Thomas Thomsen – Fra Pluto til Pop
Vi har mødt den tidligere Pluto-sanger, der er aktuel med sit første soloalbum
– Det har været vigtigt for mig at prøve popsangen som format, fortæller Thomas Thomsen overfor GAFFA i sin lejlighed i København. Thomas Thomsen, der har en fortid i indiegruppen Pluto, som nåede at udgive tre studiealbum, før projektet blev lagt på hylden, og den tidligere Pluto-forsanger vendte opmærksomheden på et soloprojekt under eget navn. Her står han nu klar med debuten Alt Det Jeg Troede Du Bedst Ku' Li'. Pluto var en del af den danske indiebølge i starten af nullerne og frem, men de nåede til et punkt, hvor kunstneriske forskelle og arbejdsmetoder gjorde, at trioen valgte at kaste håndklædet i ringen.
Popmusikken – en ny tilgang
Thomas Thomsen samlede dog et nyt håndklæde op og kastede sig over et soloprojekt, der havde ulmet i baghovedet på ham over længere tid: at skabe en rendyrket popplade. Men når man har udgivet tre plader med hovedfokus på en anden genre, kræver det en omstilling.
– Jeg havde det sådan, at hvis jeg skulle lave en rigtig popplade, så var jeg nødt til på en måde at lære det. Det har været en læringsproces, hvor jeg har prøvet på at flytte mig rent arrangements- og sangskrivningsmæssigt.
– Det har handlet meget om at lytte til musik og især til popsange. Simpelthen sidde og lytte arrangementsmæssigt – hvad sker der her? Hvad er det de gør? Det er helt vildt fedt det her, men hvorfor er det fedt? Hvordan er det bygget op? Det var også en af grundene til at prøve noget nyt, fordi vi i Pluto havde en bestemt måde at gøre tingene på, efter at have stået mange timer i øvelokalet, hvor vi fandt ud af, hvad for nogle ting der virkede.
– Det var også en måde at udfordre mig selv og komme videre. Hvis jeg gerne ville lave noget andet musik, så var jeg også nødt til at gøre nogle andre ting. Det input blev nødt til at komme et sted fra.
En dybde i modersmålet
Ud fra københavnerens poplytning begyndte han stille og roligt at arbejde sig frem til det udtryk, der er at finde på Alt Det Jeg Troede Du Bedst Ku' Li', hvor Thomas Thomsen selv har indspillet stort set alle instrumenter, bortset fra nogle trommer og en smule guitar – ligesom han selv ageret producer og naturligvis har forfattet den danske lyrik.
– Hvis man har en ambition om, at der gerne må være en dybde i det, man siger, og i de tekster man skriver, så er det for mig at se oplagt at skrive på sit modersmål, fortæller Thomsen, der uddyber:
– Rent tekstmæssigt bevæger numrene sig nogle andre steder hen, end jeg tidligere har gjort. I forhold til Pluto har det ikke skulle være for privat, for så blev det uinteressant, men det skulle samtidig også være nært og tage udgangspunkt i noget, der havde relation til mig. På den her plade har jeg på nogle numre bevæget mig tættere på mig selv, mens andre tager lytteren længere væk.
Den 39-årige sanger slutter med en forklaring af, hvad popmusik egentlig er for ham:
– For mig er den gode popsang en fantastisk størrelse. Et sammenspil mellem en tekst der har et eller andet på hjerte og noget musik, der går rent ind – det er det, som god popmusik handler om, og Alt Det Jeg Troede Du Bedst Ku' Li' er en popplade. Det har været min ambition at lave – om ikke den perfekte – så i hvert fald en pissegod popplade.
HVEM?
Thomas Thomsen, 39 år, sangskriver, sanger, guitar med mere.
HVAD?
– Det har været noget andet med mit tidligere projekt Pluto, men den her plade er helt klart en popplade, som ikke så meget refererer til ting, der er helt oppe i tiden lige nu, men som læner sig op af popmusik fra slutningen af 80'erne til starten af 00'erne – rent lydmæssigt og produktionsmæssigt.
HVOR?
– Jeg er fra Frederiksberg. Født og opvokset. Jeg kommer til at tænke på et Jens Unmack-citat, hvor han sagde, at han har lidt ondt af folk, der kommer fra København, hvor København jo bare deres Viborg. Hvor man ikke havde muligheden for at rejse til København, som folk fra Viborg jo har. Når det er sagt, så føler jeg ikke, at han behøver at have ondt af mig, for jeg synes det er en helt vild fed lille storby. Jeg har det rigtig fedt med, at der er så meget historie for mig.







Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.