Mick Harvey – Skitser fra dødebøgen

GAFFA mødte Nick Caves mangeårige højrehånd Mick Harvey på Vesterbro til en snak om falske erindringer, stoffer, første verdenskrig og bruddet med The Bad Seeds

Der er ikke noget bullshit. Da mødet skal planlægges, får journalisten Mick Harvey selv i røret med en forespørgsel om vi ikke bare skal mødes på hotellet og om en halv time til interviewet er ok, så han kan nå at gå ud og spise med bandet? Det er det selvfølgelig. En halv time er ikke meget. Men det er mere end de sædvanlige femten-tyve minutter, og ender da også med at blive til tre kvarter. Lige nok til at få et indtryk af en mand, som er medstifter af et af branchens på en gang mest balstyriske og mest begavede rockbands. Og som for knap fire år siden valgte at trække sig fra Nick Cave & The Band Seeds, fordi "balancen havde forskubbet sig", som han siger. Mick Harvey er i byen, mine damer og herrer, og han er lige så diskret i sin fremtoning som hans guitarlyd er distinkt, da vi mødes i foyeren til et hotel på Vesterbrogade og indtager en afsides sofa efter at Harvey har fået bestilt en øl.  

Allerførst tak for, at du tager dig tid til dette interview.

Det er ikke sådan at jeg er ved at drukne i interviewforespørgsler. Jeg laver det dagligt, men kun et enkelt eller allerhøjst to og det forekommer mig at være besværet værd. 

Har du talt med andre danske journalister?

Nej...jeg lavede nogle stykker i Norge, en svensk radioting og et enkelt svensk face-to-face. Og nogle stykker i Helsinki....

Well, jeg har forberedt et lidt bredt spektrum af spørgsmål, da jeg nok desværre ikke kan gå ud fra, at alle vores læsere er fortrolige med din karriere....

Ok.

Sketches... er det første album, hvor du har skrevet alt materialet selv, Hvorfor?

Det er faktisk ret enkelt at forklare. Det kommer af ideen til pladen; jeg tænkte meget på dette emne, som pladen drejer sig om. Og det er vel dét, sangskrivere gør: de skriver om, hvad de har på hjerte, hvad der besætter dem, hvad de har behov for at få ud. Og jeg fandt mig selv tænkende på folk jeg havde mistet eller tabt i lang tid. Og indimellem bemærkede jeg de her mærkelige ting omkring minderne efter dem.....det optog mig meget, og et par af sangene kom ret let. Og det gik op for mig, at de ikke passede sammen med noget andet, at det var en anden slag materiale. Jeg skriver ikke mange sange, og det var en overraskelse for mig selv, at der kom to-tre hurtigt efter hinanden. Men det optog mig meget, og det er dét, der sker for folk der skriver: De skriver det, de er optaget af. Sådan må det være. Hvis det skulle blive et album, var jeg nødt til at skrive sangene selv, fordi der var mange personlige ting på spil. Så det blev en udfordring at se, om jeg rent faktisk kunne skrive alle de sange, for det havde jeg aldrig gjort før.

Men da projektet opstod, havde jeg faktisk tre forskellige projekter, jeg kunne have arbejdet på. Da jeg havde fire-fem sange til Sketches... havde jeg allerede et helt, andet album i demo-form. Og jeg arbejde på et helt tredje, mere let og sjovt album. Det var omkring den tid, hvor jeg forlod The Bad Seeds - i starten af 2009 - og jeg besluttede at jeg var nødt til at træffe en bevidst beslutning om, hvilket projekt det var bedst at arbejde på. For det ville blive iagttaget på en bestemt måde af folk: hvis jeg lavede det ene album ville det fremstå som om, jeg stadig bare lavede det samme som før, og hvis jeg lavede det andet, mere skitseagtige og sjove rockalbum ville folk tro, at jeg ikke tog noget alvorligt (griner, red.). Så valget faldt på at tage udfordringen op og lave noget, som var et dristigere, kunstnerisk statement – som en offentlig markering af, at jeg havde en artistisk intention. I stedet for at sende det forkerte signal om, hvad jeg lavede. Så jeg valgte at sige "ok, jeg skriver sangene til  det album. Ser om jeg kan gøre det".

Skaden Serge

Du har tidligere fortolket Serge Gainsbourg i stor stil. Prøv at fortælle, hvad du finder fascinerende ved manden og hans musik? 

Der er mange forskellige aspekter i hans arbejde.....der er flere ting, som  drog mig mod det. En ting er, at hans karriere spænder så vidt. Fra midten af halvtredserne med tidlig rock og jazzting gennem hele udviklingen i tresserne – hans ting sidst i tresserne var meget påvirket af hele den engelske ting – til han endda begyndte at lave reggaeting og disko i  halvfjerdserne. Han er som en skade, som snupper ting alle vegne fra. Men helt grundlæggende kunne jeg vel bare godt lide mange af hans sange, og specielt materialet fra sen-tresserne og starten af halvfjerdserne fandt jeg meget interessant. Og folk kendte det ikke ret godt uden for Frankrig. Jeg tror muligvis, man kender ham bedre i dag, men da jeg lavede dem.....i nogle europæiske lande kender man ham måske bedre, men i England kender de kun Je T'aime...., i USA kender de ingenting, og i Australien kender de også kun Je T'aime.

Så det var som denne her uberørte ting: Her var denne fantastiske sangskriver og hele hans værk, som ingen folk rigtig kendte. Det var meget fristende for mig som sangskriver så at sige at kigge på det...det var virkelig sjovt at lave. Meget forskellig fra noget andet, jeg har arbejdet på tidligere. Alle de andre ting jeg har lavet, hvor jeg har været i bands, har været meget mere....musik, som jeg har en stærk personlig, sjælfuld forbindelse med. Og det gælder også for de soloalbum, jeg har lavet siden Gainsbourg-pladerne. Men jeg er ikke sikker på, at jeg har en stærk,  sjælfuld relation til det, han lavede. For meget af hans arbejde er der dybest set ikke særlig meget sjæl i. Det er legesygt, sjovt, noget af det er meget intelligent. Men sjovt nok er det ikke den slags, jeg normalt ville lytte til....

Men var det mest lyrikken eller musikken i hans sentresser-ting, som du fandt interessant?

Jeg fandt interesse i begge dele. Jeg synes, han lavede nogle interessante ting musikalsk på det tidspunkt.....ting som Bonnie & Clyde, Initials B.B......glimrende stykker musik, de var sjove og han fik fat i de her fantastiske arrangører, indspillede i London med virkeligt gode musikere og det lyder fantastisk. Så jeg var meget nysgerrig efter, hvad teksterne handlede om...de er meget sjove, du ved,   sådan lidt smid-væk-agtige indimellem. Men de er også begavet skrevet på fransk, kloge, rammende, alt det der. Som  figur er han bare.....en fræk fyr, simpelthen. Han har bare været en naughty boy hele vejen igennem. Det er ikke rigtig min stil, du ved. Men jeg finder det underholdende. Mange af hans sange er båret af at han bare er flabet og sjov og respektløs. Det er også interessant, men det har sine begrænsninger. Det er ikke noget stort billede, du får.

Det faldt mig lige ind: ser du nogen ligheder mellem Gainsbourg og din gamle makker Nick Cave?

Well, der er ligheder. Men der er ligheder mellem mere eller mindre enhver sanger, der skriver sange og den slags. Frygtelig mange har ligheder i forhold til deres egos balance, den opmærksomhed de ønsker og hvad deres interesser er. De er ofte rimelig kantede og lever på kanten og den slags. Men jeg vil sige, at hvis du kigger specifikt på, hvad de laver...så synes jeg, at det er ret forskellige ting, de prøver at gøre med deres kunst.

Erindringens anatomi

Er der nogen forbindelse mellem titlen på dit seneste album og den tibetanske eller den egyptiske Dødebog?

Overhovedet ikke. Den er i højere grad inspireret af Louis Bunuel (spansk filmintruktør, red.), som havde en stor Dødebog; når en ven eller et familiemedlem døde tog han den frem og noterede deres navn og datoen. Så han havde simpelthen denne bog med alle dem, som var gået bort. Som en slags påmindelse, formoder jeg. Så det var i nogen grad baseret på den idé. Jeg skrev det aldrig ned så formelt...men jeg skrev faktisk en liste, ha-ha.

En journalist har pointeret, at sangene på Sketches from the Book of the Dead beskriver det, som er tilbage – ikke, hvad der er gået forud. Var det en bevidst strategi, da du skrev pladen?               

Det handlede om, hvori min interesse i emnet lå. Jeg fandt mig selv tænkende på det at erindre mange af de her folk; de lå mig stadig på sinde og gør det endnu, selvom de er døde eller forsvundet. Og når jeg tænker på dem, er det underlige ting, som jeg husker. Du husker små stykker information, hændelser eller ting omkring dem, som dukker op når du tænker på dem. Det er dét, jeg prøvede at skrive: bare de her små skitser af, hvad der går gennem hovedet når du husker dem. Det kan være falske erindringer, ukorrekte minder, en historie – i nogle tilfælde var det en historie, som jeg kunne huske og de de tilfælde prøvede jeg at skrive sangen omkring den historie. Men i fuld bevidsthed om, at den muligvis ikke er korrekt. Det er bare min erindring af historien. Der har på intet tidspunkt været nogen forsøg på at researche eller finde nye informationer eller korrigere min erindring; jeg ønskede bare at skrive det, som var tilbage i mit eget hoved. For det er det, du lever med. Det tror jeg alle gør.

Så i en vis forstand kan man sige, at albummets gennemgående tema er erindring snarere end død?

Til dels, ja. Det handler om erindring, og jeg tror at alle som har nået et vis alder har noget, de bærer med rundt. Det er ikke noget, folk går og taler om. Men det er der, og folk lever deres liv mens de bærer rundt på minderne. Hvilket i grunden er ret fantastisk....og også uundgåeligt. Så selvom pladen ikke just er en fejring, handler den for mig ikke om tristesse eller sorg. Den handler om erindringer og er et forsøg på at studere, hvad de er. Og de er meget forskellige fra sang til sang; nogle gange er de abstrakte, fordi min hukommelse er det. Andre gange er det historien selv, fordi den er blevet det centrale...måske gælder det især i de tilfælde, hvor historien havde en tragisk karakter. Men det er det, du bærer med dig.

Og det bringer mig – om end en smule akavet – videre til spørgsmålet om stofferne, hele den såkaldte  rock'n'roll-livsstil. Din gamle kollega Cave har jo været meget åben omkring sit stofmisbrug, men har den slags nogensinde været et problem for dig personligt?

Jeg har aldrig haft et problem med afhængighed. Men en stor del af mine yngre år blev tilbragt sammen med folk, som havde. Så i den forstand har det været et stort problem for mig. For i realiteten påvirker det alle i nærheden, og når 75% af dem som du lever og arbejder sammen med har narkoproblemer – så påvirker det dig meget dybt. Et par af sangene på pladen handler jo om folk, som døde unge. Men der er også sange om min onkel og tante og alle mulige andre folk.  Men stofferne har været meget ødelæggende, og det er svært at tale om. For selvom jeg tilsyneladende ikke selv havde et problem...du ved, hvis man beskæftiger sig med rehabilitering ved man, at der er hele det her med med-afhængighed og hele det her mønster omkring misbrugeren. Og det var jeg uundgåeligt en del af. Det kunne ikke være anderledes, når jeg levede og arbejdede med dem; du kommer ind i et mønster omkring hvordan du tackler og håndterer det, og så er du en del af det system. 

Ude af balance

Jeg er naturligvis også nysgerrig efter at høre om motiverne bag afgangen fra The Bad Seeds. Jeg forstår, at du stadig er på talefod med Nick Cave?

Jo, jeg er på talefod med Nick. For så vidt som at han gider at beskæftige sig med folk, som ikke er en del af hans inderkreds længere. Han er ikke særlig interesseret i folk, som ikke er relevante for hans hverdag. Men vi har det fint, selvom han nok er lidt vred på mig over at jeg forlod bandet. Han føler sig gerne forrådt, også i tilfælde hvor det slet ikke er det, det handler om. Han tager det meget personligt. Men der er flere forskellige grunde; som jeg har sagt ved flere lejligheder, synes jeg at der var kommet en ubalance mellem mit kreative arbejde i bandet og det forretningsmæssige, jeg var nødt til at lave ved siden af. For meget tid væk fra familien, du ved. Og jeg oplevede at lave mere på forretningsfronten og mindre musik, og følte også at jeg havde mindre at skulle have sagt i forhold til hvad der skete med musikken. Det fungerede for så vidt stadig, men det føltes bare ikke rigtigt længere. Og så blev det lidt.....det er vanskeligt at forklare, men det var et godt tidspunkt at sige farvel og jeg har haft det rigtig godt siden. Meget mindre stress i mit liv.....

Det glæder mig at høre....

Yeah, det har været fantastisk. Jeg hører, at de (Nick Cave & The Bad Seeds, red.) er i gang med et nyt album, Thomas Wydler har fortalt mig om det og det lyder virkelig interessant. Men jeg er rigtig glad for, at jeg ikke var der, det er jeg virkelig. Du ved, hele adfærdsmønstret, hele setup'et...det blev bare mere og mere stressbetonet for mig, og jeg nød det ikke rigtig på samme måde længere som jeg gjorde før i i tiden. Jeg taler ikke om det kunstneriske, men det rent sociale aspekt og alle tingene omkring....jeg fandt det sværere og sværere at nyde det, også turnéerne. Det blev hårdere, store koncerter, du ved, dem holdt jeg ikke særlig meget af. Koncerter, som havde mindre at gøre med det kunstneriske end med at være underholdning, simpelthen på grund af størrelsen. Selvom nogle af dem var virkelig gode koncerter. Så det hele kom bare ud af balance, og jeg kom heller ikke specielt godt ud af det med Nick, så det var sådan lidt "hvad fanden laver jeg her? Jeg burde gå han og gøre noget andet. Jeg har lavet det her i tredive år....hvorfor skulle jeg blive ved med det, når det ikke er det samme som før?". Alt skal være virkelig godt og positivt for mig, og sådan var det ikke rigtig mere....

Men i forhold til den kreative kurs......

Well, den kreative kurs er én ting, og var nok en af grundene til mit kunstneriske input blev mindre. Og jeg var ikke enig i.....altså, Grinderman-tingen var fint nok, det er en separat ting.....men den kunstneriske retning var ikke så interessant for mig, som den havde været.  Det ændrede sig bare, skiftede....jeg synes at Dig, Lazarus Dig! (2008) rummer nogle rigtig gode ting. Det var hele attituden omkring indspilningen, og hvad de – Nick og Warren (Ellis, red.), mest Nick – ville have ud af det, som jeg ikke var enig i på samme måde som før. Jeg nød en del af indspilningen og jeg synes at der er fantastiske ting på det album, men jeg var ikke 100% enig i retningen. Så det skiftede, og jeg måtte spørge mig selv: "Hvad laver jeg her, hvis det ikke fungerer for mig længere? Hvorfor er jeg her?". For det er en kæmpe investering....når du går ind i sådan et projekt går der et par år med det: indspilning, turneren, alt det forretningsmæssige omkring det. Så...."hvis det ikke fungerer, så kom ud af det!". Og det gjorde jeg. Det var ikke en ting, men mange....hele balancen der vippede, så det bare ikke var rigtigt for mig mere. Men det er stadig glimrende for dem; de kører bare på, du ved. Det er fantastisk, ha-ha. 

Med nogle kunstnere – Dylan, for eksempel – er der en ret fast etableret offentlig mening om, hvilke album der udgør karrierehøjdepunkterne. Det har jeg altid fundet vaskeligere i forhold til The Bad Seeds-kataloget. Hvilke album rager op efter din egen mening?

Ja, den er svær, og der er mange forskellige meninger om det. Det eneste, folk kan blive enige er om, er tilsyneladende at Nocturama (2003, red.) ikke er en af dem. For mig inkluderer det også No More Shall We Part. The Good Son var lidt for kontrolleret, selvom der er nogle gode ting på. Og det er også problemet med No More Shall We Part - at den er så kontrolleret, at det på en måde ikke bliver sluppet fri og får lov at være løst og....spændende. Som ellers er en af de fantastiske ting ved The Bad Seeds og sted, hvor de arbejder rigtig, rigtig godt. Så det er bare den lille stribe dér...altså, der er nogle rigtig gode ting på No More Shall We Part, og nogle synes endda at det er Nicks allerbedste album. Men for mig er det sådan lidt....han havde lavet The Boatman's Call (i 1997, red.) som var lidt af et skifte i retning af at det nu var ham, som dikterede musikkens retning.

Så holdt vi fri nogle år, og da vi kom tilbage var han meget høj grad i det her modus hvor han skrev disse kærlighedssange, hele den der kærligheds- og parforholdstematik. Og jeg tror, at han personligt kørte fast i det. Han lavede stadig nogle gode sange i den periode, men No More Shall We Part og Nocturama blegnede i slagskyggen af The Boatman's Call. Med Abbatoir Blues lykkedes det os at løsne op og bryde ud igen...så de er de eneste to, som ikke helt fungerer for mig.  Som ikke har den energi, den gnist og den ild, som bandet kan bringe ind i situationen. Det hele var undertrykt, og det var godt for The Bad Seeds at få lov at slippe fri på Abbatir Blues/The Lyre of Orpheus. Det var mærkeligt, at Blixa (Bargeld, bandets tidligere guitarist og frontfigur i tyske Einstürzende Neubauten, red.) ikke var der mere. Det havde ikke noget med hans afsked at gøre, men det skabte en situation, hvor Nick var klar over at han var nødt til at bryde ud af det, han var kørt fast i. Og det første han gjorde var at gribe tilbage til det, han lavede før i tiden. Så det var næsten som at gå tilbage til den måde, The Bad Seeds arbejdede før i tiden. Men jeg kan lide alle pladerne...udover de to i midten har det været fantastisk at høre dem igen; jeg var nødt til at høre det hele igennem i forbindelse med 5.1-mixene (hele bagkataloget er blevet genudgivet over de sidste par år, red.) og det har været meget interessant at høre dem – meget - de sidste to-tre år. Arbejde med dem i studiet igen og forsøge at få dem i 5.1-lyd og stadig lyde som det var meningen, de skulle.

I det interview, jeg refererede til før, talte du også om "din smag og instrumentale stil som prægede pladerne frem til Murder Ballads". Hvad ændrede sig efter det album?

Med Boatman's Call gik Nick ind og sagde "jeg vil have at det skal være sådan og sådan, og jeg vil have at det skal være meget begrænset". Han skulle have lavet det som et soloalbum, hvor et par stykker af os var med i stedet for hele bandet. Men hele bandet var alligevel samlet, fordi vi også spillede koncerter den sommer (i 1996, hvor gruppen blandt andet optrådte på Roskilde Festival, red.). Jeg tror ikke, Nick havde tænkt så meget over det, og så fandt han sig selv i studiet sammen med os alle sammen. Han skulle have lavet det som en soloplade, for han ville have det meget reduceret og have kontrol over arrangementerne, som normalt – til og med Murder Ballads – var noget, bandet stod for. Før i tiden ville han sidde  og spille sangen for os, og så arbejdede vi videre ud fra det. Denne gang ville han have kontrollen, måske fordi han var træt af at jeg havde meget af den. Det ved jeg ikke. Men det var skiftet, og det var meget tydeligt: "Nej, det vil jeg ikke have, jeg vil kun have det og det på den sang" os så videre. Og sådan er det forblevet siden.

Så det var måske i en vis forstand begyndelsen på afslutningen for dig?

Ja, på en måde. For min rolle handlede i høj grad om at spille forskellige instrumenter og arrangementerne og den slags. Fra og med Boatman's Call blev den rolle mindre, selvom jeg stadig lavede stryger-arrangementer, for eksempel på No More Shall We Part sammen med Warren. Det blev stadig forventet, at jeg var der til at hjælpe med produktion og mixning. Men min rolle i forhold til hvad jeg bidrog med til bandet var allerede reduceret på det tidspunkt, så ja, i en vis forstand var det begyndelsen på enden.

For meget fordummelse

Nogle sangskrivere, som jeg har drøftet emnet med – og især Lou Reed – nærer en stærk modvilje mod at anlægge en intellektuel tilgang til rockmusik. På den anden side sagde Jim Sclavunos (trommeslager i The Bad Seeds, red.) engang til mig, at han synes at der er "for meget anti-intellektualisme i rock'n'roll". Hvad tænker du om den modstilling?

Ja, den er ikke entydig. For jeg synes, at det er godt at forsøge at lave noget intelligent, udfordrende og kunstnerisk vederhæftigt indenfor en nutidig form som kontemporær rock'n'roll. Det er en virkelig udfordring og noget, folk burde forsøge at gøre i stedet for bare at spille ubegavet rock'n'roll. Men jeg forstår også det iboende problem deri: at musikken kan miste sin gnist og sit liv, og at en del af det fantastiske ved rock'n'roll er....at det bare skal have lov at ske. Men det er to sider af samme sag....hvis du gør det ordentligt, bliver det et stykke god kunst som du kan værdsætte i et større perspektiv.

Det behøver ikke at være et paradoks....

Nej, og jeg forstår begge standpunkter. Men jeg er enig med Jim i, at der er for meget fordummelse i rock'n'roll: folk, der er bange for at behandle det, som om det har en kunstnerisk værdi....

Jeg tror, det hænger sammen med en eller anden misforstået forestilling om autenticitet.....  

Præcis. Jeg tror....(vi bliver afbrudt en øjeblik, da Harvey skal aftale med makkerne hvilken restaurant de skal mødes på, red.).

Ok, lidt i samme spor vil jeg gerne spørge til dine rent litterære input? Hvad læser du?

Jeg læser meget historie, faktisk. Men jeg læser lidt af hvert. Jeg er ikke nogen stor læser, men hvis du nævner nogle af de store forfattere vil jeg formentlig have læst en eller to af deres bøger. Men ikke syv eller otte. Nogle mennesker læser hele dagen, min søn for eksempel, men det kan jeg ikke.

Men jeg tænkte på, om der var nogle specifikke forfatterskaber, som har haft større betydning end andre.....

Well, forskellige forfattere på forskellige tidspunkter. På et tidspunkt læste en masse Michael Ondaatje, hans første seks eller syv bøger, og det er usædvanligt. I løvens skind og så videre. Det er jeg holdt op med, men jeg kan stadig rigtig godt lide hans bøger, selvom jeg ikke har læst en i årevis. Pete Dexter holder jeg også meget af, kender du ham? Amerikansk forfatter, han er fantastisk. Han har blandt andet lavet Paris Trout, som er filmatiseret med Dennis Hopper. Han har skrevet nogle glimrende bøger, blandt andet også en der hedder Deadwood, som de til en vis grad baserede tv-serien på. De krediterede ham ikke, men bogen er fantastisk og starter på fuldstændig samme måde som serien, med Wild Bill Hickok i byen og så videre. Virkelig, virkelig god. Så er der de ældre, Dostojevski og så videre, som jeg læste meget, da jeg var ung.

Helt tilbage omkring 1970 skrev Ondaatje et ret glimrende essay om Leonard Cohen. Det kan anbefales....

Virkelig? Det lyder interessant. Han må have været meget ung...

Mening i kaos

Ja. Nogen betragter første verdenskrig som den endegyldige bekræftelse af den gamle verdensordens sammenbrud og indledningen til en modernitet, hvor det er blevet et ubarmhjertigt individuelt projekt at etablere mening i kaos. Hvilket også kan siges at være et tema i både Nick Caves og førnævnte Cohens sangskrivning. Hvorfra udspringer din interesse for emnet?

Åh, det er vanskeligt at definere. For mig handler det meget om den menneskelige historie. På trods af, at det er den første industrialiserede krig, ligger der midt i historien dette dilemma: det er en meget menneskelig historie. For alt, hvad du læser om det eller som nogle af de involverede har udtalt, handler om den rent menneskelige tragedie. Og det er på en måde fascinerende: at de var så dedikerede til det, de forsøgte at gøre, på trods af den overvældende situation, de var oppe imod. Som individer var de meget dedikerede, og det er ekstraordinært at læse om. Med den anden krig – selvom du kan argumentere for at den var en fortsættelse af den samme ting – havde verden bevæget sig i en så katastrofal retning med totalitarisme og så videre, at potentialet deri var langt hinsides den menneskelige historie som udfoldede sig i den første krig. Alle indenfor de forskellige samfund var undertrykte og bange for at sige, hvad de tænkte. Det var en vanvittig situation, og temmelig ond.

Så jeg er interesseret i første verdenskrig på grund af den meget lidenskabelige ting, som også udfoldede sig. De individuelle beretninger er meget rørende, og handler dybest set om menneskelighed. Mens den anden krig bare var denne her fucking horror....masserædsel. For en soldat i skyttegravene var første verdenskrig formentlig også masserædsel i situationen, men i den anden var rædslen blevet en fortløbende ting, et setup som ingen havde mulighed for at flygte fra. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad de tænkte. Men det er utroligt at læse om. Polly (veninden og kollegaen P.J. Harvey, red.) skrev også flere sange om det på sin seneste plade og læste nogle bøger om emnet i den  forbindelse, og jeg tror også at det var det, der rørte hende. At der inden i alle beretningerne ligger nogle meget personlige historier. Midt i tragedien er der de menneskelige historier, en menneskelig faktor. Måske også i højere grad end tidligere krige, fordi menneskeligheden her skinnede igennem i så stor en skala. Meget fascinerende. Jeg ved ikke helt, hvad Danmarks rolle var...

Meget lille. Vi havde haft en krig med tyskerne tilbage i 1864...

Åh ja, det har jeg vist læst noget om...

Bare rolig, jeg spørger ikke ind til det. Men et sidste spørgsmål: sidste år sagde du, at du ikke havde nogle planer hinsides turnéen med P.J. Harvey og promoveringen af din egen plade. Har det ændret sig?

Ja, jeg havde jo ikke tid til at komme ud og spille sangene, på grund af arbejdet med Polly. Så det er det, jeg er i gang med nu og jeg har flere koncerter forude. Jeg tror kun, jeg har spillet omkring syv koncerter med de nye sange i Europa: En i London, to i Tyskland, fire i Italien og det var alt. Og så har jeg et par projekter, som jeg arbejder på og skal have besluttet hvad der skal ske med. Men lige nu benytter jeg muligheden for at spille de koncerter, jeg ikke nåede sidste år......