Søren Huss – Fra popidol til generationssangskriver

Søren Huss har lagt sorgen og hjerte/smerte-sangene bag sig og er klar med et eftertænksomt, personligt, dystert og samfundskritisk, men primært positivt ladet nyt album

Se masser af nye, eksklusive fotos af Søren Huss på Holckenhavn Slot ved Nyborg i GAFFAs gallerisektion

Trods et ihærdigt forsøg på at insistere får Søren Huss ikke lov til at betale for gårsdagens andepaté-sandwich, favoritten fra Den Gode Smag, der ligger lige om hjørnet fra sangerens bopæl. Søren Huss er en populær mand i Nyborg og ikke uden grund. Som forsanger og sangskriver i Saybia, et af det nye årtusindes største bands i Danmark og nu som ombejlet og succesfuld solist, har han sat Fyns nordøstlige kystby solidt på det musikalske landkort. Og efter en periode i eksil i hovedstaden trak han for fire år siden teltpælene op og har nu igen bosat sig i barndomsbyen, der med opland lige kan snige sig op over de 18.000 indbyggere. I anledning af sangerens andet solo-udspil Oppefra & Ned – der udkommer 15. oktober – tager han iført stråhat og med halvrøget smøg imod GAFFAs udsendte hjemme i domicilet i det centrale Nyborg; et idyllisk beliggende gammelt bindingsværkshus, hvor nationalromantikken står i flor.

– Her er ret Morten Korch-agtigt. Huset er i to etager på 140 m2 og stammer tilbage fra 1761. Udenfor løber Nyborg Voldgrav, og lige i nærheden ligger det bevaringsværdige bibliotek, museet Mads Lerches Gård fra 1600-tallet og Nyborg slot, fortæller Søren.

Rammer, der indbyder til ro og kreativitet, og så gør det selvfølgelig ikke noget, at man har et mini-flygel stående i stuen plus andre musikinstrumenter og ikke behøver at bekymre sig om emsige naboer. Søren er vendt hjem, og han befinder sig godt. Han startede sin sidste turné i Nyborg, gør det igen til november, og har fra scenen bebudet, at det kommer han til at gøre på alle sine turnéer fremover. En noget kæk udtalelse, kommenterer han smilende, men indtil videre følger han planen. Efter den tragiske trafikulykke i Valby for snart fem år siden, hvor hans kæreste mistede livet, og deres lille fælles datter blev livsfarligt kvæstet, vendte han tilbage til fødebyen, og andet havde været umuligt, hvis han skulle fortsætte sin professionelle musikalske løbebane, fortæller han.

– Jeg stod jo pludselig der og var enlig far til en lille datter, og det er meget svært at forene med et musikerliv, hvor man tit er hjemmefra og arbejder på skæve tidspunkter. Nu går min datter, Ronja, i 1. klasse, og det er med til at strukturere min hverdag, hvilket er godt, for jeg har hang til både at være ustruktureret og kan være meget doven, men hun holder mig på sporet. Så bor min søster, der har tre børn, lige i nærheden, og der er altid familie og venner til at hjælpe, når jeg skal væk fra hjemmet, hvilket betyder, at min datter altid har et trygt og godt sted at være.

Sorte tal på bundlinjen

Søren signalerer ro og tilfredshed og fortæller, at han har rykket sig langt, siden hans værste mareridt blev til virkelighed, hvilket han så glimrende bearbejdede på solodebuten Troen & Ingen.

– Der er sket meget siden da. Ronja lå i sin tid i respirator i to-tre uger, og på et tidspunkt så det ud som om, det var slut. Men hun overlevede og har det på nær nogle problemer med det ene ben fint i dag. Jeg er kommet videre og er ikke længere i sorg, og der er ikke nogle kærlighedssange på Oppefra Og Ned, hvor Troen & Ingen nærmest var en lang kærlighedshistorie.

Ikke desto mindre kommer man bredt omkring, og stifter bekendtskab med mange og forskelligartede sindsstemninger på Oppefra Og Ned. Et album, der byder på såvel sol som mørke, men hvor førstnævnte synes at vinde, hvilket man kan høre på anden skæring med den positive titel De Sorte Tal, hvor sommeren hyldes, og hooklinen lyder: "elsker jo at være her".

– Ja, den siger vel dybest set, at jeg er glad for at eksistere. Jeg har kunnet leve af at spille musik i over 10 år, hvilket jeg opfatter som et utroligt privilegium. Musikken har altid været som en terapi for mig, og har været helt uundværlig i det, jeg har gennemlevet. Jeg har fået lov til at udtrykke mig og beskæftige mig med min store passion. Så har jeg har min datter og mange nære relationer, det er meget værdifuldt.

Voksenlivet

"Melankolske tråde i et voksenlivs spind", lyder det på albummets beroligende og afsluttende skæring, Den Smukkeste Sommerdag. Et tema, der går igen.

– Jeg oplever at komme bredt omkring, men jeg vil sige, at et gennemgående træk kredser om mange af de udfordringer, man står over for i voksenlivet. Det handler for eksempel om at handle, at reagere, at gøre noget, at række ud og få set de mennesker, man gerne vil være sammen med. Åbningsnummeret Det Er Ganske Enkelt (en både hidsig og medrivende affære, red.) handler om, at hvis man ikke opper sig, så kommer man altså alvorligt bagud, så det er lidt af en opsang – dem er der nogle stykker af, og ikke mindst til mig selv – om at tage sig sammen.

En af de mere dystre tekster er til Ambassade, hvor der er langt til sol og sommer.

– Den reflekterer nogle af de skuffelser, jeg har oplevet i forbindelse med ulykken; nogle har svigtet, har simpelthen ikke kunnet rumme det. Ikke kunnet rumme mig. Så den kredser omkring bitterhed, hvilket er et emne, man som voksen uundgåeligt kommer til at forholde sig til.

Sidder der nogle derude, der får røde ører, når de hører sangen?

– Jeg kan selv få røde ører, jeg kan være lige så dårlig til at række ud, når nogle har brug for det. Teksten går begge veje.

Ind til kernen

Tekstuniverset er i det hele taget lidt af en udfordring på Oppefra & Ned. Som på debutalbummet er det langtfra alt, der rimer, og på visse sange vælter ordene ud, hvor der bliver dvælet anderledes ved de enkelte sætninger på andre skæringer. Spændende poesi, der både revser og stryger med hårene, men ikke nødvendigvis ord, man afkoder og let rubricerer ved første gennemlytning.

– Nogle gange ved jeg ikke engang selv, hvad de handler om, men jeg har forsøgt at komme ind til kernen i de forskellige stemninger så godt som muligt. Ordene er vigtige for mig, og jeg føler, at jeg er i stand til at udtrykke mig langt mere komplekst og nuanceret på dansk end i de engelske tekster, jeg har skrevet til Saybia. Kommer jeg til at skrive på engelsk igen, bliver det væsentligt mere enkelt og noget, der bare skal tages som ren pop. Saybia har et ret stort publikum uden for Danmark, hvilket giver mig visse muligheder. Det er ikke utænkeligt, at der en dag kommer en engelsk udgave af mit solomateriale, men i det tilfælde skal jeg samarbejde med en mandlig engelsk tekstforfatter om oversættelserne for at holde niveauet.

Protestsanger

På visse numre kommer en velformuleret social indignation til udtryk, hvor egoisme og manglende solidaritet udstilles, som på første single Den Der Isme, hvor omkvædet lyder "Den har jo ikke noget tøj på, den der isme, den her friheds-kannibalisme". Ord, men også musik. Og et generelt udtryk, der leder tankerne hen på klassiske samfundsrevsere som C.V. Jørgensen og Sebastian. Ikke helt tilfældigt. Sidstnævnte har tidligere til undertegnede særligt fremhævet Søren Huss' version af Romeo, på En Hyldest Til Sebastian, og Søren fortæller, at han skal gæsteoptræde hos Sebastian til efteråret og tilføjer:

– Jeg kan godt se parallellen til det, du siger, men igen peger pilen også på mig selv, jeg er også en del af forbrugersamfundet. Men måske handler det også om, at der er få, der giver sig i kast med den form for tekster, det er lidt mere Singlepik (Orgi-E, red.) og sådan noget, som mange unge vælger at bruge deres talent på, siger (og synger) Søren med et smil.

– Det startede egentlig med, at Løkkes tidligere miljøminister Karen Ellemann accepterede, at kommunekemi i Nyborg – som langtfra er kommunalt – fik tilladelse til at destruere et kæmpe giftdepot fra Australien. Det skabte voldsom furore her i Nyborg og viste sig at være potentielt særdeles miljøbelastende. Jeg involverede mig i modstanden, skrev en aldrig opført protestsang i den sammenhæng, og Den Der Isme kommer lidt ud af det.

Færdig som popsanger

Søren Huss i medrivende up-tempo (hvilket der er langt flere eksempler på denne gang end på debuten) og en sang, der indikerer, at han sammen med en artist som Peter Sommer overtager stafetten fra gamle kæmper som C.V. og Sebastian. Det i forhold til såvel at formidle stemninger som at adressere nutidige, og almengyldige, problemstillinger og dilemmaer, der ofte ligger langt væk fra de lette poptekster, hvilket da også er Sørens klare målsætning.

– Jeg vil gerne udtrykke noget, der betyder noget for folk, som de selv kan se sig selv i, noget der har en vis dybde. Det lette popunivers og den flygtige og i visse tilfælde voldsomt eksponerede succes, interesserer mig ikke. Jeg har prøvet at være popstjerne, og jeg har vist, at jeg godt kan skrive et omkvæd, som folk kan synge med på. Ved udgivelsen af Saybias andet album (These Are The Days, 2004, red.) var den helt store popmaskine kørt i stilling. Sekvenser fra vi spillede blev filmet fra helikopter til dvd-udgivelse, fans blev fløjet ind fra ind- og udland til release party, og alt var skruet helt vildt op. Jeg har prøvet det og bryder mig ikke om det. Så hvis det hele går stille og roligt uden den helt store eksponering, generer det mig ikke. Faktisk prøver jeg bevidst at undgå de store pop-hooklines. Jeg har ikke lyst til at være ung med de unge, jeg vil langt hellere være generationssangskriver, en der følger min generation op igennem livet. Det vil være en ære at få lov til. Jeg vil fortsat meget gerne være på banen om ti år.

Elendig til at forvalte succesen

Søren ved, hvad han taler om, for han har om nogen prøvet at være i hitmaskinens kødkværn på godt og ondt. Efter små otte år i øvelokalet fik Saybia pludselig bragende succes med debutalbummet The Second You Sleep i 2001, der endte med at sælge over 300.000 enheder.

– Vi, og ikke mindst mig selv, var elendige til at forvalte succesen. Ganske enkelt. Jeg havde det voldsomt svært med den enorme presseopmærksomhed, og fik slet ikke udtrykt, hvor fantastisk og privilegeret, det også var at opleve så overrumplende en succes. Det hele kom til at handle om, hvor hårdt det var at turnere, presset for at følge op på debuten, vi blev uvenner, gik ned på skift og så videre. Og efter den første eufori vendte bøtten. Da I Surrender fra den anden plade udkom, kørte der en radiokampagne, der gik på "kom og tud med Søren Huss". Folk syntes, det var vældig morsomt og "tudede med", når de så mig på gaden. I al min selvhøjtidelighed syntes jeg, at det var dybt uretfærdigt. Jeg prøvede at være ligeglad, men "jeg kunne ikke håndtere det'" (hvert ord sagt med eftertryk). Men det var en meget værdifuld erfaring, som jeg er glad for at have i bagagen i dag.

Når du ser på Saybia indtil nu, hvordan vurderer du så karrieren?

– Tre af os har 20 års jubilæum her til vinter, det er jo sindssygt. Jeg føler mig utroligt privilegeret i forhold til alt, hvad vi har oplevet og fået lov til. Jeg har svært ved at bruge ordet fans, men er utrolig glad for, at så mange har fulgt os. Personligt er jeg mest tilfreds med vores andet album, som jeg oplever som helstøbt. Jeg synes, der er nogle gode sange på treeren Eyes On The Highway, men det er en plade, jeg aldrig kommer til at høre igen, jeg kan simpelthen ikke lide den plade, den blev lavet mere af nød end af lyst, og det er et dårligt udgangspunkt. En ting jeg fortryder er, at vi ikke spillede tre-fire ekstranumre fra The Second You Sleep, da vi som bebudet "kun" opførte vores andet album på Roskilde Festival klokken to om natten i 2004, det havde ikke kostet os noget. Vi spiller stadigvæk, men har aftalt, at vi ikke laver en ny plade, før alle har tid og lyst, og hvornår, det sker, er ikke til at sige.

Indtil videre har Søren Huss da også rigeligt at se til. Oppefra Og Ned udkommer den 15. oktober, turnéen (med band) starter den 1. november i Nyborg, og det er meget muligt, at Søren ene mand begiver sig ud på tur til foråret. Saybia opfører The Second You Sleep ved P3's "albumsession" i Koncerthuset den 20. og 21. oktober.

Fra Tre Hvide Duer til Arcade Fire:

– Jeg har altid elsket musik og har spillet, fra jeg var lille, min far var spillemand og stor musikelsker. Men jeg var overhovedet ikke del af nogen subkultur, var ikke med på, hvad der rørte sig i tiden, og købte først min første cd i en alder af 20 år. Jeg spillede gamle schlagere som Tre Hvide Duer, "tre fede fluer", på stueorglet. Som 10-årig begyndte jeg at spille trompet og har spillet i orkester her i Nyborg. Til min konfirmation fik jeg det obligatoriske stereo-anlæg og hørte primært bånd, som min søster havde indspillet med artister som Chicago og Toto. Senere blev jeg dybt betaget af Jeff Buckleys måde at synge på, da jeg hørte Grace, og fik med nogle års forsinkelse øjnene op for Radioheads kvaliteter, specielt OK Computer og The Bends.

– Så selv om jeg altid har hørt og spillet en masse musik, har jeg en masse til gode. For eksempel er det først inden for de sidste fem år, at jeg har fattet Bob Dylan, og da vi miksede Oppefra & Ned i L.A. købte jeg Dylans første otte plader på vinyl. I de seneste år har jeg så selv opdaget og er blevet voldsomt begejstret for Arcade Fire (en inspiration, der skinner tydeligt igennem hos Huss, ikke mindst på åbningsnummeret Det Er Ganske Enkelt, red.) og så er jeg meget glad for nyere artister som Fleet Foxes og Band of Horses, og herhjemme har jeg ikke mindst taget The Rumour Said Fire til mig.

På slottet:

I GAFFAs gallerisektion kan man se Søren Huss i eksklusive omgivelser, som nogle måske vil genkende fra X Factors bootcamp sæson 2011/12, men som for sangskriveren har en ganske anden betydning:

– Jeg lærte Christina og Dennis Hou Holcken, som sammen bestyrer Holckenhavn Slot, som ligger lidt uden for Nyborg, at kende. Slottet har været i Christinas families navn i over 300 år. Da jeg besluttede mig for at udgive en ny soloplade, tænkte jeg, at det ville være godt at komme ud af huset og arbejde struktureret med sangskrivningen på daglig basis og så bagefter tage hjem og holde fri. Det endte med, at jeg fik lov til at låne en lille lejlighed på slottet, hvor der tidligere har boet en statsministerfrue. Der var en sofa og et bord, og der sad jeg med min computer, men uden internetforbindelse. Det gik faktisk ret godt, og efter en måned havde jeg fået skrevet syv sange. Herefter røg strukturen lidt, og efterfølgende er albummet primært indspillet i Saybias studie i Køge og mikset i L.A. af Michael Patterson, som jeg syntes har ramt præcis det, jeg gerne ville have, selvom han ikke forstår sproget. Jeg synes, at det er den plade, jeg har lavet – inklusive Saybia-pladerne – som lyder bedst.