Laibach: Vi er på en mission, der aldrig slutter

GAFFA fik et eksklusivt interview med den slovenske avantgardegruppe, da den for nylig gæstede Danmark

I september gav den evigt eksperimenterende slovenske avantgardegruppe Laibach 30-års jubilæumskoncert på Statens Museum for Kunst i København og viste filmen "Iron Sky", som de har lavet musik til. I den forbindelse gav de et interview til GAFFAs Ras Bolding – gruppens eneste face to face-interview med et dansk medie i denne omgang. Nedenfor følger samtalen i sin helhed.

Ras Bolding: Denne igangværende turné fejrer trediveåret for Laibach. Hvad er, efter jeres mening, årsagerne til at Laibach stadig lever og har det godt efter alle disse år?

Laibach: Det med trediveårs-jubilæet var egentlig mest en undskyldning for at drage på turné igen, for normalt gør vi ikke så meget i at fejre jubilæer. Men det er væsentligt, at vi er her endnu og at vi stadig, håber jeg, er relevante. Faktisk er vi jo to år for sent på den, hvis det skulle være et rigtigt tredive-års-jubilæum. Og hvorfor er vi her så endnu? Vi er på en mission, en mission, der aldrig ender.

Ras Bolding: Det er et fint svar, lad os ikke gøre mere ud af det og i stedet fortsætte. En af årsagerne til at I fandt et stort publikum er velsagtens, at I blev udgivet hos Mute i firserne. Hvordan blev der skabt forbindelse mellem jer og Mute, for det var jo en anden tid, med Berlinmur og tydelig grænse mellem øst og vest.

Laibach: Allerede tilbage i 1982 havde vi lagt planer for Laibach, 5-års-planer, 10-års-planer, 100-års-planer, og vi vidste, at hvis vi ville nå videre end Slovenien og Jugoslavien, så måtte vi finde et rigtig godt pladeselskab, formentlig i England, som var centrum for independent-scenen. Tyskland var også godt med, men London stod nok stærkere. Mute var vores førstevalg, faktisk. Det var enten Mute, Factory, 4AD eller Cherry Red. Vi opsøgte Mute i 1982 med de første optagelser af vores tidlige industrialmusik, på kassettebånd, og mødtes med Daniel Miller på hans kontor. Han lyttede til musikken, sagde den var interessant, men kunne ikke tilbyde os nogen kontrakt. Han ville dog ville gerne bevare kontakten.

Så fik vi i stedet kontrakt hos Cherry Red, i 1983, i forbindelse med vores første koncert i London, og indspillede Nova Akropola hos dem. Men skæbnen ville, at Mute flyttede ind i samme bygning, og vi mødtes med Daniel Miller igen, i studiet, da vi arbejdede på Nova Akropola. Vi arbejdede med singlen Panorama i Oasis-studiet i Camden Town, og Daniel mixede Depeche Mode-materiale i studiet ved siden af. Han kom forbi vores studie, lyttede med og syntes det lød vældig interessant, og så fandt han jo ud af, at vi havde mødt hinanden før. Efter udgivelsen af Nova Akropola fik vi et hint fra sekretæren hos Cherry Red, som kendte sekretæren hos Mute, om at Mute nok gerne ville skrive kontrakt med os. Og da Cherry Red ikke havde den helt store interesse i at lave nyt album med os, så skiftede vi til Mute.

Ras Bolding: I er jo berømte for jeres mildt sagt originale coverversioner af kunstnere som Beatles, Queen, Pink Floyd, Europe, og på det seneste også Bob Dylan og Daniel Miller, som du just talte om. Har nogle af de folk nogensinde kommenteret jeres covers?

Laibach: Ja. Den østrigske gruppe Opus optrådte i et tv-show, hvor de spillede deres store hit, Live Is Life, på Laibach-manér, i Laibach-kostumer, og så halvvejs inde i nummeret smed de uniformerne, så det kan man da kalde en kommentar.

Ras Bolding: Det er fin humor.

Laibach. Ja, det er det. De havde mere humor end forventet. Vi lavede jo cover af Europes Final Countdown, så de kom til en af vore koncerter i Stockholm og ville gerne mødes med os. Men, ja, jo, det var vel i grunden ikke så pænt af os, men vi syntes ikke vi havde behov for at mødes med dem dengang. De er angiveligt flinke folk og de er stadig aktive med deres koncerter. De var nok nysgerrige og ville vide hvem de der Laibach, egentlig var. Vi ved også, at Paul McCartney spillede hele vores Let It Be-album op til en af sine koncerter.

Ras Bolding: Ja, det har jeg læst.

Laibach: Mick Jagger blev spurgt til vores cover af Sympathy For The Devil og syntes at det var sjovt.

Ras Bolding: Hvad for faktorer gør, at I vælger at lave cover af et nummer? Hvad får jer til at sige, at dette her ville være godt materiale for Laibach at arbejde med?

Laibach: For det meste er der ikke tale om nogen rationel plan. Vi hører måske et nummer, og det sætter så nogle idéer i gang. Nogle gange arbejder vi med konceptalbum, såsom NATO, hvor vi tog udgangspunkt i numre med militante temaer og emner, eller på Jesus Christ Superstars, hvor det handlede om religion, kristendom. Med Live Is Life skete det bare. Og med One Vision. Med sådan noget som Warm Leatherette, så hang det sammen med Mute Festival, og hvad angår vores Bob Dylan-cover, så blev vi inviteret af den amerikanske ambassade, som fejrede Dylans 70-års fødselsdag, så vi så det som en mulighed for at vise vores egen form for respekt for mandens betydning for populærkulturen.

Ras Bolding: Nu vi taler om jeres covers; jeg har prøvet at spekulere på – og måske er din hukommelse bedre end min på det punkt – om I nogensinde har lavet cover af en kvindelig kunstner, og hvis ikke, er det så et bevidst fravalg?

Laibach: Hmm…kvindelig kunstner...

Ras Bolding: Sådan mumlede jeg også, men kunne ikke komme i tanke om nogen.

Laibach: Tjah, der var Freddie Mercury.

Ras Bolding: Og Europe.

Laibach: Prince.

Ras Bolding: Ja, det er korrekt. Men ingen biologiske kvinder, så at sige?

Laibach: Nej, det tror jeg ikke. Vi laver ikke covers ud fra et princip om ligestilling, men vi er ikke misogynister.

Ras Bolding: Og derfor har I fået en kvinde med i bandet nu.

Laibach: Hun er den mest mandige af os alle.

Virtuelle pas virkede

Ras Bolding: Tilbage i halvfemserne skabte i NSK, verdens første virtuelle stat, og I trykte sågar pas. Var de bare til pynt eller kunne man rent faktisk bruge dem til at rejse rundt med?

Laibach: NSK-staten blev oprettet i 1992, men Neue Slovenische Kunst stammer fra 1984 i Ljubljana, og var en ramme for forskellige kunstnere og grupper, der arbejdede sammen. Omkring 1992 ophørte Neue Slovenische Kunst med at eksistere, for folk gik deres egne veje, og som afslutning på projektet blev NSK-staten dannet, for at videreføre nogle af de basale idéer og tanker. Der var tale om en utopisk stat, hvor alle kunne blive borgere, og den fik lov til at udvikle sig på egen hånd, bl.a. via internettet, hvor den blev genskabt i sit eget billede af forskellige grupperinger. Vi er ikke selv tæt knyttet til staten, vi fortæller ikke folk hvad de skal gøre med den, vi lancerede den bare.

Hvad passene angår, ja, nogle af os har brugt dem til at rejse med, har fået stempler og det hele, så det virkede skam. Vi har historier fra rundt omkring i hele verden, hvor det er lykkes for folk at bruge passet. Problemet i dag er, at disse pas er teknologisk forældede, for der er sket meget over de seneste ti-femten år. Men i begyndelsen af halvfemserne lignede mange pas hinanden, og vi fik jo vores trykt ad rette kanaler, med rigtigt udstyr, og fra tid til anden benyttede vi dem selv, for at bevise, at hvis blot man tror på autoriteten i den slags, så virker det – staten eksisterer, hvis man tror på den.

Ras Bolding: Jeg tænker lidt, at i forlængelse af jeres WAT-album, hvor I bl.a. behandler et emne som racisme i Europa, kunne der være et statement i sig selv, hvis man kunne være illegal flygtning med et NSK-pas.

Laibach: Nogle af de meste interessante historier i den retning stammer fra borgerkrigen i Jugoslavien, da Sarajevo var omringet og de jugoslaviske pas var blevet ugyldige. Borgerne kunne ikke komme ud af byen, for den var jo omringet. Selv da NATO-styrkerne ankom, fik folk i Sarajevo ikke lov til at forlade byen, de var fanget der i flere år. Man gravede tunneller, forsøgte at gøre hvad man kunne for at komme ud og ind, og det var en spændende tid. Vi kom på besøg da der blev erklæret våbenhvile og gav to koncerter.

Ras Bolding: Aftenen før og efter våbenhvilen.

Laibach: Lige netop. Og ved den lejlighed uddelte vi 350 NSK-pas til folk. De måtte jo ikke rejse på deres jugoslaviske pas, og der fandtes endnu ikke bosniske pas, men nu havde de så et NSK-pas, og det lykkedes for mange af dem at komme ud via det.

Ras Bolding: Det er idealisme.

Laibach: Du ved, det er ikke et jugoslavisk pas, det ser ægte nok ud – så er den sikkert god nok. Så passene blev brugt i helt bogstavelig forstand, men der er også en tragisk bagside af medaljen. Passene skaber falsk håb, en slags illusion, for nogle mennesker her i verden, f. eks. i Afrika, i Nigeria, hvor de bliver solgt og handlet med. Det tragiske er, at der handles med dem fordi alt andet end befolkningens egne pas giver en bedre chance, og der er nogle triste historier forbundet med den handel, som vi helst ikke vil associeres med. Men faktum er at det sker. Der er dog en sjov historie om en amerikaner, der prøvede at rejse ind i USA med sit NSK-pas. Det blev taget fra ham, men kun fordi han havde en falsk dollar i det. Derefter blev det leveret tilbage.

Ras Bolding: Ok, lad os fortsætte – I har nyt album på gaden, An Introduction To Laibach/Reproduction Prohibited. Hvad handler det med reproduction prohibited om? Er det en kommentar til vore dages kopi- og download-kultur?

Laibach: Skal man være helt ærlig, så er der ikke tale om et rigtigt nyt album, det er en del af en Mute-serie med introduktion til deres forskellige kunstnere. Så vi besluttede os for at det kunne være spændende at udgive en opsamling udelukkende med Laibach-covers, og så tilføjede vi et par stykker, der ikke har været udgivet før. Reproduction Prohibited relaterer til cover-idéen og til René Magritte, en kunstner, som har haft stor betydning for os lige fra begyndelsen af Laibach-projektet af. Han var en stor filosofisk inspiration, sammen med Marcel Duchamp, og tilbage i firserne lavede vi et projekt tematiseret omkring Magritte, bl.a. hans billede, Reproduction Prohibited.

Ras Bolding: Nu vi taler om covers, I har jo udgivet en del af slagsen, kommercielt, så det må have krævet nogle juridiske forhandlinger; jeg mener, kan vi smide et Queen-cover på vores album, et Europe-cover, etc.

Laibach: I firserne var den slags faktisk meget lettere. Vi lavede jo meget kreative versioner, og det var ret usædvanligt. Det juridiske overlod vi til vores forlag. Det største besvær vi har haft med det var uheldigvis omkring DAF, for de var ikke interesserede i at vi brugte nogle af deres tekststumper i vores sang, Tanz mit Laibach, som egentlig var tiltænkt som en art hyldest til DAF. De synger jo om at danse med Hitler og Mussolini, så vi ændrede det til Ado Hynkel og Benzino Napaloni, som er de navne Charlie Chaplin bruger i sin film, Diktatoren. Det kunne de jo ikke forhindre os i. Men historien ender godt, for Charlie Chaplins barnebarn er blevet stor Laibach-fan pga. den sang. Skuespillerinden Geraldine Chaplin, datter af Charlie Chaplin, var i Ljubljana og fortalte, at hendes søn var stor fan af Laibach, og det er ret specielt for os, da vi jo netop også er inspirerede af Charlie Chaplin.

Ras Bolding: Det kan jeg godt forstå. Men nu vi taler DAF; I lavede jo cover af deres Alle gegen Alle. Var der nogle problemer med det?

Laibach: Det var ikke noget problem, måske fordi vi ikke spurgte dem. Det gjorde vi denne gang. Og så er Alle gegen Alle også blevet indspillet af flere andre kunstnere. Jeg tror problemet denne gang gik på det med Adolf Hitler.

Ras Bolding: DAF af alle – de dansede jo med både Hitler og Mussolini i sin tid.

Laibach: DAF af alle.

Musikindustriens fremtid

Ras Bolding: Det er lidt sjovt. Men lad os fortsætte med næste spørgsmål. Det har altid været en del af Laibachs natur at behandle store emner, ofte på grandios facon, så hvis vi følger denne tradition, vil du så mene, at det ofte omtalte kollaps indenfor musikindustrien i disse tider, varsler begyndelsen på enden for den kapitalistiske model som vi kender den?

Laibach: Begyndelsen på enden?

Ras Bolding: Det vi ser indenfor musikindustrien i disse år vil jo også ramme de andre underholdningsindustrier. Musikken blev ramt først fordi det var let og hurtigt at dele filerne.

Laibach: Jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig, at dette er et klassisk kapitalistisk trick, hvor varer bliver distribueret på en ny måde. Der findes denne teori, en slags konspirationsteori, om du vil, der går på, at de store digitale aktører, Apple, Microsoft, etc., helt bevidst gik efter at ødelægge de gamle distributionsformer indenfor musikken. De devaluerede dem og gjorde alting let tilgængeligt via downloads og sådan. Digital distribution, brugervenligt, uden betaling. Målet er at ødelægge musikindustrien for derefter at opkøbe rettigheder, bagkataloger, via tredjepart-aktører. Det sker allerede; EMI er blevet opkøbt af Universal. Når man så er blevet stærk nok, når de klassiske former for distribution er blevet ødelagt, så vil internettet begynde at vise sit sande ansigt – man vil se restriktioner og man vil komme til at betale for alt muligt.

Ras Bolding: Jeg kan huske tilbage tidligt i halvfemserne, da jeg stødte på internettet. Alle var ekstatiske online, man troede at nu blev mennesket frit, dette var den nye horisont. En ganske charmerende form for optimisme. Så hørte jeg et interview med Laurie Anderson, og hun sagde dybest set, "nyd det så længe det varer, folkens, for om et par år er nettet verdens største reklamesøjle."

Laibach: Korrekt.

Ras Bolding: Når man downloader f. eks. musik fra en webside i dag, så er der reklamer over alt, logoer over alt.

Laibach: Lige præcis. Det kan tilsyneladende ikke gøres på anden måde. Alle, der troede, at alting ville blive anderledes, tog grundigt fejl. Der vil sikkert findes independent-websites her og der, som pænt spørger sine brugere om ikke de vil donere lidt penge, så man kan overleve.

Ras Bolding: Og tilbyde Laibach-musik.

Laibach: Ja. Og til syvende og sidst er dette den klassiske redistributionsmodel, vi er vidne til. Jeg er bange for, at det er sådan det hænger sammen. Indholdet er det samme, men sproget er lidt anderledes. Det du siger om enden på kapitalismen – ja, du har ret. Man har jo brugt nettet til at skabe illusion om de stabile markeder. Nettet er en stor del af det. Der er både godt og skidt at sige om det. Du kan ikke røvrende folk uden selv at blive røvrendt. Det behøver du ikke citere mig for.

Ras Bolding: Så lad os fortsætte med de store spørgsmål i stedet. Er du enig i, til en vis grad, at det moderne Europas historie, øst såvel som vest, afspejles i Laibachs karriere-forløb?

Laibach: Til en vis grad. Det er et interessant spørgsmål. Sådan har jeg aldrig tænkt over det.

Ras Bolding: Hvis man lytter til meget tidligt Laibach, harsk industrialmusik, så er det jo på manger måder lyden af et industrisamfund. Og Laibach stammer fra en mineby. Efterhånden som I bevæger jer op gennem senfirserne og ind i halvfemserne bliver jeres lyd mere digitalt orienteret, med flere elementer af techno. Man kan sige, at I bevæger jer fra det industrialiserede Østeuropa og via jeres kommercielle gennembrud til vestens digitalt orienterede kultur. Og I får også de mere tragiske elementer med, et album som NATO udspringer jo af situationen på Balkan i de år.

Laibach: Ja, sådan kan man godt se det, hvis man vil. Det er ikke noget vi som sådan har intenderet, det er nok snarere udsprunget af udviklingen af vores struktur.

Ras Bolding: Men I har ofte ramt plet. I lavede et album som Jesus Christ Superstars, der jo omhandler religion, og blot et par år efter blussede hele den globale konflikt mellem kristendom og Islam op.

Laibach: Ja, det kan man sige. 

Fremtiden er fortiden

Ras Bolding: Vi er ved at nå til vejs ende. I har holdt jer i gang i over tredive år nu, så hvad kan vi forvente af Laibach i fremtiden? Er der nogle projekter i støbeskeen? Sidst vi snakkede sammen sagde du, at Laibachs fremtid er i fortiden, og så udgav I et album med Bach-fortolkninger, så man må sige, at du fik ret. Hvordan lyder svaret denne gang?

Laibach: Haha. Vi har altid godt kunne lide at skue tilbage, for fortiden er inspirerende. Nogle ting ser man anderledes end dengang de rent faktisk fandt sted. Det kan være temmelig interessant at læse gamle aviser. Ikke alt for gamle, men gamle nok, for pludselig kan man se hvor ligegyldige vise nyhedshistorier er, allerede efter en måned, mens andre bliver langt vigtigere. For Laibach er fortiden en guldmine, men vi sigter mod fremtiden. Hvad planer angår, så skal vi færdiggøre et projekt, som vi har haft planlagt gennem nogen tid, men som, af forskellige årsager, endnu ikke er blevet realiseret, nemlig en super special edition af Laibach Revisited. Det bliver til næste år.

I år har vi udgivet tre album, Iron Sky, Tate Modern Live Limited Edition og så Reproduction Prohibited. Og så var der faktisk også en vinylboks med liveoptagelser fra de tidlige firsere. Så vi får tralt, når vi er færdige med denne turné. Derefter vil vi gerne afskære os fra omverdenen i en rum tid for at arbejde på en række nye projekter – vi har materiale til mindst fire album, på en eller anden facon. Vi vil gerne udvikle de idéer og udgive dem over de næste to-tre år.

Ras Bolding: Konceptalbum som det ofte er tilfældet med Laibach?

Laibach: Vi benytter kun koncepter for at skabe en retningslinje, som vi kan arbejde med. Det er ikke sådan, at vi altid nødvendigvis må arbejde konceptuelt. Omvendt kan man også sige, at når man arbejder på et album, så må man jo følge et eller andet koncept. Selv de, der hævder at de ikke arbejder med et koncept, ender jo alligevel med et produkt til sidst, hvor der er ti, tolv, seksten numre. Der er en konceptuel rækkefølge, et konceptuelt cover, et konceptuelt design. Og så går de på scenen med et eller andet visuelt udtryk.

Ras Bolding: Selv når vore dages indierock-bands går på scenen og lader som om de ikke kunne være mere ligeglade, så er det jo også et valg.

Laibach: Ja, det er lige netop et valg.