Green Day – tre i én

Et enkelt album kunne ikke gøre det. Det californiske punkrockband, Green Day, var så meget oppe at køre med sangskriveriet, at de lige så godt kunne fortsætte og lave tre i én.

Green Days album er "epic as fuck!". Det siger de i hvert tilfælde selv. Det amerikanske punkrockband var så ivrige i diverse studier verden rundt, at de løb helt løbsk. Og så kom ideen at lave en trilogi ¡Uno! ¡Dos! ¡Tre!, så intet af det kreative materiale gik til spilde. Dermed udgiver Green Day deres niende, 10. og 11. album med to måneders intervaller. Det første, ¡Uno! , udkom den 25. september.

I har lavet tre album:  ¡Uno! ¡Dos! ¡Tre! som en trilogi. Hvorfor ikke bare lave ét album, som I plejer?

Billie (Joe Armstrong, sang og guitar): – Vi begyndte faktisk, mens vi var i Europa for at lave demos og være på tour. Vi lejede studier i Berlin, Helsinki, Stockholm og Glasgow på vores fridage for at jamme og spille musik. Da vi kom tilbage her til Newport Beach og var færdige med 21st Century Breakdown, begyndte jeg at skrive sange som Nuclear Family, Stay The Night og Carpe Diem ved stranden. Det begyndte bare så godt, at jeg blev ret så begejstret. Til at begynde med ville vi have op til 14 sange på albummet, men da vi kom til New York og skrev endnu flere sange, fortsatte vi bare derudaf og endte op med 30 sange – det vil sige, jeg skrev 70 sange.

– Det gik op for os, at vi havde gang i tre forskellige ting. Den ene lyd var power pop: Sådan en punkrock klassisk Green Day-lyd. Den anden lyd, som var en form for party-garage-rockplade med sange som Fuck Time eller Makeout Party og Lady Cobra. Den tredje var mere reflekterende, lidt mere personlig og en smule mere episk med sange som Brutal Love, Dirty Rotten Bastards og 99 Revolutions.

Mike (Dirnt, bas og kor): – Det var også fordi, vi ikke ville lave én lang plade eller en dobbelt-cd. Der er tre plader, men alle sammen har været igennem Green Day-filtret.

Billie: – Der er ikke nogle rim eller en større mening bagved. Det er det underlige ved det. Det var bare noget, der skete spontant, og vi nød virkelig at spille musikken, så sangene blev bare ved med at komme.

Billie: – Det første album starter festen. Det næste album er selve festen fra helvede. Og det sidste er tømmermændene.

Sangen Amy, som handler om Amy Winehouse, er på det andet album. Hvorfor passede den ind her?

Billie: – Sangen Amy skiller sig ud og står for sig selv. Men den passer ind i det andet album, fordi det var sådan en sørgelig hændelse og et kæmpe tab sidste sommer, og hendes rødder var så dybt plantet fra Billie Holiday til Sam Cooke til den første bølge af ska. Hun bragte den form for musik tilbage til den moderne tid og skabte en forbindelse til den, og det var et kæmpe tab for musikverdenen at miste hende. Da jeg skrev den tænkte jeg:  "oh fuck". Det gjorde mig virkelig nedslået. Derfor skrev jeg sangen. Det var min måde at kondolere på.

I startede jeres band i 80'erne, og aldersmæssigt bevæger I jer ind i 40'erne. Hvordan holder I energiniveauet oppe?

Tre (Cool, trommer, red.): – Vi bytter testosteron, haha!

Billie: – Aner det ikke. Det er nok fordi, vi elsker at lave musik.

Mike: Vi elsker at lytte til musik og spille musik med andre. Du har sikkert oplevet at være til en optagelse af et album eller en koncert med dine venner, og det er en helt anden oplevelse, end hvis man sidder og rocker i sin bil, hvilket også kan være ret hardcore.

Er det muligt at være punk for evigt?

Billie: Ja, man kan godt være punk for evigt, hvis det er en naturlig del af din DNA. Vi har altid skrevet sange med en melodi igennem vores karriere, så vi har aldrig været et hardcore band. Vi har altid elsket melodier, og i begyndelsen sang vi om forelskelser og romantik, og det er vi ved at vende tilbage til. Men vi har optaget det, så det fik en anderledes lyd, hvor guitarerne ikke er den moderne Marshal-lyd, men mere den klassiske, gamle lyd a la 1970'erne og bands som The Who, The Clash' Give Em Enough Rope og AC/DCs For Those About To Rock.

Amerikanske idioter

Det er otte år siden, at America Idiot kom på gaden. Men i 2010 blev albummet genoplivet i form af en musical, der blev spillet på flere teatre i USA og blev en stor succes. I dag er der planer om en filmudgave med Tom Hanks som producer og Robert Pattinson i hovedrollen, lyder rygtet.

Har I fået nok af rockoperaer for tiden?

Billie: – Ja, vi skulle lige have en lille pause fra det. Der er visse begrænsninger ved at lave en rock opera. Hvis man skriver en god sang, og den ikke passer til albummet eller ikke passer ind i konceptet, så kan man ikke bruge den sang. Men denne gang behøvede vi ikke at begrænse os på den måde. Vi begyndte ikke med at ville lave et episk værk. Det skete spontant, og så var der tre album.

Man siger, at man lærer bedst af sine fejl. Hvad har I lært?

Tre: – Man skal ikke skide i tourbussen, haha! Det lærte jeg på den barske måde. Alle gav mig en lektion. Kom det i en plastikpose. I en brun plastikpose.

I virker som om, I altid har gået op i, hvad der sker omkring jer i verden. Men er I blevet klogere, eller er I lige så forvirrede, som da I var teenagers?

Billie: – Det er altid forvirrende. USA er et af de mest forvirrende lande i verden. En af grundende er, at hver stat repræsenterer noget helt anderledes fra de andre stater, og der er enorme forskelle mellem folk. Det er stor forskel på hvad der sker her eller i Idaho eller i Montana eller New York, som nærmest er et land helt for sig selv. Alle har hver deres politiske agenda eller har en forskellig ide om, hvad den amerikanske drøm er.

Vi befinder os i Newport Beach ved havet syd for Los Angeles. Hvorfor er vi her?

Mike: – Vi har det som et sted, hvor vi tager hen om sommeren. Vi tager enten til Newport Beach eller Cosa Mesa, hvor vi måske lejer et lille værelse. Vi har gjort det de sidste fem år. Vores familier får lidt ferie, og vi kan tage over og arbejde i studiet om eftermiddagen og også nyde solen. Jeg nyder at cykle i Oakland, men det er ikke godt, for du får ofte din cykel stjålet.

Tre: – Der er varmere hernede og færre hajer.

Surfer I?

Billie: – Jeg gør.

Mike: ­– Jeg kan.

Tre: – Jeg er ad H til, haha!

Green Day på Christiania:

Green Day har spillet flere gange i Danmark, blandt andet til Roskilde Festivalen i 2005, i Forum i 2009 og til Skive Festival i 2010. Men det var en oplevelse i 1991, der forblev på nethinden, da Green Day måtte dele scenen med et elskende par.

Hvad er jeres bedste minde fra jeres mange koncerter i København? Er der noget, der stikker dengang, der var et par, der havde sex på scenen?

Billie: – Oh my god!

Mike: Vi spillede i Ungdomshuset på Christiania, og der skete nogle fucking crazy ting der.

Billie: – Det var en 10 års jubilæumsdag, og vi spillede på "punk night", og det blev en vanvittig fest. Mens vi spillede, startede folk med at kaste øl, og jeg havde kun én guitar, så jeg måtte spille sådan her (viser hvordan han beskyttede guitaren, red.). Lige pludselig var der et par til venstre, som bare gik ned. De var ret så fulde og gjorde sig så magelige på scenen,  som de overhovedet kunne.

Mike: – Det var som Altamont (Free Speedway Festival, red.), haha!

Billie: – De havde begge militærstøvler på.