Andrew Bird – Populærmusik i fugleperspektiv

Om hvorfor bierne dør i det centrale Californien og popmusik er er uendeligt meget mere udfordrende end at spille Mozart. GAFFA fangede koncertaktuelle Andrew Bird på en bænk på Manhattan.

Det er ved at være ti år siden, den i dag 30-årige violinist og sangskriver Andrew Bird ved et tilfælde fandt ud af, at han sagtens kunne slippe af sted med at skrælle lagene af sin ambitiøse, klassisk funderede musik og stille sig alene op på en scene. Siden har uforudsigeligheden og den potentielle pinagtighed været faste følgesvende for koncertkunstneren Bird, som 19. november kan opleves i Amager Bio. GAFFA fangede ham siddende på en bænk i Hudson Park, New York, hvor han over mobilen beredvilligt fortalte om sin seneste plade "Break It Yourself" og sin kringlede vej ind i populærmusikken.

Jeg vil godt starte med fem hurtige om turnéen. Først: hvordan er det gået i øvelokalet?

– Vi har overhovedet ikke øvet. Jeg øver sjældent. Vi har været på turné hele året, så det har ikke været afgørende. Og vi er ikke et band, som bruger øvetid på at forsøge at genskabe et album på scenen.

Hvad skal publikum forvente af koncerterne?

– En dynamisk samling sange. Der er en del sange fra "Break It Yourself" og fra de seneste syv plader. Og de sange kan blive virkelig komplekse i forhold til hvem der skaber lydene, loops og så videre. Det er en meget  umiddelbar måde at skabe musik. I tilgift til det, gør vi så det, at vi trækker stikkene midtvejs, samles om én mikrofon og synger og spiller akustisk – traditionelle sange; spirituals, gamle countrysange og egne sange på en akustisk måde. Så det skifter fra at være meget stort til noget meget basalt.

I petit-afdelingen, men ikke desto mindre: hvad gør du, lige før du går på scenen? Nogle ritualer?

– Jeg plejer at lytte til et par plader, blandt andet en med Staples Singers fra starten af tresserne. Og jeg spiller akustisk med mit band, spiller nogle gamle sange for at minde os selv om hvordan musik skal føles og lyde. Og det er mere eller mindre det: jeg klæder mig på til showet, og der er en del overtro omkring hvilke sokker, man skal have på og så videre. Du bliver ret overtroisk, når du spiller hver aften.

Og hvad står der på din forplejningsliste?

– Et par vinylplader i 5$-klassen, for vi har en grammofon med på turné og lytter gerne til plader efter vores koncerter. To par solbriller til  under 5$ og noget at grille, for vi medbringer også en mobil grill så vi kan holde en lille grillaften efter showet. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre alle steder... men den slags. Sokker. Alle har brug for sokker når de er på turné.

Guddommelig retfærdighed

Okay, lad os vende os mod dit seneste album. I åbningssangen "Desperation Breeds" taler du om "this era of thieves / who keep stealing respiration from the tenderest of trees". Er du generelt optaget af klimaspørgsmål?

– Jeg er ret optaget af det, men det dominerer ikke min sangskrivning. Men naturen har været et ret fremtrædende tema fra "Noble Beasts" (2009) og ind over den nye plade. I den specifikke sang taler jeg om industrialiseret landbrug og genmodificerede afgrøder... om hvordan naturen slår igen hver gang vi prøver at påtvinge den noget. Jeg taler om bierne... har du nogensinde kørt gennem det centrale Californien? Der er denne kæmpe dal med industrielt landbrug, og det er her bi-bestanden kollapser fuldstændigt, fordi de her store lastbiler kører omkring og sprøjter de syntetiske afgrøder. Der er en vis guddommelig retfærdighed over det... det er ærgerligt for bierne som dør, men du ved... man kan ikke presse naturen for langt.

Dine tekster er generelt lidt usædvanlige...kan du kaste lidt lys over, hvilke rent litterære inspirationer, du trækker på?

– Jeg ved ikke med specifikke, litterære inspirationskilder. Men jeg holder af at følge konversationer... samtaler med mig selv eller med en ven. Indimellem dukker et ord op i hovedet og jeg vil spørge min ven, hvad han mener det betyder. Vores misforståelser af tingene er mere interessante end virkeligheden. Mange af sangene udspringer af nysgerrighed... min undren over ejendommeligheden i at være i live. Mange af sangene rejser spørgsmål. Sangen kan handle om erindring og hvordan vi projicerer den... temaet på denne her plade er erindring, men du ved, alle sangene udspringer af personlige erfaringer og bevæger sig steder hen, som vi ikke så ofte taler om.

Din rejse ind i populærmusikken har været usædvanlig....jeg vil gerne spørge dig, hvilke kunstnere indenfor pop- og rockmusik, du føler et kreativt slægtskab med. Jeg kom til at tænke på John Cale et par gange da jeg hørte den nye plade....

– Åh, John Cale? Jeg lytter sjældent til ham ud over nogle Velvet Underground-ting. Men hvem har haft indflydelse....? Lyrisk har The Handsome Family været en stor inspiration, og jeg har fortolket mere end et dusin af deres sange. Jeg synes, deres tekster er fremragende....der er en særlig vaghed over dem, som trækker dig ind. De staver ikke det hele for dig, og nogle sange siger så meget at de er gåder i sig selv. John Prine er også en fantastisk sangskriver. Arthur Russell har været en indflydelse. Samtidige som Cass McComb... dé tekster er virkelig out there. Jeg er nok lidt mere jordbunden end han, men jeg elsker virkelig noget at hans billedsprog. Men listen over aktuelle sangskrivere er ret kort...

Kedelige Cure

Du udtalte for nogle år siden (i Chicago Life i 2009, red.), at du før i tiden fandt indie- og rockmusik kedelig, men at du siden er kommet til en større forståelse af den type musik. Vil du prøve at uddybe det?

– Du ved, i gymnasiet bliver musik en identitetsskabende faktor og en del af din personlighed, en del af at finde dig selv... den proces gennemgik jeg ikke rigtig på samme måde som mine venner. Frem for at bære det uden på tøjet skjulte jeg nok mere, hvad jeg dyrkede. Jeg spillede violinkoncerter og blev fanget i en romance med det at spille klassisk musik. Dengang fandt jeg The Cure og The Smiths kedelige... i dag er der nogle Smiths-sange som jeg synes er pretty damn well skruet sammen... men jeg ser på det som sangskriver: "wow, den sang rammer det virkelig", du ved. 

– Men mit forhold til den musik er skægt, for da jeg begyndte at optræde solo og skrælle alle de stilistiske identifikationsfaktorer af, skilte mig af med alt hvad der var idiosynkratisk og bare prøvede at skrive så gode sange som muligt... dét var første gang, folk begyndte at referere til min musik som "indie-rock". Og jeg var overrasket. Jeg følte mig ikke som en del af nogen scene. Det gør jeg stadig ikke. Men med det øgede fokus på selve sangene blev det på en måde mere inkluderende.....og det var der, folk begyndte at lytte til vores musik i bredere forstand. Så nu kigger jeg tilbage og tænker, at jeg må blive bedre. Dengang tænkte jeg: "Indie-rock... really??".

Men bevægelsen fra en kompleks musikalsk form som klassisk kompositionsmusik til pop kan synes parakdoksal......

– Ikke nødvendigvis. Helt ærligt synes jeg, at klassisk musik er mindre kompliceret. Som klassisk musiker behøver du ikke... ikke at du ikke behøver at tænke, men du kan holde dig til komponisten, det er meget mere struktureret, og så længe du gør nogle bestemte ting skal du nok falde fint ind i et orkester. Du behøver ikke at være en specielt kompleks person for at få det til at virke. Men at skrive en sang, som fanger folks opmærksomhed... dét tager lang tid. Det er meget flygtigt. Og for mig kvalificerer det til at blive kaldt komplekst. Når du skriver en sang er der ingen garanti for, at den vil virke og skabe forbindelse. Du kan ikke følge et sæt regler, og du er nødt til ikke bare at skrive en god sang, men også at få folk til at tro på den. Det er for mig uendeligt meget mere udfordrende end at spille Mozart.   

Hele vejen

Din solokarriere startede efter sigende med en koncert i Chicago for ti år siden, hvor dine bandkolleger ikke kunne være til stede. Prøv at fortælle om den aften.....

– Jeg varmede op for The Handsome Family. Jeg var lige flyttet ud på en gård, det var super isoleret og jeg var utroligt ensom. Jeg fyldte bare dagene med at lege med båndsløjfer og var på ingen måde ved at forberede et show, brugte bare looping som et kompositorisk greb. Det var ud af nødvendighed første gang (ved koncerten i Chicago, red), og jeg troede ikke at nogen ville købe, at jeg bare gik op på scenen selv. Jeg havde haft et band i fem år, og jeg manglede selvtilliden uden dem.

– Men jeg tog mine looping-pedaler med og forsøgte bare på en eller anden måde at få det til at ske. Jeg har endda optagelser fra den aften, som jeg siden brugte på Fingerlings-albummet (fra 2001, red.). Der er noget meget friskt over det, og jeg håndterer stadig den slags øjeblikke som... flovhed. Du ved, når man er klassisk skolet, føles det stadig som, om at jeg gør det af ligegyldighed... som om jeg stadig står og siger til mine lærere: "Se!, jeg kan gå en anden vej og lave fejltagelser som en del af en sang. Og alle kan lide det, fordi det er menneskeligt og musikalsk". Forstår du, hvad jeg mener? Det føles stadig som om man bryder reglerne.

Men opfatter du den specifikke aften i Chicago som et vendepunkt i forhold til at definere dig som soloartist?

– Helt klart. Havde det ikke været for den, var jeg givetvis gået tilbage til at spille i et band. Jeg ved det ikke. Men i stedet tog jeg det hele vejen. Jeg brugte de næste seks år på at turnere solo; jeg gik lige fra at lave nøjagtig den musik, som jeg gerne ville, til at stå  på en scene og spille den for et publikum. Og det blev i højere grad end nogensinde en dialog med publikum. Fordi jeg kan gøre det. Jeg står ikke og kigger bagud efter bandets billigelse, jeg er nødt til at forlade mig på publikum og lægge mig i deres hænder. Jeg kunne sige: "hør, jeg er ved at skrive denne her sang, og den kunne gå sådan eller sådan. Hvad synes I?" eller "check this out, isn't it wierd?...". Selvom det ikke er komedie som sådan, er det ikke så langt fra en stand up-komiker. Hvor du er nødt til at forlade dig på din personlige akavethed. Hvor den bliver en del af showet.

Et sidste spørgsmål: Du improviserer sædvanligvis en del på scenen. Hvorfor mener du, det er vigtigt?

– Jeg har erkendt, at selvom jeg skriver de her sange bliver jeg aldrig den type kunstner, som tager ud og promoverer en plade. Det er også blevet mere absurd at forsøge at gøre det i dag, for folk er mere ligeglade med selve pladen. Så jeg har altid sat en ære i, at liveshowet skal være en virkelig, levende ting – ikke en genskabelse. Og vi gør det forskelligt hver aften. Hver gang en koncert forløber som planlagt, er jeg skuffet. Jeg bryder mig ikke om at have et manuskript. Der er altid spørgsmålet om en sætliste og de seneste sange og så videre, så i den forstand er der et manuskript. Jeg vil gerne tilføje improvisationen. Jeg spillede meget jazz før i tiden, og spillede med musikere som er i stand til det og gør det godt. Vi er bedst, når vi spiller en sang første gang, og det var sådan "Break It Yourself" blev til. Bandet kendte ikke de sange en halv time før det blev indspillet. Og jeg tror det er derfor, de føles friske.

Køb billetter til koncerten via GAFFA Live.