

Simon: – På undergrundsniveau klarer rocken sig utroligt godt, for der lever en masse forskellige undergenrer i bedste velgående, og der er masser af gode rockbands i fuld vigør. Så på den ene side har rocken måske aldrig haft det bedre – rent kapital-mæssigt, går det så måske ikke helt så godt. Men rocken har det nu også altid bedst, når den er dømt død. Så er det ofte, den laver et hamskifte, og det er godt, for ellers går den bare i selvsving og bliver lad og fed.

Tobias: – …Ja, og bliver til Nickelback, haha! Rocken er nærmest ikke-eksisterende i dansk musik i disse år, og jeg kan ikke engang huske, hvornår den sidst har haft en markant plads herhjemme. Jeg tror ikke, jeg kan nævne et dansk rockband, jeg synes er virkelig fedt her inden for de sidste 20 år. Ej, det er måske en udmelding, der er lige grov nok, men det der tæller for rock i Danmark i disse dage er sgu godt nok en sølle omgang langt hen ad vejen. Det har ikke så meget med rockmusik at gøre, men det er til gengæld meget populært at forklæde sig i rock.

Jantelov og rock 'n' roll

I flere af teksterne bliver der – meget atypisk i disse tider – slået et slag for janteloven. Hvorfor det, og hvordan går det hånd i hånd med rock 'n' roll?

Simon: –  Nu er rock 'n' roll jo ikke nødvendigvis bare større, højere og vildere. Tværtimod er det ofte det, der dræber rocken og gør det til en sminket flødeskumskage. Rock er meget mere bare at gøre, hvad man selv har lyst til.

Tobias: – Ja, det kan skæres ned til at gøre, hvad man selv har lyst til, uden at tænke på, hvordan det bliver opfattet af andre. For mig er rock en total mangel på forfængelighed, hvor man slipper tøjlerne fuldstændig og er ligeglad med hvor dårligt et lys, man måtte sætte sig i i andre menneskers øjne.

Simon: – Ja, og der sætter du dig jo i et ret dårligt lys for mange mennesker ved netop at hylde janteloven, hvilket netop er ret rock 'n' roll.

Tobias: – Haha, det havde jeg sgu ikke lige tænkt over! Jeg er ikke fortaler for janteloven på den der pessimistiske og udskældende måde, som den er blevet fremstillet de sidste mange år. Jeg vælger at se på, at den fordrer, at man ikke skal føle sig bedre end andre mennesker, at alle er lige meget værd – uanset om man er tømrer eller musiker – og at man skal være beskeden omkring de evner, man har og have mådehold. Det, synes jeg, er nogle flotte dyder, som jeg ikke kan forstå, hvorfor, man skulle ville løbe fra. 

At være mand

Afslutningsnummeret på albummet hedder I'm A Man. Hvordan synes I det er at være mand i dag?

Rock: – Hvis man skal servere det med smil læben og glimt i øjet, kan man sighe, at det ikke er lige så sjovt som i 50'erne, hvor man fik lov at bestemme det hele, ryge inden for og drikke whisky på arbejdet. Nu er det ligesom Tobias synger i sangen, at man hele tiden skal gå ned med skraldet og huske at slå brættet ned. Det er hårdt at være mand i dag, haha!

Tobias: – Jeg er helt lodret uenig med det, du siger der. Der er hele denne her kønsdebat, hvor det bliver fremhævet, at mændene skal sætte sig ned og tisse for at konerne skal få deres vilje. Jeg føler mig sgu ikke mindre som en mand, hvis jeg sidder ned og pisser. For mig handler det mere om gensidig respekt, og den måde man giver plads til hinanden på. I "forholdskulturen" bliver der virkelig set ned på mænd, der kræver plads til sig selv, men hvis manden ser ned på, at kvinden kræver plads til sig selv, bliver der også set ned på det. Det er som om, der er en eller anden gæld, mænd skylder kvinder efter tusind års undertrykkelse, og den skal vi også betale i dag, selvom kvinderne i dag jo ikke har mærket den undertrykkelse. De lukrerer bare på gælden, og det synes jeg ikke nødvendigvis, de skal have lov til.

Simon: – Ja, det er temmelig ukonstruktivt, men jeg er ikke nødvendigvis enig i alt, hvad du siger, men vi skal vist have mere plads end de her to sider, hvis vi skal folde hele denne her diskussion ud.

Tobias: – Ja, vi er langt fra enige i bandet på det her punkt, men nu er jeg jo i den heldige situation, at jeg skriver teksterne, så jeg kan få lov at sige, hvad jeg vil, haha!

Pop er politik – rock er religion

Tobias, du har tidligere sammenlignet pop med politik og rock med religion. Hvad mener du med det?

Tobias: – Der er nogle karaktertræk ved popmusik, der er sammenlignelige med politik, hvor det handler om at please en vælgerskare bestående af så mange som muligt, og så tilpasser man så sin politik eller sin musik derefter. Hvorimod det er som om, folk der lytter til rockmusik mere har en tendens til at blive helt religiøse omkring det og have en holdning, der siger: "Jeg lytter til rock og kun rock. Jeg gider satme ikke alt det der pop og hiphop". Hvilket heller ikke nødvendigvis er en god ting. Jeg har selv været en af sidstnævnte, hvor der kun er én gud, og det er rocken. Sådan er det heldigvis ikke længere, selvom jeg stadig godt kan have svært ved virkelig at mærke hvad poppen vil mig og verden ud over at komme ud til så mange som muligt. Det virker ofte alt for fortænkt. Det er i øvrigt også problemet med politik i dag!

Prins Henrik

I har en cadeau til Prins Henrik i form af punk-nummeret God Save Henri. Hvorfor skal han hyldes?

Tobias: – Henri er måske i virkeligheden en af de mest rock 'n' roll personligheder, vi har herhjemme. Han er bare "bad to the bone", fordi han er så pisseligeglad med, hvad samfundet synes om ham, selvom han er så "high profile".

Simon: –Han går rundt med åbent tishul hele tiden – "fuck that shit!"

Så der er bred enighed i bandet om, at han er en fed fyr?

Simon: – Om han er en fed fyr eller en god fyr kan jo diskuteres, men han er helt sikkert befriende på den der rock-måde. Han ligger i hvert fald ikke under for den dårlige jantelovsopfattelse. Han er sådan en god anti-helt.